Dokumentets metadata

Dokumentets dato:30-06-2011
Offentliggjort:02-08-2011
SKM-nr:SKM2011.502.BR
Journalnr.:BS 1-524/2010
Referencer.:Ligningsloven
Skattestyrelsesloven
Skatteforvaltningsloven
Afskrivningsloven
Ejendomsværdiskatteloven
Dokumenttype:Dom

Skattefri rejse og befordringsgodtgørelse - direktør og hovedanpartshaver - afkald på løn - befordringsfradrag - nedslagsprocent ejendomsværdiskat

Ved denne sag indbragte sagsøgeren 4 Landsskatteretskendelser vedrørende indkomstårene 2000-2005.I indkomstårene 2000-2003 havde sagsøgeren fået udbetalt rejse- og befordringsgodtgørelse fra sit selskab. For så vidt angår indkomståret 2000 fandt retten, at sagsøgeren med rette var blevet beskattet af disse godtgørelser, idet sagsøgeren, henset til at han ikke modtog løn fra selskabet i det pågældende år, ikke opfyldte betingelserne for at modtage de udbetalte godtgørelser skattefrit. Med samme begrundelse fandt retten, at sagsøgeren heller ikke var berettiget til et ligningsmæssigt fradrag for de afholdte befordringsudgifter.For så vidt angår indkomstårene 2001-2003, der materielt ligeledes vedrørte spørgsmålet om rejse- og befordringsgodtgørelse, tiltrådte retten, at der ikke skulle ske genoptagelse, idet sagsøgeren ikke var fremkommet med oplysninger, der kunne føre til en ændring af skatteansættelsen.For så vidt angår indkomståret 2004 vedrørte sagen spørgsmålet om, hvorvidt Skatteankenævnet med rette havde afvist at realitetsbehandle sagsøgerens klage. Retten fandt, at klagen med rette var blevet afvist. Retten henviste herved til, at sagsøgeren havde indgivet en foreløbig klage efter udløbet af fristen i dagældende skattestyrelseslov § 21, stk. 1, og at sagsøgeren, uanset at skatteankenævnet havde accepteret denne klage og fastsat en frist for indgivelse af en endelig og begrundet klage, aldrig indsendte en sådan klage.For så vidt angår indkomståret 2005 vedrørte sagen spørgsmålet om forhøjelse af sagsøgerens indkomst med overskud ved udleje, med overskud ved skibsdrift og af genvundne afskrivninger. Sagen vedrørte tillige nedsættelse af sagsøgerens nedslag i ejendomsværdiskatten. Retten fandt, at sagsøgerens skattepligtige indkomst med rette var blevet forhøjet og henviste herved til, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at skattemyndighedernes opgørelser af overskud og genvundne afskrivninger var behæftet med fejl. Retten fandt tillige, at skattemyndighederne med rette havde nedsat sagsøgerens nedslag i ejendomsværdiskatten. Retten henviste herved til, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at værdien af den erhvervsmæssige andel af ejendommen udgjorde 44% som påstået, idet retten bemærkede, at det ikke var den arealmæssige anvendelse, der var afgørende for størrelsen af sagsøgerens nedslag.Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Parter

A
(selv)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Adv.fm. Lotte Lindelof)

Afsagt af byretsdommer

Helle Korsgaard Lund-Andersen

Sagens baggrund og parternes påstande

Under denne sag, der er anlagt den 17. marts 2010, har sagsøgeren endeligt nedlagt følgende påstande vedrørende indkomstårene 2000 - 2005:

Indkomståret 2000

Sagsøgerens skattepligtige indkomst for 2000 skal nedsættes med 72.142 kr., subsidiært skal der indrømmes sagsøgeren et ligningsmæssigt befordringsfradrag på 20.521 kr. eller et fradrag for faktisk afholdte udgifter.

Beløbet på 72.142 kr. fremkommer således

Modtaget kørselsgodtgørelse, der af skattemyndighederne er anset som skattepligtig løn

65.336 kr.

Modtaget rejsegodtgørelse, der af skattemyndighederne er anset som skattepligtig løn

6.806 kr.

72.142 kr.

