Dokumentets metadata

Inddrivelse - udlægsforretning - nægtet afdragsordning

En skyldner fremsatte under en udlægsforretning indsigelse mod, at pantefogeden meddelte afslag på skyldners anmodning om at kunne afdrage restancen over 10 måneder, jf. retsplejelovens § 525, stk. 2.Østre Landsret fandt som følge af denne bestemmelses forarbejder og skatteinddrivelseslovens § 5, at en skyldner i medfør af skatteinddrivelseslovens § 6 kan klage til fogedretten over et sådant afslag. Landsretten udtalte, at der for fogedretten kun undtagelsesvist vil kunne være grundlag for at træffe afgørelse om en afdragsordning efter retsplejelovens § 525, stk. 2, og fandt i den konkrete sag, at der ikke var grundlag for at imødekomme skyldners ønske om en afdragsordning.

Parter

A

mod

SKAT

Afsagt af landsdommerne

Linde Jensen, Jon Fridrik Kjølbro og Camilla Ljørring (kst.)

----------

Fogedrettens kendelse af 15. oktober 2010, FS 250-3531/2010

Der blev afsagt kendelse

Klageren, advokat A, har klaget over udlægsforretning foretaget den 22. marts 2010 hvor der foretoges udlæg i ejendommen, beliggende ... Klageren har ikke klaget over selve udlægget, men klaget over, at han ikke i medfør af retsplejelovens § 525, stk. 2 har fået en afdragsordning.

SKAT har fastholdt, at der ikke bør gives en afdragsordning i medfør af retsplejelovens § 525, stk. 2, idet der til trods for flere afdragsordninger med rekvisitus hele tiden er sket en stigning i gælden til SKAT og selv om rekvisitus efter udlægsforretningen har indbetalt de 20.000,- kr han ville pr. måned er der kommet nye gældsposter til, navnlig idet der ikke løbende er afregnet B-skat og arbejdsmarkedsbidrag.

Fogedrettens begrundelse og afgørelse

Det må efter det oplyste lægges til grund, at rekvisitus gæld til SKAT, til trods for flere aftaler om afdragsorninger, er vokset både set over en længere periode, fra november 2006 til dato og også i perioden efter den sidste udlægsforretning. Fogedretten finder ikke på denne baggrund, at det kan anses for urimeligt eller kritisabelt at SKAT ikke har villet indgå en afdragsordning i medfør af retsplejelovens § 525, stk. 2. Heller ikke på det grundlag der er fremkommet i fogedretten findes der at bør gives en afdragsordning efter denne bestemmelse, hvorfor

b e s t e m m e s

Klagerens, advokat A, begæring om afdragsordning efter retsplejelovens § 525, stk. 2 imødekommes ikke.

----------

Østre Landsrets kendelse af 7. januar 2011, B-3406-10

Fogedrettens kendelse af 15. oktober 2010 (FS 250-3531/2010) om afslag på afdragsordning er kæret til landsretten.

Indkærede har for landsretten nedlagt påstand om afvisning, subsidiært stadfæstelse.

Af kæresvarskriftet fremgår vedrørende påstanden om afvisning blandt andet:

"Den nye afvisningspåstand i forhold til sagens behandling i Fogedretten begrundes med, at Fogedretten efter SKATs opfattelse ikke har nogen kompetence til at behandle, hvorvidt en restant i SKAT har ret til en afdragsordning eller ikke. Det følger af Lov om lnddrivelse af Gæld til det Offentlige § 17, at sådanne indsigelser skal indbringes for Landsskatteretten og ikke for Fogedretten.

..."

Fogedretten har ved sagens fremsendelse henholdt sig til den trufne afgørelse. De modtagne bilag var til stede.

Pantefogeden foretog den 22. marts 2010 udlæg i skyldners faste ejendom for et beløb på 233.521 kr. Skyldner, A, fremsatte under udlægsforretningen indsigelse mod pantefogedens afslag på afdragsvis betaling af restancen over 10 måneder, jf. retsplejelovens § 525, stk. 2. Indsigelsen blev den 9. april 2010 af SKAT indbragt for fogedretten.

Efter votering afsagdes sålydende kendelse

Pantefogeden (SKAT) foretog den 22. marts 2010 udlæg i As faste ejendom, ..., for skyldige skatter m.v. opgjort til 233.521 kr.

A har ikke gjort indsigelse mod udlægget som sådan, men mod at pantefogeden afslog at fastsætte en afdragsordning som tilbudt af ham, og sagen er af pantefogeden indbragt for fogedretten. For fogedretten har A påberåbt retsplejelovens § 525, stk. 2.

Efter § 5 i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m,v. (skatteinddrivelsesloven) foretages udlæg efter reglerne i retsplejelovens kapitel 45-47.

Efter § 6 i skatteinddrivelsesloven træffer fogedretten afgørelse om indsigelser mod udlæg, som fremsættes over for pantefogeder.

Efter retsplejelovens § 525, stk. 2, kan fogedretten bestemme, at udlæg i fast ejendom, der tjener til bolig for skyldneren eller hans husstand, ikke giver ret til at sætte ejendommen til auktion, så længe skyldneren overholder en afdragsordning, der er fastsat af fogedretten og tiltrådt af skyldneren.

§ 525, stk. 2, findes i retsplejelovens kapitel 47 om udlæggets genstand og retsvirkninger, og bestemmelsen finder som følge af henvisningen i skatteinddrivelseslovens § 5 også anvendelse ved pantefogeders behandling af krav, der er tillagt udpantningsret.

