Dokumentets metadata

Dokumentets dato:23-08-2011
Offentliggjort:31-08-2011
SKM-nr:SKM2011.569.SR
Journalnr.:11-081393
Referencer.:Statsskatteloven
Ligningsloven
Dokumenttype:Bindende svar


Personalegoder - arrangement/tur til Oslo for 55+ medarbejdere

Skatterådet kan ikke bekræfte, at et arrangement for 55+ medarbejdere til Oslo er skattefrit. Arrangementet har en varighed af tre dage. På arrangementets første dag er programsat foredrag om henholdsvis økonomi, sundhed og fritid i den tredje alder.Skatterådet kan ikke bekræfte, at arrangementet er skattefrit, når personaleforeningen får tilskud af arbejdsgiveren og står for selve arrangementet.Skatterådet kan ikke bekræfte, at en del af arrangementet kan skilles ud som skattefrit.


Spørgsmål

  1. Er arrangementet for 55+ medarbejdere til Oslo skattefrit?
  2. Er arrangementet skattefrit, når personaleforeningen får tilskud af spørger og står for selve arrangementet?
  3. Hvis det mod forventning vurderes, at arrangementet i sin helhed er skattepligtigt, kan en del af arrangementet så skilles ud som skattefrit?

Svar

  1. Nej
  2. Nej
  3. Nej

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger er en kommune, som via trepartsmidlerne har besluttet at yde tilskud til seniorordninger gennem sin personaleforening. Personaleforeningen har derefter tilbudt et enkeltstående arrangement/tur til Oslo til alle 55+ medarbejdere i kommunen. Alle udgifter er dækket af trepartsmidler.

Turens sigte er fastholdelse af seniorer i kommunen med vægt på netværk, kost motion, økonomi m.v.

Der er følgende program for arrangementet:

Fredag

Kl. 09.45 - 10.30

Check in

Kl. 10.30 - 12.00

Foredrag: "Økonomi i den 3. alder"

Kl. 12.00

Frokost

Kl. 13.30

Foredrag: "Sundhed i den 3. alder"

Kl. 14.45

Sund pause

Kl. 15.00

Foredrag: "Fritid i den 3. alder"

Kl. 16.00

Check in i kahytter

Kl. 17.30

middag

Kl. 20.00 - 21.00

Ballroom fitness

Kl. 21.00 - 22.00

Øl/vinsmagning

Lørdag

Kl. 07.00 - 09.00

Morgenbuffet

Kl. 09.30

Ankomst til Oslo

Kl. 09.30

Oslo - en 3 timers guidet sightseeing med bus

Eftermiddag

På egen hånd i Oslo

Kl. 16.30

Seneste check in

Kl. 17.00

Afgang fra Oslo

Kl. 17.30

Middag

Kl. 20.00 - 21.00

Ballroom fitness

Kl. 21.00 - 22.00

Øl/vinsmagning

Søndag

Kl. 07.00 - 09.30

Morgenbuffet

Kl. 09.30

Ankomst til København

Turens samlede pris inkl. transport fra opsamlingssted er 2.100 kr. pr. medarbejder. Deltagerne har selv betalt for eventuel deltagelse i ølsmagning eller vinsmagning om aftenen.

Forinden anmodningen om bindende svar havde spørger henvendt sig til SKAT for at få oplysning om de skattemæssige konsekvenser for medarbejderne. SKAT har vejledende svaret, at det påtænkte tilskud til arrangementet vil være skattepligtigt for medarbejderne, og at spørger som arbejdsgiver skal indberette tilskuddet for den enkelte ansatte.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Spørger har - efter at have modtaget SKATs vejledende svar - bedt en rådgiver vurdere sagen. Rådgiveren har følgende argumentation:

Studierejse for medarbejdere, hvor rejsens indhold er af overvejende arbejdsmæssig karakter

Hvis medarbejderne bliver sendt på en studierejse som primært tilgodeser arbejdsgiverens interesser, sker der ikke beskatning hos medarbejderne.

