Dokumentets metadata

Godtgørelse af told - forældelsestidspunktet

Under henvisning til toldkodeksens artikel 236, hvorefter der kan kræves godtgørelse for den for meget erlagte told for en periode på 3 år regnet fra underretningen af skyldneren om toldskylden, anmodede H1 skattemyndighederne om godtgørelse for tilbagebetaling af for meget betalt told i perioden fra november 1995 til og med 1999. Skattemyndighederne afviste en del af kravet som for sent fremsat, idet myndighederne henviste til, at selskabet, jf. toldkodeksens art. 221, blev underrettet om toldskylden ved frigivelsen af varerne og ikke først senere ved modtagelsen af den importspecifikation, som udsendtes omkring den 10. i hver måned.Højesteret lagde som landsretten vægt på, at de enkelte toldangivelser skete ved indgivelse af et enhedsdokument, hvori toldskylden var angivet med art, grundlag, sats og beløb. Angivelserne blev løbende registreret i det såkaldte importsystem, hvorefter varerne blev frigivet den følgende hverdag. Der skete således løbende bogføring. Således som proceduren var tilrettelagt, måtte underretning anses for at være sket ved frigivelsen af varerne, jf. toldkodeksens art. 221, stk. 2, og selskabet var derfor ikke berettiget til yderligere godtgørelse.Højesteret stadfæstede dermed landsrettens dom.

Parter

H1 A/S
(advokat Anders Hedetoft)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Kim Lundgaard Hansen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Per Sørensen, Asbjørn Jensen, Poul Søgaard, Jens Peter Christensen og Lars Hjortnæs.

Sagens baggrund og parternes påstande

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 5. afdeling den 29. august 2007.

Appellanten, H1 A/S, har gentaget sin principale påstand.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Retsgrundlag

Sagens forhandling i Højesteret har efter anmodning fra H1 A/S været udsat på behandlingen ved EU-domstolen af nogle sager om forståelsen af EU's toldkodeks.

I EU-Domstolens dom af 28. januar 2010 (Sag C-264/08, Direct Parcel Distribution) hedder det bl.a.:

"...

18. For så vidt angår anden del af dette spørgsmål, hvori den forelæggende ret spørger Domstolen, hvorvidt der skal sondres mellem "bogføring" i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i toldkodeksens artikel 217, stk. 1, og indskrivningen af afgiftsbeløbet i regnskabet over egne indtægter som omhandlet i artikel 6 i forordning nr. 1150/2000, bemærkes, at Domstolen ligeledes allerede har svaret herpå i Gerlach & Co.-kendelsen (præmis 22 og 23).

...

21. Vedrørende den første del af dette spørgsmål, der drejer sig om, hvorvidt toldkodeksens artikel 217 opstiller tekniske eller formmæssige minimumskrav for bogføring af afgiftsbeløb, bemærkes, at det følger af toldkodeksens artikel 217, stk. 1, første afsnit, at bogføring består i toldmyndighedernes indskrivning af de importafgifts- eller eksportafgiftsbeløb, der udgør en toldskyld, i regnskabsregistrene eller på anden måde.

...

23. Da toldkodeksens artikel 217 således ikke opstiller praktiske regler for bogføringen i bestemmelsens forstand og dermed hverken tekniske eller formmæssige minimumskrav, skal denne bogføring foretages på en sådan måde, at det sikres, at toldmyndighederne indskriver det korrekte importafgifts- eller eksportafgiftsbeløb, der udgør en toldskyld, i regnskabsregistrene eller på anden måde navnlig for at muliggøre, at bogføringen af de omhandlede beløb foretages med sikkerhed ligeledes i forhold til den betalingspligtige.

...

