A.A.13.13 Dokumentation i forbindelse med en ansøgning

Dette afsnit handler om, hvilken dokumentation der skal være i forbindelse med ansøgning om omkostningsgodtgørelse.

Afsnittet indeholder:

Dokumentationskrav

Skatteministeren er bemyndiget til at fastsætte nærmere bestemmelser om hvilke oplysninger, der skal følge ansøgningen om omkostningsgodtgørelse. Se SFL § 58.

I bekendtgørelse nr. 791 af 25. juni 2014 om oplysninger om udgifter til sagkyndig bistand m.v. ved godtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 19 fremgår, hvilke oplysninger der skal følge en ansøgning om omkostningsgodtgørelse.

Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. juli 2014 med virkning for ansøgninger om omkostningsgodtgørelse indgivet den 1. juli 2014 og senere. Se bekendtgørelsens § 7.

Eksempel

Landsskatteretten udtalte, at bevisbyrden for, at der er tale om udgifter afholdt til sagkyndig bistand i en godtgørelsesberettiget sag, påhviler ansøgeren. Efterfølgende fremlæggelse af udskrift af den sagkyndiges elektroniske kalender kunne ikke dokumentere, hvorledes forholdene reelt havde været tilbage i tid. Se SKM2011.730.LSR.

Ikke blanketkrav til ansøgningen

Det følger af bekendtgørelsens § 5, stk. 1, at det ikke er nødvendigt at anvende blanket ved ansøgningen om omkostningsgodtgørelse, når ansøgningen indeholder de oplysninger, som fremgår af SKATs blanket.

Øvrig dokumentation

Med ansøgningen om omkostningsgodtgørelse skal følge en kopi af

Acontoudbetaling

Er sagen uafsluttet, skal der vedlægges en kopi af den underretning, ansøgning, klage eller stævning, der ligger til grund for ansøgningen om omkostningsgodtgørelse. Såfremt klageren vælger Landsskatteretten som klageinstans, jf. SFL 35 b, stk. 5, vedlægges kopi af den meddelelse fra klageren til Skatteankestyrelsen, hvori klageren tilkendegiver sit valg. Desuden vedlægges meddelelser fra Skatteankestyrelsen til klageren om visitering, hvis der på ansøgningstidspunktet foreligger sådanne meddelelser.

Se om muligheden for acontoudbetaling under afsnittet A.A.13.8 om udbetaling af godtgørelse.

Krav til regning

Det er en betingelse for at opnå omkostningsgodtgørelse, at regningen, der er stilet til den godtgørelsesberettigede fra den sagkyndige, er udarbejdet på grundlag af sædvanlig fakturering.

Regningen skal desuden være delt op med hensyn til størrelsen af honoraret for arbejdet ved hver klageinstans pr. klagepunkt, samt indeholde oplysninger om anvendt antal timer pr. instans pr. klagepunkt (eventuelt skønsmæssigt).

Der skal tillige være en kort beskrivelse af det arbejde, som den sagkyndige har udført ved hver instans, og om der er særlige forhold, som begrunder honorarkravet, fx om sagen er principiel.

Massesager

De investorforeninger, der er dannet med det formål at føre sager om 10-mandsprojekter ved skatteankenævnene, Landsskatteretten og domstolene, kan ansøge om og modtage omkostningsgodtgørelse af udgifter til sagkyndig bistand i 10-mandsprojekterne efter fuldmagt fra den enkelte investor.

Ansøgningen skal være vedlagt en fuldmagtsblanket underskrevet af investor. Derimod behøver ansøgningen ikke at være underskrevet af ansøgeren.

Desuden skal ansøgningen være vedlagt kopi af de regninger, der søges omkostningsgodtgørelse for, samt dokumentation for, at beløbet er betalt eller skal betales. Regningerne skal være bilagt en liste over samtlige de investorer, der betaler en andel af regningerne. Regningerne stiles til de på listen opførte investorer hver for den andel, der er opført på listen ud for hver investor.

