Dokumentets metadata

Dokumentets dato:19-10-2010
Offentliggjort:27-10-2010
SKM-nr:SKM2010.693.SR
Journalnr.:10-140321
Referencer.:Ligningsloven
Dokumenttype:Bindende svar


Donation til hjælpeorganisation - reklameudgift

Skatterådet bekræfter, at butikkers donation på X % af omsætningen til en hjælpeorganisation i forbindelse med en event kan fratrækkes som en reklameudgift, uanset organisationen ikke er dansk og uanset beløbets størrelse, forudsat der er et rimeligt forhold mellem donationerne og den reklameværdi, butikkerne har opnået.Skatterådet bekræfter endvidere, at spørger, som indsamler af donationerne, ikke vil være skattepligtig af disse, da hjælpeorganisationen er rette indkomstmodtager. Det er en forudsætning, at spørger faktisk har adskilt det indsamlede beløb fra sin egen økonomi og at beløbet rent faktisk videregives til organisationen.


Spørgsmål

  1. Kan Skatterådet bekræfte, at butikkernes donation til en nærmere angiven hjælpeorganisation på X % af omsætningen kan fratrækkes som en reklameudgift?
  2. Kan Skatterådet bekræfte, at det ingen indflydelse har på butikkernes fradragsret, at hjælpeorganisationen ikke er en dansk forening?
  3. Kan Skatterådet bekræfte, at det er uden betydning for fradragsretten, om donationerne er under eller over 15.000 kr.?
  4. Kan Skatterådet bekræfte, at spørger, som indsamler af pengene, ikke er skattepligtig af det indsamlede beløb?

Svar

  1. Ja
  2. Ja
  3. Ja
  4. Ja

Formuleringen af spørgsmålene er ændret efter aftale med spørger.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger er en forening, som har afholdt en indsamling blandt butikker og erhvervslivet i Y by.

Indsamlingen gik ud på, at butikkerne donerede X % af deres omsætning på dagen til en nærmere angiven hjælpeorganisation.

Indsamlingen var en officiel del af en større event i Y by.

Spørger har forklaret, at ud over, at butikkerne støttede et godt formål, fik såvel byen som den individuelle butik stor positiv eksponering. Eventen fik en massiv presseomtale, og med personen P som protektor, fik indsamlingen også stor opmærksomhed.

Alle deltagende butikker blev takket på en broadcastplatform, som blev opsat i forbindelse med eventen, og butikkerne fik desuden udleveret en sticker, så kunderne kunne se, at butikkerne var med til at støtte op om den gode sag.

Spørger har efterfølgende oplyst, at donationerne fra de enkelte butikker udgjorde fra 500 kr. op til 20.000 kr.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Det er spørgers opfattelse, at indsamlingen hører under reklameudgifter og repræsentationsudgifter.

Spørger har ingen bemærkninger til sagsfremstillingen.

SKATs indstilling og begrundelse

Generelt:

I henhold til ligningslovens § 8, stk. 1 er der fradrag for udgifter til rejser, reklamer og lignende, der er afholdt med det formål at opnå salg af varer og tjenesteydelser.

Virksomheder, der yder sponsorbidrag til sport, kulturelle formål, hjælpeorganisationer og lignende mod til gengæld at opnå ret til at få reklame for deres navn eller firmamærke, kan fradrage sådanne udgifter, når virksomheden opnår en reklameværdi, der står i rimeligt forhold til det ydede bidrag.

TfS1986.601

Statsskattedirektoratet blev spurgt, om bidrag til "Flygtning 86", afholdt af nogle handlende, kunne fradrages. De handlende havde indrykket annoncer i aviserne med oplysning om, at de ville give en vis procentdel af deres omsætning til flygtningehjælpen. Samtidig reklamerede de i forretningen med, at de ydede bidrag til "Flygtning 86".

Statsskattedirektoratet svarede, at de omhandlede bidrag kunne fradrages som reklameudgifter.

SKM2004.262.LR

Et selskab ønskede at donere 24.000 kr. til CARE Danmark. Støtten ville fremgå af dets hjemmeside og med links mellem parterne. Ligningsrådet udtalte, at udgiften kunne fradrages som en reklameudgift og lagde i sin afgørelse vægt på udgifternes størrelse, at udgifterne var imageskabende for selskabet og afholdtes for at opretholde dets almindelige omdømme ved at støtte en hjælpeorganisation.

