Dokumentets metadata

Fradrag driftsomkostninger - fakturaer ikke stilet til virksomhed - dokumentationskrav - bevisbyrde - rette indkomstmodtager

Sagsøgeren, hvis samlever drev hendes skrotvirksomhed, fik ikke medhold i, at hun kunne fradrage en række udgifter til køretøjer, fragtbreve, scootere, værkstedsregninger, telefon m.m., hvor fakturaerne var stilet til andre end hendes virksomhed. Retten fandt ikke, at hun havde løftet sin skærpede bevisbyrde for, at realiteterne bag fakturaerne var anderledes end fakturaernes indhold.Retten fandt ikke, at sagsøgerens udgifter til flybilletter med henblik på to litauers udrejse kunne henføres til en fradragsberettiget, pligtmæssig handling fra virksomheden.I modsætning hertil fandt retten, at der var givet en forklaring vedrørende udgifter til hegn og hestefoder, der måtte antages at være udtryk for et reelt ønske om at opretholde en pasning af arealerne foran virksomheden, ved hjælp af ponyer. Retten godkendte derfor disse fradrag.Retten fandt ikke grundlag for at anerkende fradrag for to beløb, der var periodiseret forkert.Endelig fik sagsøgeren ikke medhold i sin påstand om, at hendes samlever og ikke skrotvirksomheden var rette indkomstmodtager af en dokumenteret omsætning. Retten støttede bl.a. dette på, at samleveren ikke havde selvangivet indkomsten.

Parter

A
(Advokat Christian Falk Hansen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Advokat Heidi Bøgelund Hansen)

Afsagt af byretsdommer

Bjørn Gråe

Sagens baggrund

Denne sag, der er anlagt af sagsøger A ved stævning modtaget af retten den 21. september 2009 vedrører dels spørgsmålet om anerkendelse af forskellige fradrag i indkomstårene 2003 og 2004 og dels spørgsmålet om, hvorvidt en forhøjelse af indtægter for 2004 med 225.992 kr. har været berettiget.

Det fremgår af sagen, at A samlever med BB, der tidligere har drevet virksomheden. Som følge af en konkurs har BB ikke haft mulighed for at fortsætte driften, som herefter er sket i sagsøgers navn. Samleveren BB har i vidt omfang medvirket ved driften af virksomheden, betegnet H1, beliggende ...1.

Det fremgår endvidere af sagen, at der er fremlagt årsrapport for H1 for indkomstårene 2003 og 2004 udfærdiget af R1. Der er i regnskabserklæringen fra revisoren taget forbehold for regnskabet, idet lovgivningskrav ikke opfyldes vedrørende kassebogføring og kasseafstemning.

Sagsøger har selvangivet resultatet af selvstændig virksomhed på henholdsvis 98.868 kr. (2003) og - 21.645 kr. (2004).

Ud over H1 har sagsøger drevet en detail butik med salg af møbler m.v. betegnet H2, og endelig har sagsøger drevet en blomsterforretning beliggende i ...2.

De nu omtvistede fradrag og forhøjelsesbeløb har været behandlet forud af Skatteankenævnet og Landsskatteretten. Sidstnævnte har afsagt kendelse den 18. juni 2009, hvor der er nægtet fradrag for indkomståret 2003 for udgifter på i alt 51.563 kr. og for indkomståret 2004 for i alt 178.510 kr., ligesom der er ansat yderligere indtægter for 2004 med 225.992 kr.

Herudover har Landsskatteretten i nævnte kendelse forholdt sig til nogle renteudgifter, der dog ikke er omfattet af denne sag.

De i forbindelse med ligningen påberåbte bilag har været fremlagt under sagen, men vil ikke blive gengivet i nærværende dom, dog således at der i forbindelse med gengivelsen af de under sagen afgivne forklaringer vil blive foretaget henvisninger til dele af de omstridte bilag.

Parternes påstande

Sagsøger har påstået sagsøgte dømt til at anerkende, at sagsøgers skatteansættelse for indkomståret 2003 nedsættes med 51.563 kr. og at sagsøgers skatteansættelse for indkomståret 2004 nedsættes med 404.502 kr.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.

Forklaringer afgivet under sagen

Sagsøger har bl.a. forklaret, at hun er butiksuddannet. I 2003 og 2004 var hun ansat hos en købmand. H1 blev drevet i hendes navn. Hun arbejdede ikke i forbindelse med driften af centret. Hendes samlever var konkursramt, og kunne derfor ikke stå for driften af centret længere. Hun havde kun i ringe grad indsigt i driften. De talte kun lidt om driften af H1. Deres bopæl var beliggende ca. 8 km fra ...1, hvor H1 havde sin adresse. Hun kom kun sjældent i H1, vel en 3 - 4 gange årligt. Bankkonti m.v. var BBs gebet. Om samarbejdet med G1 forklarede hun, at hun havde kendskab til indehaveren NPs eksistens. Herudover havde hun ikke kendskab til samhandelen. Ansættelsen af nogle Litauere var hun bekendt med. De måtte ikke arbejde og BB måtte betale deres hjemtransport. Hun var bekendt med ansættelsen af LL, men vidste ikke nærmere om betalingen af telefonforbruget. De havde ponyer gående på græsarealerne foran virksomheden på ...1. Dette skete, for at holde græsset nede på græsarealet. De havde ikke ponyerne for at ride på disse. Græsarealerne var for store til at blive slået med plæneklipper. Det var BB, der drev H2. Dette skete også i hendes navn. BB ekspederede selv fra brugskunsten, hvori man kunne købe noget af hvert. Hun vil tro, at BB selv har drevet nogle ting erhvervsmæssigt. Der blev solgt brugskunst. Hendes søn ekspederede der, og fik løn for det.

