Dette afsnit beskriver den skattemæssige behandling af godtgørelser for opgivelse af agentur eller lignende og vederlag for at påtage sig en konkurrenceklausul.
Afsnittet indeholder:
Godtgørelse i anledning af opgivelse af agentur eller lignende og vederlag i forbindelse med at påtage sig en konkurrenceklausul er omfattet af AL § 40, stk. 3.
Reglerne om beskatning af disse godtgørelser og vederlag findes i AL § 40, stk. 8.
Vederlag for afløsning af pensionstilsavn er også omfattet af AL § 40, stk. 3. Om beskatningen af sådanne vederlag skal henvises til:
Hvis agenten får godtgørelse for at opgive sit agentur eller lignende, skal han medregne den i den skattepligtige indkomst. Se AL § 40, stk. 8, jf. stk. 3. Personer skal medregne godtgørelsen i den personlige indkomst. Se PSL § 3, stk. 1.
Ud over egentlige agenturer er lignede forhold som fx eneforhandlingsrettigheder, forhandlerprivilegier mv. omfattet af bestemmelsen. Godtgørelser, der er ydet ud fra billighedsbetragtninger, er også omfattet.
Det er ikke en betingelse, at modtageren har haft et egentligt krav på en godtgørelse. Det er heller ikke en betingelse, at godtgørelsen bliver ydet som en engangsydelse. Se TfS 1993, 198 LSR.
Det fremgår af § 25 i lov nr. 272 af 2. maj 1990 om handelsagenter og handelsrejsende, at handelsagenten ved agenturaftalens ophør har krav på godtgørelse, hvis og i det omfang
Reglen skal også anvendes, hvis agenturaftalen ophører på grund af handelsagentens død.
En konkurrenceklausul er en klausul, der afskærer den ene part fra at udøve virksomhed, der på en nærmere bestemt måde konkurrerer med den anden parts virksomhed.
En sådan klausul vil eksempelvis blive brugt i forbindelse med opløsning af eller ind- og udtræden af interessentskaber og ved afståelse af erhvervsvirksomhed, hvor sælger påtager sig en konkurrenceklausul.
Vederlag for at påtage sig indskrænkninger i adgangen til fri erhvervsudøvelse (konkurrenceklausuler) bliver regnet med i opgørelsen af den skattepligtige indkomst, når vederlaget ydes én gang for alle. Se AL § 40, stk. 8, jf. stk. 3.
Personer skal medregne vederlaget i den personlige indkomst. Se PSL § 3.
Hvis vederlaget bliver givet som en løbende ydelse, behandles ydelserne efter reglerne i LL § 12 B.
Den, der yder en godtgørelse, som er omfattet af AL § 40, stk. 3, har mulighed for at afskrive godtgørelsen skattemæssigt med indtil 1/7 årligt. Hvis ydelser af denne art tilsammen udgør mindre end 5 pct. af yderens samlede lønudgift i det pågældende indkomstår, kan de fuldt ud trækkes fra i dette indkomstårs skattepligtige indkomst. Se AL § 40, stk. 3, sidste pkt.
Det har ikke længere den samme betydning, om der er tale om godtgørelse omfattet af AL § 40, stk. 3, eller om afståelse af goodwill. Dette skyldes, at goodwill ikke længere kan afstås skattefrit.
Der er dog forsat den forskel, at en eventuel (rest-)anskaffelsessum for det pågældende immaterielle aktiv kun kan trækkes fra i vederlaget for samme aktivs afståelsessum.
Det afgørende kriterium for at kvalificere et vederlag som enten
er, om beløbsmodtageren har ejendomsretten til virksomhedens kundekreds mv.
Der vil kun være tale om vederlag for overdragelse af goodwill, hvis man har ejendomsretten til virksomhedens kundekreds mv. Se SKM2001.185.HR og SKM2002.359.HR.
Landsskatteretten har udtalt, at en betaling ved udtræden af en eneforhandlingskontrakt ikke kunne anses som betaling for goodwill, men i stedet for dels erstatning for mistet indtægt og dels for godtgørelse. Se TfS 1991, 462 LSR.
Se nu AL § 40, stk. 8, jf. stk. 3, om opgivelse af eneforhandling.
Godtgørelse i forbindelse med udtræden af en eneforhandlingskontrakt er ikke betaling for goodwill. Højesteret har i en dom udtalt, at vederlaget måtte anses delvis for opgivelse af agentur og delvis som betaling for at påtage sig en konkurrenceklausul. Se TfS 1999, 84 HR.