Konkret:

Ad. Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at butikkernes donation til en nærmere angiven hjælpeorganisation på X % af omsætningen kan fratrækkes som en reklameudgift.

Efter ligningslovens § 8, stk. 1, er der fradragsret for reklameudgifter, der er afholdt over for en ubestemt kreds af kunder eller potentielle kunder af forretningsmæssige grunde, dvs. afholdt for bl.a. at fremme virksomhedens interesser ved at gøre denne kendt og fordelagtigt bemærket.

Det er SKATs vurdering, at de donationer, som butikkerne yder til hjælpeorganisationen må betragtes som reklameudgifter, der er fradragsberettiget for butikkerne efter ligningslovens § 8, stk. 1.

SKAT har herved lagt afgørende vægt på, at navnene på de butikker, som ville deltage i indsamlingen, blev vist på storskærme, som var opsat to steder på ruten gennem ...vej, samt at de pågældende butikker fik udleveret en sticker til placering i vinduesfacaden, som tilkendegav, at butikken var bidragyder i indsamlingen til hjælpeorganisationen.

SKAT skal endvidere henvise til daværende Statsskattedirektorats udtalelse i TfS1986.601, hvorefter handlende der ydede bidrag til indsamlingen "Flygtning 86" fik fradrag for bidragene som reklameudgifter, samt SKM2004.262, hvor Ligningsrådet fandt at bidrag til en hjælpeorganisation var fradragsberettiget som reklameudgift, idet man fandt, at udgiften var imageskabende og blev afholdt for at opretholde dens almindelige omdømme ved støtten.

SKAT indstiller på den baggrund, at spørgsmål 1 besvares med "ja".

Ad. Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at det ingen indflydelse har på butikkernes fradragsret, at hjælpeorganisationen ikke er en dansk forening.

Det er SKATs vurdering, at fradragsretten efter ligningslovens § 8, stk.1 ikke er betinget af, at udgifterne afholdes over for danske organisationer, såfremt betingelsen om, at udgifterne skal være afholdt af erhvervsmæssige grunde, dvs. for at pleje og fremme og opretholde det almindelige omdømme ved at støtte den pågældende organisation er opfyldt.

SKAT indstiller på den baggrund, at spørgsmål 2 besvares med "Ja".

Ad. Spørgsmål 3

Det ønskes bekræftet, at det er uden betydning for fradragsretten, om beløbet er under eller over 15.000 kr.

Virksomheder, som yder bidrag til eksempelvis hjælpeorganisationer mod til gengæld at opnå ret til at få reklame for deres navn eller firmamærke, kan fradrage udgifterne hertil, hvis virksomhederne opnår en reklameværdi, som står i rimeligt forhold til det ydede bidrag.

Det er oplyst, at de bidrag, som er ydet, er i størrelsesordenen 500 kr. til 20.000 kr., og at den reklame, som butikkerne har fået herfor, er at deres navn / firmamærke er blevet vist på storskærme ved eventen, der forinden afholdelsen forventedes at have et tilskuertal på ca. 100.000, foruden at arrangementet blev omtalt i diverse medier, såvel indenlandske som udenlandske.

Det er SKATs opfattelse, at der i denne konkret situation er et rimeligt forhold mellem bidragene i den angivne størrelsesorden og den reklameværdi butikkerne har opnået, således at bidragene anses for fradragsberettigede reklameudgifter efter ligningslovens § 8, stk. 1.

SKAT indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "Ja".

Ad. Spørgsmål 4

Det ønskes bekræftet, at spørger, som indsamler af pengene, ikke er skattepligtig af det indsamlede beløb.

Efter det oplyste stod spørger for det praktiske arbejde i forbindelse med selve indsamlingen og for det praktiske i forbindelse med videregivelsen af det indsamlede beløb. Spørger er ikke modtager af beløbet, der er indsamlet fra butikkerne til hjælpeorganisationen.

Det er SKATs vurdering, at den omstændighed, at spørger står for det praktiske i forbindelse med indsamlingen og dermed også som indsamler af butikkernes donationer, ikke af den grund bevirker, at spørger står som modtager af donationerne. Rette modtager er hjælpeorganisationen.

SKAT skal hertil bemærke, at det er en forudsætning, at spørger rent faktisk har adskilt det indsamlede beløb fra sin egen økonomi og regnskab, og at beløbet rent faktisk videregives til hjælpeorganisationen.

Med henvisning til ovenstående forudsætninger skal SKAT indstille, at spørgsmål 4 besvares med "Ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstillinger og begrundelser.