Dokumentets metadata

Pålæg om lønindeholdelse for gæld vedrørende skat og gebyr

Ved opgørelsen af en skyldners betalingsevne i forbindelse med lønindeholdelse kunne der ikke fradrages et aftalt ægtefællebidrag, selvom bidraget var fastsat af statsforvaltningen, idet skyldneren ikke havde godtgjort, at han ville være pålagt bidragspligt efter lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.

Klagen vedrører pålæg om lønindeholdelse for gæld vedrørende skat og gebyr.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæster skattecentrets afgørelse.

Sagens oplysninger

Klageren, A, er født i 1954 og bor i Danmark. Klageren indgik ægteskab den 14. juni 2003 og blev separeret første gang den 12. februar 2009. Hans fraseparerede ægtefælle, NM, bor i Polen.

Klagerens gæld til det offentlige blev den 3. november 2009 opgjort til i alt 197.288 kr. Gælden vedrører følgende restancer:

Den 9. januar 2009 sendte klageren et brev til skattecentret, hvori han oplyste følgende om sit budget for 2009:

Den 19. januar 2009 varslede skattecentret klageren om, at der ville blive foretaget lønindeholdelse med 16 % efter reglerne i kapitel 5 i inddrivelsesbekendtgørelse nr. 1365 af 19. december 2008, jf. § 10 i inddrivelsesloven.

Det fremgik af varslet, at det af klageren indsendte budget ikke kunne anvendes til en betalingsevneberegning, da der ikke var vedlagt dokumentation. Ifølge folkeregistret boede klageren desuden alene på adressen, og hans indtægt var højere end angivet.

På baggrund af oplysninger fra indkomstregisteret om klagerens indkomst for oktober 2008 blev hans årsindkomst opgjort til 246.420 kr. I henhold til inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1, kunne klageren betale 24 % af den årlige indkomst. Da lønindeholdelsen over skattekortet foretages med en procentdel af A-indkomsten før skat, blev procenten omregnet til en lønindeholdelsesprocent på 16.

Det fremgik endvidere af brevet, at hvis klageren ikke mente, at lønindeholdelsen gav klageren og hans eventuelle husstand et rimeligt rådighedsbeløb, skulle han udfylde og returnere et vedlagt budgetskema sammen med dokumentation for udgifter og kopi af de seneste tre lønsedler for hele klagerens husstand.

Ved brev af 16. februar 2009 fremsendte klageren blandt andet følgende materiale til skattecentret:

• Separationsbevilling af 12. februar 2009.
• Bidragsaftale af 10. februar 2009, hvorefter klageren skulle betale et månedligt bidrag til sin fraseparerede ægtefælle på 5.000 kr.

Af den fremlagte separationsbevilling fremgik følgende vilkår:

"I overensstemmelse med ægtefællernes aftale gælder følgende vilkår for separationen:

1) Manden betaler bidrag til hustruens underhold i 10 år fra 1. marts 2009.

Ægtefællerne aftaler størrelsen af ægtefællebidraget. Størrelsen af det aftalte ægtefællebidrag kan kun ændres ved dom.

Vilkåret gælder også for tiden efter en skilsmisse.

2) Manden fortsætter lejemålet vedrørende lejligheden."

Af en den 10. februar 2009 indgået aftale mellem klageren og dennes ægtefælle fremgik:

"AFTALE om ægtefællebidrag mellem NM og A.

Det er hermed aftalt mellem ovennævnte parter, at A har bidragspligt overfor NM i forbindelse med vores forestående separation.

Vi er enige om, at bidraget pr. måned skal udgøre kr. 5000,- skriver: femtusind 00/100 startende fra d. 1.ste i måneden efter separationen er meddelt fra Statsforvaltningen.

Vi er enige om, at førnævnte beløb skal betales i 120 måneder, hver d. 1.ste.

Vi er enige om, at denne aftale kun kan ændres af en domstol."

Skattecentret iværksatte ved afgørelse af 19. februar 2009 lønindeholdelse med 7 %.

