Dokumentets metadata

Inddrivelse - lønindeholdelse - afdragsordning

Landsskatteretten ophævede den af SKAT varslede og iværksatte lønindeholdelse overfor klageren, idet retten fandt, at lønindeholdelse måtte anses som et mere indgribende tvangsinddrivelsesskridt end fastsættelse af en afdragsordning, hvorfor der skulle foreligge særlige grunde til, at en restance blev inddrevet ved lønindeholdelse, f.eks. at skyldneren havde misligholdt en afdragsordning, samt idet retten ikke fandt, at SKAT forinden udsendelsen af varslet om lønindeholdelsen behørigt havde forsøgt at iværksætte en afdragsordning med klageren.

Klagen vedrører pålæg om lønindeholdelse for restskatter, gebyrer og afgifter.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten ophæver SKATs afgørelse.

Sagens oplysninger

Klageren bor i en lejlighed i byen Y1, men har herudover siden 1992 ejet et sommerhus beliggende i byen Y2.

Klageren har gæld til SKAT. Gælden er den 28. oktober 2010 opgjort til følgende:

Den 20. april 2009 fremsendte SKAT en rykkerskrivelse til klageren, hvoraf det blandt andet fremgik:

"Kan du ikke betale hele beløbet på én gang, bedes du ringe til os inden fristens udløb. Vi kan så oplyse dig om muligheden for en betalingsordning.

Hvis du ikke betaler eller henvender til os inden fristen, vil restancen blive søgt inddrevet fx ved indeholdelse i din løn og/ eller ved foretagelse af udlæg."

Klagerens ven kontaktede SKAT den 29. april 2009 og forklarede, at klageren pt. var indlagt, men at han ville hjælpe klageren med at finde en ordning. Det blev i denne forbindelse drøftet, at klageren skulle sætte sommerhuset til salg, og aftalt at dokumentation herfor skulle indsendes til SKAT. Klagerens ven oplyste i denne forbindelse, at sommerhuset blev skønnet til at have en værdi på 1 mio. kr., og at der var restgæld på ca. 500.000 kr.

Den 14. maj 2009, og igen den 16. juni 2009 anmodede klagerens ven SKAT om fristforlængelse for indsendelse af dokumentation for salgsbestræbelserne, da klageren netop var blevet opereret og endnu ikke var rask nok til at tage hånd om sagen.

Der var herefter og indtil klageren i august 2009 ansøgte om gældseftergivelse en løbende kontakt mellem SKAT og klageren, for det meste via klagerens ven.

Klageren anmodede om eftergivelse af gælden til SKAT den 4. august 2009. Der blev givet afslag på anmodningen den 9. oktober 2009.

Sideløbende med behandlingen af klagerens ansøgning om gældseftergivelse samt efterfølgende afslaget på gældseftergivelsen, foretog SKAT diverse skridt i forbindelse med udlæg hos klageren.

Den 28. oktober 2010 sendte SKAT brev med varsel om lønindeholdelse med henvisning til, at klageren ikke havde betalt gælden til SKAT, der herved blev opgjort til 110.662 kr.

Den 5. november 2010 kontaktede klagerens ven SKAT og tilkendegav, at klageren ikke kunne klare et løntræk, idet hun allerede fik mindre udbetalt på grund af en indregnet restskat.

SKAT opfordrede klageren til hurtigst muligt at indsende et budget.

Den 16. november 2010 iværksatte SKAT lønindeholdelse hos klageren, hvilket blev meddelt i brev af samme dato.

Den 18. november 2010 henvendte klagerens ven sig på ny til SKAT og forklarede, at der var indsendt et budget til SKAT. SKAT oplyste, at budgetskema ikke var modtaget, og meddelte klageren, at lønindeholdelsen blev fastholdt, men at der først blev foretaget et træk i den kommende månedsløn.

Samme dag, den 18. november 2010, blev klagerens budget stemplet som modtaget hos SKAT.