Henset til sammenhængen mellem udlæg i fast ejendom og afgørelse om en afdragsordning efter retsplejelovens § 525, stk, 2, der vedrører retsvirkningerne af udlægget, findes en indsigelse mod en pantefogeds afslag på at træffe afgørelse om afdragsordning med de deraf følgende konsekvenser for skyldneren at kunne indbringes for fogedretten i medfør af skatteinddrive1sesloven § 6.

En sådan fortolkning støttes tillige af forarbejderne til retsplejelovens § 525, stk. 2, der blev indsat ved lov nr. 258 af 26. maj 1976.

Det fremgår således af lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. LF nr. 17 af 9. oktober 1975, Folketingstidende 1975-76, Tillæg A, spalte 259:

"Reglerne vil heller ikke være af større betydning ved inddrivelse af skatter og afgifter. Vedkommende myndighed har normalt, inden sagen sendes til inddrivelse, taget stilling til, om henstand bør ydes. Der bør derfor i almindelighed ikke ydes yderligere henstand."

Endvidere fremgår det af Retsudvalgets betænkning til lovforslaget, jf. Folketingstidende 1975-76, Tillæg B, spalte 1128:

"På et andet område - nemlig med hensyn til den særlige afdragsordning efter retsplejelovens § 525 har udvalget overvejet at gennemføre en særregel i nærværende lovforslag. Forholdet er det, at i princippet gælder også § 525 for pante- og toldfogeders udlæg, men da pante- og toldfogeder i almindelighed er underordnede tjenestemænd i forhold til de skatte- og afgiftsmyndigheder, der måske forinden har behandlet en ansøgning om henstand, vil en afdragsordning som almindelig regel næppe komme på tale, og en praksis, hvorefter den almindelige fogedret som klageinstans skulle tage stilling til debitorernes ønsker om afdragsordning, ville bebyrde fogedrettens virksomhed uforholdsmæssigt og i øvrigt fremkalde en uensartethed i afgørelserne, som ikke er ønskelig.

Udvalget afstår derfor fra at fremsætte noget ændringsforslag i så henseende, men finder dog at måtte udtale det ønskelige i, at de skatte- og afgiftsopkrævende myndigheder efter forholdene udviser samme sociale hensyn over for deres skyldnere, som der nu ved ændringerne i retsplejeloven åbnes mulighed for at vise over for skyldnere i privatretlige gældsforhold."

Det forhold, at restanceinddrivelsesmyndigheden (SKAT) efter lov nr. 1333 af 19. december 2008 om inddrivelse af gæld til det offentlige (inddrivelsesloven) § 2 og 3 er tillagt kompetence til at træffe afgørelse om afdragsvis betaling, og at klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser efter § 17 kan indbringes for Landsskatteretten, kan ikke føre til andet resultat.

Der er således ikke i forarbejderne til § 17 - eller den tidligere gældende § 4 i lov nr. 429 af 6. juni 2005 -holdepunkter for, at restanceinddrivelsesmyndighedens mulighed for at træffe afgørelse om afdragsordning med klageadgang til Landsskatteretten afskærer pantefogeden eller fogedretten fra at træffe afgørelse om afdragsordning i medfør af retsplejelovers § 525, stk. 2.

Landsretten tager derfor ikke indkæredes påstand om afvisning til følge.

Som anført i forarbejderne ovenfor, har retsplejelovens § 525, stk. 2, imidlertid kun begrænset betydning i sager om inddrivelse af skatter og afgifter, hvor spørgsmålet om afdragsordning i almindelighed har været overvejet, inden sagens indbringelse for fogedretten.

Af forarbejderne til § 525 fremgår endvidere, jf. Folketingstidende 1975-76, Tillæg B, spalte 1125:

"Flertallet forudsætter, at fogedretten ved afgørelsen af, om der skal fastsættes en afdragsordning, og ved ordningens nærmere udformning også tager rimeligt hensyn til kreditors interesser. Har skyldneren misligholdt en af fogeden fastsat afdragsordning, bør der således i almindelighed ikke fastsættes en ny afdragsordning vedrørende samme krav. Det bør endvidere tillægges betydning, om skyldneren har misligholdt en rimelig afdragsordning med fordringshaveren vedrørende samme krav.

..."

Ved afgørelsen af, om der i medfør af retsplejelovens § 525, stk. 2, bør fastsættes en afdragsordning, skal det således tillægges betydning, om der har været truffet afgørelse om afdragsordning vedrørende kravet efter bestemmelserne i inddrivelsesloven, herunder om en sådan afdragsordning er misligholdt af skyldneren, og der vil kun undtagelsesvis være grundlag for at træffe afgørelse om afdragsordning i medfør at retsplejelovens § 525, stk. 2, i sådanne sager.

Det fremgår af sagen, at der mellem SKAT og A har været indgået afdragsordning, og at A har misligholdt afdragsordningen af 7. oktober 2009, der bl.a. var betinget af, at "... løbende forpligtelser betales rettidigt".

På den baggrund tiltræder landsretten, at der ikke i medfør af retsplejelovens § 525, stk, 2, er grundlag for undtagelsesvis at træffe afgørelse om en afdragsordning vedrørende det krav, der er omfattet af pantefogedens udlæg af 22. marts 2010.

Landsretten stadfæster derfor kendelsen.

T h i b e s t e m m e s

Fogedrettens kendelse stadfæstes.