Dokumentets dato: | 21-09-2010 |
Offentliggjort: | 30-09-2010 |
SKM-nr: | SKM2010.614.SR |
Journalnr.: | 10-101564 |
Referencer.: | Selskabsskatteloven |
Dokumenttype: | Bindende svar |
Skatterådet bekræfter, at et amba, som ejes af X Kommunes spildevandsforsynings forbrugere, og hvis eneste formål er at ejer aktierne i Vand A/S, vil være skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6.Skatterådet bekræfter videre, at en vederlagsfri overdragelse af aktierne i Vand A/S fra X Kommune til amba'et ikke anses som skattepligtig indkomst for amba'et.
Spørgsmål
Svar
Beskrivelse af de faktiske forhold
Ved lov nr. 469 af 12.6.2009 om vandsektorens organisering og økonomiske forhold blev der med virkning fra 1.1.2010 fastsat regler, som bl.a. indebærer, at de kommunale vandforsyninger og spildevandsforsyninger fremover skal udskilles i selvstændige selskaber, som ejes enten af kommunen eller af forbrugerne.
Kommunalbestyrelsen i X Kommune traf i forbindelse med gennemførelsen af lov nr. 469 af 12.6.2009 om vandsektorens organisering og økonomiske forhold i efteråret 2009 beslutning om at overdrage den kommunale spildevandsforsyning til et af kommunen ejet aktieselskab, Vand A/S.
Denne overdragelse, som efter planen skal ske med virkning fra 1.1.2010, er under forberedelse under iagttagelse af betingelserne i § 20 i lov nr. 460 af 12.6.2009 og kan som udgangspunkt gennemføres endeligt, når der er sket en endelig registrering af spildevandsforsyningens driftsresultat og en værdiansættelse af spildevandsforsyningens aktiver. Dette forventes at kunne ske inden udgangen af juni 2010.
Det nyvalgte økonomiudvalg i X kommune har imidlertid besluttet, at man ønsker at få afklaret mulighederne for at overdrage den kommunale spildevandsforsyning til et forbrugerejet amba.
Skatterådet har imidlertid ved et bindende svar af 25. maj 2010 meddelt, at en direkte overdragelse af X kommunes spildevandsforsyning til et forbrugerejet amba ikke kan ske skattefrit efter reglerne i §19 i lov nr. 460 af 12.6.2009.
X kommune overvejer derfor følgende alternative model for overdragelse af spildevandsforsyningen til et forbrugerejet amba:
Den kommunale spildevandsforsyning overdrages som oprindeligt planlagt pr. 1.1.2010 til et af X kommune ejet aktieselskab, Vand A/S, under iagttagelse af reglerne i § 20 i lov nr. 460 af 12.6.2009.
Herefter foranlediger X kommune stiftelse af et amba, hvis vedtægter vil indeholde følgende bestemmelser:
Samtlige spildevandsforsyningens forbrugere er automatisk andelshavere.
Andelshaverne hæfter ikke for amba'ets gæld og forpligtelser.
Amba'ets eneste formål er at eje aktierne i Vand A/S.
Amba'et styres af en generalforsamling og en generalforsamlingsvalgt bestyrelse.
Et eventuelt overskud i amba'et kan ikke udloddes til medlemmerne, men vil alene geninvesteres i Vand A/S, herunder til nedsættelse af forbrugsafgiften til spildevandsforsyningen.
I tilfælde af amba'ets opløsning fordeles dets midler ikke blandt andelshaverne, men tilfalder X kommune.
I forbindelse med stiftelsen af amba'et eller umiddelbart herefter vil X kommune vederlagsfrit overdrage samtlige aktier i Vand A/S til amba'et.
Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling
Efter rådgivers opfattelse bør spørgsmål 1 besvares bekræftende.
Det må efter rådgivers opfattelse lægges til grund, at amba'et er skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, idet det hverken er skattepligtigt efter fondsbeskatningsloven eller efter andre bestemmelser i selskabsskatteloven.
I den forbindelse bemærkes, at amba'et ikke er skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, da dets eventuelle overskud ikke fordeles til andelshaverne og da amba'ets midler i tilfælde af opløsning ikke vil gå til andelshaverne, men til X kommune. Amba'et er heller ikke omfattet af selskabsskatteloven § 1, stk. 1, nr. 2h, da det ikke driver spildevandsforsyningsvirksomhed. Endelig bemærkes, at amba'et ikke leverer nogen former for ydelser til medlemmerne og derfor ikke kan være omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 3, 3a eller 4.
Efter rådgivers opfattelse bør spørgsmål 2 tillige besvares bekræftende.
Amba'et vil være skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, og den skattepligtige indkomst vil dermed alene omfatte indtægt af erhvervsmæssig virksomhed samt gevinst og tab ved afhændelse af aktiver, der har eller har haft tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed.