BB har bl.a. forklaret, at han er gået ud af skolen efter 7. skoleår. Han har ikke efterfølgende fået nogen uddannelse. Han har efter skolegangen handlet med alverdens ting. Han har selv drevet virksomhed med handel i perioden 1977 - 1987, men måtte herefter ophøre som følge af en konkurs. Der var tale om en skrotvirksomhed. Efter 1987 fik han startet et skrotcenter op, oprindeligt betegnet HX1 i sagsøgers navn. Virksomheden købte og solgte skrot. ToldSkat havde altid i sammenhæng med virksomheden kontakt med ham. Man vidste, at sagsøger formelt var ejer. Om de enkelte fradragsposter har han forklaret, at forholdet til G1 beroede på en skriftlig aftale. Betaling ved salg i virksomheden var altid kontant indtil for et par år siden. Hans tegnebog var virksomhedens kasse. Nu foregår betalingen næsten udelukkende ved dankortoverførsler. Hvis der var bankoverførsler, ordnede han dem. Han overtog leasingkontrakten for G2 A/S. Det blev imidlertid ikke formaliseret. Det var sagsøger og ham, der kørte i bilen. Den var også indregistreret i deres navn. Han husker ikke registreringsnummeret. DV opsagde kontrakten, men G2 A/S ville helst undgå en reel opsigelse, så derfor lavede man denne ordning. Der blev ikke oprettet noget skriftligt om ordningen, men bilen blev som anført omregistreret. Det fremgår også af sagens bilag 35, at der var tale om en vedvarende overgang til H1. Han brugte bilen i det daglige. Den var koksgrå. Den blev solgt i 2007, idet kontrakten da var udløbet. Det var en lille kassevogn på gule plader. Overdragelsen blev først lavet i 2006, da SKAT forlangte dokumentation. Overdragelsen fremgår af sagens bilag 3. Om samarbejdet med G1 forklarede han, at der var behov for at komme af med dæk. Derfor kom ordningen i stand med brugtdækservice. JS, der stod for G1 fik 40 % og vidnet 60% af de modtagne dækningsbidrag. Dette fremgår ligeledes af sagens bilag 5. Aftalen blev lavet af ham selv. Det var således ikke noget, der foregik over H1 ved sagsøger. Han kørte i det daglige i det samme køretøj, når han kørte med dæk, og når han kørte med andre effekter. Afregningen til dækcentret skete til hans egen konto. En del af H1s biler var indregistreret i G1. Dette skyldtes, at der var forsikringsmæssige fordele herved. Eksempler herpå er bilagene 6 og 7 i sagen. Forskellene spændte fra 8.000 kr. - 9.000 kr. på den ene side og 60.000 kr. på den anden side. Der var i 2003 og 2004 6 eller 7 ansatte, heraf 2 chauffører i H1. De havde 3 - 4 biler i drift. Disse fremgår af kontrol- og udsøgningsblanketten for 2004 under biloplysninger. Mange af tilførslerne skyldes, at bilerne går igen. H1 brugte mange biler som G1 af forsikringsmæssige årsager stod registreret som ejer af. H1 brugte dem imidlertid. G3 leasede en MAN lastbil til H1. G1 havde godkendelsen til bilen. De havde aftaler med en virksomhed om betaling af 700 kr. pr. ton dæk. Miljøstyrelsen betalte 1.200 kr. Overskuddet på 500 kr. pr. ton blev som anført ovenfor delt mellem G1 med 40 % og vidnet med 60%. Han mener de afleverede ca. 12.000 ton pr. år. Samlet fortjeneste årligt var for vidnet 6.000.000 kr. Det var vidnet selv, der samlede dækkene ind. Ind imellem blev afhentningen foretaget af ansatte i H1. Hans andel af de 6.000.000 kr. er ikke opgivet til skattevæsenet. H1 har stillet biler til rådighed for indsamlingen. Han fordelte de til bilerne knyttede udgifter på H1 og ham selv. Hans andel må betegnes som en uregistreret virksomhed. De havde ikke oplyst om disse forhold i Landsskatteretten, da de ikke blev underrettet om det. De som bilag 9 og 10 fremlagte registreringsattester lydende på SMs navn har sammenhæng med, at SM købte og brugte bilerne. Om rejseudgifterne forklarede han, at H1 måtte betale hjemrejseudgifterne via G4 Rejsecenter for de Litauiske arbejdere. Dette blev forlangt af politiet. Han husker ikke, om der foreligger et skriftligt pålæg herom. Ansættelsesforholdene resulterede i en bøde på 30.000 kr. Bilag 28 og bilag 13 vedrører udgifter afholdt af H1 i forbindelse med afskærmning af ca. 10.000 kvm græsarealer imellem selve H1 og ...1. Græsarealerne tilhørte H1. De havde indkøbt 2 ponyer, der gik og afgræssede arealerne. Ponyerne var altid på markerne. Der var sat afskærmning op, for at undgå tyverier. Bilag 17 er udstedt til G1, men adressen er H1s. Man skulle bruge navnet for G1 for at sikre henvendelser fra værkstederne. Det samme forhold gør sig gældende vedrørende bilag 33. LL havde oprindeligt været ansat i H1, men var blevet syg. Hun blev brugt som telefonpasser. Telefonpasningen stod hun for i sit hjem. Hendes navn var anført, fordi hun selv havde valgt og indkøbt den pågældende telefon. Hun brugte den udelukkende til arbejdet i virksomheden, og brugte den ikke privat. Hun var i øvrigt ulønnet. De købte den ikke selv, da han ikke kunne indgå aftale med G9, da han er registreret som dårlig betaler i RKI. Sagsøger kunne selvfølgelig godt have købt den. NP og vidnet byttede nogle dæk, således at vidnet fik 2 dårlige dæk for 1 godt dæk. Der var ikke penge imellem dem. De respekterede på denne måde hinandens kundekreds. Denne ordning er baggrunden for bilagene Ø, Æ og Å. Udstedelsen skete til NP, da det var NPs bil, men det var H1, der betalte. Årsagen hertil var, at bilen var udlånt til H1. Lignende betragtninger ligger bag bilag AA, der er faktura fra G5 til G6. Der er tale om en walkie-talkie, som imidlertid ikke blev monteret. De brugte altid stelnummer, når de lavede noget på bilen. H1 lånte hyppigt biler af NP, da denne havde større biler. Også bilag Z er udstedt til G6, da han nærmest var kunde hos PS.

Det var på grund af muligheder for rabatter, at der skete hjemtagelse via NP. Hvis ikke NP kan huske det, er det fordi hans hukommelse er for kort. H2 lå ved Bilka. Der blev solgt alt muligt. Han drev forretning sammen med sin søn og et par ansatte. Den som bilag AC fremlagte faktura, udstedt til KT, ...1, drejer sig om en produkthandler. Der skete videresalg i H2. H2 og H1 var begge sagsøgers. Den forhøjelse, der er foretaget af skattevæsenet på 225.000 kr. i 2004 vedrører indkomst, som skal tilfalde ham. Det er hans penge, fordi han har solgt genstande og dæk, som tilhørte ham, der var tale om bl.a. møbler og personbiler.