Lønindeholdelsen blev fastsat ud fra klagerens betalingsevne, jf. kapitel 6 i inddrivelsesbekendtgørelsen, der var opgjort således:

Ved genvurdering af sagen i forbindelse med klage til Landsskatteretten fastholdt skattecentret afgørelsen om lønindeholdelse med 7 %, men ændrede begrundelsen.

Ved opgørelsen af klagerens betalingsevne blev klagerens indtægt ansat til 18.428 kr. Der blev godkendt fradrag for udgifter til husleje, inkl. vand og varme, med 4.500 kr., el med 401 kr., fagforening med 400 kr. og transport med 460 kr. Med et rådighedsbeløb på 5.170 kr. godkendtes udgifter i alt med 10.931 kr.

Der blev ikke godkendt fradrag for udgift til ægtefællebidrag, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 18, stk. 1. Fradrag godkendes kun, hvis en ægtefælle har pligt til at betale underholdsbidrag, men ikke når der er indgået frivillig aftale om betaling. Klagerens indtægt blev således korrigeret også for skatteværdien af fradraget, da klageren havde medtaget fradrag på forskudsopgørelsen. Skatteværdien udgjorde ca. 1/3 af bidraget.

Klagerens betalingsevne udgjorde herefter 5.830 kr.

Lønindeholdelsen på 7 % af klagerens indtægt før skat ville ved en nettoindtægt på 18.428 kr. svare til ca. 1.200 kr. Da dette beløb kunne indeholdes inden for klagerens betalingsevne, var der overladt mere end det nødvendige til klagerens underhold, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 3.

Landsskatteretten ophævede ved afgørelse af 15. juni 2009 skattecentrets afgørelse om lønindeholdelse. Skattecentret havde ikke været berettiget til at træffe afgørelse om lønindeholdelse, men skulle have pålagt klageren en ny afdragsordning.

Skattecentret fastsatte den 24. juni 2009 en afdragsordning, hvorefter klageren skulle afdrage gælden med 2.700 kr. pr. måned.

Afdraget var fastsat efter § 5 i bekendtgørelse nr. 1365 af 19. december 2008 om inddrivelse af gæld til det offentlige. Ved fastsættelsen af afdraget anvendte skattecentret oplysninger om klagerens indkomst fra indkomstregistret for april 2009. Årsindkomsten blev opgjort til 193.992 kr.

Skattecentret opfordrede klageren til at udfylde og indsende et vedlagt budgetskema, såfremt klageren mente, at den fastsatte ordning ikke gav hans husstand et rimeligt rådighedsbeløb.

Ved afgørelse af 30. juli 2009 fastholdt skattecentret det fastsatte afdrag på gælden med 2.700 kr. pr. måned. Det fastsatte afdrag var mindre end det afdrag, som kunne være fastsat efter en betalingsevnevurdering.

På baggrund af oplysninger om klagerens nettoindkomst opgjorde skattecentret klagerens indkomst således:

Der blev korrigeret for lønindeholdelse, da de lønindeholdte beløb var genudbetalt. Der blev endvidere korrigeret for skatteværdien af underholdsbidraget på 1/3 af 5.000 kr., da bidraget ikke kunne fratrækkes ved opgørelsen af betalingsevnevurderingen.

Det blev ikke anset for rimeligt at foretage betalingsevnevurderingen på baggrund af én måneds indkomst, da klagerens indkomst svingede måned for måned. Klagerens nettoindkomst i årets første 7 måneder udgjorde 104.677 kr., svarende til gennemsnitligt 14.953 kr. pr. måned.

Der blev godkendt fradrag for udgifter til husleje, inkl. vand og varme, med 4.500 kr., el med 401 kr., fagforening med 400 kr. og transport med 460 kr., i alt 5.761 kr.