Den 22. november 2010 henvendte klagerens ven sig igen til SKAT, der nu oplyste, at budgettet var modtaget, men at klageren måtte afvente svar fra SKAT.

Lønindeholdelsen blev samme dato stillet i bero med henblik på en vurdering af det modtagne budget.

Ved den påklagede afgørelse af 25. november 2010, iværksatte SKAT lønindeholdelse med en lønindeholdelsesprocent på 17.

I forbindelse med klagens behandling i Landskatteretten har SKAT oplyst, at klageren ikke har bedt om en afdragsordning, og at dersom klageren havde anmodet herom i forbindelse med det udsendte varsel om lønindeholdelse, ville SKAT have godkendt en afdragsordning frem for lønindeholdelse.

SKATs afgørelse

SKAT har fastholdt lønindeholdelse med 17 % af klagerens indkomst. Ved genvurdering af sagen i forbindelse med klagen til Landsskatteretten har SKAT fastholdt denne afgørelse.

En betalingsevneberegning, foretaget på grundlag af det af klageren indsendte budget, har vist, at klageren kan betale et månedligt beløb på 4.790 kr., hvilket svarer til en lønindeholdelsesprocent på 28. Derfor fastholdes den varslede lønindeholdelse på 17 %, der er fastsat ud fra tabeltræk.

I medfør af en opgørelse efter tabeltræk kan klageren afdrage 2.800 kr. månedligt. Beregningen er foretaget ud fra en årsindkomst opgjort på grundlag af klagerens lønindkomst for september måned 2010.

Årsindkomsten er herefter opgjort til 201.036 kr.

Betalingsevneberegningen er foretaget således:

De udgifter, som ikke er nævnt i inddrivelsesbekendtgørelsen, kan ikke fradrages ved opgørelsen af betalingsevnen. Udgifterne må således afholdes af rådighedsbeløbet, jf. § 21 i inddrivelsesbekendtgørelsen.

Ved opgørelsen kan rimelige udgifter til bolig fratrækkes i henhold til § 13, stk. 2. Det skal bemærkes, at udgifter til sommerhus ikke kan fratrækkes, men må afholdes af rådighedsbeløbet, idet udgifter til endnu en bolig ikke anses for rimelige boligudgifter.

Udgifter til særlige behov kan efter bekendtgørelsens § 19 fratrækkes. De anførte medicinudgifter er godkendt fratrukket trods manglende dokumentation, hvilket ikke er ensbetydende med, at de er godkendt fuldt ud.

Da den konkrete betalingsevnevurdering udviser en højere betalingsevne end efter tabeltræk, har SKAT truffet afgørelse i overensstemmelse med varslet om, at der foretages lønindeholdelse med 17 %.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har fremsat påstand om, at lønindeholdelsen ophæves.

Klageren kan ikke anerkende SKATs opgørelse i sagen, da der ikke er medregnet følgende udgifter:

• Prioritetsgæld på 4.053 kr.
• Servitutpligtige fællesudgifter til ejendommen på 84 kr.
• Ejendomsskat på 523 kr.
• Bygnings- og brandforsikringer til ejendommen på 296 kr.

Hvis disse udgifter medregnes, har klageren en negativ betalingsevne på 166 kr. pr måned.

Det ene af klagerens lån er sikret ved pant i klagerens andelsbolig, og de tre andre lån er sikret ved pant i sommerhuset.

SKAT har oplyst, at der skal tages hensyn til prioritetsgæld, også selv om der er tale om et sommerhus. Ligeledes for så vidt angår ejendomsskat.

Markedet for sommerhuse er for øjeblikket ikke godt, og et salg lige nu vil formentlig end ikke dække prioriteterne i sommerhuset.

Ejendomsværdien af sommerhuset er i øvrigt sat for højt.

Klageren er forundret, dersom SKAT vil tvinge hende til at sælge sin bolig.

