Dette afsnit handler om forældelsesfrister, når der er forskellige sikkerheder.
Afsnittet indeholder:
Udlæg i løsøre forælder efter 1 år, medmindre udlægshaver har begæret tvangsauktion over aktivet eller har været forhindret i at begære tvangsauktion på grund af anke, kære eller tredjemands ret. Se RPL § 526, stk. 4.
Bestemmelsen gælder fx traktorer, motorredskaber, traktorpåhængsvogne, påhængsvogne til motorredskaber, påhængsredskaber, knallerter og cykler.
Den 1-årige forældelsesfrist løber fra udlæggets foretagelse og ikke fra anmodningen om udlæg, uanset om udlægget er foretaget af en pantefoged eller af fogedretten. Dette begyndelsestidspunkt gælder også, hvis udlægget er foretaget af en pantefoged og efterfølgende stadfæstet af fogedretten som følge af klage over udlægget.
Forældelsen omfatter den sikkerhed i løsøret, som udlægget er udtryk for, uanset om RIMs fordring stadig består efter 1-årsfristens udløb. Forældelsen betyder, at skyldner, når 1-årsfristen er overskredet frit kan råde over løsøret uden at risikere at blive straffet for skyldnersvig. Det gælder uanset om RIMs fordring stadig består efter 1-års fristens udløb.
1-årsfristen kan ikke afbrydes ved at foretage nyt udlæg i samme løsøre for samme fordring med den virkning, at det oprindelige udlæg opretholdes.
Hvis RIM vælger at forny udlægget i løsøreaktivet, bortfalder det oprindelige udlæg, og det nye udlæg får prioritet fra det tidspunkt, hvor det nye udlæg er foretaget. Se RPL § 526, stk. 2, jf. stk. 1.
RIM kan foretage flere udlæg i det samme aktiv - på forskellige tidspunkter og for forskellige krav - uden at det første udlæg dermed falder bort. Hvis et efterfølgende udlæg vedrører samme krav og samme aktiv, så falder det første udlæg bort. Se RPL § 526, stk. 2. jf. stk. 1.
Hvis pantefogeden fx har foretaget udlæg den 1. juli 2006 i et bestemt løsøre for A-skat/AM-bidrag for marts 2006, så kan pantefogeden foretage udlæg i samme løsøre den 1. oktober 2006 for momsrestance vedr. 2. kvartal 2006, uden at det første udlæg bortfalder.
RIM kan afbryde den 1-årige forældelsesfrist ved at begære tvangsauktion over løsøret. Begæringen indgives til fogedretten. Er der flere udlægshavere i samme løsøreaktiv, kan enhver af disse begære tvangsauktion over aktivet. Se RPL § 551, stk. 1.
RIM skal være opmærksom på, at auktionsbegæringen kun afbryder forældelsesfristen for det pågældende udlæg, og ikke for de øvrige udlæg, der fx er i løsøret. Se betænkning nr. 634 af 1971, side 100. I en sag blev det fastslået, at en tvangsauktionsbegæring kun afbryder forældelsesfristen for auktionsrekvirentens udlæg og ikke for andre udlæg. Se UfR 1994, 921 VLK.
Fristen afbrydes ved, at RIM overfor fogedretten begærer tvangsauktion afholdt. Derfor er det ikke tilstrækkeligt til at afbryde forældelsen, at pantefogeden tager det udlagte løsøreaktiv fra skyldneren. Se RPL § 523.
Hvis tvangsauktionsbegæringen er indgivet inden 1-årsfristens udløb er det tilstrækkeligt til at afbryde forældelsen. Det kræves ikke, at auktionen skal være afholdt inden 1-årsfristens udløb, eller at det udlagte er fjernet fra skyldner.
Hvis tvangsauktionen forsinkes i væsentlig grad på grund af RIMs forhold, fx fordi RIM ikke har fulgt op på fogedrettens krav om nærmere dokumentation mv. indenfor en fastsat frist, må det antages, at begæringen om tvangsauktion ikke vil afbryde 1-årsfristen, selvom den er indgivet inden udløbet af 1-årsfristen.
Hvis RIM derimod er forhindret i at afholde tvangsauktion over løsøret på grund af kære af udlægsforretningen eller af tredjemands bedre ret vil udlægget bestå også ud over 1 år, når hindringen er berettiget. Se RPL § 526, stk. 4, 1. pkt.
RIM har ikke pligt til at indgive auktionsbegæring, når tvangsauktion alligevel ikke kan gennemføres herunder når 1-årsfristen er suspenderet.
RIM skal være opmærksom på, at udlægget bortfalder 8 uger efter, at hindringen for afholdelse af tvangsauktionen er bortfaldet. Se RPL § 526, stk. 4.
8-ugersfristen gælder, hvis hindringen for auktionen bortfalder efter udløbet af 1-årsfristen, men hvis auktionshindringen ophører fx 3- uger før 1-årsfristens udløb, gælder 8-ugersfristen også. Det vil sige, at udlægshaver, uanset hvornår auktionshindringen bortfalder, har i hvert fald 8 uger fra hindringens ophør til at indgive begæring om tvangsauktion.