Kravet om, at en studierejse primært skal være afholdt i virksomhedens interesse, må afgøres konkret ud fra en samlet bedømmelse af den enkelte rejse.

De medarbejdere der påtænker at deltage i ovennævnte arrangement vil medvirke i de nævnte foredrag.

Da firmaarrangementet sigter på at fastholde seniorer i kommunen, må indholdet siges at være arbejdsrelateret på samme måde som der arrangeres foredrag vedrørende virksomhedens pensionsordning (en pensionsrådgiver holder indlæg om pensionsordningen), strategiplanlægning (ledelsen giver indlæg om virksomhedens fremtidige strategi) osv. På samme måde afholdes der indlæg i enkelte afdelinger i en virksomhed om arbejdsrelaterede forhold, idet samtlige medarbejdere i virksomheden ikke har behov for at deltage.

Det er rådgivers opfattelse, at medarbejdernes deltagelse i de nævnte foredrag, i overvejende grad er afholdt i virksomhedens interesse, hvorefter medarbejderne ikke skal beskattes.

Uddannelse/kursus for medarbejderne

Ifølge ligningslovens § 31 fremgår det, at medarbejderes deltagelse i uddannelse og kurser, er skattefri for medarbejderne.

Det er dog en betingelse, at uddannelsen eller kurset ikke udelukkende har privat karakter for modtageren. I denne sammenhæng er det ikke en forudsætning, at kurset henvender sig til samtlige medarbejdere i virksomheden.

Da det er oplyst at turens sigte er fastholdelse af seniorer i kommunen med vægt på netværk, kost, motion, økonomi mv. er det rådgivers opfattelse, at indholdet ikke har udelukkende privat karakter for modtageren.

Personalepleje

Det fremgår af ligningsvejledningen 2011, Almindelig del, afsnit A.B.1.9.23, at deltagelse i firmafester, hvortil arbejdsgiveren helt eller delvis afholder udgifterne, ikke beskattes. Det fremgår ikke af denne formulering, at firmafester som afholdes uden for arbejdsgiverens adresse, skal beskattes hos medarbejderne.

Det fremgår ligeledes heller ikke, at hvis en afdeling (ikke hele firmaet) holder en personalesammenkomst, skal der ske beskatning.

Det er rådgivers opfattelse, at der indenfor en virksomhed (kommune) foregår en lang række arrangementer, som er tilbudt dels til samtlige medarbejdere og dels til en begrænset kreds.

I en afgørelse fra 2008 har Skatterådet (SKM2008.1002.SR ) afgjort en sag hvor ansatte, der meldte sig ind i nærmere angivne fritids- og medarbejderklubber, blev skattepligtige af de af arbejdsgiveren ydede klubtilskud. De angivne klubber havde følgende formål:

Ladiesklub

En flok kvindelige medarbejdere mødes 1 gang månedligt for at gå på cafe, i biografen eller ud og spise.

Kunstklub

Medarbejdere i Jylland mødes 1 gang hvert halve år, for at gå på kunstudstilling sammen, har foredragsholdere på besøg eller får undervisning i at male.

Motionsklub

En gruppe medarbejdere mødes hver uge for at dyrke forskellige former for motion sammen,

bl.a. svømning, løb, gang og gymnastik

Fitnessklub

En gruppe medarbejdere træner sammen i det lokale fitnesscenter 1 gang ugentligt.

Det er rådgivers opfattelse at indmeldelse i de nævnte klubber har et noget anderledes og mere privat formål end turen til Oslo.

Jf. SKM2010.469.SR ansås medarbejdernes deltagelse i et ugentligt løbetræningsprogram for skattepligtigt for den enkelte medarbejder, hvorimod deltagelse i et foredrag/workshops om bl.a. "Kost og Ernæring, Løbeskader" m.v. blev anset for at være skattefrit for medarbejderne.

Begrundelsen fra SKAT var, at da foredraget blev afholdt på arbejdspladsen, var der tale om sædvanlig personalepleje.

