Dokumentets metadata

Henstand under klagebehandling - krav om sikkerhedsstillelse - registreringsafgift - teknisk insolvens

SKAT havde begrundet et vilkår om sikkerhedsstillelse i forbindelse med henstand under klagebehandling med henvisning til restancens størrelse samt en vurdering af de samlede aktivers og passivers størrelse. Begrundelsen blev efterfølgende uddybet med, at den afgiftspligtige måtte anses for teknisk insolvent, idet værdien af hans faste ejendom var faldet, således at gælden oversteg værdien. Landsskatteretten fandt, at der ikke var henvist til omstændigheder, der kunne godtgøre, at der var grundlag for at skønne, at der forelå en nærliggende risiko for, at den aktuelle inddrivelsesmulighed ville blive forringet i henstandsperioden. Vilkåret blev derfor ophævet.

Klagen skyldes, at SKAT ved bevilling af henstand med betaling af et registreringsafgiftskrav på 652.653 kr., der er påklaget til Landsskatteretten, har fastsat vilkår om, at klageren skal stille sikkerhed for et beløb på 652.653 kr.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse, således at vilkåret om sikkerhedsstillelse ophæves.

Sagens oplysninger

Klageren købte i 2007 et køretøj. Sælgeren foretog anmeldelsen af køretøjet til berigtigelse af registreringsafgiften og betalingen heraf.

SKAT har ved afgørelse af 3. december 2009 opkrævet klageren et beløb på 652.653 kr. i yderligere registreringsafgift af køretøjet, idet SKAT har fundet, at anmeldelsen og beregningen af afgiften var sket på grundlag af en faktura med urigtigt indhold, og idet klageren er anset for at hæfte for beløbet.

Klageren har den 29. januar 2010 påklaget afgørelsen til Landsskatteretten.

Klageren har samme dato anmodet SKAT om henstand med betaling af beløbet på 652.653 kr., jf. skatteforvaltningslovens § 51.

Af udskrift af SKATs kontrol- og udsøgningsblanket (R75) for klageren for 2009 fremgår, at klageren i 2009 er konteret med en lønindkomst på 776.836 kr. Klageren er ejer af en fast ejendom (bolig) til en offentlig ejendomsværdi pr. 31. december 2009 på 3.900.000 kr. Indeståender i pengeinstitutter m.v. udgjorde pr. 31. december 2009 9.562 kr. Den samlede gæld udgjorde 5.767.372 kr., hvoraf gæld til realkreditinstitutter udgjorde 4.130.713 kr. Klagerens formue var ud fra indberettede oplysninger pr. 31. december 2009 beregnet til -1.857.810 kr. Klageren var ikke registreret som ejer af køretøjer.

Endvidere fremgår af R75-oplysningerne, at klageren i 2008 havde en lønindkomst på 880.805 kr. Den offentlige ejendomsværdi af klagerens faste ejendom var pr. 31. december 2008 på 6.350.000 kr. Indeståender i pengeinstitutter m.v. udgjorde 68.622 kr. Den samlede gæld udgjorde 5.680.983 kr.

Klageren er fraskilt pr. 19. august 2009.

SKATs afgørelse

SKAT har imødekommet anmodningen om henstand, men har som vilkår stillet krav om, at klageren stiller sikkerhed for et beløb på 652.653 kr.

Henstandsbevillingen er gjort betinget af sikkerhedsstillelse, jf. skatteforvaltningslovens § 51, stk. 4, idet henstanden skønnes at kunne indebære, at muligheden for senere at inddrive kravet forringes. Dette skal ses på baggrund af restancens størrelse samt en vurdering af de samlede aktivers og passivers størrelse.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens advokat har fremsat påstand om, at klageren er berettiget til henstand med betaling af beløbet på 652.653 kr. uden krav om sikkerhedsstillelse.

SKATs henvisning til restancens størrelse er ikke en anvendelig begrundelse. Der henvises herved til afgørelse af 1. oktober 2008 fra Landsskatteretten (j.nr. 08-00841 - ikke offentliggjort).

Henvisningen til størrelsen af klagerens samlede aktiver og passiver er dels ikke tilstrækkelig til at tjene som reel begrundelse, dels ukorrekt. Klageren har således tilstrækkeligt med aktiver. Disse er imidlertid anbragt således, at det vil være forbundet med temmelig store omkostninger at få dem frigivet.

Der er intet, der tyder på, at klageren er ved at flytte til udlandet.

SKAT har således på ingen måde konkret påvist omstændigheder, der kan sandsynliggøre, at muligheden for senere at inddrive kravet forringes ved bevilling af henstand uden krav om sikkerhedsstillelse.

Tværtimod er klageren i færd med at undersøge muligheden for refinansiering af fast ejendom, således at et beløb til betaling af registreringsafgiften kan frigives.