8-ugersfristen er absolut og kan ikke fraviges ved aftale. Den gælder også, selv om udlægshaver var i god tro, dvs. ikke bekendt med hindringens ophør. RIM skal derfor selv holde sig orienteret om, hvornår auktionshindringen ophører. Det kan i praksis være vanskeligt, fx har RIM ikke krav på, at fx en sælger med ejendomsforbehold eller fogedretten orienterer RIM om ophøret.
Hvis skyldner har anmeldt rekonstruktion, og der er tale om
suspenderes 1-årsfristen som udgangspunkt ikke.
Hvis RIM derimod har udlæg i et løsøreaktiv, suspenderes 1-årsfristen mens rekonstruktionen løber, hvis KL § 16, stk. 2 er opfyldt. Der kan ikke ske rådighedsberøvelse af løsøre. Løsøret ikke kan sættes på tvangsauktion på grundlag af udlæg, hvis udlægget vil falde bort i tilfælde af konkurs (konkurslovens § 71), eller hvis der er tale om et udlæg for en omstødelig pantefordring.
Det antages, at 1-årsfristen suspenderes, hvis skifteretten træffer afgørelse om, at der ikke kan foretages fyldestgørelse i løsøret på grundlag af udlæg for en pantefordring, som ikke vil kunne omstødes ved konkurs.
Udlæg kan derimod ikke realiseres når virksomheden er under rekonstruktion, hvis udlægget vil tabe sin retsvirkning, når rekonstruktionen er gennemført. Modsætningsvis kan udlæg realiseres for fordringer, der ikke omfattes af akkorden. Se KL § 12c.
Det betyder, at hvis der før indledning af en rekonstruktion er foretaget udlæg i et løsøreaktiv for en fordring, der vil blive omfattet af rekonstruktionen, vil dette udlæg ikke kunne danne grundlag for en tvangsauktion.
Når tvangsauktion er udelukket, er 1-årsfristen suspenderet. Suspensionen varer indtil rekonstruktion er stadfæstet eller opgivet.
Ved afsigelse af konkursdekret suspenderes 1-årsfristen for alle udlæg i løsøret, som ikke allerede er bortfaldet. Udlæg falder typisk bort ved konkurs, hvis det er foretaget senere end tre måneder før fristdagen. Se KL § 71, stk. 1, sammenholdt med KL § 73. Det betyder, at hvis der kræves en sikringsakt, regnes der tre måneder fra tidspunktet for sikringsakten. Se UfR 1994, 921 VLK.
Hvis udlægget ikke er bortfaldet, hindrer skyldnerens konkurs tvangsauktion af det udlagte løsøre, fordi udlægshaveren (fx RIM) ikke har status som separatist. Se KL § 85 sammenholdt med § 90. Det betyder, at hvis auktionen ikke er afholdt på tidspunktet for konkursdekretet, kan tvangsauktion over løsøreaktivet kun afholdes med konkursboets samtykke. Det gælder også, selvom tvangsauktionen var begæret inden dekretets afsigelse.
Har konkursboet ikke begæret tvangsauktion over aktivet inden 6 måneder efter konkursdekretets afsigelse, kan enhver panthaver, herunder også udlægshaver (fx RIM) forlange, at konkursboet uden ophold gennemfører tvangsauktion over løsøret. Se KL § 86, og KL § 90.
Ved indledning af gældssanering suspenderes 1-årsfristen for at realisere udlæg, hvis udlægget taber sin retsvirkning, når der afsiges kendelse om gældssanering. Se KL § 207.
Fra dødsfaldet og indtil boets berigtigelse kan tvangsauktion over løsøre kun afholdes med samtykke fra skifteretten eller en (midlertidig) bobestyrer. 1-årsfristen er derfor suspenderet.
Hvis det udlagte løsøre er behæftet med et gyldigt ejendomsforbehold, hindrer ejendomsforbeholdet som hovedregel afholdelse af tvangsauktion.
Hvis udlægshaver ved eller burde vide, at ejendomsforbeholdet er ugyldigt, suspenderes 1-årsfristen ikke.
Det har hidtil været opfattelsen, at en foranstående underpanteret som udgangspunkt er til hinder for tvangsauktion. Det vil sige, at udlægget skal respektere en foranstående underpanteret, fx et løsørepantebrev, med den virkning, at der ikke kan afholdes tvangsauktion uden underpanthaverens samtykke. Se UfR 1993, 214 VLK, hvor retten fandt, at der ikke var grundlag for at fravige det sædvanlige udgangspunkt. En forpanthaver kunne derfor modsætte sig, at en udlægshaver ville realisere det udlagte. Der blev herved lagt vægt på, at underpantsætningen angik et reelt gældsforhold, hvis afviklingsvilkår var overholdt.
