Afsnittet indeholder:
Der skal beregnes moms ved indførsel af varer fra steder udenfor EU til Danmark. Se ML § 12, stk. 1.
Baggrunden for dette er, at varer fra steder udenfor EU herved sidestilles momsmæssigt med varer produceret indenfor EU.
For varer, der er produceret indenfor EU, skal der i hvert omsætningsled, dvs. hver gang varerne sælges, beregnes moms, en moms, som den endelige forbruger skal betale.
Hvis der ikke blev beregnet moms ved indførsel af varer fra steder udenfor EU, ville sådanne varer have en momsmæssig konkurrencefordel set i forhold til varer, som er produceret i EU.
Der skal beregnes moms ved indførsel, når en vare, der ikke er i fri omsætning, ankommer til Danmark. Det er således varens passage af grænsen, der er afgørende.
En vare er "i fri omsætning" når alle indførselsformaliteter er opfyldt, og der er opkrævet told. Se afsnit D.A.4.9.1 Lovgrundlag og vejledningens toldafsnit, særligt
Når en vare er bragt i fri omsætning i Danmark, er varen samtidig bragt i fri omsætning indenfor hele EU's toldområde.
Der sondres mellem fortoldning til fri omsætning og frit forbrug på den ene side og fortoldning alene til fri omsætning på den anden side. Se D.A.10.3.5 og "Fortoldning til fri omsætning og frit forbrug" i F.A.33.3.
EU's toldområde og EU's momsområde er dog ikke helt sammenfaldende.
Der eksisterer visse områder, herunder Ålandsøerne og Kanaløerne, der er en del af EU's toldområde, men som ikke er en del af EU's momsområde. Se artikel 6, stk. 1, i momssystemdirektivet.
Ankomst af varer fra disse områder, der er i fri omsætning, anses derfor også for indførsel af varer i momsmæssig sammenhæng. Se ML § 2, stk. 2, artikel 30 og artiklerne 274-277 i momssystemdirektivet og afsnit D.A.2.2 om EU's momsområde.
Siden 1. april 2001 har momsregistrerede virksomheder, der indfører varer fra steder udenfor EU, afregnet momsen over virksomhedens momsangivelse. Se afsnit A.B.4.2.1.1 om opgørelse af momstilsvaret og afsnit A.B.3.3.3.2 om særlige konti.
Private og virksomheder, der ikke er momsregistrerede, skal dog afregne moms ved indførsel af varer efter de regler, der gælder for afregning af told. Se afsnit A.B.4.2.2.3 om indførsel.
Se også:
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Skatterådet | ||
SKM2013.492.SR | Skatterådet afviste, at spørger kunne fradrage den indgående moms på indførsel af fly i sin danske momsangivelse. At spørger ikke kunne fradrage den indgående moms skyldtes, at spørger ikke havde aktiviteter i DK, som medførte, at spørger var registringspligtig i henhold til momsloven eller i øvrigt var eller kunne blive momsregistret. Afgiften af de fly, som spørger agtede at importere til DK, skulle derfor afregnes efter reglerne i toldlovens kap. 4, jf. momslovens § 61. SKAT udtalte dog vejledende, at spørger under visse betingelser kunne få godtgjort den betalte afgift. Endelig bekræftede Skatterådet, at spørger kunne fradrage importmomsen, som købsmoms på sin danske momsangivelse, hvis spørger fik aktiviteter, som ville medføre registreringpligt eller mulighed for frivillig momsregistrering. |