NP har bl.a. forklaret, at han i 2003 og 2004 drev virksomheden G6. Han køber og sælger dæk til eksport og oparbejdning. Han har også haft samarbejde med BB. Vidnet leverede kasserede dæk til genbrug, medens BB leverede bedre dæk, som gik til eksport. Vidnet manglede miljøgodkendelse, det havde BB. Om den som bilag Æ fremlagte faktura udstedt af G5 til G6 forklarede han, at luftaffjedringen var beskadiget på BBs plads, og derfor skulle han betale. I andre situationer blev skader påført af BBs andre lånere. Omkring juni 2004 havde BB lånt den omhandlede G5 lastbil, og skulle derfor betale for skader. BB havde altid et akut volumenbehov. Også den som bilag AA fremlagte faktura fra G5 Biler kan forklares på samme måde. Der var her tale om, at en walkie var blevet stjålet fra lastvognen, medens denne var udlånt til BB. Der var mange biler på pladsen hos BB. Det var både egne og andres biler. Der færdedes også ansatte. Det var normalt, at man handler en del sammen, men denne samhandel var ikke formelt kontraktsbaseret. Fakturaer blev naturligvis udstedt. Om den som bilag AE fremlagte regisstreringsattest forklarer han, at han købte bilen, men han fik den ikke betalt, hvorfor den gik tilbage. Det var for dyrt at syne den. Vedrørende fakturaen G11, fremlagt som sagens bilag Ø, forklarer han, at han ikke selv har foretaget fradrag for denne faktura. Der var tale om en skade. BB bærer som pladsens ejer risikoen for påførsel af skader. Den omtalte faktura fra G5 biler vedrørende en walkie-talkie Danita 1 drejer sig om en walkie-talkie, som blev monteret i lastbilen. Vidnet havde ingen rabataftale, som gjorde det mere fordelagtigt at få leverancen via vidnet.

Parternes synspunkter

Sagsøger har til støtte for den nedlagte påstand i påstandsdokument af 21. april 2010 gjort følgende anbringender gældende

"Til støtte for den nedlagte påstand gøres det overordnet gældende,

at	de omtvistede udgifter på henholdsvis kr. 51.563 i indkomståret 2003 og på kr. 178.510 i indkomståret 2004 udgør fradragsberettigede driftsomkostninger for sagsøger i henhold til bestemmelsen i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a,
at	sagsøger ikke er skattepligtig af yderligere indtægter på kr. 225.992 i indkomståret 2004 som hævdet af skattemyndighederne, idet der rettelig er tale om indtægter, der er optjent og erhvervet såvel civilretlig som skattemæssigt af sagsøgers samlever, BB.

Til støtte for anbringendet om, at de omtvistede udgifter afholdt i sagsøgers virksomhed udgør fradragsberettigede driftsomkostninger i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, gøres nærmere gældende, at samtlige de omtvistede udgifter er afholdt til at erhverve, sikre og vedligeholde sagsøgers indkomst for indkomstårene 2003 og 2004.

Det gøres således gældende, at de omtvistede udgifter alle har en umiddelbar nær tilknytning til sagsøgers drift af virksomheden H1 i Holstebro, der handler med skrottet metal og brugte dæk.

Skattemyndighederne - herunder Landsskatteretten - har nægtet sagsøger fradrag for de omtvistede udgifter bl.a. med henvisning til, at en række af udgiftsbilagene ikke formelt er stilet til sagsøger. Det gøres heroverfor gældende, at det forhold, at ikke alle udgiftsbilagene er stilet direkte til sagsøger, ikke medfører, at sagsøger ikke har fradragsret i skattemæssig henseende for de omtvistede udgifter, idet det som anført ovenfor forholder sig således, at det er sagsøger, der i sidste ende har haft den retlige forpligtelse til at afholde de omhandlede udgifter som led i sagsøgers virksomhedsdrift. Som anført ovenfor foreligger der således en naturlig forklaring på, hvorfor de enkelte udgiftsbilag ikke formelt er udstedt til sagsøger.

Til støtte for anbringendet om, at sagsøger ikke er skattepligtig af indtægterne på kr. 225.992 vedrørende G1, gøres det nærmere gældende, at dette beløb retmæssigt skulle have været indtægtsført hos sagsøgers samlever, BB. Der er således tale om indtægter relaterende til en aktivitet, der er udført af BB - og ikke af sagsøger.

Indtjeningen baserer sig primært på en skriftlig indgået aftale mellem BB personligt og G1, jf. bilag 5. Som det fremgår af bilag 5, er der tale om en "Forretningsaftale mellem Hr. BB og G1 v. JS,". Alene BB og G1 fremtræder som parter i aftalen, hvorfor der intet grundlag er for at anse H1 og dermed sagsøger, som aftalepart.

Det forhold, at BB i et vist omfang har bistået sagsøger i forbindelse med sagsøgers drift af virksomheden H1, ændrer ikke på, at BB ved siden af har drevet den aktivitet, der har genereret de omtvistede indtægter på kr. 225.002. BB og H1 udgør to forskellige retssubjekter i både civilretlig og skattemæssig henseende, og de kan derfor selvsagt indgå aftaler uafhængigt af hinanden.

Til støtte for, at der rettelig er tale om indtægter relaterende til en aktivitet udført af BB, henvises videre til, at det omtvistede beløb de facto blev indsat på BBs bankkonto, hvilket selvsagt klart indikerer, at der er tale om indtægter, der i civilretlig og skattemæssig henseende rettelig er optjent af BB.

Hertil kommer ligeledes, at af de kr. 225.992, udgør kr. 95.500 salg af BBs personlige ejendele, herunder tre biler, to heste, samt nogle møbler, til JS.

Det bemærkes, at aftalen mellem BB personligt og G1 derfor ikke har nogen sammenhæng med de af H1 foretagne fradrag for udgifter i forbindelse med de i sagsfremstilling omhandlede køretøjer, som udelukkende stammer fra H1s benyttelse af køretøjerne i forbindelse med den daglige drift af virksomheden."