I spørgers situation foregår arrangementet ikke på arbejdspladsen, hvilket er en af de begrundelser for beskatning, som SKAT anfører.

En lang række arrangementer i landet kommer ikke samtlige medarbejdere til gode, ligesom de foregår udenfor arbejdspladsen, f.eks. introduktionsdag for nye medarbejdere, kvindeløb og mandeløb uden at der i årenes løb er afgjort sager, hvor deltagerne er blevet beskattet, er det vor opfattelse, at arrangementet med Oslo færgen tillige må kunne anses for at være skattefrit som personalepleje.

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Lovgrundlag

Statsskatteloven § 4

Den skattepligtiges samlede årsindtægt betragtes som skattepligtig indkomst, uanset fremtrædelsesformen, hvis der ikke i lovgivningen i øvrigt er gjort undtagelser herfra.

Ligningsloven § 16, stk. 1

Indkomstopgørelsen efter statsskatteloven § 4 præciseres for så vidt angår personalegoder. Ved opgørelse af den skattepligtige indkomst medregnes vederlag i form af formuegoder af pengeværdi eller sparet privatforbrug, der ydes som led i arbejdsaftaler.

Ligningsloven § 16, stk. 3, 1. pkt.

Den skattepligtige værdi af et personalegode skal som udgangspunkt fastsættes til den værdi, som det må antages at koste den skattepligtige at erhverve godet i almindelig fri handel.

Ligningsloven § 16, stk. 3, 3. og. 4. pkt.

Personalegoder, som arbejdsgiveren i overvejende grad har ydet af hensyn til den ansattes arbejde, beskattes kun, hvis den samlede værdi af disse goder fra en eller flere arbejdsgivere m.v. overstiger et grundbeløb på kr. 3.000. Beløbet reguleres efter personskatteloven § 20, og udgør for 2011 kr. 5.500. Hvis personalegodernes samlede værdi i indkomståret overstiger grundbeløbet, beskattes hele den samlede værdi.

Ligningsloven § 31, stk. 1 og 2,

Arbejdsgivers betaling af udgifter til uddannelse og kurser er som udgangspunkt ikke skattepligtigt for den ansatte.

Et kursus er dog ikke omfattet af skattefrihed efter stk.1, hvis det udelukkende har privat karakter for modtageren.

Cirkulære nr. 72 af 17/04/1996, pkt. 12.4.2. (Personaleplejefritagelsen):
Goder uden en væsentlig økonomisk værdi, der ydes på arbejdspladsen som led i almindelig personalepleje som fx kaffe-, kantine- og kunstordninger eller lignende, beskattes ikke.

Praksis

SKM2011.333.SR
Skatterådet fandt, at medarbejdere, der af deres arbejdsgiver får betalt seniorkursus, skal beskattes af kursets værdi. Skatterådet lagde vægt på, at kurset hovedsageligt vil beskæftige sig med emner, der har til formål at forberede til eller takle tilværelsen som senior. Emner såsom planlægning af privat økonomi, overvejelser angående de arvemæssige spørgsmål eller justeringer vedrørende den sunde livsstil har således ikke det nødvendige erhvervsmæssige islæt, der kræves for at anse en sådan rådgivning for erhvervsrelateret uddannelse eller kursus. Skatterådet fandt, at en accessorisk ydelse i form af overnatning heller ikke var skattefri for medarbejderne.

SKM2010.165.VLR
Værdi af en arbejdsgiverbetalt rejse til New York, som udelukkende var af social og turistmæssig karakter, var skattepligtig for den ansatte. Praksis vedrørende julefrokoster og andre lignende personalearrangementer, som er skattefrie, kan ikke tillægges betydning for beskatningen af en rejse af den karakter. Værdien af godet skulle fastsættes til den værdi, som det må antages at koste den skattepligtige at erhverve godet i almindelig fri handel.

SKM2008.324.BR og SKM2008.325.BR
Skitur til Alpe d'Huez betalt af advokatfirmaet (A/S) blev anset for et skattepligtigt personalegode, som skal værdiansættes til arbejdsgiverens faktiske udgifter både for en ansat administrator og en partner (aktionær).