Opdeling af udgifter

Indgår der i en sag spørgsmål, der ikke er omfattet af ordningen om omkostningsgodtgørelse, skal der foretages en opdeling af de afholdte udgifter, der er godtgørelsesberettigede, og dem, der ikke er godtgørelsesberettigede.

Indgår der flere forhold i en hjemvisningssag, hvor hjemvisningen dels skyldes, at nye oplysninger angår et spørgsmål, som klage- eller retsinstansen ikke har taget stilling til, dels skyldes, at de nye oplysninger angår et spørgsmål, som klage- eller retsinstansen overordnet har taget stilling til, skal den sagkyndige ved ansøgningen om omkostningsgodtgørelse foretage en skønsmæssig fordeling af sine udgifter ved hjemvisningsbehandlingen af de pågældende spørgsmål. Der gives ikke omkostningsgodtgørelse til den del af udgifterne, der relaterer sig det spørgsmål, som klage- eller retsinstansen ikke har taget materielt stilling til. Se nærmere om udgifter i forbindelse med hjemvisning i afsnit A.A.13.4.

Attestation

Såvel den sagkyndige som den skatte- eller afgiftspligtige attesterer ved deres underskrifter på ansøgningen under strafansvar, at de afgivne oplysninger er korrekte. Se SFL §§ 60 og 61.

Det gælder også, selvom kravet på omkostningsgodtgørelse er transporteret til rådgiveren.

Underskrifterne kan afgives ved digital signatur, hvis der er mulighed for det.

Har den godtgørelsesberettigede anvendt flere sagkyndige til behandlingen af en godtgørelsesberettiget sag, skal alle de pågældende sagkyndige som udgangspunkt attestere på ansøgningen, at de afgivne oplysninger om den sagkyndiges egne forhold er rigtige.

Eksempel

Landsskatteretten bemærkede, at en ansøgning om omkostningsgodtgørelse skal være underskrevet af den godtgørelsesberettigede og attesteret af den sagkyndige, jf. bekendtgørelse nr. 958 af 10. oktober 2005, § 5, stk. 1, 1. punktum.

Ansøgningen kunne derfor have været afslået, allerede fordi ansøgningen ikke var underskrevet af klageren. Se SKM2012.526.LSR.

Overdragelse af kravet

Er kravet på omkostningsgodtgørelse overdraget til den sagkyndige, herunder pantsat, efter SFL § 52, stk. 8, skal dette fremgå af ansøgningen. Den af SKAT udarbejdede ansøgningsblanket indeholder en rubrik til angivelse af evt. overdragelse, som attesteres af den godtgørelsesberettigede ved underskriften på blanketten. Har den godtgørelsesberettigede ikke krydset af i denne rubrik, kræves særskilt dokumentation for overdragelsen, inden udbetaling kan ske.

Er en anden blevet bemyndiget til at modtage beløbet, er det fortsat et krav, at den godtgørelsesberettigede skal fremlægge dokumentation for overdragelsen.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2012.526.LSR

Landsskatteretten bemærkede, at en ansøgning om omkostningsgodtgørelse skal være underskrevet af den godtgørelsesberettigede og attesteret af den sagkyndige, jf. bekendtgørelse nr. 958 af 10. oktober 2005, § 5, stk. 1, 1. punktum.

Ansøgningen kunne derfor have været afslået, allerede fordi ansøgningen ikke var underskrevet af klageren.

Anmodning ikke underskrevet

Anmodning kan ikke imødekommes

SKM2011.730.LSR

Landsskatteretten udtalte, at bevisbyrden for, at der er tale om udgifter afholdt til sagkyndig bistand i en godtgørelsesberettiget sag, påhviler ansøgeren. Efterfølgende fremlæggelse af udskrift af den sagkyndiges elektroniske kalender kunne ikke dokumentere, hvorledes forholdene reelt havde været tilbage i tid.

Bevisbyrde ikke løftet

Godtgørelses-berettiget honorar nedsættes