Der blev ikke godkendt fradrag for udgift til ægtefællebidrag, da størrelsen af bidraget var frivilligt aftalt og dermed ikke fastsat af statsforvaltningen, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 18, stk. 1 og 3. Det var ikke muligt at opgøre det beløb, som statsforvaltningen eventuelt ville fastsætte som bidrag. Af statsforvaltningens pjece "Når vi skal skilles" fremgår det, at statsforvaltningen kan nedsætte et bidrag til 0 kr., "når der er betalt bidrag i længere tid, end man har boet sammen". Omvendt kunne dette tyde på, at statsforvaltningen kan fastsætte et bidrag til 0 kr., når man som klageren og hans tidligere ægtefælle ikke har boet sammen.

Det er intentionen med inddrivelsesbekendtgørelsens § 18, stk. 3, at der alene kan ske fradrag for bidrag, når det er fastsat af statsforvaltningen, og ikke det bidrag, som er frivilligt aftalt analogt med § 18, stk. 2.

Klagerens betalingsevne blev herefter opgjort således:

Da klagerens betalingsevne var større end det fastsatte afdrag på 2.700 kr. pr. måned, fastholdt skattecentret afdragsordningen af 24. juni 2009.

Klageren klagede til Landsskatteretten over skattecentrets afgørelse.

Klageren var bl.a. uenig i, at ægtefællebidraget ikke kunne fratrækkes ved opgørelsen af betalingsevnen.

Landsskatteretten ændrede ved afgørelse af 31. august 2009 skattecentrets afgørelse.

Da klageren ikke har forsørgerpligt, ville en afdragsordning efter § 5, stk. 1, jf. stk. 2, og SKM2009.5.SKAT medføre, at der skulle betales et afdrag på 16 % af den årlige indkomst eller 2.550 kr. pr. måned.

Ifølge inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 6, kan afdragsordninger fastsættes efter en konkret betalingsevnevurdering, når særlige forhold taler derfor, eller hvis skyldneren anmoder derom. Fastsættelsen sker i så fald efter reglerne i inddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 6 om fastsættelse af den maksimale indeholdelsesprocent ved brug af betalingsevne.

Inddrivelsesbekendtgørelsens § 18 har følgende ordlyd:

"§ 18. Som bidragsforpligtelser medregnes skyldnerens og dennes ægtefælles pligt til at betale børnebidrag og underholdsbidrag.Stk. 2. Den del af børnebidraget, der kan fradrages efter § 13, stk. 2, kan ikke overstige størrelsen af det bidrag, der kan fastsættes i medfør af kapitel 2 i lov om børns forsørgelse.Stk. 3. Den del af underholdsbidraget, der kan fradrages efter § 13, stk. 2, kan ikke overstige størrelsen af det bidrag, der kan fastsættes i medfør af kapitel 5 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning."

Ifølge § 49 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, træffes der i forbindelse med separation eller skilsmisse bestemmelse om, hvorvidt der skal påhvile en ægtefælle pligt til at yde bidrag til den andens underhold.

Der fremgår af § 50, stk. 1, at hvis ægtefællerne ikke selv indgår aftale herom, afgør retten spørgsmålet om bidragspligt, herunder spørgsmålet om pligtens varighed, mens statsforvaltningen fastsætter bidragets størrelse. Af § 50, stk. 2, fremgår det, hvilke hensyn der indgår ved afgørelser efter stk. 1. Justitsministeriet har endvidere ved vejledning nr. 9857 af 11. december 2008 fastsat retningslinjer for fastsættelse af ægtefællebidrag i 2009.

Landsskatteretten fandt, at der var indgået en bindende aftale om bidragspligt mellem klageren og hans fraseparerede ægtefælle, som var optaget som vilkår for separationen.

Aftalen om, at klageren skulle betale ægtefællebidrag, var indgået på et tidspunkt, hvor klageren havde ikke ubetydelige restancer til det offentlige. Under disse omstændigheder fandt retten, at det måtte påhvile klageren at godtgøre, både at han ville være pålagt bidragspligt efter lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, og at et eventuelt bidrag ville være blevet fastsat til det nu aftalte beløb på 5.000 kr. pr. måned.

Det havde klageren ikke godtgjort.