Flere juridiske forfattere giver dog udtryk for, at det er tvivlsomt, om denne antagelse kan opretholdes, og at der formentlig må anerkendes en ret for udlægshaver (fx RIM) til at få tvangsauktion afholdt mod at stille betryggende sikkerhed for panthavers krav.
Hvis en sådan situation opstår, og RIM vurderer, at det er fornuftigt at afholde tvangsauktion, skal sagen forelægges for Jura og Samfundsøkonomi.
RIM's udlæg forælder ikke, hvis man vælger at vente på den foranstående panthaver, i de tilfælde, hvor RIM kunne have valgt at fremme sagen til tvangsauktion. Retten fastslog i en sag, at underpanteretten suspenderer 1-årsfristen, uanset om udlægshaver havde haft mulighed for under visse nærmere betingelser og med respekt af underpanteretten at få afholdt tvangsauktion. Se UfR 1985, 962 VLD.
En håndpanteret eller en tilbageholdsret i løsøre er ikke til hinder for afholdelse af tvangsauktion, men tvangsauktionen skal afholdes med respekt af håndpanteretten og tilbageholdsretten.
Vestre Landsret fastslog i en afgørelse, at en håndpanteret i pantebreve ikke var til hinder for, at en efterstående udlægshaver kunne have krævet tvangsauktion over pantebrevene. Se UfR 1995, 324 VLK. I denne situation er 1-årsfristen ikke suspenderet.
Et eller flere foranstående udlæg i et løsøreaktiv ikke hindrer tvangsauktion over aktivet. Se RPL § 551 og UfR 1994, 384/1 Ø.
Kære af udlæg i løsøre er ikke til hinder for, at tvangsauktionsbegæring indgives til fogedretten, Tvangsauktionen kan dog ikke gennemføres, før kæren er afgjort. Se RPL § 542, stk. 2.
Hvis fogedretten har truffet bestemmelse om, at tvangsauktion ikke kan finde sted, før en bestemt afgørelse er truffet, suspenderes 1-årsfristen. Se RPL § 502.
Bestemmelsen i RPL § 502 omfatter ikke sager om skattekrav. Se UfR 1996, 168 ØLK.
Hvis RIM har foretaget udlæg i et løsøreaktiv i tilknytning til en afdragsordning efter RPL § 525 dvs. en afdragsordning over max 10 måneder er 1-årsfristen ikke suspenderet. Afdragsordningens længde er fastsat af hensyn til, at udlægshaver skal kunne nå at sætte det udlagte på tvangsauktion, hvis afdragsordningen misligholdes.
Der skal skelnes mellem forskellige typer af fordringer.
Nogle udlæg forælder efter den 1-årige forældelse i RPL § 526, stk. 4, 3. pkt., dvs. på samme måde som udlæg i løsøre.
Der gælder en 1-årig forældelsesfrist for udlæg i
Det vil sige udlæg i danske aktier, investeringsbeviser og børsnoterede obligationer (præmieobligationer er ikke registrerede fondsaktiver).
Det vil sige omsætningsgældsbreve. Se lovens § 11, stk. 2. Det vil sige, at der ikke kan drages analogislutninger til andre gældsbreve. Hvis et gældsbrev ikke falder ind under definitionen i gældsbrevslovens § 11, stk. 2, er det et simpelt gældsbrev.
Omsætningsgældsbreve er:
Pantebreve i løsøre kan også være omsætningsgældsbreve, hvis de tydeligt indeholder bemærkning om det:
Udlæg i biler og motorkøretøjer, påhængsvogne og sættevogne til biler samt campingvogne skal tinglyses i bilbogen, der for hele landet føres ved Tinglysningsretten i Hobro. Tinglyste rettigheder herunder udlæg udslettes af bilbogen, når der er forløbet 10 år efter dokumentets tinglysning, hvis der ikke inden udløbet af denne frist er anmeldt fornyet tinglysning. Se TL § 42g, stk. 2.
Der skal kun anmodes om forlængelse af denne frist, hvis RIMs underliggende skyldforhold er holdt i live, og i det omfang, det udlagte køretøj kan antages at udgøre betryggende sikkerhed for restancen.
Udlæg i fast ejendom forælder ikke, så længe den fordring, som udlægget skal sikre, holdes i kraft. Vestre Landsret fastslog i en sag, at et udlæg, som var tinglyst for mere end 20 år siden, ikke kunne udslettes i medfør af TL § 20, stk. 1, da det var uafklaret, om de underliggende fordringer helt eller delvist bestod. Se UfR 1980, 251 VLK.
Udlæg i andele i andelsboligforeninger forælder ikke, så længe den fordring, som udlægget skal sikre, holdes i kraft.
Udlæg i registrerede skibe og registrerede luftfartøjer forælder ikke, så længe den fordring, som udlægget skal sikre holdes i kraft.
Skibe, der ikke er registreret er løsøre. Se inddrivelsesvejledningens afsnit G.5.9.6 om afgrænsningen mellem hvilke skibe der skal eller kan registreres, og afsnit G.5.9.7 om luftfartøjer.