SKM2009.429.SR
Skatterådet kunne ikke bekræfte, at deltagelse i en netværkstur til en europæisk by ville være erhvervsmæssig og dermed uden skattemæssige konsekvenser for deltagerne.

Begrundelse

Spørgsmål 1

Spørger ønsker bekræftet, at arrangementet for 55+ medarbejdere til Oslo er skattefrit.

Vederlag i form af formuegoder af pengeværdi eller sparet privatforbrug, der modtages som led i et ansættelsesforhold, skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. statsskatteloven § 4 og ligningsloven § 16, stk. 1.

Vedrørende studierejse for medarbejdere

For ferierejser og andre rejser, der hverken har en konkret og direkte sammenhæng med virksomhedens indkomstskabende aktiviteter eller i øvrigt tilgodeser virksomhedens interesser, skal der ske beskatning hos deltageren.

På baggrund af det oplyste, herunder programmet for turen, er det Skatteministeriets opfattelse, at arrangementet til Oslo ikke har en konkret og direkte sammenhæng med spørgers aktiviteter og ej heller konkret og direkte tilgodeser spørgers interesser. Arrangementet er nærmere af privat, turistmæssig og social karakter, og kan derfor ikke anses for en studierejse.

Vedrørende uddannelse/kursus for medarbejderne

De kurser, som er lagt ind i arrangementet, vedrører privatøkonomi, ernæring samt fritid. Der er således tale om kurser vedrørende medarbejdernes private forhold. Det er derfor Skatteministeriets opfattelse, at de planlagte foredrag er af privat karakter og således ikke omfattet af skattefriheden i ligningslovens § 31, stk. 1, jf. ligningsloven § 31, stk. 2.

Vedrørende personalepleje

Arrangementet er efter Skatteministeriets opfattelse ikke omfattet af personaleplejefritagelsen, da det foregår udenfor arbejdspladsen, ikke er uden væsentlig økonomisk værdi og ikke tilbydes alle spørgers ansatte.

Vedrørende firmaarrangementer

Det er i praksis accepteret, at arrangementer uden fagligt indhold som julefrokost, sommerfest og firmaskovtur kan holdes uden for arbejdspladsen, når disse er af rimeligt omfang og varighed. Der skal i den forbindelse foretages en konkret vurdering af det enkelte arrangement.

Ud fra en samlet vurdering kan praksis for skattefrihed for firmaarrangementer efter Skatteministeriets opfattelse ikke udstrækkes til at omfatte spørgerens arrangement. Der er ved vurderingen især lagt vægt på, at arrangementet varer 3 dage, at det inkluderer en udlandsrejse, arrangementets indhold og at arrangementet i sin helhed ikke kan sammenlignes med et sædvanligt firmaskovtursarrangement.

Arrangementet er således skattepligtigt for medarbejderne, jf. statsskatteloven § 4, jf. ligningsloven § 16, stk. 1.

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 1 besvares med et nej.

Spørgsmål 2

Spørger ønsker bekræftet, at arrangementet er skattefrit, når personaleforeningen får tilskud af spørger og står for selve arrangementet.

Det er alene arbejdsgiveren som har ydet godet. De skattemæssige forhold ændres ikke ved, at godet stilles til rådighed via personaleforeningen.

Der henvises til begrundelsen i spørgsmål 1.

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 2 besvares med et nej.

Spørgsmål 3

Spørger ønsker oplyst, om en del af arrangementet kan skilles ud som skattefrit, hvis det mod forventning vurderes, at arrangementet i sin helhed er skattepligtigt.

Det fremgår af begrundelsen i spørgsmål 1, at hverken foredragene eller det øvrige arrangement kan anses for skattefrit for medarbejderne. Skatteministeriet finder derfor ikke grundlag for at skille en del af arrangementet ud som skattefrit.

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 3 besvares med et nej.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skatteministeriets indstilling og begrundelse.