De pensionsberettigede, der har en SP-konto i et penge- eller pensionsinstitut er skattepligtige af deres pensionsafkast på individniveau.
En SP-ordning i et penge- eller pensionsinstitut er en pensionsordning, hvorpå der er indsat pensionsmidler fra en SP-konto i ATP.
Fra 1. januar 2005 blev indehavere af SP-konti i pengeinstitutter skattepligtige af afkastet.
Det blev muligt at overføre ordningen efter PBL § 41 fra den 1. juli 2005. Se C.G.4.1.3 om penge- og pensionsinstitutters angivelse og afregning ved ophævelse af pensionsordninger.
Indtil 1. oktober 2010 var det muligt at have en SP-konto i ATP, i et pengeinstitut eller et pensionsinstitut. SP-konti i et penge- eller pensionsinstitut blev for indkomståret 2010 beskattet på individniveau, og SP-konti, der blev administreret af ATP, blev beskattet på institutniveau.
Den 1. oktober 2010 blev indeståender i SP, som det ikke har været muligt at udbetale eller som ikke er overført til en ratepensionsordning eller en pensionsordning med løbende udbetalinger, overført til Arbejdsmarkedets Tillægspension til forvaltning. Afkastet af disse overførte indeståender vil fra 1. oktober 2010 være pensionsafkastskattepligtige for ATP efter PAL § 1, stk. 2, nr. 4. Berettigede til de overførte indeståender kan inden for 5 år fra den 1. maj 2010 få udbetalt deres tilgodehavender mod dokumentation herfor.
Alle de pågældende konti er ophørt i forbindelse med afviklingen af Den Særlige Pensionsopsparing. Pensionsafkastbeskatningslovens § 1, stk. 1, nr. 4 er derfor ophævet med virkning fra og med indkomståret 2012, jf. § 3, nr. 1 i lov nr. 599 af 14. juni 2011. Den tidligere PAL § 1, stk. 1, nr. 5 blev herefter PAL § 1, stk. 1, nr. 4.