Dette afsnit handler om virkningen af ophævelsen af lov om beskatning af fortjeneste ved førstegangsafståelse af visse ejerlejligheder. Se bekendtgørelse af lov nr. 842 af 14. november 1997 om beskatning af fortjeneste ved førstegangsafståelse af visse ejerlejligheder mv.
Afsnittet indeholder:
Fortjenesten ved salget af ejerlejligheder, der er solgt den 1. januar 2004 eller senere, og som ikke før dette tidspunkt var blevet omfattet af reglerne i ejerlejlighedsbeskatningsloven, bliver beskattet efter ejendomsavancebeskatningsloven eller efter reglerne for næringsskattepligtige.
Ejerlejlighedsbeskatningsloven har stadig virkning for de ejerlejligheder, der før den 1. januar 2004 var omfattet af ejerlejlighedsbeskatningsloven, men hvor skattepligten ikke er indtrådt, fordi ejerlejligheden var genudlejet.
Ejerlejlighedsbeskatningsloven omfattede fortjenester ved salg af ejerlejligheder, der ligger i ejendomme, hvor opførelsen blev begyndt senest den 1. juli 1966, og hvor udstykningen til ejerlejligheder blev gennemført inden den 12. februar 1986, og hvor lejlighederne var udlejede helt eller delvist til beboelse den 11. februar 1986.
Skattepligten blev udløst på det tidspunkt, hvor det lejemål, der bestod den 11. februar 1986, ophørte, men skattepligten indtrådte først på det tidspunkt, hvor den enkelte lejlighed blev solgt.
Beskatningen efter ejerlejlighedsbeskatningsloven medførte, at fortjenesten blev medregnet ved opgørelsen af den personlige indkomst, og at fortjenesten skulle opgøres efter de regler, der gælder for næringspligtige ved afståelse af fast ejendom.
Der var særlige regler for, hvornår en skatteyder blev omfattet af ejerlejlighedsbeskatningsloven, fordi det var en betingelse for at anvende reglerne, at der inden for en 5-årig periode forud for datoen for et lejemåls ophør, var ophørt lejemål i minimum fem af skatteyderens andre ejerlejligheder. Se LV, Erhvervsdrivende 2004-2, afsnit E.J.6, for en skematisk oversigt af reglerne.
Fortjenesten ved salget af de ejerlejligheder, der ikke var omfattet af ejerlejlighedsbeskatningsloven, var som udgangspunkt omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven.