Dokumentets metadata

Dokumentets dato:22-02-2011
Offentliggjort:08-03-2011
SKM-nr:SKM2011.148.SR
Journalnr.:10-159328
Referencer.:Ejendomsavancebeskatningsloven
Dokumenttype:Bindende svar


Salg af bolig nr. 2

Skatterådet bekræfter, at en eventuel avance ved salg af en lejlighed i X-by vil være skattefri, da lejligheden regelmæssigt er blevet anvendt af spørger af arbejdsmæssige årsager.Skatterådet bekræfter endvidere, at lejligheden kan sælges skattefrit, selvom lejligheden i en periode udlejes forudsat, at udlejningen sker til beboelse.


Spørgsmål:

  1. Kan det bekræftes, at spørger kan sælge ejendommen A-vej, X-by, skattefrit, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1?
  2. Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, kan det da endvidere bekræftes, at ejendommen fortsat vil være omfattet af ejendomsavance- beskatningslovens § 8, stk. 1, såfremt ejendommen påbegyndes udlejet i en periode, indtil salget finder sted?

Svar:

  1. Ja
  2. Ja, se dog begrundelse

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger bor sammen med sin familie i ejendommen B-gade, Y-by.

Spørger har været ansat som direktør hos J A/S med arbejdsadresse på C-kajen, X-by fra januar 2007 til maj 2010.

I forbindelse med sin tiltræden hos J A/S i januar 2007 erhvervede spørger og hans hustru en lejlighed i X-by på A-vej i juni 2007 for en købspris på kr. Ejerlejligheden er ifølge skødet 130 m2, mens den efter BBR-meddelelsen er 127 m2 fordelt på 2 værelser, køkken og badeværelse.

Fra mandag morgen til fredag eftermiddag arbejdede spørger i X-by, hvor han overnattede i den erhvervede lejlighed på A-vej. I hverdagene har spørger derfor ikke foretaget befordringsfradrag, da han har anvendt og boet i lejligheden i X-by.

Det er yderligere oplyst, at spørger i udgangspunktet har opholdt sig i lejligheden i X-by i den periode, hvor han har været ansat hos J A/S. Hver anden/tredje weekend har spørger afholdt med sin familie i B-gade, Y-by. Resten af weekenderne har familien afholdt sammen i X-by.

Spørger har i ansættelsesperioden afholdt hjemmearbejdsplads i alt 34 dage enten i X-by eller Y-by. I Y-by ca. 2/3 af gangene, når spørgers tilstedeværelse har været påkrævet på grund af f.eks. sygdom, eller når spørger skulle rejse til udlandet den efterfølgende morgen eller besøge kunder i regionen.

Spørger har fremlagt varmeopgørelser for perioderne 1. april 2007 - 31. marts 2008 og 1. april 2009 - 31. marts 2010. Varmeopgørelsen for perioden 1. april 2008 - 31. marts 2009 mangler.

Af de fremlagte varmeopgørelser fremgår, at varmeudgiften for perioden 1. april 2007 - 31. marts 2008 var 10.593,63. For perioden 1. april 2009 - 31. marts 2010 var varmeudgiften 10.405,68.

Der er endvidere fremlagt opgørelse over koldtvandsudgifter for perioden 1. april 2009 - 31. marts 2010. Udgifterne udgør 3.796,44.

Endeligt er der fremlagt opgørelse over el-forbrug i ejerperioden. Udgifterne har fordelt på de enkelte år udgjort følgende beløb:

2007 kr. 2.580,14

2008 kr. 7.339,89

2009 kr. 6.599,32

2010 kr. 1.212,67

Det bemærkes, at for årene 2007, 2008 og 2009 er der tale om endelige afregninger, mens der for 2010 er tale om en a-conto indbetaling.

I skattemappen er det angivet, at lejligheden anvendes til udlejning.

Udlejning har imidlertid aldrig fundet sted, men spørger påtænker nu at leje lejligheden ud og søger derfor i øjeblikket en lejer.

Spørger har forgæves forsøgt at sælge lejligheden, men uden held.

Spørger anser det at være af væsentlig betydning at få fastlagt, hvorvidt lejligheden i X-by er omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, og om ejendommen fortsat er omfattet af bestemmelsen, såfremt lejligheden udlejes inden et senere salg finder sted.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Ejendomsavancer skal som udgangspunkt beskattes.

Efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1 skal ejendommen for at være skattefri tjene - eller have tjent - til bolig for ejeren. Derudover skal ejendommens samlede grundareal være mindre en 1.400 kvadratmeter eller anses for en ejendom, der ifølge offentlige myndigheder ikke kan udstykkes til selvstændig bebyggelse, eller en ejendom, der kan udstykkes, men hvor udstykningen medfører væsentlig værdiforringelse.

Ejendommen er under 1.400 kvadratmeter.