Indkomstårene 2001, 2002 og 2003

Skatteankenævnet tilpligtes at genoptage skatteansættelsen for indkomstårene 2001, 2002 og 2003.

indkomståret 2004

Skatteankenævnet tilpligtes at realitetsbehandle klagen over sagsøgerens skatteansættelse for indkomståret 2004.

Indkomståret 2005

Sagsøgeren skattepligtige indkomst for 2005 skal nedsættes med 63.852 kr. og sagsøgerens ejendomsværdiskat skal nedsættes med 2.462 kr.

Beløbet på 63.852 kr. fremkommer således

Selvangivet overskud af skibsanparter forhøjet af skattemyndighederne med

22.219 kr.

Forhøjelse af selvangivet genvunde afskrivninger ved salg af skibsanparter

26.433 kr.

Forhøjelse af overskud ved delvis udlejning af sagsøgerens ejendom beliggende ...

15.200 kr.

63.852 kr.


Sagsøgtes har påstået frifindelse.

For så vidt angår spørgsmålene om skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse har sagsøgte subsidiært nedlagt påstand om, at der sker hjemvisning for så vidt angår indkomståret 2000 til fornyet behandling ved SKAT.

Oplysningerne i sagen

Landsskatteretten afsagde den 17. december 2009 kendelser vedrørende indkomståret 2000 - 2003. Den 28. januar 2010 afsagde landsskatteretten kendelse vedrørende indkomståret 2004, og den 12. januar 2010 afsagde landsskatteretten kendelse vedrørende indkomståret 2005.

A er eneanpartshaver i H1 Management Consultants ApS (selskabet), der blev stiftet i 1975, og sagsøgeren har været direktør i selskabet siden.

Selskabets regnskab for 1996 viste, at der i 1996 var en bruttofortjeneste på 303.046 kr. og personaleudgifter på 253.983 kr. Resultatet før skat var 31.141 kr.

Selskabets regnskab for 1998 viste, at der i 1998 var en bruttofortjeneste på 139.121 kr., og der var personaleudgifter på 251.899 kr. Resultatet før skat var -134.975 kr.

Selskabets regnskab for 2000 viste, at der i 2000 var en bruttofortjeneste på 235.965 kr., og der var personaleudgifter på 124.471 kr. Resultatet før skat var -18.360 kr.

Selskabets regnskab for 2001 viste, at der i 2001 var en bruttofortjeneste på 50.544 kr., og der var personaleudgifter på 99.293 kr. Resultatet før skat var -112.540 kr.

Selskabets regnskab for 2003 viste, at der i 2003 var en bruttofortjeneste på 23.623 kr., og der var personaleudgifter på 73.618 kr. Resultatet før skat var -74.910 kr. Det fremgår videre, at der er fratrukket en udgift på 50.731 kr. til husleje, lys, varme, vedligeholdelse mv., og 31.386 kr. til rejseudgifter og messer.

Selskabets regnskab for 2005 viste, at der i 2005 var en bruttofortjeneste på -210.354 kr., og der var personaleudgifter på 47.600 kr. Resultatet før skat var -290.362 kr.

Indkomståret 2000

Den del af sagen, der vedrører indkomståret 2000, drejer sig i det væsentlige om, hvorvidt sagsøgeren var lønmodtager i 2000 med den virkning, at han var berettiget til at modtage skattefri kørselsgodtgørelse og skattefri godtgørelse af rejseudgifter.

Det fremgår af en udskrift fra sagsøgerens personlige bankkonto, at der den 31. marts 1998 er indbetalt 5.000 kr. fra selskabet, ligesom der via Dataløn er modtaget 10.626,45 kr. den 31. marts 1998 og 30. april 1998.

Det fremgår af sagsøgerens R75 for indkomstrene 2000-2002, at der ikke er indberettet løn for disse indkomstår. Det fremgår videre, at der for 1999 er indberettet løn på 74.728 kr. Af R75 for 2003 fremgår det, at der skulle have været en lønindkomst i 2002 på 71.017 kr., hvilket imidlertid bestrides af sagsøgte, da det fremgår af R75 for 2002, at der ikke havde været en lønindkomst det pågældende år.

Det fremgår af et brev af 7. august 2009 fra R1 regnskabsservice, at der den pågældende dato er udbetalt løn til sagsøgeren for indkomstårene 2000, 2001 og 2002 med 3.000 kr. om året.