I en sag om kvalificering af et vederlag, benævnt goodwill i en overdragelsesaftale, nåede Højesteret frem til, at vederlaget var betaling for, at sælger ikke ville påberåbe sig de konkurrenceklausuler, som de tidligere medarbejdere havde påtaget sig. Vederlaget blev for købers vedkommende anset for at være en ikke fradragsberettiget etableringsudgift. Se SKM2002.155.HR.
Selv om der i en aftale er indeholdt en konkurrenceklausul for indehaverne af et firma, er der ikke grundlag for at henføre nogen del af et goodwillvederlag til konkurrenceklausulen. Se TfS 1991, 133 LSR og TfS 1990, 192 LSR.
Fritagelse for restbetaling af goodwill mod samtidig ophævelse af en konkurrenceklausul kunne efter Ligningsrådets afgørelse ske uden skattemæssige konsekvenser for de indehavere af et advokatfirma, som tidligere havde erhvervet goodwillen. Se TfS 1993, 225 LR.
Hvis en betaling i forbindelse med ophævelse af en konkurrenceklausul bliver selvangivet som goodwill, er det en forudsætning, at der er afstået virksomhed eller kundekreds.
Landsskatteretten har fundet, at et vederlag var ydet til dækning af mistede indtægter i den periode, der var omfattet af klausulen, og at dette var skattepligtig indkomst. Se TfS 1992, 323 LSR.
Hvis en af parterne i et revisorinteressentskab, trods en aftale med en konkurrenceklausul, med urette overtager den andens klienter efter interessentskabets opløsning og derfor skal betale erstatning, vil denne erstatning blive anset for indkomstskattepligtig som parternes næring. Beløbet kan ikke henføres til goodwill, selvom erstatningen beregnes efter samme regler som goodwill. Se TfS 1989, 600 VLR.
Se SKM2004.141.LR, hvor Ligningsrådet ikke kunne bekræfte, at der skulle fastsættes en goodwillværdi ved overdragelse af et dansk grossistselskabs aktiver og passiver til en nystiftet dansk filial.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT- | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Højesteretsdomme | ||
Det sagsøgende selskab havde fra 1988 eneforhandlingsretten til D's produkter. Efter at sagsøgeren havde opsagt forhandlingsaftalen, betalte D et vederlag til selskabet. Parterne betegnede beløbet som goodwill, og selskabet anså beløbet for skattefrit. Højesteret bemærkede, at D kunne bringe eneforhandleraftalen til ophør og derved afskære eneforhandleren fra den kundekreds, der efterspurgte D's produkter. Kundekredsen tilhørte derfor D. Vederlaget var således ikke ydet for afståelse af kundekreds, og dermed ikke skattefri goodwill, men skattepligtigt efter den dagældende lov om særlig indkomstskat mv. § 2, nr. 9. | ||
I en overdragelsesaftale var et vederlag betegnet som goodwill. Vederlaget blev af Højesteret anset for at være betaling for, at sælger ikke ville påberåbe sig de konkurrenceklausuler, som tidligere medarbejdere havde påtaget sig. Vederlaget blev anset for at være en ikke fradrags- eller afskrivningsberettiget etableringsudgift. | ||
Selskabet indgik i 1988 en aftale med D om eneforhandling af D's produkter. Ved eneforhandlingsaftalens ophør i 1992 betalte D et vederlag til selskabet, som selskabet anså for skattefri goodwill. Højesteret tiltrådte, at kundekredsen tilhørte D, idet D ved opsigelse kunne bringe eneforhandleraftalen til ophør. Højesteret fandt, at vederlaget derfor måtte anses som godtgørelse i anledning af opgivelse af agentur eller lignende, hvorefter Højesteret stadfæstede landsrettens dom. | Se tilsvarende afgørelse i TfS 1994, 719 ØLR om en depotindehaver og i TfS 1997, 348 ØLR om en agent. | |
TfS 1999, 84 HR | Skatteyderen havde i en årrække drevet selvstændig agenturvirksomhed for firmaet H, som havde eneforhandlingsretten. I 1987 opsagde H forhandlingsretten, og ifølge en afviklingsaftale betalte H skatteyderen et vederlag. Højesteret bemærkede, at vederlaget ikke kunne anses som vederlag for afståelse eller opgivelse af kundekreds eller forretningsforbindelse, men at beløbet dels måtte anses som godtgørelse for opgivelse af agentur, dels som vederlag for at påtage sig konkurrenceklausuler. | |