Sagsøgeren har under hovedforhandlingen supplerende anført, at bestemmelsen i Statsskattelovens § 6, stk. 1 litra a er en elastisk bestemmelse. Efter den foretagne bevisførelse må det anses for godtgjort, at de enkelte udgifter kan henføres til sagsøger. In casu skal sagsøger bevise at være udgiftsbærer for de påberåbte fradragsberettigede udgifter. Dette må anses for at være sket. Den omstændighed, at udgiftsbilagene formelt er adresseret til forskellige personer, er ikke afgørende, når det kan lægges til grund, at sagsøger er den reelle udgiftsbærer. Sagsøger er rent pro forma ejer, og det er derfor BB, der beskæftiger sig med omsætningen. Der er tale om en branche uden brug af formelle procedurer, og det er i sig selv ikke retsstridigt. Det anerkendes, at det er risikabelt ikke at overholde bogføringsloven, da det kan give bevisproblemer. In casu må man vurdere fra post til post. Fradragene relaterer sig som 51.563 kr. i indkomståret 2003 og 171.510 kr. i indkomståret 2004. Vedrørende overtagelsen af kontrakt med leasingselskabet G2 A/S fra DV må det lægges til grund, at der er indgået en overdragelsesaftale. Dette er også efterfølgende bekræftet fra selskabets side. Dette forhold viser, at der er forskel på formalia og realiteten. Det var naturligt for sagsøger at anvende en mindre kassevogn i sagsøgers virksomhed. Vedrørende omsætningen med G1 foreligger der konkret en plausibel forklaring. Også om det samarbejde der var imellem de to virksomheder med biler for at spare forsikring. Rent praktisk er bilerne brugt af sagsøger. Registreringsforholdene på køretøjet med registreringsnummer ... og ... er konkret tilrettelagt i forbindelse med SMs arbejde som chauffør i H1. Reelt er H1 udgiftsbærer. Udgifterne til flybilletter må ligeledes være fradragsberettigede, selv om de er afholdt af BB, da de pågældende var ansat i H1. BBs forklaring om kravene til ham om at betale forekommer fornuftig. Ligeledes er der givet en konkret god og fornuftig forklaring på, hvorfor han har investeret i ponyer til at afgræsse området foran virksomheden. På denne måde har man sparet udgifter til græsslåmaskine. De fragtbreve i hvilke H1s adresse og telefonnummer er angivet, er der ligeledes givet en fornuftig forklaring på. Tilsvarende gælder for regningen for den telefon, der har været anvendt af LL. Hun fik ikke løn, idet det var en afveksling i hendes hverdag, som bar lønnen i sig selv. Udgifterne, der er stilet til NP, er reelt afholdt af sagsøger. Det drejer sig om konkrete skader, der er afgivet en fornuftig forklaring på af såvel NP som BB. H2 var en "altmuligbutik", og de udgifter, der er omtvistede vedrørende elscootere til handicappede personer, relaterer sig til omsatte varer i virksomheden. Fakturasammenblandingen med G7 A/S har der ligeledes været afgivet en fornuftig forklaring om. H1 måtte som bruger naturligt betale disse udgifter. Opnåelse af miljøcertifikat må ligeledes anses for en afholdt og relevant udgift. Vedrørende den i 2004 foretagne forhøjelse af sagsøgers indkomst på 225.492 kr. fastholdes det, at BB udover at arbejde i H1 også havde en selvstændig virksomhed. De afregninger, som kom fra G1, havde derfor intet med sagsøgers virksomhed at gøre, men var personlig indkomst for BB. Baggrunden for at sagsøger optræder som part, må søges i BBs konkurs som gør, at han ikke kan optræde som debitor. Pengene er imidlertid indsat på BBs konto. Såvel civilretligt som skatteretligt er der tale om uafhængige personer. Det må anerkendes, at skatteyderen selv kan bestemme hvilket niveau, man vil lægge ind i bogføring m.v. G2 har, som anført ovenfor, bekræftet at H1 har overtaget debitorforpligtelsen på DVs kontrakt. Der er givet en fornuftig forklaring på, hvorfor man betalte hjemrejsen for de ansatte udlændinge, selv om BB ikke var forpligtet hertil. Det fastholdes, som anført ovenfor, at ponyerne var et alternativ til græsslåning med maskine eller maskinstation. Der er også givet en fornuftig forklaring på hvorfor udgiftsbilagene til NPs virksomhed reelt skal debiteres sagsøger, da der var tale om konkrete skader. På samme måde er der givet en fornuftig og sammenhængende forklaring om, hvorfor betalingerne fra G1 skal henføres til BB som skattesubjekt, idet der er foretaget indbetalinger på hans konti.

Sagsøgte har til støtte for den nedlagte påstand i påstandsdokumentet gjort følgende anbringender gældende

"...

Ad nægtelse af fradrag

Til støtte for påstanden om frifindelse gøres det overordnet gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at hun er berettiget til yderligere fradrag, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

I henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, fradrages ved indkomstopgørelsen. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten, og udgiftsafholdelsen må ikke være af privat karakter.

Endvidere forudsætter fradragsretten, at udgiften falder inden for rammerne af en naturlig og sædvanlig driftsrisiko ved den virksomhed, der udøves, jf. f.eks. UfR 1996, side 775H og SKM2004.71.HR . Det er således ikke i sig selv tilstrækkeligt, at udgiften er pådraget under udøvelsen af den pågældende erhvervsvirksomhed.

En forudsætning for at opnå fradrag er, at skatteyderen dokumenterer udgiftens afholdelse, størrelse og erhvervsmæssige karakter.

Det påhviler sagsøgeren at godtgøre, at betingelserne for at foretage fradrag er opfyldt, og hvis der foreligger særlige omstændigheder skærpes bevisbyrden, jf. f.eks. SKM2004.162.HR . Denne bevisbyrde har sagsøgeren ikke løftet.

I de tilfælde, hvor udgiftsbilaget er udstedt til en anden end sagsøgerens virksomhed gælder en formodning imod, at udgiften vedrører sagsøgerens virksomhed. Der er en nærliggende risiko for, at udgiften (også) er fratrukket af den virksomhed eller person, der fremgår af udgiftsbilaget, hvorved der er en nærliggende risiko for dobbeltfradrag.