Sagsøgeren modtog ifølge R75 7.000 kr. i løn i 2005.

Indkomstårene 2001, 2002 og 2003.

Den del af sagen, der vedrører indkomstårene 2001, 2002 og 2003 drejer sig om, hvorvidt skatteankenævnet skal genoptage ansættelsen for disse indkomstår.

Indkomståret 2004

Den del af sagen, der vedrører indkomståret 2004, drejer sig om, hvorvidt skatteankenævnet skal realitetsbehandle sagsøgerens klage over skatteansættelsen af 23. august 2005.

Sagsøgeren klagede ved brev af 29. september 2005 over afgørelsen for indkomståret 2004. Det hedder i klagen:

"...

Indkomståret 2004

I anledning af skatteforvaltningens 2 breve, 25. og 30. august ønsker jeg at klage over ansættelsen.

Klagen angår stort set samme temaer som i 2003, men jeg afventer nævnets endelige afgørelse for 2003, før jeg sender en specificeret klage på de enkelte temaer".

Ved brev af 4. oktober 2005 bekræftede Skatteankenævnet modtagelsen af klagen. Det hedder i brevet bl.a.

"...

Vi har imødekommet Deres anmodning om senere indsendelse af endelig og begrundet klage - til skatteankenævnets afgørelse for indkomståret 2003 foreligger. Vi forventer således at modtage den endelige klage for 2004 senest 14 dage fra kendelsesdatoen.

..."

Skatteankenævnets kendelse for indkomståret 2003 forelå den 25. november 2005.

Den 20. januar 2006 skrev skatteankenævnet til sagsøgeren, at man agtede at afvise at realitetsbehandle klagen vedrørende indkomståret 2004, idet der ikke var modtaget en begrundet klage med angivelse af de punkter, der påklagedes.

Den 7. marts 2006 traf ankenævnet afgørelse i overensstemmelse med indstillingen af 20. januar 2006, idet man fortsat ikke havde hørt yderligere fra sagsøgeren.

Indkomståret 2005

Den del af sagen, der vedrører indkomståret 2005, drejer sig i det væsentlige om, hvorvidt skattemyndighederne med rette har forhøjet sagsøgerens overskud på nogle skibsanparter (DIFKO68 og DIFKO69), hvorvidt skattemyndighederne med rette har forhøjet sagsøgerens angivelse af genvundne afskrivninger ved salg af nogle andre anparter (DIFKO74), og om hvorvidt skattemyndighederne med rette har forhøjet sagsøgerens angivelse af overskud ved udlejning af ejendommen ... Sagen drejer sig endvidere om, hvorvidt det nedslag i ejendomsværdiskatten, som sagsøgeren er berettiget til, da en del af ejendommen anvendes erhvervsmæssigt, skal fastsættes til 25 % som bestemt af skattemyndighederne, eller om nedslaget skal forhøjes til 44 % som påstået af sagsøgeren.

Landsskatteretten traf i 1999 første gang afgørelse vedrørende afskrivningsgrundlaget på skibsanparterne, og afgørelsen vedrørte da indkomstårene 1992 og 1993. Sagsøgte har oplyst, at skattemyndighedernes ansættelser for de efterfølgende indkomstår er fastsat på grundlag af landsskatterettens afgørelse fra 1999. Også ved kendelse af 22. september 2003 tog landsskatteretten vedrørende indkomståret 1999 stilling til afskrivningerne på skibsanparterne og nedslaget i ejendomsværdiskatten og fordelingen mellem erhverv og bolig på ejendommen ...

Det fremgår af et brev af 5. oktober 2006 fra SKAT til sagsøgeren, at SKAT efter en nøjere gennemgang af selskabets bilag har konstateret, at selskabet har betalt 38.370 kr. af udgifterne til husleje, lys og varme vedrørende ejendommen ..., og at sagsøgeren derfor efter fradrag af godkendte udgifter til husforsikring, varme, el og vedligehold på 10.100 kr., efter SKATs opfattelse rettelig burde have været beskattet af 28.270 kr., men at SKAT alligevel alene har valgt at beskatte sagsøgeren af en lejeindtægt på 15.200 kr.

