Dokumentets dato: | 23-03-2010 |
Offentliggjort: | 25-03-2010 |
SKM-nr: | SKM2010.222.SR |
Journalnr.: | 10-015348 |
Referencer.: | Selskabsskatteloven |
Dokumenttype: | Bindende svar |
Skatterådet bekræfter, at X Vandværk betragtes som et selvstændigt skattesubjekt efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6. Skatterådets bekræfter, at vandværket kan omdannes til Nystiftet A.m.b.a. uden skattemæssige konsekvenser i henhold til lov nr. 460 af 12. juni 2009. Det vil derefter være Nystiftede A.m.b.a. som pr. 1. januar 2010 er skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2h.
Spørgsmål
Spørgers forslag
F.s.v.a. spørgsmål 1-4: Ja.
SKATs indstilling
F.s.v.a. spørgsmål 1-4: Ja.
Beskrivelse af de faktiske forhold
Den nuværende bestyrelse i Vandværket har fremsat forslag om omdannelse på nu to afholdte ekstraordinære generalforsamlinger. En kreds at interessenterne forlangte at få flere forskellige krav opfyldt omkring dokumentation af konsekvenser. Dette skabte så stor usikkerhed og røre, at forslaget om omdannelse måtte falde og først kan genfremsættes i maj 2010.
Et af kravene var at et flertal krævede at der forelå bindende forhåndsbesked omkring de skattemæssige konsekvenser af omdannelsen for interessenterne
X Vandværk nuværende gældende vedtægter fra 1968:
§ 2. formål:
Formålet med selskabet er at forsyne ejendomme i Y by med godt og rimeligt vand til en så rimelig betaling som muligt.
§ 17. opløsning:
Ved ophævelse af selskabet samt i den daglige drift vil der være at holde sig til nedenstående:
Vandafgifter samt værkets øvrige indtægter - bortset fra eventuel forrentning af indskudskapitalen med indtil 5 % p.a. - må kun anvendes til værkets formål, og værkets formue skal i tilfælde af selskabets opløsning anvendes enten til videreførelse af vandforsyningen under sådan form, at det fremtidige værk opfylder betingelserne for skattefrihed efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1 eller efter skattedepartementets nærmere bestemmelser.
Der er fremsendt forslag til nye vedtægter for det NYE A.m.b.a. som følgende:
§ 2. Formål:
Selskabets formål er i overensstemmelse med den til enhver tid gældende vandforsyningslov (Lov 2009-06-12 nr. 469 om vandsektorens organisering og økonomiske forhold) og anden tilknyttet lovgivning og det for vandværket fastsatte regulativ at forsyne ejendomme fortrinsvis inden for vandværkets forsyningsområde med godt og tilstrækkeligt vand, samt at varetage andelshavernes fælles interesser i vandforsyningsspørgsmål samt deraf afledte forhold.
§ 13.3 Opløsning
Den opløsende generalforsamling træffer afgørelse om eventuelle aktivers anvendelse, men et eventuelt likvidationsprovenu kan ikke udloddes til andelshaverne, men skal overføres til et andet selskab, der varetager samme eller lignende formål for selskabet.
Som det fremgår af ovenstående er der i princippet ingen reelle ændringer i nuværende vedtægter for vandværket og de foreslåede vedtægter for nye A.m.b.a.
Samtlige aktiver vil blive overdraget til nyt A.m.b.a. og der vil ikke ske nogen form for udbetaling til interessenterne.
Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling
Som følge af vedtagelse af Vandsektorloven Lov nr. 469 af 12-06-2009 vil vandværker der udpumper mere end 200.000 m3 fremover være omfattet af denne lov, hvilket medføre at vandværket fra 1. januar 2010 er skattepligtig.
I tilknytning til Vandsektorloven er derfor vedtaget Lov nr. 460 af 12-06-2009 (konsekvenser af lov om vandsektorlovens organisering og økonomiske forhold)
Af denne lovs § 20 og i Bemærkninger til lovforslagets § 20 fremgår overgangsbestemmelser og hvorledes de omfattede vandforsyninger jf. visse betingelser kan overdrages til et selskab med begrænset ansvar i 2010.
Som det formentlig klart fremgår af henvendelsen er undertegnede og Vandværkets bestyrelse ikke i tvivl omkring de skattemæssige konsekvenser og fremgangsmåden for hvorledes omdannelsen skal ske.
Anmodningen er således primært af hensyn til kommende generalforsamling hvor bestyrelsen således kan dokumentere at der er modtaget skriftlig bekræftelse fra SKAT omkring de skattemæssige konsekvenser.