Det gøres gældende, at SKAT med rette har nægtet fradrag for udgifter for i alt kr. 51.563,45 for indkomståret 2003 og kr. 178.510,11 for indkomståret 2004, idet sagsøgeren ikke har løftet sin bevisbyrde for, at udgifterne er afholdt af sagsøgeren for at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten fra sagsøgerens virksomhed. Sagsøgeren har ikke dokumenteret, at hun var retligt forpligtet til at afholde de udgifter, der ifølge udgiftsbilagenes ordlyd er stilet til andre end hendes virksomhed, ligesom hun ikke har dokumenteret, at udgifterne var driftsrelaterede, eller at hun rent faktisk har afholdt udgifterne. Uddybende henvises til de nedenfor ad de enkelte udgiftsposter anførte:

1) Leasingudgifter vedrørende G2 A/S (kr. 21.707,40 for indkomståret 2003 og kr. 23.680,80 for indkomståret 2004)

Sagsøgeren har ikke løftet sin skærpede bevisbyrde for, at sagsøgeren er fradragsberettiget af udgiften til leasing af en Nissan.

Fakturaerne er alle stilet til DV (bilag 4 og 24), og overdragelseserklæringen (bilag 3) er udarbejdet efterfølgende, hvorfor den ikke kan tillægges bevismæssig betydning. Sagsøgeren har endvidere ikke dokumenteret, at G2 A/S har accepteret en eventuel overdragelse. Heller ikke e-mailen af 4. marts 2010 (bilag 35) dokumenterer en overdragelse, da TD alene angiver, at fakturaerne i en ubestemt periode blev sendt til H1, men ikke at H1 var indtrådt som forpligtet part i leasingaftalen. Den udaterede ansættelseskontrakt mellem sagsøgeren og DV (bilag 36) dokumenterer heller ikke en overdragelse af leasingkontrakten. Det bemærkes, at kontrakten angiver, at DV var ansat som telefonpasser på ...3. Sagsøgerens forklaring om, at H1 skulle overtage en leaset kassevogn fra en tidligere ansat telefonpasser, er særdeles usædvanlig. Sagsøgeren er endvidere ikke registreret som bruger af køretøjet (bilag D og E).

Sagsøgeren har dermed ikke dokumenteret at være retlig forpligtet til at afholde DVs leasingudgifter, og sagsøgeren har heller ikke dokumenteret faktisk brug af bilen eller faktisk betaling af ydelserne.

2) G1 (kr. 5.017,25 for indkomståret 2003 og kr. 42.883,10 for indkomståret 2004)

Sagsøgeren har ikke løftet sin skærpede bevisbyrde for, at sagsøgeren har fradragsret vedrørende udgiftsbilagene udstedt til G1 (bilag 6-8 og F-S).

Udgiftsbilagene vedrører alle på nær en køretøjer, som sagsøgeren ikke er registreret hverken som ejer eller bruger af. For så vidt angår udgiften til køretøjet, som sagsøgeren er registreret som ejer af, men ikke som bruger af (reg. nr. ...), gælder den samme formodning imod, at der er den fornødne sammenhæng med sagsøgerens virksomhed, idet sådanne udgifter normalt afholdes af - og derfor stiles til - brugeren.

Sagsøgeren fremlagde i stævningen, side 4, en forretningaftale mellem G1 og BB (bilag 5) til støtte for, at H1 skulle have indgået en aftale med G1 om at betale udgifterne til registrering- og vægtafgift på lastbilerne. I sagsøgerens processkrift I, side 3, angiver sagsøgeren, at aftalen intet har at gøre med H1, men at der derimod er indgået en anden aftale mellem H1 og G1. En sådan aftale bestrides som udokumenteret.

Sagsøgeren har ikke dokumenteret at være retligt forpligtet til at betale udgifterne, at bilerne rent faktisk er anvendt af H1 og endelig heller ikke, at sagsøgeren har betalt udgifterne. Der er således intet, der taler for, at sagsøgeren er fradragsberettiget af udgifterne.

3) SM (kr. 760,- for indkomståret 2003)

Sagsøgeren har ikke løftet sin skærpede bevisbyrde for fradragsret vedrørende de to midlertidige registreringsattester udstedt til SM (bilag 9-10), da udgiften til registrering af brugeren af et køretøj, som udgangspunkt påhviler brugeren, og da det er udokumenteret, at SM var ansat i sagsøgerens virksomhed, og at han anvendte køretøjerne i forbindelse med kørsel for sagsøgerens virksomhed. Desuden er det udokumenteret, at sagsøgeren har betalt udgifterne.

Dertil kommer, at sagsøgeren ikke har opført de to køretøjer i listen over køretøjer, som stod til rådighed for H1 (stævningen side 3), hvilket modsiger, at udgifterne har den fornødne forbindelse til sagsøgerens virksomhed.

Sagsøgeren har derfor ikke løftet sin bevisbyrde for, at sagsøgeren var retligt forpligtet til at afholde udgiften, og at der var den fornødne sammenhæng mellem sagsøgerens virksomhed og udgiftens afholdelse.

4) Selvrisiko (kr. 800,- for indkomståret 2003)

Myndighederne har godkendt fradrag for lejeudgiften inklusive forsikringspræmie, men har nægtet fradrag for selvrisikoen (bilag 11). Der foreligger ingen oplysninger om, at selvrisikoen skulle være udløst. Sagsøgeren har således ikke løftet sin bevisbyrde for, at hun har været retligt forpligtet til at betale selvrisiko.

5) Flybilletter (kr. 4.115,- for indkomståret 2003)

Udgifterne til flybilletter (bilag 12) har efter deres art karakter af private udgifter og er dermed ikke fradragsberettiget. Sagsøgeren har ikke løftet sin bevisbyrde for, at udgiften desuagtet er driftsrelateret. Det bestrides som udokumenteret, at sagsøgeren er blevet pålagt af politiet at betale for to litauers hjemtransport, ligesom det bestrides som udokumenteret, at de to var ansat i hendes virksomhed.