Sagsøgerens revisor har ved brev af 20. januar 2004 beregnet den del af ejendommen ..., der anvendes til erhverv til 43,2 % af det samlede areal på 198 m2.

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218a, stk. 2.

Forklaringer

A har forklaret, at han startede sin virksomhed i 1974. Virksomheden beskæftiger sig med konsulentvirksomhed til nødlidende virksomheder, bistand til mindre eksportvirksomheder og oversættelser. I begyndelsen drev han virksomheden i eget navn, men omkring 1975 overgik driften efter anbefaling fra kommunen til et af ham oprettet selskab, H1 Management Consultants ApS (selskabet). Han var fuldtidsdirektør og modtog sædvanlig løn fra selskabet på i gennemsnit omkring 3.000 kr. pr. måned. Det vigtigste for ham var at beskæftige sig med noget interessant, og ikke hvilken løn han fik. Han udførte de komplicerede funktioner i virksomheden, og halvdelen af dagene var han i udlandet. En arbejdsdag på 10-15 timer var ikke usædvanlig. Pludselig forlangte skattevæsenet, at han skulle fremkomme med yderligere oplysninger vedrørende nogle gamle skatteår, hvilket tog al hans tid, så han ikke kunne passe dit arbejde på tilfredsstillende vis. Han fik i hvert fald løn i 1998, men han kan ikke huske, om han modtog løn i 1999. Fra 2003 og frem har han fået 1.000 kr. om måneden. Han fik ikke løn for 2000, 2001 og 2002, men senere fik han med tilbagevirkende kraft 3.000 kr. i løn for hvert af disse indkomstår. Han har haft en trainee ansat, og vedkommende har også kørt. Det samme gælder hans sekretær. De penge, som han har fået udbetalt i anledning af sin egen transport, vedrører alene udbetalinger på baggrund af bilag for afholdte faktiske udgifter, f.eks. benzin, olieskift, service og reparationer. Det er dog ikke altid, at der er penge i selskabet til at betale udgifterne. Han fører kørselsregnskab, og en gang om året laver han en opgørelse på baggrund af ligningsrådets principper for, hvilken type udgifter der kan indgå i beregningen. Det gør han på den måde, at han udregner alle sine udgifter på bilen og dividere med det samlede antal kørte kilometer, hvilket giver en kilometer pris. Bilag 9 er et eksempel, og her er kilometerprisen 3,12 kr. Derefter ganger han med antallet af kørte kilometer erhvervsmæssigt. Dette regnskab viser, at hans udgifter til kørsel er højere, end de faste kørselstakster. Han har ikke nogen opgørelse over, hvad han i alt har fået fra selskabet for 2000, men i sidste ende får han ikke mere end det, der svarer til ligningsrådets takster. Sidst på året får han forskellen mellem ligningsrådets satser, og de udlæg til f.eks. benzin, som han har fået refunderet i løbet af året. For så vidt angår rejsegodtgørelse får han alene betalt svarende til ligningsrådets takser. F.eks. får han kun refunderet taksten, selv om han bor på et dyrt hotel. Han er ikke for indkomstårene 2004 og 2005 blevet beskattet af kørselsgodtgørelse, da han i disse år modtog løn.

For så vidt angår fordelingen af omkostningerne på ejendommen mellem 44 % erhverv og 56 % privat, er det hans opfattelse, at man skal fordele på baggrund af areal. Det følger også af en landsskatteretsafgørelse. Det gælder både for så vidt angår ejendomsværdiskatten og de øvrige udgifter. Han har således ikke haft nogen fortjeneste på udlejningen til selskabet, som kan beskattes hos ham. Skattemyndighederne har været på besøg hos ham, og de har godkendt fordelingen. Det mener han også fremgår af hans korrespondance med skattemyndighederne.

En revisor har lavet en prøveberegning vedrørende anparterne, der viser, at skattevæsenets opgørelser er fyldt med fejl. Han holdt derfor op med at indberette vedrørende anparterne, og han ved ikke, hvorfra skattemyndighederne får de nye tal. Skattevæsenets opgørelser bør derfor gennemgås igen.

