C.D.5.4.5 Ophør af danske selskaber ved fusion med et udenlandsk selskab i et ikke-EU land eller et selskab, der ikke er et "selskab i en medlemsstat" - FUL § 15, stk. 6

Afsnittet beskriver den skattemæssige behandling, når et dansk selskab ophører ved fusion med et udenlandsk selskab i et ikke-EU land, eller hvor et eller flere af selskaberne ikke er omfattet af begrebet "selskab i en medlemsstat" i fusionsskattedirektivet 90/434/EØF artikel 3.

Dette afsnit indeholder:

Regel

FUL § 15, stk. 6, handler om de skattemæssige konsekvenser af en grænseoverskridende fusion mellem et ophørende dansk selskab og et modtagende udenlandsk selskab i et ikke-EU/EØS land. Bestemmelsen omfatter også en fusion mellem selskaber, der nok er hjemmehørende inden for EU, men hvor et af selskaberne, enten det ophørende danske eller det modtagende udenlandske, ikke er omfattet af begrebet "selskab i en medlemsstat" eller et EØS-land (som ikke er et EU-land) og selskabet ikke svarer til et dansk aktie- eller anpartsselskab.

Det danske selskab ophørsbeskattes efter SEL § 5. Aktionærerne kan anvende successionsreglerne i FUL §§ 9 og 11. I de tilfælde, som er nævnt i LL § 16 A, stk. 3, nr. 1, udbyttebeskattes aktionærerne i det indskydende selskab dog af udlodningen ved ophøret af det indskydende selskab.

Hvilke udenlandske selskabstyper er omfattet?

Reglerne i FUL § 15, stk. 6 anvendes, når et dansk selskab ophører ved fusion med et udenlandsk selskab uden for fusionsskattedirektivets anvendelsesområde. Dette kan skyldes, at et af selskaberne, altså enten det danske eller det udenlandske, nok er beliggende i et EU-land, men at selskabet ikke er omfattet af begrebet selskab i en medlemsstat i fusionsskattedirektivets 90/434/EØF artikel 3 eller et EØS-land (som ikke er et EU-land) og selskabet ikke svarer til et dansk aktie- eller anpartsselskab. Se afsnit C.D.5.4.2 om "selskab i en medlemsstat". Årsagen kan også blot være, at det modtagende udenlandske selskab er hjemmehørende i et ikke-EU/EØS land.

Generelt om de regler i fusionsskatteloven der anvendes på transaktionen

Kun successionsreglerne i FUL §§ 9 og 11 er anvendelige på transaktionen. Det vil sige, at der sker udbyttebeskatning af selskabsdeltagerne i det indskydende danske selskab i forbindelse med fusionen, i det omfang aktionærerne i det indskydende selskab vederlægges med andet end aktier eller anparter i det modtagende udenlandske selskab. Se FUL § 9. Der sker derimod ikke beskatning af selskabsdeltagerne i forbindelse med fusionen, i det omfang aktierne eller anparterne i det indskydende selskab ombyttes med aktier eller anparter i det modtagende selskab. Se FUL § 11.

Det vil også sige, at aktierne eller anparterne i det modtagende selskab ved et senere salg behandles, som om de var erhvervet på samme tidspunkt og for samme anskaffelsessum som de ombyttede aktier eller anparter. Se afsnit C.D. 5.2.8 og C.D.5.2.10 om beskatning af aktionærerne i det indskydende selskab henholdsvis samme aktionærers succession.

Udbyttebeskatning af udlodningen ved annullering af aktier i det indskydende danske selskab

Ved lov nr. 254 af 30.03.2011 blev der indsat et nyt 3. pkt. i FUL § 15, stk. 5. Ændringen medfører, at aktionærerne i det danske indskydende selskab udbyttebeskattes af udlodningen ved ophøret af det indskydende selskab i de tilfælde, som er nævnt i LL § 16 A, stk. 3, nr. 1. Dette svarer til den beskatning, der sker af aktionærerne i det indskydende selskab, når der er tale om en skattepligtig fusion. I en skattepligtig fusion beskattes aktionærerne efter reglerne om udlodning af likvidationsprovenu, uanset om de vederlægges kontant eller ved at modtage aktier i det modtagende selskab. Modtages aktier, opgøres provenuet som kursværdien af aktierne på fusionsdatoen. Dette medfører, at aktionærerne i det indskydende selskab udbyttebeskattes, hvis

Se afsnit C.D.5.4.4 for en uddybning af ovenstående.

Der er ved lov nr. 1255 af 18. december 2012 indført en regel om, at aktionærerne i det indskydende selskab også udbyttebeskattes i de tilfælde, hvor aktierne i det indskydende selskab er omfattet af definitionen af skattefri porteføljeaktier i ABL 4 C.