Selv hvis det findes dokumenteret, at udgiften har den fornødne sammenhæng med sagsøgerens virksomhed, falder udgiften uden for rammerne af en naturlig og sædvanlig driftsrisiko ved den virksomhed, der udøves, hvorfor fradragsret også af den grund skal nægtes.

6) Hegn og hestefoder (kr. 9.413,80 for indkomståret 2003 og kr. 4.480,40 for indkomståret 2004)

Udgifterne til hestehold og hegn (bilag 13-16, T-X og 28-30) har efter deres art karakter af private udgifter og er dermed ikke fradragsberettigede. Sagsøgerens forklaring om, at ponyerne erstattede en græsslåmaskine er usædvanlig. Dertil kommer, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at ponyerne udelukkende er anskaffet med det formål at vedligeholde græsarealet ved indkørslen til sagsøgerens virksomhed, og at ponyerne ikke er anvendt til private formål, jf. SKM2002.279.HR .

7) G8 (kr. 9.750,- for indkomståret 2003)

Fakturaen fra G8 (bilag 17) er stilet til G1, og selve fragtbrevene angiver at vedrøre G1 (bilag 33). Der henvises til det ovenfor under punkt 2 anførte.

8) G9 - LL (kr. 3.850,26 for indkomståret 2004)

Telefonregningerne er stilet til LL (bilag Y). Det er udokumenteret, at LL har været ansat i sagsøgerens virksomhed, og at parterne indgik en aftale om, at H1s telefon skulle viderestilles til LL, således at hun kunne besvare virksomhedens opkald, og at H1 til gengæld herfor skulle betale LLs private udgifter til telefon (bilag Y). En sådan "lønaftale" er usædvanlig, hvilket yderligere skærper bevisbyrden.

Sagsøgeren har endelig heller ikke dokumenteret at have afholdt udgiften.

9) G6 (kr. 17.073,05 for indkomståret 2004)

Faktuaerne vedrørende dækindkøb, værkstedsregning, indkøb af walkie-talkie osv. er alle stilet til G6 (bilag Z-AA). Sagsøgeren har oplyst, at G6 v/NP var en samarbejdspartner, som drev samme type virksomhed som H1, og at parterne har handlet indbyrdes. Herunder skulle G6 angiveligt have indkøbt dæk for sagsøgeren, fordi G6 kunne få en større rabat, og G6 skulle have udlånt køretøjer til sagsøgeren.

De nævnte aftaler bestrides som udokumenterede, og det forekommer usædvanligt, at G6 som konkurrent til sagsøgeren skulle lade sagsøgeren få fordel af en rabatadgang.

Sagsøgeren har endvidere ikke dokumenteret at have modtaget de omhandlede varer og ydelser eller at have betalt udgifterne.

Sagsøgeren har ikke løftet sin skærpede bevisbyrde for fradragsret.

10) KT (kr. 55.740,- for indkomståret 2004)

Fakturaerne er stilet til KT (bilag AB og AC) og vedrører indkøb af børnecykler, scootere m.m.

Indkøbene er efter deres art af privat karakter, og sagsøgeren har ikke dokumenteret den fornødne sammenhæng mellem sin virksomheds drift og udgifterne. Dertil kommer, at det er udokumenteret, at sagsøgeren har modtaget de pågældende varer og har betalt for dem.

Sagsøgeren har derfor ikke løftet sin skærpede bevisbyrde for fradragsret.

11) G7 A/S (kr. 450; for indkomståret 2004)

Fakturaen vedrørende leje af container er stilet til G7 A/S (bilag AD). Sagsøgeren har forklaret, at G7 A/S også er skrothandler, og at sagsøgeren har lånt en af G7s containere på G7s grund.

Aftalen er udokumenteret, og det er ikke oplyst, hvorfor sagsøgeren lånte en container hos en konkurrent 6 km væk (bilag AM) i stedet for at leje sin egen. Det er endvidere udokumenteret, at sagsøgeren har anvendt den pågældende container, og at sagsøgere har betalt udgiften.

Sagsøgeren har dermed ikke løftet sin skærpede bevisbyrde for fradragsret.

12) NP (kr. 380,- for indkomståret 2004)

Den midlertidige registreringsattest vedrører et køretøj ejet af sagsøgeren, men hvor NP registreres som bruger (bilag AE). Sagsøgeren har forklaret, at NP købte køretøjet af H1, og at sagsøgeren i forbindelse med salget afholdt udgiften til at få NP registreret som bruger, jf. processkrift I, side 7.

Af den midlertidige registreringsattest fremgår ikke, at NP registreres som ejer, men kun som bruger af køretøjet (bilag AE).

Sagsøgeren har ikke dokumenteret, hvordan udgiften til registrering af NP som bruger af køretøjet kan have driftsmæssig begrundelse for sagsøgerens virksomhed.

Det bestrides som udokumenteret, at der er den fornødne sammenhæng mellem udgiftens afholdelse og sagsøgerens virksomhed, ligesom det bestrides som udokumenteret, at udgiften rent faktisk er afholdt af sagsøgeren, hvorfor sagsøgeren ikke har løftet sin skærpede bevisbyrde for fradragsret.

13) ML (kr. 855,- for indkomståret 2004)

Værkstedregningen (bilag AF) vedrører et køretøj, som sagsøgeren hverken er registreret som ejer eller bruger af, og regningen er stilet til ML. Sagsøgeren har forklaret, at ML er LLs ægtefælle (se punkt 8), og at han fungerede som chauffør for H1, hvortil han benyttede sit privatejede køretøj. Da der skete en skade på køretøjet, betalte H1 regningen.

Denne forklaring er i det hele udokumenteret, ligesom det er udokumenteret, at køretøjet rent faktisk er anvendt i sagsøgerens virksomhed, eller at hun har betalt regningen.

Sagsøgeren har dermed ikke løftet sin skærpede bevisbyrde for fradragsret.

14) H2 (kr. 295,- for indkomståret 2004)

Værkstedsregningen (bilag AG) er stilet til H2, som er sagsøgerens anden virksomhed. Sagsøgeren hævder, at fakturaen ved en fejl er stilet til H2, da fakturaen rettelig vedrører H1.

Sagsøgeren er hverken registreret som ejer eller bruger af det pågældende køretøj, ligesom køretøjet ikke er medtaget i sagsøgerens liste over køretøjer, der er anvendt i H1 (replikken side 3). Det bestrides derfor som udokumenteret, at køretøjet rent faktisk er anvendt i sagsøgerens virksomhed, og at sagsøgerens virksomhed, H1, har betalt regningen.