Sagsøgerens synspunkter

Indkomståret 2000

Sagsøgeren var i 2000 ansat som lønmodtager i selskabet, hvorfor han er berettiget til skattefri kørselsgodtgørelse og skattefri godtgørelse af rejseudgifter efter ligningslovens § 9, stk. 4, og § 9A, B og C. Sagsøgeren har således uafbrudt siden 1975 arbejdet på fuld tid og været lønnet i langt de fleste indkomstår. Skattemyndighederne kan ikke betinge skattefri godtgørelse af at der i alle årene er modtaget løn. Afgørende må være, om sagsøgeren ud fra en samlet vurdering af forholdene siden 1975 kan anses som lønmodtager i selskabet. Skattemyndighederne har accepteret, at der kan modtages skattefrie godtgørelser, såfremt der udbetales 1.000 kr. i løn, og det kan ikke være afgørende, om et sådant bagatelagtigt beløb udbetales, jf. herved også Skatteankenævnets afgørelse af 23. december 2003. Sagsøgeren har forklaret, at han har fået kørselsgodtgørelse efter ligningsrådets takster, dog således at han først har fået godtgjort udlæg, f.eks. til benzin, der så senere er modregnet i hans årlige opgørelse af den kørselsgodtgørelse, som han efter taksterne var berettiget til. Det vil være helt urimeligt, såfremt sagsøgeren i et forsøg på holde drift i selskabet af egne beskattede midler selv skal afholde udgifter på selskabets vegne, som han ikke kan få refunderet, blot fordi han i selskabets interesse har givet afkald på løn. Sagsøgerens skattepligtige indkomst for 2000 skal derfor nedsættes som påstået, og såfremt der ikke gives medhold heri, skal sagsøgeren i hvert fald have et ligningsmæssigt befordringsfradrag på 20.521 kr. eller refusion af de udgifter, som han har afholdt på selskabets vegne.

Indkomstårene 2001, 2002 og 2003

Mange af de problematikker, der gør sig gældende for så vidt angår indkomstårene 2000, 2004 og 2005, gør sig også gældende for så vidt angår indkomstårene 2001, 2002 og 2003, hvorfor skattemyndighederne skal genoptage skatteansættelserne for disse år som påstået.

Indkomståret 2004

Skatteankenævnets afvisning af at realitetsbehandle sagsøgerens klage for så vidt angår indkomståret 2004 er uberettiget, idet sagsøgeren har klaget rettidig, og da der i klagen er henvist til de samme temaer, som var omfattet af klagen over indkomståret 2003, er klagen tilstrækkelig begrundet. Sagsøgerens påstand om, at skatteankenævnet skal realitetsbehandle klagen over skatteansættelsen for indkomståret 2004 skal derfor tages til følge.

Indkomståret 2005

Forhøjelsen af skatteansættelsen for 2005 for så vidt angår skibsanparterne er uberettiget og udokumenteret. 44 % af sagsøgerens ejendom beliggende ... er udlejet til selskabet. Dette følger af lejekontrakten mellem parterne, og skattemyndighedernes medarbejdere har ved en besigtigelse ikke haft bemærkninger til fordelingen. Sagsøgeren er derfor berettiget til et nedslag i ejendomværdiskatten på 44 %. Sagsøgeren har ikke haft et overskud ved udlejningen til selskabet, da selskabet direkte har betalt selskabets andel på 44 % af udgifterne vedrørende ejendommen. Sagsøgeren har således ikke modtaget huslejebetaling fra selskabet, hvorfor der ikke er et overskud at beskatte hos sagsøgeren.

Sagsøgtes synspunkter

Indkomståret 2000

Sagsøgte har vedrørende indkomståret 2000 gjort gældende, at sagsøgeren ikke kan anses for lønmodtager i selskabet i ligningslovens § 9-9B's forstand, idet han har givet afkald på at modtage løn fra selskabet i bl.a. år 2000. Da han ikke således ikke har haft indtægtsgivende arbejde i selskabet, er han ikke omfattet af skattefritagelsesreglen i den dagældende ligningslovs § 9, stk. 5, 2. pkt. nu stk. 4. Det kan ikke føre til andet resultat, at sagsøgeren efter det oplyste skulle have modtaget løn med tilbagevirkende kraft, da det er forholdene på tidspunktet, hvor rejse- og befordringsgodtgørelsen realiseres, der er afgørende. I øvrigt er det udokumenteret, at sagsøgeren skulle have modtaget løn med tilbagevirkende kraft som påstået. Sagsøgeren er derfor skattepligtig af den befordrings- og rejsegodtgørelse, som han har modtaget fra selskabet, jf. ligningslovens § 9, stk. 5, 1. pkt., jf. statsskattelovens § 4.