En lønindeholdelse på 2.800 kr. pr. måned vil bringe klagerens bolig i fare, da et fornuftigt salg af sommerhuset må anses for umuligt for tiden.

Klageren anmoder om, at lønindeholdelsen stilles i bero de næste par år, i håb om, at tiderne for sommerhussalg forbedres.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Reglerne om lønindeholdelse fremgår af lov nr. 1333 af 19. december 2008 om inddrivelse af gæld til det offentlige (inddrivelsesloven) og af bekendtgørelse nr. 1365 af 19. december 2008 om inddrivelse af gæld til det offentlige (inddrivelsesbekendtgørelsen).

Det fremgår ikke af regelsættet for inddrivelse, om SKAT frit kan vælge mellem fastsættelse af afdragsordninger eller foretage lønindeholdelse.

I forarbejderne til opkrævnings- og inddrivelsesloven (Folketingstidende 2004-2005, 2. samling, L 112, tillæg A, sp. 4624 ff.) er det imidlertid angivet, at de mere indgribende tvangsinddrivelsesskridt som f.eks. lønindeholdelse ikke vil blive anvendt over for skyldnere, som indgår og overholder en afviklingsordning, som kan medføre, at restancen afvikles.

Lønindeholdelse er et mere indgribende tvangsinddrivelsesskridt end fastsættelse af en afdragsordning, og der skal derfor foreligge særlige grunde til, at en restance inddrives ved lønindeholdelse, f.eks. at skyldneren har misligholdt en afdragsordning.

SKAT opfordrede i brev af 20. april 2009 klageren til at kontakte SKAT inden for en frist af 14 dage, såfremt hun ikke kunne betale hele gælden på én gang. Der har herefter været løbende kontakt mellem SKAT og klageren, såvel indenfor den i rykkerskrivelsen angivne frist som efter, herunder blandt andet i form af en anmodning om eftergivelse af gælden. Korrespondancen løb over 1½ år.

SKAT har, efter det oplyste ikke tilbudt klageren en afdragsordning efter, at restancen er overdraget til inddrivelse i SKAT.

Det er Landsskatterettens opfattelse, at SKAT allerede i perioden forud for varslet om lønindeholdelse har været forpligtet til at tilbyde klageren en betalingsordning i stedet, eller i det mindste oplyse klageren om muligheden herfor i medfør af den vejledningspligt, der til enhver tid påhviler den offentlige forvaltning, jf. forvaltningslovens § 7.

Det ændrer ikke herpå, at SKAT oplyser, at klageren ikke selv har bedt om en afdragsordning.

Henset til længden af den periode, der løber fra udsendelse af rykkerskrivelsen den 20. april 2009 og det udsendte varsel den 28. oktober 2010, kan ej heller anførslen i rykkerskrivelsen anses som fyldestgørende vejledning af klageren om mulighederne for en afdragsordning.

Allerede herefter kan SKAT derfor ikke antages at have forsøgt at iværksætte en afdragsordning med klageren. Som en følge heraf kan SKAT derfor heller ikke antages at have været berettiget til at varsle og træffe afgørelse om lønindeholdelse over for klageren, men skulle i stedet have pålagt klageren en afdragsordning.

Det kan ikke anses som en betingelse for at anse en henvendelse fra en skyldner for en anmodning om en betalingsordning, at skyldneren selv udtrykkeligt anmoder om at få fastsat en afdragsordning.

Landsskatteretten bemærker således endvidere, at klagerens efterfølgende indsendelse af det udfyldte budgetskema tillige må anses for en tilkendegivelse af, at klageren ønskede at indgå en afdragsordning med SKAT.

Landsskatteretten ophæver derfor lønindeholdelsen.

Klageren er herved berettiget til at få tilbagebetalt eventuelle beløb, der måtte være indbetalt som følge af den iværksatte lønindeholdelse, og som måtte overstige det beløb, som klageren kunne være pålagt at betale ved en afdragsordning.