Dette afsnit handler om ændret bedømmelse af fremførselsberettiget underskud eller tab og opgørelser efter SEL § 13, stk. 4 - 10.
Afsnittet indeholder:
En ansættelse kan ikke foretages eller ændres efter SFL § 26, stk. 1, hvis ansættelsen beror på en ændret bedømmelse af et fremførselsberettiget underskud eller tab, der er selvangivet i et indkomstår, der ligger uden for ordinær frist. Se SFL § 26, stk. 4, 1. pkt.
Bestemmelsen blev i sin nuværende formulering indsat ved lov nr. 410 af 2. juni 2003 og er en delvis videreførelse af SSL § 35, stk. 1, nr. 2. Bestemmelsen er ændret således, at der ikke længere er adgang til at lægge en ændret bedømmelses af et fremførselsberettiget underskud eller tab til grund, hvis underskuddet eller tabet er selvangivet for et indkomstår, der ligger uden for de ordinære frister.
Et tilfælde, hvor en afståelsessum for et aktiv ændres som følge af, at en betingelse i overdragelsesaftalen er indtrådt, omfattes ikke af bestemmelsen. Der vil være tale om en ændring i grundlaget for ansættelsen, der i stedet omfattes af SFL § 27, stk. 1, nr. 1. Se A.A.8.2.2.1.2.1. og A.A.8.2.2.2.2.1.
Bestemmelsen finder alene anvendelse, hvis der er selvangivet et underskud eller et tab, og dette er selvangivet i et år uden for ordinær frist. I disse tilfælde kan der ikke ske en ansættelsesændring inden for den ordinære frist i SFL § 26, stk. 1. Hvis der derimod ikke er selvangivet et underskud eller et tab, kan der ske ansættelsesændring inden for den sædvanlige ordinære frist i SFL § 26, stk. 1.
SFL § 26, stk. 4, 1. pkt. skal ses i sammenhæng med SKL § 1, stk. 1, 3. pkt. Efter denne bestemmelse har borgern ret - men ikke pligt - til at selvangive bestemte tab og underskud. Bestemmelsen omfatter tab og underskud, der kun kan modregnes i skattepligtig indkomst fra kilder af samme art, allerede i de indkomstår, hvor tabet eller underskuddet er opstået. Se SKL § 1, stk. 1, 3. pkt. Bemærk at, reglerne om selvangivelse af underskud er ændret fra indkomståret 2015 ved lov nr. 528 af 28. maj 2014. Se A.B.1.1.4. og A.B.1.1.6.
Det betyder mere konkret, at kildeartsbestemte tab, dvs. selvangivelsens felt 86-88, der skal selvangives i henhold til SKL § 1, stk. 1, 3. pkt., fremføres løbende ved at regulere efterfølgende års opgørelse af avance eller tab. En eventuel tabssaldo vil derfor være udtryk for en skatteansættelse, således at korrektion af saldoen skal ske med respekt af fristreglerne i SFL § 26 og § 27.
Bemærk, at der derimod ikke foreligger en ansættelse, beskyttet af fristreglerne, hvis tabssaldoen automatisk er opsat på årsopgørelsen, det vil sige i de tilfælde, hvor selskabet ikke har selvangivet noget i felterne og systemet derfor viderefører saldoen fra foregående år.
Øvrige fremførselsberettigede over- eller underskud skal efter SKL § 1 selvangives for indeværende år (felt 16). Derimod er der ikke efter SKL § 1 pligt til at selvangive en ikke udnyttet fremført underskudssaldob(felt 85). Se SKM2013.425.SKAT.
Hvis borgeren ikke selvangiver underskuddet eller tabet, inden dette udnyttes til fradrag i indkomsten, vil underskuddet eller tabet indgå i skatteansættelsen for det år, hvor underskuddet eller tabet udnyttes.
Bemærk
Reglerne om selvangivelse af underskud er ændret fra indkomståret 2015 ved lov nr. 528 af 28. maj 2014. Se A.B.1.1.4. og A.B.1.1.6.
Bestemmelsen betyder, at en ændret bedømmelse af et fremførselsberettiget underskud eller tab kun kan lægges til grund for skatteansættelsen, hvis ændringen varsles inden for fristerne i SFL § 26, stk. 1. Der skal derfor ske varsling senest den 1. maj i det fjerde år efter udløbet af det indkomstår, for hvilket underskuddet eller tabet er selvangivet.
Underskud eller tab skal hermed lignes inden for den ordinære ansættelsesfrist for det indkomstår, for hvilket underskuddet eller tabet er selvangivet. Fristerne i SFL § 26, stk. 1, begynder ikke at løbe, hvis den skattepligtige ikke har selvangivet underskud eller tab. Det afhænger af en konkret vurdering om dette er tilfældet. Når der er selvangivet og den ordinære frist er udløbet, kan bedømmelsen af underskud og tab ikke ændres med virkning for skatteansættelsen, hverken i det år, hvor underskud/tab er selvangivet, eller i det år, hvor det anvendes.
Uanset på hvilket tidspunkt underskuddet eller tabet selvangives, indebærer det, at SKAT foretager en ansættelse af underskuddet eller tabet, der herved kan klages efter de sædvanlige regler herom. Se A.A.10.
Bemærk
Reglerne om selvangivelse af underskud er ændret fra indkomståret 2015 ved lov nr. 528 af 28. maj 2014.
SFL § 26, stk. 4, 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse ved opgørelser efter SEL § 13, stk. 4 - 10. Se SFL § 26, stk. 4, 2. pkt.
Retten til fradrag for hensættelser til de forsikrede og skat efter PBL er begrænset for skades- og forsikringsselskaber. Se SEL § 13, stk. 4 - 10.
Selskaberne skal i den forbindelse foretage en opgørelse af udbytter og avancer, der ikke skal medregnes til den skattepligtige indkomst, en såkaldt finanskonto. Skadesforsikringsselskaber skal herudover føre en driftskonto over forsikringsvirksomhedens underskud eller overskud.
Disse konti behandles i relation til ansættelsesfristerne på samme måde som fremførselsberettigede underskud og tab.
En skatteansættelse kan således alene foretages eller ændres på baggrund af en ændret bedømmelse af en finans- eller driftskonto, hvis ændringen varsles inden udløbet af fristen i SFL § 26, stk. 1, for det indkomstår, for hvilket kontoen er selvangivet.