Efter ligningslovens § 9C kan visse udgifter til befordring til og fra en arbejdsplads fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, men det forudsætter, at der er tale om befordring til og fra en indtægtsgivende arbejdsplads, hvilket ikke er tilfældet. Sagsøgeren er heller ikke berettiget til et befordringsfradrag på 20.521 kr. Da der ikke er tale om indtægtsgivende arbejdsplads, kan der heller ikke ske godtgørelse af udgifter til transport efter regning. I øvrigt kan der kun udbetales kørselsgodtgørelse efter ligningsrådets takser og ikke efter regning.

Måtte retten nå frem til, at sagsøgeren er berettiget til at modtage skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse efter ligningslovens § 9, stk. 2, 2. pkt., jf. § 9A og 9B, skal der ske hjemvisning, idet der ikke er fremlagt oplysninger, der gør det muligt for retten at tage stilling til, om de øvrige betingelser er opfyldt, idet det bl.a. ikke er godtgjort, hvor mange rejsedage, der har været, hvor mange kilometer sagsøgeren har kørt pr. dag, og om sagsøgeren har haft mulighed for at overnatte på sin bopæl i stedet for på hotel.

Indkomstårene 2001, 2002 og 2003

Genoptagelse kan efter § 34, stk. 2, i den dagældende skattestyrelseslov kun ske, såfremt sagsøgeren fremlægger oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring af skatteansættelsen, og det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at det skal være nye oplysninger, der ikke har indgået i den afgørelse, der ønskes genoptaget. Da sagsøgeren ikke har fremlagt nye oplysninger af faktisk eller retlig karakter, er der ikke grundlag for at pålægge skatteankenævnet at genoptage skatteansættelserne for de pågældende indkomstår. Den omstændighed, at sagsøgeren har en anden opfattelse af, hvorledes faktum retligt skal subsumeres, herunder hvorvidt sagsøgeren kan betragtes som lønmodtager i skatteretlig forstand, er ikke nye oplysninger af faktisk eller retlig karakter.

Indkomståret 2004

Sagsøgeren har ikke godtgjort, at der er grundlag for at pålægge skatteankenævnet at realitetsbehandle klagen over sagsøgerens skatteansættelse for indkomståret 2004. Efter § 21, stk. 1, 1. pkt., jf. § 5, jf. § 2, stk. 1, i den dagældende skattestyrelseslov, skal en klage over de kommunale skattemyndigheders afgørelse vedrørende skatteansættelsen indgives skriftlig og begrundet til skatteankenævnet, og en sådan klage skal være modtaget i skatteankenævnet senest en måned fra sagsøgerens modtagelse af den afgørelse, der klages over. Skatteforvaltningens afgørelse blev truffet den 23. august 2005, og ankenævnet modtog først sagsøgerens foreløbige klage pr. telefax den 29. september 2005. Alligevel accepterede ankenævnet den foreløbige klage, men fastsatte frist til 14 dage efter ankenævnets kendelse for 2003 til at fremsende en endelig og begrundet klage, hvilket sagsøgeren aldrig gjorde, selv om sagsøgerens oprindelige klage klart fremtrådte som en foreløbig klage, der senere ville blive præciseret. Skatteankenævnet har derfor med rette afvist sagsøgerens klage, jf. skattestyrelseslovens § 22.

Indkomståret 2005

Sagsøgeren er skattepligtig af overskud ved skibsdrift, af genvundne afskrivninger ved salg af skibsanparter og delvis udlejning af ejendommen ..., som fastsat.

Overskuddet ved skibsdrift er beregnet på grundlag af indberetninger og tidligere afskrivninger, og beskatningen af genvunde afskrivninger ved salg af skibsanparter er ligeledes beregnet på grundlag af tidligere afskrivninger. Sagsøgeren har end ikke forsøgt at godtgøre, at skattemyndighedernes opgørelser er urigtige, hvorfor sagsøgerens påstand vedrørende skibsdriften ikke skal tages til følge.