Ved opgørelsen af klagerens betalingsevne skulle der derfor ikke foretages fradrag for det aftalte ægtefællebidrag, og Landsskatteretten tiltrådte således den af skattecentret opgjorte betalingsevne på 4.022 kr.

Et afdrag fastsat efter klagerens betalingsevne var derfor højere end det afdrag, der kunne fastsættes ved anvendelse af tabellen i inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1, og afdraget på klagerens gæld blev derfor nedsat til 2.550 kr. pr. måned.

Umiddelbart efter Landsskatterettens afgørelse annullerede klageren og hans fraseparerede ægtefælle separationen af 12. februar 2009, for kort efter at anmode om en ny separation.

Klageren betalte et afdrag på 2.700 kr. den 3. august 2009. Skattecentret sendte et nyt girokort til klageren til betaling den 4. september 2009 på 2.400 kr. Beløbet var nedsat med de 150 kr., som afdraget var for højt med i august 2009 i henhold til Landsskatterettens afgørelse. Klageren betalte ikke afdraget den 4. september 2009 og skattecentret sendte den 17. september en rykker til klageren.

Ved brev af 13. oktober 2009 varslede skattecentret lønindeholdelse med 17 % af klagerens indkomst til dækning af gælden vedrørende skat og gebyr. Lønindeholdelsesprocenten var fastsat på baggrund af klagerens årsindkomst, som var opgjort til 189.072 kr. Det var oplysninger fra indkomstregistret om klagerens løn for juli 2009, der var anvendt ved beregningen af årsindkomsten.

Det fremgik endvidere af brevet, at hvis klageren ikke mente, at lønindeholdelsen gav klageren og hans eventuelle husstand et rimeligt rådighedsbeløb, skulle han udfylde og returnere et vedlagt budgetskema sammen med dokumentation for udgifter og kopi af de seneste tre lønsedler for hele klagerens husstand.

Ved brev af 27. oktober 2009 fremsendte klageren følgende materiale til skattecentret:

1. Budgetskema.
2. Kopi af lejekontrakt.
3. Kopi af seneste 3 lønsedler.
4. Kopi af seneste PBS-overs igt.
5. Kopi af separationsbevilling af 1. oktober 2009.

I det fremsendte budgetskema oplyste klageren følgende vedrørende sine månedlige indtægter og udgifter:

Af den fremlagte separationsbevilling fremgår følgende vilkår:

"I overensstemmelse med ægtefællernes aftale gælder følgende vilkår for separationen:

1) Manden betaler bidrag til hustruens underhold i 5 år fra 1. oktober 2009.

Bidragets størrelse fastsættes af statsforvaltningen til kr. 5000 månedligt, som betales forud hver den 1. i måned med virkning fra den 1. oktober 2009. Bidraget for tiden indtil den 31. oktober 2009 skal betales straks.

Vilkåret gælder også for tiden efter en skilsmisse.

2) Manden fortsætter lejemålet vedrørende lejligheden."

Det fremgår af klagerens forskudsopgørelse for indkomståret 2009, at hans månedlige skattekortfradrag udgjorde 7.182 kr.

Skattecentrets afgørelse

Skattecentret har iværksat lønindeholdelse med 17 %. SKAT har ved genvurdering af sagen i forbindelse med klagen til Landsskatteretten fastholdt denne afgørelse.

Lønindeholdelsen er iværksat i overensstemmelse med varslet af 13. oktober 2009. En betalingsevneberegning viser, at klageren kan betale et større beløb. Klagerens betalingsevne er opgjort således:

Indtægten er opgjort således:

Der er ikke godkendt fradrag for udgift til ægtefællebidrag, da det alene er fastsat i overensstemmelse med den aftale, som klageren og hans fraseparerede ægtefælle tidligere har indgået og analogt med Landsskatterettens afgørelse af 31. august 2009.

I en udtalelse til Landsskatteretten i forbindelse med klagen har SKAT supplerende anført, at ægtefællebidragets størrelse er fastsat af statsforvaltningen "i overensstemmelse med ægtefællernes aftale" jf. separationsbevilling af 1. oktober 2009. Klageren og hans fraseparerede ægtefælle anses for at have indrettet sig for at opnå kreditorly ved deres handlemåde. Parterne har desuden mulighed for, når som helst, at aftale nye vilkår for separationen, eller at ophæve denne, uden at det kommer til det offentliges kendskab.

I udtalelsen har SKAT endvidere opgjort den maksimale lønindeholdelsesprocent. Klagerens månedlige A-indkomst er til brug herfor opgjort således:

"Klagerens årlige nettoindkomst er 12 x 14.809 kr. = 177.708 kr. Det årlige skattekortfradrag er 12 x 7.182 kr. = 86.184 kr. Den årlige A-indkomst er herefter opgjort til 241.310 kr., svarende til en månedlig A-indkomst på 20.109 kr."

Den maksimale lønindeholdelsesprocent er herefter opgjort til 21,8, beregnet således:

(Betalingsevne 2.826 x 100) / (månedlig A-indkomst 20.109 - månedlige skattekortfradrag 7.182).

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har fremsat påstand om, at lønindeholdelsen ophæves.

Det fremgår klart af separationsbevillingen af 1. oktober 2009 fra statsforvaltningen, at det er statsforvaltningen, der har fastsat ægtefællebidraget til 5.000 kr. pr. måned i 5 år. Størrelsen og løbetiden for ægtefællebidraget blev fastsat af statsforvaltningen på et møde den 1. oktober 2009, med udgangspunkt i oplysningerne om klagerens indkomst i 2008 på 375.000 kr., og klagerens fraseparerede ægtefælles indkomst på 0 kr.

Belært af tidligere erfaringer overlod klageren det i anden omgang helt og aldeles til statsforvaltningen at træffe afgørelse om fastsættelse af ægtefællebidrag. Alligevel har SKAT nægtet fradrag for bidraget. Spørgsmålet er så, hvad der skal til, for at SKAT anerkender et ægtefællebidrag som fradragsberettiget.

Det er bemærkelsesværdigt, at SKAT ikke støtter sine påstande på gældende lovgivning, regler eller bekendtgørelser, men alene tilkendegiver sine meninger i sagen, samt anvender udokumenterede påstande og insinuationer.

Klageren har fulgt alle regler, love og bekendtgørelser, lige som han har rettet ind efter Landsskatterettens afgørelse af 31. august 2009.

Det fremgår af reglerne i inddrivelsesbekendtgørelsen, at ægtefællebidrag kan fradrages med et beløb, der er fastsat af statsforvaltningen. Det er præcist, hvad der er tilfældet her.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Reglerne om lønindeholdelse fremgår af lov nr. 1333 af 19. december 2008 om inddrivelse af gæld til det offentlige (inddrivelsesloven) og af bekendtgørelse nr. 1365 af 19. december 2008 om inddrivelse af gæld til det offentlige (inddrivelsesbekendtgørelsen).

SKAT har mulighed for at inddrive krav mod en skyldner vedrørende skatter med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger ved lønindeholdelse. Dette følger af inddrivelseslovens § 10, stk. 1, jf. nr. 1 i bilag 1 til loven.

Ved fastsættelsen af den procentdel, SKAT kan lønindeholde med, skal der overlades skyldneren det nødvendige til eget og familiens underhold. Det fremgår af inddrivelseslovens § 10, stk. 3.

Efter inddrivelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 3, vil det normalt være tilfældet, såfremt lønindeholdelsesprocenten fastsættes efter tabellen i inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1, dvs. som en procentdel af skyldnerens nettoindkomst. Tabellen i § 5, stk. 1, reguleres hvert år. Den tabel, der er gældende for 2009, er offentliggjort i SKM2009.5.SKAT .

Den procentdel, skattecentret kan lønindeholde med, kan imidlertid også fastsættes ud fra skyldnerens husstands dokumenterede budgetoplysninger. Det fremgår af inddrivelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 7, der henviser til inddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 6.

