Dokumentets metadata

Dokumentets dato:12-04-2010
Offentliggjort:27-04-2010
SKM-nr:SKM2010.278.ØLR
Journalnr.:18. afdeling, B-541-09
Referencer.:Statsskatteloven
Ligningsloven
Dokumenttype:Dom


Fradrag for renteudgifter - familieforhold - usædvanlige vilkår - bevisbyrde for gæld

A påstod for indkomstårene 1997-2000 rentefradrag for nogle lån, han hævdede at have optaget hos sin fætter.Landsretten bemærkede, at fradrag for renteudgifter forudsætter, at gældsforholdet indeholder en retlig bindende forpligtelse såvel til at betale gælden som til at forrente den. As forklaring og de afgivne forklaringer om lån var ikke således bestyrket ved objektive kendsgerninger i form af kontoudskrifter eller andet, at eksistensen af familielånene og af pligten til at forrente dem kunne anses for godtgjort.Landsretten stadfæstede derfor byrettens frifindelse af Skatteministeriet.


Parter

A
(advokat Kirsten Bordinggaard)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten v/advokat Anders Vangsø Mortensen).

Afsagt af landsdommerne

Lone Bach Nielsen (kst.), Ulla Staal og Talevski.

Byrettens dom af 13. februar 2009 (BS 42B-880/2007) er anket af A med påstand om, at indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at han i sin skattepligtige indkomst for indkomstårene 1997-2000 er berettiget til yderligere fradrag for renteudgifter med henholdsvis 152.512 kr., 152.512 kr., 143.762 kr. og 162.017 kr.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.

Forklaringer

A har supplerende forklaret blandt andet, at grunden til, at han i sin tid lånte penge til køb af biler af sin fætter SM, der er en velhavende diamanthandler, var primært, at fætteren - i modsætning til danske finansieringsinstitutter - ikke krævede, at bilerne blev kaskoforsikrede. De aftalte årlige rentesatser på 17 % og 21 % svarede til dagældende renteniveau i Israel. Bilerne med reg.nr. ...1 og ...2 er solgt, og bilen med reg.nr. ...3 blev stjålet fra en forhandler, som han havde sat bilen til salg hos, men han har tabt en efterfølgende erstatningssag mod forhandleren. Han ejer fortsat bilen med reg.nr. ...4, som han benytter som værkstedsbil, samt bilerne med reg.nr. ...5 og ...6, der skal sælges. Tillæg nr. 2 til gældsbrev af 20. december 1994, der er udfærdiget på dansk, blev underskrevet af SM i Israel, hvilket tillige fremgår af vitterlighedspåtegningerne. Loan Contract af 9. januar 1995 blev udfærdiget på engelsk, fordi SM ikke forstår dansk. Han har ikke foretaget nærmere beregninger vedrørende skyldige renter, men blot overført de rentebeløb, som han og SM oprindelig aftalte skulle betales. Hvert år opgjorde SM sidst på året det resterende rentebeløb, som han skulle betale det pågældende år, og det var altid mindre beløb, som han betalte, men som han aldrig modtog skriftlige opgørelser over. Han husker ikke, hvad overførslen i januar 2000 af i alt 106.000 kr. til SM vedrørte.

Procedure

Parterne har gjort de samme anbringender gældende som for byretten og i det væsentlige procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Fradrag for renteudgifter forudsætter, at gældsforholdet indeholder en retlig bindende forpligtelse såvel til at betale gælden som til at forrente den. As forklaring og de afgivne erklæringer om lån er ikke således bestyrket ved objektive kendsgerninger i form af kontoudskrifter eller andet, at eksistensen af familielånene og af pligten til at forrente dem kan anses for godtgjort.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

T h i k e n d e s f o r r e t

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 35.000 kr. til Skatteministeriet.