SKATs indstilling og begrundelse
Spørgsmål 1
Det ønskes bekræftet, at X Vandværk er et selvstændigt skattesubjekt efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6.
Vurderingen af X Vandværk beror på en konkret vurdering af vandværkets faktiske virke og vedtægterne.
Selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6 indeholder ikke i sin ordlyd retningslinjer for afgrænsningen af skattepligtige foreninger. Bedømmelsen foretages derfor på baggrund af de retningslinjer, som Skatteministeriet har opstillet som karakteristiske for selvstændigt skattepligtige foreninger i TfS1984.434.SKM. Se endvidere Ligningsvejledningen 2010-1 S.A.1.10.1 .
Skatterådet har foretaget en lignende vurdering af et vandværk i SKM2010.139.SR . Det er de samme karakteristika for henholdsvis skattepligtige foreninger og interessentskaber, som er indgået i bedømmelsen af X Vandværk.
X Vandværks vedtægter
Formålet med X Vandværk er, "at forsyne ejendomme i Y by med godt og rigeligt vand til en så rimelig betaling som muligt."
Medlemmerne er ejere af de ejendomme, der forsynes med vand. Nye medlemmer kan optages ved at indbetale den fastsatte tilslutningsafgift. Medlemskabet overgår endvidere ved ejerskifte.
Medlemmerne hæfter solidarisk for lån og andre forpligtigelser.
Vandværket har ejendomsretten over og vedligeholdelsespligten af forsyningsledningerne, selvom de helt eller delvis er betalt af private.
Udtræden kan ske efter tilladelse til borttagning af vandindlæg, dog uden der udbetales part af vandværkets formue.
Generalforsamlingen er selskabets højeste myndighed. Hvert medlem har én stemme på generalforsamlingen. Afgørelser træffes ved simpelt stemmeflertal. Vedtægtsændringer kræver dog tilslutning af mindst ¾ af de mødte stemmer på 2 på hinanden følgende generalforsamlinger.
Vandværket har ligeledes en bestyrelse, som består af 5 medlemmer valgt for 2 år.
Vurdering
For at kvalificere X Vandværk som en selvstændig skattepligtig forening taler følgende:
Vandværket har en flerhed af deltagere, da det leverer vand til Y by.
Deltagerkredsen kan skifte ved ejerskifte af ejendommene. Nye medlemmer optages således efter objektive kriterier, ligesom der er en skiftende ejerkreds, som ikke påvirker vandværkets identitet. Det adskiller foreninger markant fra interessentskaber.
En udtræden af vandværket giver ikke ret til en del af vandværkets formue. Det adskiller ligeledes en forening fra interessentskabet. Det tillægges særlig vægt, jf. SKM2001.417.VLR , SKM2003.240.LR , SKM2003.241.LR samt SKM2003.357.LR .
Endvidere ledes vandværket af et foreningsorgan, generalforsamlingen. Hvert medlem har en stemme, samt vedtægterne indeholder bestemmelser om beslutningsdygtigheden. Generalforsamlingen vælger endvidere en bestyrelse.
Vandværkets formål er at levere vand til de tilsluttede ejendomme til en rimelig pris. Vandværket er ikke oprettet med henblik på erhvervsmæssig virksomhed, hvorfor formålet må betragtes som ideelt.
For at kvalificere X Vandværk som et interessentskab taler alene, at medlemmerne hæfter solidarisk.
I henhold til TfS1984.434.SKM kan ingen af de nævnte forhold alene være ubetinget afgørende, hvorfor den solidariske hæftelse i sig selv ikke kan gøre, at X Vandværk anses som et interessentskab, jf. SKM2007.867.SR og SKM2010.139.SR .
På baggrund af udformningen af vedtægterne og en konkret vurdering heraf, er det således SKATs opfattelse, at X Vandværk har så tydeligt foreningspræg, at det må anses som værende et selvstændigt skattesubjekt efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6.
SKAT indstiller at spørgsmål 1 besvares med "ja".
Spørgsmål 2
Det ønskes bekræftet, at X Vandværk kan omdannes til et nyskiftet A.m.b.a. efter § 20 i lov nr. 460 af 12. juni 2009 uden skattemæssige konsekvenser ved omdannelsen.
Da X Vandværk skattemæssigt anses som en forening efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, jf. besvarelsen af spørgsmål 1, og ikke er et interessentskab trods betegnelsen, vil vandværket kunne anvende bestemmelsen i § 20 i lov nr. 460 af 12. juni 2009.
