Dette afsnit handler om henstand med betalingen af skatten i de tilfælde, hvor afståelsen er aftalt finansieret med løbende ydelser efter LL § 12 B.
Afsnittet indeholder:
En sælger af goodwill og øvrige immaterielle rettigheder har mulighed for at få henstand med betalingen af skatten af avancen ved overdragelsen, hvis vederlaget udgøres af en løbende ydelse omfattet af LL § 12 B. Se AL § 40, stk. 7.
Overdrageren kan få henstand med betaling af skatten af fortjenesten opgjort efter AL § 40, stk. 6, 1. og 2. pkt. (goodwill og øvrige immaterielle aktiver), hvis vederlaget udgøres af en løbende ydelse omfattet af reglerne i LL § 12 B, stk. 1-5, jf. AL § 40, stk. 7.
Henstandsordningen berører ikke den anden parts (erhververens) adgang til at afskrive på den erhvervede goodwill og andre immaterielle aktiver.
Ved beregningen af henstandsskatten skal eventuelle tab og underskud fra tidligere år modregnes efter de almindelige regler.
I det indkomstår (salgsåret), hvor fortjenesten regnes med til den skattepligtige indkomst, fragår henstandsbeløbet i den slutskat, der indgår ved opgørelsen af restskat og overskydende skat efter KSL §§ 60-62, jf. § 62 A, eller SEL § 29 B, stk. 4 og 5.
Henstanden indebærer, at avanceskatten først skal betales, når de løbende ydelser betales, dog senest efter 7 år.
Den henstand, der kan gives efter denne bestemmelse, er uforrentet. Dette er en fravigelse af det almindelige udgangspunkt for henstand med skattebetalingen.
Det beløb, der kan gives henstand med, findes ved at sammenholde den almindelige skatteberegning for overdrageren, hvor fortjeneste ved salg af goodwill mv., der er finansieret med en løbende ydelse, indgår, med en "skyggeberegning" uden fortjenesten.
Differencen mellem de 2 beregninger anses for at udgøre skatten af fortjenesten, dvs. det beløb, der kan gives henstand med.
Hvis en overdragelse kun delvist er finansieret af løbende ydelser, bliver der kun givet henstand for den del af avanceskatten, som svarer til forholdet mellem den kapitaliserede værdi af de løbende ydelser og afståelsessummen for aktivet.
I en situation, hvor der afstås oparbejdet goodwill for 1.000.000 kr., der fx udløser indkomstskat på 515.000 kr., og hvor den kapitaliserede værdi af den løbende ydelse kan opgøres til 500.000 kr., opgøres henstandsbeløbet således: 515.000 kr. x 500.000 kr./1.000.000 kr. = 257.500 kr.
Avancer, der beskattes som personlig indkomst, indgår i grundlaget for beregning af AM-bidrag for selvstændige erhvervsdrivende.
I disse tilfælde kan der på tilsvarende måde opnås henstand med betalingen af AM-bidrag, der påhviler selvstændige erhvervsdrivende omfattet af AMBL § 4 eller § 5. Se AL § 40, stk. 7.
Det er en betingelse for opnåelse af henstand, at begæringen bliver sendt til SKAT inden udløbet af selvangivelsesfristen for aftaleåret. Hvis der efterfølgende sker ændringer i indkomsten, er der derfor ikke mulighed for at søge henstand med et yderligere skattekrav.
Hvis der er bevilget udsættelse med indsendelse af selvangivelsen, forlænges fristen for indsendelse af henstandsanmodningen tilsvarende.
Skatten skal beregnes på afståelsestidspunktet, men skal først betales, når ydelserne indgår. De modtagne ydelser skal betales som afdrag på henstandsbeløbet.
Beløbet forfalder til betaling den 1. i måneden efter modtagelsen af ydelsen med sidste rettidige betalingsdag den 10. i forfaldsmåneden.
Hvis beløbet ikke bliver betalt rettidigt, skal der betales 0,6 pct. i månedlig rente for hver påbegyndt måned regnet fra forfaldsdagen, dog mindst 25 kr.
Med virkning for renter, der tilskrives den 1. januar 2002 eller senere, beregnes rente med tillæg af 0,4 procentpoint. Renten kan ikke trækkes fra ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Se OPKL § 7, stk. 2.
Der skal betales et rykkergebyr på 65 kr. for erindringsskrivelser vedrørende manglende betaling af afdrag på henstandsbeløbet.
Der kan gives henstand i op til 7 år efter den indgåede aftale. Hvis skatten ikke er endeligt betalt 7 år efter indgåelsen af overdragelsesaftalen, forfalder restbeløbet til betaling ved udløbet af dette indkomstår.
For løbende ydelser omfattet af LL § 12 B, som ophører eller overdrages den 1. januar 2001 eller senere, er sidste rettidig betalingsdag den 10. i den efterfølgende måned. Se AL § 40, stk. 7, 13. pkt.
Skatten kan ikke fordeles lineært over de 7 år. Der skal løbende betales et beløb svarende til hele den modtagne ydelse som afdrag på henstanden.
Hvis der er ydet henstand, og ydelserne endeligt ophører, inden modtageren har opnået tilstrækkelige ydelser fra yderen til dækning af skatten, bliver den resterende del af henstandsbeløbet frafaldet. I den situation kan der derfor ikke tages fradrag efter LL § 12 B, stk. 4, for den del af saldoen, der svarer til grundlaget for et ikke betalt henstandsbeløb efter AL § 40, stk. 7.
Ved grov og gentagen misligholdelse af henstandsordningen fra den skattepligtiges side, ophører henstanden, og det resterende henstandsbeløb forfalder til betaling.
For løbende ydelser omfattet af LL § 12 B, som er ophørt eller overdraget den 1. januar 2001 eller senere, er det en betingelse for henstandsbeløbets forfald, at der er fremsat påkrav. Der vil fra dette tidspunkt blive beregnet renter efter de almindelige regler.
Om der er tale om grov og gentagen misligholdelse afgøres på baggrund af en vurdering af både misligholdelsens omfang og grund. Nogle få dages forsinkelse med et afdrag vil ikke kunne anses for en grov misligholdelse.