Sagsøgerens ejendom ... anvendes dels til sagsøgerens private beboelse og dels til erhverv, hvorfor sagsøgeren har krav på, at ejendomsværdiskatten skal nedsættes med den erhvervsmæssige andel af den samlede ejendomsværdiskat. Der er ikke tale om en fordeling af kvadratmeter på henholdsvis beboelse og erhverv, men derimod en fordeling på værdi, og en del af den erhvervsmæssige andel udgøres af garage. Efter § 33, stk. 5, 1. pkt. i vurderingsloven kan der ske en fordeling, når der er tale om en erhvervsmæssig benyttelse i væsentlig omfang, og i praksis foretages en sådan fordeling, når mindst 25 % af ejendommen anvendes erhvervsmæssigt, jf. ligningsvejledningen, afsnit E.G.1.1.6.1. Der er ikke i sagsøgerens tilfælde foretaget en sådan vurdering, og det nedslag, som sagsøgeren kan få, kan således højst udgøre 25 %. Da sagsøgeren har fået et nedslag på 25 %, har sagsøgeren ikke godtgjort, at han er berettiget til yderligere nedslag.

Selskabet betalte 44 % af de faste udgifter på ejendommen ..., men selskabet betalte også 44 % af terminsydelserne. Selskabet har derfor betalt sagsøgerens private udgifter som led i en lejeaftale, og der er derfor tale om en lejeindtægt, som sagsøgeren skal beskattes af. Skattemyndighederne har beregnet lejeindtægten på grundlag af opgørelsen fra 2003, og opgørelsen er ikke beløbsmæssig bestridt af sagsøgeren, hvorfor skattemyndighederne med rette har forhøjet sagsøgerens overskud på udlejning af ejendommen med 15.200 kr.

Rettens begrundelse og afgørelse

Indkomståret 2000

Sagsøgeren gav i 2000 afkald på løn, og da han således ikke havde indtægtsgivende arbejde for selskabet i 2000, kan han ikke anses som lønmodtager, hvorfor han ikke er omfattet af skattefritagelsesreglen i den dagældende ligningslovs § 9, stk. 5, 2. pkt. nu stk. 4. Sagsøgeren er derfor skattepligtig af den befordrings- og rejsegodtgørelse, som han har modtaget fra selskabet i 2000, jf. ligningslovens § 9, stk. 5, 1. pkt., jf. statsskattelovens § 4.

Den omstændighed, at sagsøgeren i tidligere indkomstår havde modtaget løn, og at han efter det oplyste kun gav afkald på løn på grund af selskabets økonomiske situation, kan ikke føre til andet resultat. Det kan heller ikke føre til andet resultat, at sagsøgeren efter det oplyste i august 2009 modtog 3.000 kr. i løn for sit arbejde i 2000, idet det var forholdene i 2000, hvor sagsøgeren modtog befordrings- og rejsegodtgørelsen, der er afgørende.

Efter ligningslovens § 9C kan visse udgifter til befordring til og fra en arbejdsplads fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Det er en forudsætning, at der er tale om befordring til og fra en indtægtsgivende arbejdsplads, og da sagsøgeren ikke, jf. ovenstående, har modtaget indtægt for 2000, er han allerede af denne grund heller ikke berettiget til et ligningsmæssigt befordringsfradrag på 20.521 kr., ligesom sagsøgeren heller ikke har godtgjort, at han på andet grundlag er berettiget til et fradrag for afholdte udgifter til rejse- og befordring.

Sagsøgte frifindes derfor for sagsøgerens påstand vedrørende indkomståret
2000.

Indkomstårene 2001, 2002 og 2003

Efter § 34, stk. 2, i den dagældende skattestyrelseslov, skal den skattepligtige fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring af den afgørelse, er ønskes genoptaget.

Da sagsøgeren ikke er fremkommet med nye oplysninger af faktisk eller retlig karakter, frifindes sagsøgte også for sagsøgerens påstand vedrørende indkomstårene 2001, 2002 og 2003.