Fremskaffelse af en sikkerhedsstillelse med kort varsel vil være forbundet med unødvendige omkostninger for klageren. Det forekommer ikke rimeligt, at klageren skal påføres sådanne udgifter for at få prøvet den omhandlede registreringsafgiftsafgørelse.

Det bemærkes herved, at såfremt klageren netop havde beløbet til rådighed, ville han i sagens natur blot indbetale det til SKAT, for derved at undgå forrentning af henstandsbeløbet i henstandsperioden.

SKATs udtalelse i anledning af klagen

Kravet om sikkerhedsstillelse skal ses på baggrund af:

• Kravets størrelse er på 652.653 kr.
• Klageren havde den 31. december 2009 følgende:

Værdien på klagerens faste ejendom er faldet, således at gælden på ejendommen er større end værdien. Klageren vurderes således at være teknisk insolvent.

Inddrivelsen af det omhandlede krav vurderes derfor at være vanskelig og væsentligt forringet med klagerens nuværende økonomiske situation, således at muligheden for senere inddrivelse af kravet forringes.

SKAT har ikke oplysninger om andre aktiver og har derfor ikke mulighed for at vurdere, om klageren reelt har tilstrækkeligt med aktiver. Såfremt klageren har andre aktiver, er det således uden SKATs viden.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Af skatteforvaltningslovens § 51, stk. 1, 1. punktum, fremgår, at der efter ansøgning kan gives henstand med betaling af den del af en skat, som en klage over opgørelsen vedrører.

Skatteforvaltningslovens § 51, stk. 4, har følgende ordlyd:

"Henstand kan gøres betinget af sikkerhedsstillelse for henstandsbeløbet, hvis det skønnes, at meddelelse af henstand vil indebære, at muligheden for senere at inddrive kravet forringes."

Af forarbejderne (bemærkningerne til lovforslag nr. L 110 af 24. februar 2005) til skatteforvaltningslovens § 51 fremgår:

"Bestemmelsen er en lovfæstelse af § 27 i bekendtgørelse nr. 520 af 25, juni 2002 om myndighedsinddeling og sagsudlægning, med en enkelt ændring, jf. stk. 2, 2. pkt. Bestemmelsen i § 27 er udtryk for en mangeårig praksis.

Efter gældende ret har en klage ikke opsættende virkning, medmindre andet er bestemt, jf. f.eks. statsskattelovens § 38.

Det er imidlertid fast praksis på skatteområdet, at hvis der klages over en skatteansættelse, så gives der efter anmodning som udgangspunkt henstand med betaling af den del af skatten, som klagen vedrører. Dette gælder dog ikke, hvis der er en nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, hvis der ydes henstand, f.eks. hvis den skattepligtige er ved at flytte til udlandet. Alternativt kan der kræves sikkerhedsstillelse for at give henstand."

Det afgørende efter bestemmelsen er således, om der foreligger en nærliggende risiko for, at den inddrivelsesmulighed, som aktuelt består på tidspunktet for henstandsbevillingen, vil blive forringet i henstandsperioden. Der skal derfor ske en sammenligning mellem den aktuelle inddrivelsesmulighed og den forventede inddrivelsesmulighed ved henstandsperiodens udløb.

Således som bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 51 er formuleret, påhviler det SKAT at påvise, at der er grundlag for at skønne, dels at der foreligger en aktuel inddrivelsesmulighed, dels at der foreligger en nærliggende risiko for forringelse af denne i henstandsperioden.

SKAT har lagt til grund, at klagerens samlede formue aktuelt var negativ.

Denne forudsætning bygger imidlertid alene på ejendomsoplysninger og indberettede oplysninger fra realkredit- og pengeinstitutter. Klagerens øvrige inddrivelsesegnede aktiver er således ikke medregnet, hvorfor den samlede formue rent faktisk kan have været positiv.

Herudover består der en inddrivelsesmulighed i indeholdelse i løn m.v.

Uanset i hvilket omfang, der aktuelt på tidspunktet for henstandsbevillingen eksisterede en inddrivelsesmulighed, har SKAT ikke henvist til omstændigheder, der kan godtgøre, at der var grundlag for at skønne, at der forelå en nærliggende risiko for, at den aktuelle inddrivelsesmulighed ville blive forringet i henstandsperioden.

Det bemærkes herved, at den omstændighed, at klagerens faste ejendom er faldet i værdi i perioden før tidspunktet for henstandsbevillingen, ikke i sig selv, isoleret set, kan begrunde, at der er risiko for (yderligere) forringelse af inddrivelsesmuligheden i henstandsperioden.

Der foreligger ej heller i øvrigt oplysninger i sagen, der giver grundlag for at antage, at der bestod en sådan nærliggende risiko for forringelse.

Der har derfor ikke været grundlag for at stille krav om sikkerhedsstillelse som vilkår i henstandsbevillingen, jf. skatteforvaltningslovens § 51, stk. 4.

Vilkåret ophæves derfor.

Den påklagede afgørelse ændres i overensstemmelse hermed.