Landsretsdomme | ||
TfS 1989, 600 VLR | I forbindelse med opløsningen af et revisorinteressentskab var det aftalt, at hvis en af parterne i strid med aftalen overtog den andens klienter, skulle der betales erstatning svarende til honoraret for de seneste 12 måneder. Denne beregningsmåde anførtes at svare til den, der anvendtes ved fastsættelse af goodwillværdien for en statsautoriseret revisorvirksomhed. Retten fandt ikke, at dette forhold i sig selv kunne føre til, at erstatningsbeløbene skattemæssigt betragtes som vederlag for goodwill. | |
Landsskatteretskendelser | ||
TfS 1993, 198 LSR | Indehaveren af en assuranceforretning med tilhørende agentur afhændede sin virksomhed til et forsikringsselskab, for hvilket hans firma i en lang årrække havde været forsikringsagent. Vederlaget bestod af
Landsskatteretten fandt, at vederlaget dels vedrørte goodwill og dels opgivelse af agenturet. Den del af vederlaget, der vedrørte opgivelse af agenturet, skulle kapitaliseres og indkomstbeskattes. De garanterede beløb i 5 år blev anset for afdrag på en fordring og skulle derfor ikke indkomstbeskattes i de enkelte år. Den årlige livsbetingede ydelse var derimod skattepligtig, jf. SL § 4 c. | |
TfS 1992, 323 LSR | En medinteressent i et firma modtog fra en medarbejder i firmaet andel i en godtgørelse for ophævelse af en konkurrenceklausul. Landsskatteretten fandt, at der ikke i forbindelse med fratrædelsen var indgået aftale om overdragelse til medarbejderen af en del af virksomheden eller kundekredsen. Vederlaget kunne derfor ikke anses som vederlag for goodwill eller for en rettighed. Vederlaget måtte efter Landsskatterettens opfattelse anses for ydet til dækning af mistede indtægter. Det skulle derfor behandles som skattepligtig indkomst. | |
TfS 1991, 462 LSR | Et selskab udtrådte af en eneforhandlerkontrakt og fik udbetalt et vederlag, dels for afståelse af ordrebeholdning, dels for godtgørelse for ophør af kontrakten. Landsskatteretten fandt ikke, at der var tale om goodwill. Beløbet, der angik erstatning for mistet indtægt ved optagne ordrer, var skattepligtig indkomst. Beløbet vedrørende godtgørelse for ophør af forhandlerkontrakten, var vederlæggelse for opgivelse af eneforhandlerkontrakt og dermed skattepligtigt. | |
TfS 1991, 133 LSR | Der kan efter praksis ikke udskilles en del af goodwillbetalingen som særskilt vederlag for påtagelse af konkurrenceklausuler. Hele vederlaget på 1.750.000 kr. skulle herefter anses som betaling for goodwill. | |
TfS 1990, 192 LSR | En kontrakt mellem et selskab og en distributør indeholdt en fortegnelse over distributørens egne kunder, som han medtog fra sin tidligere virksomhed. Kontrakten indeholdt endvidere en konkurrenceklausul. Ved oprettelse af ny kontrakt ville selskabet købe kundekredsen. Landsskatteretten fandt, at hele overdragelsessummen vedrørte goodwill, idet der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at anse en del af vederlaget som særskilt betaling for at påtage sig konkurrenceklausulen. | |
SKAT | ||
Ligningsrådet blev spurgt, om der ved overdragelse af et grossistselskabs aktiver og passiver var grundlag for at beregne goodwill ved ophøret af selskabets eneforhandlingsret i forbindelse med strukturelle ændringer i den koncern, hvori selskabet indgik. Da det var oplyst, at selskabet ville miste sin kundekreds i forbindelse med eneforhandlingsrettens ophør, fandt Ligningsrådet, at der ikke skulle fastsættes og gennemføres beskatning af goodwill. | ||
TfS 1993, 225 LR | En advokat ønskede sig frigjort fra en konkurrenceklausul mod at give kvittering for resttilgodehavende for goodwill. Ligningsrådet fandt, at en fritagelse for restbetaling af goodwill mod samtidig ophævelse af konkurrenceklausulen kunne ske uden skattemæssige konsekvenser for de indehavere, som tidligere havde erhvervet goodwillen. En efterfølgende nedsættelse af et skyldigt beløb vedrørende goodwill for en ny partner i advokatfirmaet kunne ligeledes ske uden skattemæssige konsekvenser. |