Sagsøgeren har dermed ikke løftet sin skærpede bevisbyrde for fradragsret.

15) Indkomstårene 2002 og 2003 (kr. 28.822,50 for indkomståret 2004)

Myndighederne har nægtet fradragene, da de vedrører forkerte indkomstår. De fremlagte bilag (bilag 31 og 32) er henholdsvis en kvittering for betaling og en statement of account vedrørende G10. Sagsøgeren har ikke løftet sin bevisbyrde for, at udgifterne er fradragsberettigede, da det ikke er muligt at se, hvad der er købt.

Det fremgår af statement of account (bilag 32), at H1 i henholdsvis 2002 og 2003 har modtaget 2 fakturaer på henholdvis kr. 1.076,56 og kr. 14.951,56 (svarende til i alt kr. 12.822,40 ekskl. moms). Disse fakturaer er betalt den 5. april 2004 af sagsøgeren (bilag 31). Sagsøgeren har taget fradrag for dette beløb i 2004 (bilag AL). Ud over at det ikke er muligt ud fra de fremlagte bilag at konstatere, om indkøbene er driftsrelaterede, er fradragene foretaget i de forkerte indkomstår, da fradragene i givet fald skulle være foretaget i 2002 og 2003.

Derudover fremgår det af statement of account (bilag 32), at sagsøgeren i 2004 har modtaget en faktura på kr. 20.855,33 inkl. moms (svarende til 16.684,26 ekskl. moms), hvilken sagsøgeren ifølge bilagene ikke har betalt. Sagsøgeren har taget fradrag for et beløb på kr. 16.000,- (bilag AL). Det bestrides som udokumenteret, at det foretagne fradrag relaterer sig til statement of account (bilag 32), da beløbene ikke stemmer overens. Der er intet fremlagt som dokumentation for, hvad indkøbet udgør, hvorfor det er udokumenteret, at indkøbet er fradragsberettiget.

Ad forhøjelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst i 2004

Vedrørende indtægterne fra G1 gøres det gældende, at sagsøgerens skattepligtige indkomst med rette er blevet forhøjet hermed, da BB har ageret på vegne af sagsøgerens virksomhed, H1, da indtægtsbilagene ubestridt er udstedt til H1, og da H1 har indtægtsført en del af beløbet.

Sagsøgerens bevisbyrde er skærpet som følge af interessefællesskabet mellem sagsøgeren og BB, der er sagsøgerens samlever og daglig leder af H1, jf. bl.a. SKM2009.761.VLR , og sagsøgeren har ikke løftet bevisbyrden.

Sagsøgerens oprindelige forklaring i stævningen, side 3-4, om baggrunden for indgåelse af en samarbejdsaftale med G1, herunder at H1 ikke har den fornødne miljøgodkendelse - hvilket G1 angiveligt har - støtter endvidere, at H1 var rette indkomstmodtager af beløbet.

Sagsøgerens ændrede forklaring i replikken side 12-13 om, at rette indkomstmodtager er BB kan ikke lægges til grund, da han ikke har selvangivet indtægter ved selvstændig virksomhed i indkomståret 2004 (bilag AJ).

..."

Sagsøgte har under hovedforhandlingen supplerende anført, at der må kræves en direkte forbindelse mellem de enkelte bilag og sagsøgers virksomhed, for at de påberåbte fradrag kan godkendes. Skatteyderen har bevisbyrden herfor. Bogføringsloven kræver det som bilag. Hvis der foreligger usandsynlighed af det anførte om et fradrag, må det medføre en tilsvarende skærpelse af skatteyderens bevisbyrde. I det konkrete tilfælde vedrører bilagene andre end sagsøger. Der er derfor ingen retlig forpligtelse for sagsøger til at betale disse til andre personer eller virksomhedsstilede fakturaer. Det må nødvendiggøre objektive bevisoplysninger. Flere tilfælde af interessesammenfald påberåbes. Såfremt dette lægges til grund, er der en åbenlys risiko for dobbeltfradrag. In casu mangler der objektive oplysninger om identiteten på betalingerne, der påberåbes. Et godt eksempel herpå er samspillet mellem G1, BB og sagsøger. Forklaringerne om sammenhæng imellem disse 3 subjekter har varieret fra skriftvekslingen til forklaringerne under hovedforhandlingen.