Bestemmelsen lyder: "Vandforsyninger, der er omfattet af selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 4, og som fra den 1. januar 2010 omfattes af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2h, kan i 2010 overdrages til et selskab med begrænset ansvar omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 eller nr. 2h, uden skattemæssige konsekvenser for overdrager, hvis overdragelsen sker til handelsværdi. Det er en betingelse, at overdrager beslutter at tillægge overdragelsen virkning fra den 1. januar 2010, og at selskabets regnskabsår løber fra denne dato. Selskabsskattelovens § 5D finder anvendelse på de modtagne aktiver og passiver, og indtægter og udgifter, som anses for at vedrøre selskabet, hvis overdragelsen rent faktisk var sket den 1. januar 2010, medregnes ved selskabets indkomstopgørelse. Hvis overdragelsen sker til et aktie- eller anpartsselskab, der allerede er registreret, er det en betingelse, at selskabet er skiftet senest den 1. januar 2010, at selskabet ikke forud for det tidspunkt, hvor overdragelsen finder sted, har drevet erhvervsmæssig virksomhed, og at hele selskabets egenkapital fra stiftelsen har henstået som et ubehæftet kontant indestående i et pengeinstitut. Herudover er det en betingelse, for at overdragelsen kan tillægges tilbagevirkende kraft, at selskabets senest 1 måned efter overdragelsen af vandforsyningen indsender genpart til selskabets skatteansættende myndighed af de dokumenter, der er i selskabslovgivningen er foreskrevet udarbejdet i forbindelse med stiftelsen af det selskab, hvortil vandforsyningen overdrages, og dokumentation for, at selskabet er anmeldt til registrering i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, eller at overdragelsen til et allerede registreret selskab har fundet sted. Skattepligten for selskabet indtræder den 1. januar 2010".
Da X Vandværk er en forening efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, har vandværket frem til udgangen af 2009 været skattefritaget efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 4. Vandværket er fra 1. januar 2010 omfattet af skattepligt efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2h. Vandværket kan ved overgangen fra skattefritagelse til skattepligt benytte selskabsskattelovens § 5D. De aktiver, der er i behold ved overgangen til skattepligt, skal dermed fastsættes til handelsværdi.
En overdragelse af vandværket til et selskab med begrænset ansvar kan i henhold til § 20 i lov nr. 460 af 12. juni 2009 ske uden skattemæssige konsekvenser for overdrager, hvis overdragelsen sker til handelsværdi. Det er endvidere en betingelse af overdragelsen tillægges virkning fra den 1. januar 2010, og at selskabets regnskabsår løber fra denne dato. Selskabsskattelovens § 5D finder anvendelse på de modtagne aktiver og passiver, og indtægter og udgifter, som må anses for at vedrøre selskabet, hvis overdragelsen rent faktisk var sket 1. januar 2010, medregnes ved selskabets indkomstopgørelse.
SKAT indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "ja".
Spørgsmål 3
Det ønskes bekræftet, at omdannelsen ikke medfører nogen form for beskatning af de enkelte medlemmer i forbindelse med omdannelsen af vandværket.
Da X Vandværk er et selvstændigt skattesubjekt efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, og da medlemmerne heraf ikke besidder et aktiv i kraft af deres medlemskab, vil en omdannelse af vandværket til et nyskiftet A.m.b.a. uden skattemæssige konsekvenser for vandværket, ligeledes ikke udløse beskatning af medlemmerne af vandværket.
SKAT indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "ja".
Spørgsmål 4
Det ønskes bekræftet, at det med virkning fra 1. januar 2010 alene er det nyskiftede A.m.b.a., som er skattepligtigt efter selskabsskatteloven.
X Vandværk er et selvstændig skattesubjekt i henhold til selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, som grundet vedtagelsen af lov nr. 460 af 12. juni 2009 ikke længere er skattefritaget efter den tidligere gældende bestemmelse i selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 4. Fra og med 1. januar 2010 er X Vandværk skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2h.
Såfremt der sker en omdannelse af vandværket til et nystiftet A.m.b.a., vil det være A.m.b.a.'et, som er det selvstændige skattesubjekt efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2h.
SKAT indstiller, at spørgsmål 4 besvares med "ja".
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.
Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periodeVedrørende omdannelsen er svaret gældende for 2010 henset til overgangsreglen i § 20 i lov 460 af 12/06/2009.
I relation til de øvrige forhold er svaret gældende i 5 år, der regnes fra modtagelsen af svaret jf. SFL § 25, stk. 1.