Amba'ets eneste formål vil være at eje aktierne i Vand A/S. Da amba'et således ikke leverer nogen form for ydelser, vil det ikke udøve nogen form for erhvervsmæssig virksomhed.
X kommune vil overdrage aktierne i Vand A/S til amba'et uden vederlag eller anden form for modydelse.
Da den vederlagsfri overdragelse af aktierne ikke har haft tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed i amba'et, kan værdien af de modtagne aktier ikke anses som erhvervsmæssig indkomst for amba'et, og vil derfor ikke skulle medregnes til amba'ets skattepligtige indkomst.
SKATs indstilling og begrundelse
Indledningsvist skal SKAT gøre opmærksom på at i henhold til ordlyden af § 20 i lov nr. 460 12. juni 2009 omfatter bestemmelsen kun vandforsyninger.
Spørgsmål 1
Det ønskes bekræftet, at amba, som ejes af X kommunes spildevandsforsynings forbrugere, og hvis eneste formål er at eje aktierne i Vand A/S, vil være skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6.
Bestemmelsen i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, er en opsamlingsbestemmelse, der omfatter sammenslutninger, der på den ene side er selvstændige skattesubjekter, men på den anden side hverken omfattes af fondsbeskatningsloven, eller af bestemmelserne i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1-5b eller undtaget fra skattepligt i henhold til selskabsskattelovens § 3, stk. 1, jf. Den juridiske vejledning 2010-2 C.D.1.1.12 .
Kriterier der kan have betydning for kvalifikationen, er:
Det er oplyst, at vedtægterne for det påtænkte amba vil indeholde følgende bestemmelser:
Grundet indholdet i de påtænkte vedtægter for det amba, som ejes af X kommunes spildevandsforsynings forbrugere, og hvis eneste formål er at eje aktierne i Vand A/S, samt amba'et ikke er omfattet af nogen øvrig bestemmelse i selskabsskattelovens § 1, stk.1, nr. 1-5 eller fondsbeskatningsloven, er amba'et omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6. Ved denne vurdering lægges vægt på, at overskuddet geninvesteres i Vand A/S og midlerne ved opløsning tilfalder X kommune. Endvidere vil amba'et udelukkende eje aktierne i Vand A/S, og dermed ikke levere nogen ydelser til medlemmerne. Endelig er amba'et ikke omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2h, da amba'et ikke vil drive spildevandsforsyningsvirksomhed, men blot eje aktierne i Vand A/S.
SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "ja".
Spørgsmål 2
Da spørgsmål 1 er besvaret bekræftende, ønskes det bekræftet, at en vederlagsfri overdragelse af aktierne i Vand A/S fra X kommune til amba'et ikke anses som skattepligtig indkomst for amba'et.
Af bestemmelsen i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6 fremgår det: "...Skattepligten omfatter alene indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed samt fortjeneste eller tab ved afhændelse, afståelse eller opgivelse af formuegoder, der har eller opgivelse af formuegoder, der har eller har haft tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed."
Af cirkulære nr. 136 af 7. november 1988 nr. 52 fremgår, at som "indtægter ved erhvervsmæssig virksomhed forstås indtægter fra nærings- eller anden forretningsvirksomhed, herunder drift, udlejning og bortforpagtning af fast ejendom.
....
Aktieudbytter og -avancer, renteindtægter og kursgevinster vil være skattefri for de her omtalte foreninger m.v., medmindre der er tale om næringsvirksomhed."
Landsskatteretten har i SKM2007.399.LSR (dissens) bemærket, at der hverken i ordlyden af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, jf. § 1, stk. 4, eller i forarbejderne til bestemmelserne er holdepunkter for t anse foreningens ejerskab af aktierne i et aktieselskab for erhvervsmæssig virksomhed i relation til bestemmelserne.
Skatterådet har i SKM2009.559.SR henvist til SKM2007.399.LSR , hvorefter ejerskab af anparter i et selskab, der driver erhvervsmæssig virksomhed ikke i sig selv kan bevirke, at en forening må anses for at drive næringsvirksomhed i henhold til selskabsskattelovens § 1, stk. 4, 1. pkt.
Amba'et vil i henhold til selskabsskattelovens §, 1, stk. 1, nr. 6 alene skulle medregne indtægter fra erhvervsmæssig virksomhed i den skattepligtige indkomst.
Den vederlagsfri overdragelse af aktierne i Vand A/S vil ikke have tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed, da amba'ets ejerskab af aktierne alene ikke kan anses som erhvervsmæssig virksomhed i henhold til SKM2007.399.LSR samt SKM2009.559.SR .
SKAT indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "ja".
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.
Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode
I 5 år, der regnes fra modtagelsen af svaret jf. SFL § 25, stk. 1.