Dette afsnit handler om den indbyrdes fordeling af kompetencen mellem de enkelte told- og skattemyndigheder, herunder skatteministeren.
Afsnittet indeholder:
Skatteministeren kan ikke træffe afgørelse om en skatteansættelse, en vurdering af fast ejendom eller en registrering af et køretøj, herunder de med sådanne ansættelser forbundne bevillinger og dispensationer. Se SFL § 14, stk. 1, nr. 1.
SKAT kan ikke træffe afgørelse i en sag, i det omfang Skatterådet, Landsskatteretten, Skatteankestyrelsen, et skatteankenævn, et vurderingsankenævn eller et motorankenævn har taget stilling til sagen. Se SFL § 14, stk. 1, nr. 2.
Uanset dette kan SKAT dog ændre et forhold i en ansættelse af indkomst- og ejendomsværdiskat af de grunde, der er nævnt i SFL § 27, stk. 1, hvis den skattepligtige ikke udtaler sig mod ansættelsen. På tilsvarende vis kan SKAT ændre et forhold i et afgiftstilsvar eller i godtgørelse af en afgift af de grunde, der er nævnt i SFL § 32, stk. 1, hvis den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede ikke udtaler sig herimod. Se SFL § 27, stk. 3, § 32, stk. 3 og § 32 a, stk. 3.
Udover at SKAT ikke kan ændre nævnenes afgørelser, kan SKAT heller ikke udstede direktiver for nævnenes arbejde. SKAT kan tilkendegive sin mening overfor nævnene efter anmodning eller af egen drift.
Når en klagesag er påbegyndt, er SKAT afskåret fra af egen drift at ændre de spørgsmål, der er under behandling hos klagemyndigheden.
Folketingets Ombudsmand har som led i en egendriftsundersøgelse af klagesager i Landsskatteretten udtalt sig om SKATs kompetence i verserende klagesager, hvor der endnu ikke er truffet afgørelse af klagemyndigheden.
Det er Ombudsmandens opfattelse, at der ikke er grundlag for at slutte modsætningsvis fra SFL § 14, således at SKAT skulle have kompetence til at foretage ændringer vedrørende påklagede spørgsmål, når blot klagemyndigheden endnu ikke har truffet afgørelse om spørgsmålet. Baggrunden herfor er, at det er Ombudsmandens opfattelse, at hvis der i loven er tillagt borgerne en ret til at klage, og borgerne udnytter denne mulighed, har borgerne normalt krav på klageinstansens stillingtagen til klagen. Ombudsmanden udtaler yderligere, at dette krav kan fraviges enten ved lov eller i kraft af klagerens samtykke hertil (ved at klageren tilbagekalder klagen og beder underinstansen om genoptagelse). Underinstansen vil dog altid kunne komme med indlæg om sagen over for klageinstansen, herunder indstille at afgørelsen ændres.
SKAT er enig i Ombudsmandens opfattelse, der navnlig kan have betydning i tilfælde, hvor der er risiko for, at en påklaget afgørelse som følge af proceduremangler kan blive annulleret som ugyldig efter udløbet af de ordinære ansættelsesfrister. SKAT er derfor afskåret fra under en verserende klagesag at foregribe en eventuel ugyldighedsafgørelse ved inden udløbet af den ordinære ansættelsesfrist af egen drift at træffe en ny afgørelse, der træder i stedet for den tilsvarende oprindelige afgørelse.
SKAT er derimod ikke afskåret fra at underrette klagemyndigheden om, at der i forbindelse med 1. instans-afgørelsen er sket en procedurefejl. Hvis SKAT anser en sådan fejl for så væsentlig, at der kan blive tale om ugyldighedsvirkning, bør klagemyndigheden underrettes snarest muligt og inden udløbet af fristerne for gennemførelse af en ny tilsvarende 1. instans afgørelse.
Se afsnit A.A.7.5 om formelle mangler eller fejl.
Et skatte-, vurderings- eller motorankenævn kan ikke træffe afgørelse i en sag, idet omfang Skatterådet eller Landsskatteretten har taget stilling til sagen. Se SFL § 14, stk. 1, nr. 3.
Nævnene kan kun tage stilling til ansættelsen vedrørende det påklagede år.
Skatterådet kan ikke træffe afgørelse i en sag, idet omfang Skatteankestyrelsen eller Landsskatteretten har taget stilling til sagen. Se SFL § 14, stk. 1, nr. 4, som ændret ved lov nr. 649 af 12/06/2013 § 1, nr. 15.
En underordnet myndigheds kompetence er afskåret "i det omfang" en overordnet myndighed har taget stilling til sagen. Se SFL § 14.
Dette betyder, at den underordnede myndigheds kompetence kun er afskåret, hvis den overordnede myndighed har taget stilling til det samme spørgsmål. Andre forhold i ansættelsen kan således ændres.
SKAT kan endvidere ændre en afgørelse truffet af en klageinstans, hvis denne afgørelse hviler på et urigtigt faktuelt grundlag. Det er en forudsætning for en sådan ændring, at det urigtige faktuelle grundlag ikke kan tilregnes SKAT.
Hvis den overordnede myndighed alene har taget stilling til et formelt spørgsmål, er den underordnede myndighed ikke afskåret fra at behandle sagen på ny, hvis dette kan ske inden for fristerne.
Se om frister afsnit A.A.8.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Landsretsdomme | ||
Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at en lovbestemt overførsel af kompetence fra det daværende Ligningsråd til Told- og Skattestyrelsen vedrørende tilladelse til skattefri tilførsel af aktiver, var ensbetydende med, at Told- og Skattestyrelsen også var tillagt kompetencen til at tilbagekalde en tilladelse, der tidligere var givet af Ligningsrådet. | ||
Et skatteankenævn var ikke afskåret fra at prøve en anmodning om genoptagelse af skatteankenævnets tidligere afgørelse, selv om denne havde været behandlet i Landsskatteretten. Landsskatterettens afgørelse bestod alene i at have taget stilling til, at klagen blev afvist som følge af overskridelse af klagefristen. Skatteankenævnet kunne derfor behandle genoptagelsesanmodningen uden at komme i kompetencekonflikt med Landsskatterettens afgørelse. | ||
TfS 1998.115.VLR | Et skatteankenævn havde som led i sin begrundelse anført, hvad konsekvenserne af nævnets afgørelse ville blive for den skattepligtiges ansættelse for det efterfølgende år. Told- og skatteforvaltningen var ikke bundet af denne tilkendegivelse ved ligningen af det efterfølgende år. | |
Landsskatteretsafgørelser | ||
SKM2012.343.LSR | Landsskatteretten havde ved kendelse stadfæstet en skatteankenævnsafgørelse vedrørende tre indkomstår med den ændring, at et tab blev henført til beskatning i et andet af de forelagte indkomstår. Det var med rette, at skatteankenævnet havde afvist en klage over den af SKAT på baggrund af Landsskatterettens kendelse udskrevne årsopgørelse. | |
SKAT | ||
Når en klagesag er påbegyndt, er SKAT afskåret fra af egen drift at ændre de spørgsmål, der er under behandling hos klagemyndigheden. |