Særligt vedrørende de enkelte fradrag gøres det gældende, at leasingaftalen med G2 A/S er indgået ikke med sagsøger, men derimod med DV. En efterfølgende erklæring om overdragelse eller overgang må anses for værdiløs. Der er ikke godkendt noget debitorskifte af kreditor. Betalingen af vægtafgift m.v. er heller ikke dokumenteret, hvorfor sagsøger ikke kan anses for at have en kontraktslig begrundelse for betalingerne. For så vidt angår G1 foreligger der intet skriftligt om de påberåbte aftaler. Det er således uforklarligt, hvorfor G1 skulle registreres som bruger, hvis de ikke var det. Der er herom afgivet forskellige forklaringer, dels at der på denne måde kunne ske anvendelse af G1' miljøgodkendelse, men også at der i stedet for var tale om, at man kunne opnå en billigere forsikring. Udgiften vedrørende registreringsattesterne til SM ses der intet belæg for at give H1 fradragsret for. Det samme må gælde en ikke realiseret selvrisiko. Flybilletterne til hjemsendelse af Litauere er der ikke nærmere oplysninger om end BBs egen forklaring. Denne løfter ikke den sagsøger påhvilende bevisbyrde for, at der er tale om en erhvervsrelateret nødvendig udgift. Der kan lige så godt være tale om en privat udgift. Intet objektivt foreligger om forpligtelsen. Der er ikke dokumenteret noget pålæg fra politiet. Der er heller ingen lønsedler, bødekrav eller lignende fremlagt, som dokumenterer den af BB afgivne forklaring. Der er heller ikke tale om en sædvanlig disposition. Udgifterne til hegn og hestefoder må ligeledes afvises som fradragsberettigede, da der er tale om private udgifter. Hvorfor et skrotcenter skulle have hestehold, er der ikke nogen objektiv forklaring på. Heste må anses for hobbyrelaterede. Fragtbrevene stilet til G1 er der intet konkret belæg for at henføre til H1. Udgiften til LLs mobiltelefon må være H1 uvedkommende. Der foreligger intet objektivt, der støtter, at der her er tale om en nødvendig erhvervsmæssig udgift. Postulatet om, at den ikke er brugt privat, fremtræder også helt udokumenteret. Udgifterne vedrørende dækindkøb m.v., som er udstedt til G6 er ligeledes uforklarlig. Hvorfor skulle sagsøger betale for det, som G6, der er en konkurrent, køber. Fakturaerne udstedt til KT synes heller ikke at kunne henføres til H1, da KT objektivt fremtræder som den forpligtede og ikke sagsøger. Det er helt uklart, hvad der findes i H2. Forretningen findes i hvert fald ikke mere. På samme måde fremtræder det uforklarligt, at en værkstedsregning på 155 kr. vedrørende et køretøj, som sagsøgeren hverken er registreret som ejer eller bruger af, skulle udgøre en fradragsberettiget erhvervsmæssig udgift for sagsøger. Udgifterne vedrørende G10 er henført til forkerte år, henset til bilagenes indhold. Ikke betalingstidspunktet men derimod forpligtelsens indtræden er afgørende for, i hvilket år udgiften skal periodiceres. Vedrørende forhøjelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomst har sagsøgte særligt henvist til, at indtægtssbilagene er stilet til H1. Landsskatteretten har haft bilagene forelagt ved deres afgørelse. Hvor pengene er gået hen, er ikke særligt afgørende, da sammenblandingen mellem H1s og BBs penge har været total. Samarbejdsaftalen omtaler BB, men det er netop hele tiden for omverdenen oplyst, at H1 er det samme. H1 er dermed handelspartneren, og det er på H1s vegne, at BB agerer. BB har ikke opgivet det som egen indkomst, hvilket må tillægges afgørende bevisbetydning. Sagsøger har heller ikke overholdt bogføringsloven. Skatteyderen må bære risikoen for, om skønnet er i orden. Sagsøgeren havde haft mulighed for, at fremlægge dokumentation for den af sagsøger påberåbte sammenhæng. Generelt kan man se, at de dokumenter der foreligger i sagen hele tiden siger et, medens sagsøger/BB hævder noget andet. I slige tilfælde må det objektive indhold anses for det sikreste, hvorimod det udokumenterede af BB anført må anses for særdeles usikkert. De opfordringer, der har været fremført overfor sagsøger, er helt entydig og det blev besvaret, at det var klart, hvilket også fremgår af Landsskatterettens kendelse, at det blev lagt til grund som uimodsagt.

Rettens begrundelse og afgørelse

Efter de fremkomne oplysninger har sagsøger A i en årrække drevet H1. Det må imidlertid, også efter de forklaringer der er afgivet, lægges til grund, at hun i realiteten fuldstændig har overladt det til sin samlever at stå for den praktiske drift af H1. Denne har da også selv tidligere været indehaver af H1.

På tilsvarende måde må det antages, at sagsøger har drevet den virksomhed, der går under navnet H2.

Ved afgørelsen af hvorvidt de omtvistede udgifter kan fradrages i medfør af Statsskattelovens § 6, stk. 1 litra a finder retten, at der i det omfang, hvor der faktisk er oprettet bilag, ikke er grundlag for på baggrund af de oplysninger, der er fremkommet under hovedforhandlingen, at anse disse for fradragsberettigede. Det kan således ikke lægges til grund, at udgifter vedrørende G2, G1, SM, G8, LL, G6, KT, G7, NP og ML findes at kunne henføres til H1 eller H2. Sagsøger har vedrørende disse udgifter ikke løftet den skærpede bevisbyrde for fradragsret, da der i vidt omfang har været faktureret på en måde, som efter forklaringerne fra BB, ikke svarer til de realiteter, der lå bag. Tilbage står der imidlertid, at der ikke er givet nogen sammenhængende forklaring vedrørende baggrunden for, at der i disse tilfælde er faktureret på anden måde, end det efter BBs forklaring skulle være sket, nemlig til H1 eller H2.

Retten finder endvidere ikke at udgifterne til flybilletter med henblik på to Litaueres udrejse i Danmark kan henføres til en fradragsberettiget pligtmæssig handling fra virksomheden. Dette fradrag godkendes derfor heller ikke.

I modsætning til disse udgifter finder retten, at der er givet en forklaring vedrørende udgifter til hegn og hestefoder, der må antages at være udtryk for et reelt ønske om at opretholde en pasning af arealerne foran virksomheden ved hjælp af ponyerne. Retten godkender derfor fradragene 9.413,80 kr. for indkomståret 2003 og 4.480,40 for indkomståret 2004.

Endelig findes der ikke grundlag for at godkende de påberåbte fradrag på udgifter på 28.822,50 kr., dels da der for nogle af disse udgifters vedkommende allerede er sket fradrag i andre indkomstår, og dels da der mangler oplysninger om den nærmere karakter af disse indkøb.

Sagsøgers påstand om, at der ikke kan ske beskatning af omsætningen på 225.992 kr. med den begrundelse, at denne skal henføres til BB personligt, finder retten ikke kan tages til følge, idet der savnes grundlag for at anse denne omsætning som værende udenfor H1 i modstrid med den øvrige praksis, der har været fulgt med hensyn til de af BB trufne dispositioner. Dette støttes yderligere af, at der ikke er foretaget selvangivelse af disse indtægter af BB personligt.

På denne baggrund tager retten alene sagsøgers påstand til følge om fradragsret for 9.413,80 kr. for indkomståret 2003 og 4.480,40 kr. for indkomståret 2004.

I øvrigt frifindes sagsøgte.

Sagens omkostninger bør sagsøgte betale sagsøger sagsomkostninger til dækning af advokatudgifter med 50.000 kr.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte Skatteministeriet bør anerkende, at As skatteansættelse for indkomstret 2003 nedsættes med 9.413,80 kr., samt at As skatteansættelse for indkomst året 2004 nedsættes med 4.480,40 kr.

I øvrigt frifindes sagsøgte.

Inden 14 dage bør sagsøger betale sagsomkostninger til sagsøgte med 50.000,- kr.