Indkomståret 2004

Efter § 21, stk. 1, 1. pkt. i den dagældende skattestyrelseslov, skal en klage over de kommunale skattemyndigheders afgørelse vedrørende skatteansættelsen indgives skriftlig og begrundet til skatteankenævnet, og en sådan klage skal være modtaget i skatteankenævnet senest en måned fra sagsøgerens modtagelse af den afgørelse, der klages over. Skatteforvaltningens afgørelse blev truffet den 23. august 2005, og ankenævnet modtog først sagsøgerens foreløbige klage pr. telefax den 29. september 2005. Alligevel accepterede ankenævnet den foreløbige klage, men fastsatte frist til 14 dage efter ankenævnets kendelse for 2003 - der blev afsagt den 25. november 2005 - til at fremsende en endelig og begrundet klage, hvilket sagsøgeren aldrig gjorde, selv om sagsøgeren i sin oprindelige klage selv anførte, at klagen senere ville blive præciseret. Skatteankenævnet har derfor med rette afvist sagsøgerens klage.

Sagsøgte frifindes derfor tillige for sagsøgerens påstand vedrørende indkomståret 2004.

Indkomståret 2005

Sagsøgeren er skattepligtig af overskud ved skibsdrift og af genvundne afskrivninger ved salg af skibsanparter, jf. statsskattelovens § 4 og afskrivningslovens § 9.

Skattemyndighederne har oplyst, at man har opgjort sagsøgerens indkomst ved skibsdrift og hans genvundne afskrivninger ved salg af anparter på baggrund af indberetninger og på baggrund af tidligere afskrivninger, herunder afskrivninger, der tidligere er fastsat af landsskatteretten.

Sagsøgeren har gjort gældende, at beregningerne er fejlbehæftede, men har ikke nærmere konkretiseret, hvori fejlene skulle bestå.

Da sagsøgeren således ikke har godtgjort, at skattemyndighedernes beregninger vedrørende skibsdriften og genvundne afskrivninger er fejlbehæftede, tages heller ikke denne del af sagsøgerens påstand til følge.

Efter § 11, stk. 2, 1. pkt., i den dagældende ejendomsværdiskattelov, er sagsøgeren berettiget til et nedslag i ejendomsværdiskatten for ejendommen beliggende ..., da ejendommen dels anvendes privat og dels anvendes erhvervsmæssigt.

Skattemyndighederne har nedsat sagsøgerens ejendomsværdiskat med 25 %, og sagsøgeren har ikke godtgjort, at den erhvervsmæssige anvendelse af ejendommen oversiger 25 %. Der er herved lagt vægt på, at der ikke er sket en fordeling efter vurderingslovens § 33, stk. 5, og sagsøgeren har ikke i øvrigt godtgjort, at skattemyndighederne som påstået har godkendt, at værdien af den erhvervsmæssige andel udgør 44 %, idet bemærkes, at det ikke er den arealmæssige andel, der er afgørende.

Sagsøgte frifindes derfor også for sagsøgerens påstand om et større nedslag i ejendomsværdiskatten.

Skattemyndighederne har oplyst, at man ved en gennemgang af selskabets bilag har konstateret, at selskabet har betalt 38.370 kr. i husleje, lys, varme, husforsikring og kreditforeningssydelser, og at selskabets andel rettelig alene udgjorde 10.100 kr. hvorfor sagsøgeren burde have været beskattet af 28.270 kr., men at man dog har valgt alene at beskatte sagsøgeren af en lejeindtægt på 15.200 kr.

Sagsøgeren har ikke påpeget fejl i skattemyndighedernes udregninger, hvorfor hans skattepligtige indkomst med rette er forhøjet som sket.

Sammenfattende tages sagsøgtes frifindelsespåstand således i det hele til følge.

Efter sagens udfald har sagsøgeren tabt sagen, hvorfor han til sagsøgte, skal betale sagens omkostninger med 45.000 kr. Beløbet dækker sagsøgtes rimelige udgift til advokatbistand, idet der herved bl.a. er taget hensyn til, at sagen har omfattet 6 indkomstår og flere forskellige skatteretlige problemstillinger.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Inden 14 dage skal sagsøgeren, A, til sagsøgte betale sagens omkostninger med 45.000 kr.