Det er herefter op til en konkret vurdering, om ejendommen tjener eller har tjent til bolig for ejeren. Det er ikke tilstrækkeligt, at ejendommen har tjent til ophold eller i øvrigt har stået til rådighed.

En ejer med flere ejendomme kan have to ejendomme omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, såfremt begge ejendomme tjener til bolig for ejeren, jf. højesteretsdom fra 2007.

Begge ejendomme anes i dommen for at tjene til bolig for ejeren, da ejerens arbejdsopgaver udføres et andet sted end, hvor familiens bopæl er placeret. Tilmelding til folkeregistreret på adressen var uden betydning.

Det fremgår af forarbejderne til ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, at bestemmelsen har til formål at undgå, at skattehensyn hindrer ejere i at flyttet.

Vi henviser til endvidere til Skatterådets bindende svar af 27. april 2010 (SKM2010.323.SR ), hvor ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1 kunne anvendes på en lejlighed, der blev anvendt som bolig af arbejdsmæssige årsager.

I henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1 er det ikke et krav, at ejendommen har tjent til bolig for ejeren på afhændelsestidspunktet, så længe den blot har tjent til bolig for ejeren en del af den periode, hvori spørger har ejet ejendommen.

På den baggrund er vi af en opfattelse, at lejligheden er omfattet af reglerne i ejendomsavancebeskat- ningslovens § 8, stk. 1 og fortsat er det, selvom lejligheden udlejes inden et senere salg finder sted.

SKATs indstilling og begrundelse

Ad spørgsmål 1

Kan det bekræftes, at spørger kan sælge ejendommen A-vej, X-by, skattefrit, jf. ejendomsavancebeskat- ningslovens § 8, stk. 1?

I henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 1, stk. 1, skal fortjeneste ved afståelse af fast ejendom medregnes til den skattepligtige indkomst.

Loven indeholder en undtagelse til denne regel, idet ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, bestemmer, at fortjeneste ved afståelse af en- og tofamilieshuse og ejerlejligheder ikke skal medregnes, hvis huset eller lejligheden har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen, og hvor ejendommen har opfyldt betingelserne for at kunne afstås skattefrit efter nærværende stykke.

Det fremgår ikke af lovbestemmelsen om en ejer på samme tid kan have to ejendomme, der tjener til bolig for ejeren i ejendomsavancebeskatningslovens forstand.

Den administrative praksis har imidlertid slået fast, at en supplerende ejendom vil kunne sælges skattefrit efter parcelhusreglen, hvis ejendommen i ejerperioden har været anvendt af ejeren af arbejdsmæssige årsager. Det er i den forbindelse uden betydning, om en skatteyder anskaffede ejendommen af arbejdsmæssige årsager eller ej, blot skatteyderen faktisk har anvendt ejendommen af arbejdsmæssige årsager. Det er dog en betingelse, at varigheden af den arbejdsmæssige anvendelse af ejendommen har haft en sådan karakter, at det kan siges, at den supplerende ejendom har tjent til bolig for ejeren.

Det er oplyst, at ejerlejligheden blev erhvervet den i juni 2007 i forbindelse med spørgers ansættelse som administrerende direktør i J A/S den i januar 2007.

Det er endvidere oplyst, at spørger i ejerperioden har anvendt ejerlejligheden i arbejdsugerne fra mandag morgen til fredag eftermiddag, bortset fra et mindre antal dage, hvor spørger har afholdt hjemmearbejdsplads i hjemmet i Y-by, hvor han har folkeregisteradresse.

Det er endeligt oplyst, at spørger ikke i ejerperioden har foretaget udlejning af ejerlejligheden, ligesom spørger ikke har foretaget befordringsfradrag fra hjemmet i Y-by til arbejdspladsen i X-by.

Det er Skatteministeriets opfattelse, at lejligheden regelmæssigt er blevet anvendt af spørger af arbejdsmæssige årsager, hvilket må anses for bekræftet af størrelsen af de afholdte udgifter til lejligheden i henhold til de fremlagte opgørelser over forbruget af elektricitet og vand.

Derfor vil en eventuel avance efter Skatteministeriets opfattelse være omfattet af skattefritagelsesbestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.

Skatteministeriet indstiller derfor, at spørgsmål 1 besvares bekræftende.

Ad spørgsmål 2

Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, kan det da endvidere bekræftes, at ejendommen fortsat vil være omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, såfremt ejendommen påbegyndes udlejet i en periode, indtil salget finder sted?

Skatteministeriet finder, at ejerlejligheden fortsat vil være omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk.1, selv om lejligheden nu påbegyndes udlejet i en periode, indtil et eventuelt salg finder sted forudsat, at udlejningen sker til beboelse.

Skatteministeriet indstiller derfor, at spørgsmål 2 besvares bekræftende forudsat, at udlejningen sker til beboelse.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder indstillingen.