25. Under hensyn til de ovenfor anførte betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at der skal sondres mellem "bogføring" i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i toldkodeksens artikel 217, stk. 1, og indskrivningen af de konstaterede afgifter i regnskabet over egne indtægter som omhandlet i artikel 6 i forordning nr. 1150/2000. Da toldkodeksens artikel 217 ikke opstiller praktiske regler for "bogføring" i bestemmelsens forstand og dermed hverken tekniske eller formmæssige minimumskrav, skal denne bogføring foretages på en sådan måde, at det sikres, at de kompetente toldmyndigheder indskriver det korrekte importafgifts- eller eksportafgiftsbeløb, der udgør en toldskyld, i regnskabsregistrene eller på anden måde navnlig for at muliggøre, at bogføringen af de omhandlede beløb foretages med sikkerhed, herunder i forhold til den betalingspligtige.

Det tredje spørgsmål

26. Domstolen har bemærket, at det fremgår af ordlyden af toldkodeksens artikel 221, stk. 1, at bogføringen, der ifølge toldkodeksens artikel 217, stk. 1, består i, at afgiftsbeløbet indskrives af toldmyndighederne i regnskabsregistrene eller på anden måde, nødvendigvis skal gå forud for underretningen af debitor om import- eller eksportafgiftens størrelse (jf. navnlig dom af 16.7.2009, forenede sager C-124/08 og C-125/08, Snauwaert m.fl., endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 21).

27. Den kronologiske rækkefølge af bogføringen og underretningen om afgiftsbeløbets størrelse, der er fastslået i selve overskriften til afdeling 1 i kapitel 3, afsnit VII, i toldkodeksen, nemlig "Bogføring af afgiftsbeløbet og underretning af debitor herom", skal således overholdes, idet der ellers kan opstå en situation, hvor de betalingspligtige behandles forskelligt, og hvor toldunionens rette funktion desuden påvirkes i negativ retning (jf. navnlig dommen i sagen Snauwaert m.fl., præmis 22).

28. Domstolen konkluderede heraf, at toldkodeksens artikel 221, stk. 1, skal fortolkes således, at toldmyndighedernes underretning af debitor efter en passende fremgangsmåde om det import- eller eksportafgiftsbeløb, der skal betales, kun kan foretages retsgyldigt, hvis disse afgifters størrelse forudgående er blevet bogført af de pågældende myndigheder (jf. navnlig dommen i sagen Snauwaert m.fl., præmis 23).

29. Domstolen har ligeledes allerede fastslået, at medlemsstaterne ikke er forpligtede til at vedtage særlige processuelle regler om den fremgangsmåde, hvorefter den betalingspligtige skal underrettes om import- og eksportafgiftens størrelse, såfremt der gælder nationale generelle processuelle regler for, hvordan underretningen skal foretages, som sikrer, at den betalingspligtige modtager passende oplysninger, og som giver denne mulighed for at varetage sine rettigheder med fuldt kendskab til sagen (dom af 23.2.2006, sag C-201/04, Molenbergnatie, Sml. I, s. 2049, præmis 54).

30. Som følge heraf skal det tredje spørgsmål besvares med, at toldkodeksens artikel 221, stk. 1, skal fortolkes således, at toldmyndighedernes underretning af debitor efter en passende fremgangsmåde om det import- eller eksportafgiftsbeløb, der skal betales, kun kan foretages retsgyldigt, hvis disse afgifters størrelse forudgående er blevet bogført af de pågældende myndigheder. Medlemsstaterne er ikke forpligtede til at vedtage særlige processuelle regler om den fremgangsmåde, hvorefter den betalingspligtige skal underrettes om disse afgifters størrelse, såfremt der gælder nationale generelle processuelle regler for, hvordan underretningen skal foretages, som sikrer, at den betalingspligtige modtager passende oplysninger, og som giver denne mulighed for at varetage sine rettigheder med fuldt kendskab til sagen.

..."

Højesterets begrundelse og resultat

Af de grunde, der er anført af landsretten, og da det, som er fremkommet ved EU-Domstolens dom af 28. januar 2010 (Sag C-264/08, Direct Parcel Distribution), ikke kan føre til et andet resultat, stadfæster Højesteret dommen.

T h i k e n d e s f o r r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal H1 A/S betale 35.000 kr. til Skatteministeriet. Sagsomkostningsbeløbene skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.