Budgetoplysningerne anvendes til at opgøre husstandens månedlige betalingsevne, der beregnes som differencen mellem husstandens månedlige indtægter og udgifter.

Det fremgår af inddrivelsesbekendtgørelsens § 14, hvilke indtægter der skal medregnes ved opgørelsen af klagerens månedlige nettoindkomst. Det er derimod ikke nærmere reguleret, om indkomsten skal opgøres på samme grundlag som efter inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1, eller om den kan opgøres på et andet grundlag.

Da opgørelsen af indtægten efter § 14 ikke er nærmere reguleret, ses der ikke at være grundlag for at tilsidesætte den af skattecentret opgjorte månedlige nettoindkomst på 14.809 kr.

Ved opgørelsen af betalingsevnen er det alene muligt at medregne følgende udgifter:

1. Rimelige udgifter til bolig
2. Nettoudgifter til husstandens mindreårige hjemmeboende børn
3. Udgifter til samvær med mindreårige børn
4. Bidragsforpligtelser
5. Udgifter til særlige behov
6. Udgifter til ganske særlige behov
7. Et rådighedsbeløb
8. Ydelser på ægtefællens gæld
9. Ydelser på anden gæld

Dette fremgår af inddrivelsesbekendtgørelsens § 13, stk. 2.

Inddrivelsesbekendtgørelsens § 18 har følgende ordlyd:

"§ 18. Som bidragsforpligtelser medregnes skyldnerens og dennes ægtefælles pligt til at betale børnebidrag og underholdsbidrag.

Stk. 2. Den del af børnebidraget, der kan fradrages efter § 13, stk. 2, kan ikke overstige størrelsen af det bidrag, der kan fastsættes i medfør af kapitel 2 i lov om børns forsørgelse.

Stk. 3. Den del af underholdsbidraget, der kan fradrages efter § 13, stk. 2, kan ikke overstige størrelsen af det bidrag, der kan fastsættes i medfør af kapitel 5 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning."

Ifølge § 49 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning træffes der i forbindelse med separation eller skilsmisse bestemmelse om, hvorvidt der skal påhvile en ægtefælle pligt til at yde bidrag til den andens underhold.

Der fremgår af § 50, stk. 1, at hvis ægtefællerne ikke selv indgår aftale herom, afgør retten spørgsmålet om bidragspligt, herunder spørgsmålet om pligtens varighed, mens statsforvaltningen fastsætter bidragets størrelse. Af § 50, stk. 2, fremgår det, hvilke hensyn der indgår ved afgørelser efter stk. 1. Justitsministeriet har endvidere ved vejledning nr. 9857 af 11. december 2008 fastsat retningslinjer for fastsættelse af ægtefællebidrag i 2009.

Separationsbevillingen af 1. oktober 2009 må forstås således, at der er indgået aftale mellem ægtefællerne vedrørende selve spørgsmålet om bidragspligt, herunder om pligtens varighed, mens bidragets størrelse er fastsat af statsforvaltningen.

Som det fremgår af Landsskatterettens afgørelse af 31. august 2009 (SKM2009.613.LSR ), påhviler det klageren at godtgøre, både at han ville være pålagt bidragspligt efter lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, og at et eventuelt bidrag ville blive fastsat til 5.000 kr. pr. måned.

Det er fortsat ikke godtgjort, at klageren ville være pålagt bidragspligt efter lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.

Ved opgørelsen af klagerens betalingsevne skal der derfor ikke foretages fradrag for ægtefællebidrag, og Landsskatteretten kan således tiltræde den af skattecentret opgjorte betalingsevne på 2.826 kr.

Landsskatteretten kan ligeledes tiltræde SKATs opgørelse af den maksimale lønindeholdelsesprocent til 21.

Den af skattecentret fastsatte lønindeholdelsesprocent på 17 er således mindre end den lønindeholdelsesprocent, som klageren kunne være pålagt efter betalingsevnevurderingen. Der er derfor ikke grundlag for at ændre skattecentrets afgørelse.

Den påklagede afgørelse stadfæstes.