Dokumentets metadata

Erhvervsmæssig virksomhed - skønhedsklinik - fradrag for driftsunderskud

Sagsøgeren drev hudpleje- og skønhedsklinik i personligt regi og ønskede fradrag for virksomhedens driftsunderskud i indkomståret 2002 i sagsøgerens anden indkomst. Retten anså det ikke for godtgjort, at sagsøgeren forud for opstart af virksomheden havde udarbejdet et realistisk budget, at budgettet løbende var blevet revideret i overensstemmelse med de faktiske økonomiske forhold, og at virksomhedens forretningsplan havde dannet grundlag for virksomhedens drift. Henset til, at virksomhedens årsregnskaber derudover udviste et negativt resultat i perioden 2000-2003, og at der i perioden ikke var afholdt lønudgifter til sagsøgeren og virksomhedens daglige administrator, lagde retten til grund, at virksomheden ikke var etableret og drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste.Da virksomheden som følge heraf ikke kunne anses for at være erhvervsmæssig, var sagsøgeren ikke berettiget til at foretage fradrag for virksomhedens underskud i indkomståret 2002. Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Parter

A
(Advokat Peter Gerken)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokatfuldmægtig Eline Thorup Ringgaard)

Afsagt af byretsdommer

Eva Skov

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt skattemyndighederne med rette har nægtet sagsøgeren fradrag for underskud i virksomhed efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Sagsøgeren, A, har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal tilpligtes at anerkende, at sagsøgeren for indkomståret 2002 er berettiget til at foretage fradrag for underskud i virksomhed principalt som selvangivet med 95.839 kr., subsidiært med et efter retten fastsat mindre beløb.

Sagsøgtes påstand er frifindelse, subsidiært hjemvisning af sagen til fornyet ansættelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret 2002 ved de lokale skattemyndigheder.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Den 17. december 2008 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse om As selvangivelse for indkomståret 2002:

"...

Sagen drejer sig om ikke godkendt fradrag for underskud af virksomhed, da den ikke er anset for erhvervsmæssig.

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 2002

Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag for underskud selvangivet med 96.839 kr.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

Sagens oplysninger

Klageren drev virksomheden H1. Virksomhedens hovedaktivitet bestod i salg af hudpleje produkter samt udlejning af lokaler beliggende i samme ejendom. Klageren begyndte virksomheden i 2000 og solgte den 1. juni 2004. Sideløbende med virksomheden arbejdede klageren som lønmodtager.

Virksomheden har for indkomstårene 2000, 2001, 2002 og 2003 haft et underskud på henholdsvis -115.585 kr., -104.146 kr., -96.839 kr. og -106.744 kr.

Klageren har for indkomstårene 2000 til 2003 haft lønindkomst på henholdsvis 309.528 kr., 302.106 kr., 327.625 kr. og 77.886 kr.

I indkomståret 2004 indtil 1. juni 2004 drev klageren sideløbende med H1 virksomheden www. H2 .dk, hvor klageren solgte telefoner og lignende via Internettet samt på markeder i ...1 og ...2. Regnskabet for 2004, der udviste et skattemæssigt overskud på 27.568 kr., angik begge virksomheder.

Det selvangivne underskud for indkomståret 2002 fremkommer således:

Omsætning		72.871
Vareforbrug		-29.161
Bruttoavance		+43.710
Fragt m.v.	11.498
Annoncer, kundepleje, repræsentation	33.147
Husleje efter fremleje	14.142
Forbrugsafgifter og renholdelse	6.866
Reparation og vedligeholdelse	1.354
Anskaffelser, diverse	12.915
Anskaffelser, EDB-udstyr	23.346
Abonnementer, kontorartikler og porto	11.226
Revisor	2.500
Advokat	2.400
Telefon og internet	14.599
Taxa/billeje	6.592	-140.585
Resultat		-96.875

Det er oplyst, at klageren i 2002 anskaffede sig en stationær computer, en bærbar computer, to modem, en fladskærm og en printer for i alt 23.356 kr. Der blev foretaget fradrag herfor i virksomhedens indkomst. Skat har anset udstyret for at skulle fungere samlet, hvorfor udgifterne ikke kan straksafskrives, men skal afskrives efter afskrivningslovens § 5, stk. 2-3.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag for underskud på 96.839 kr.

Det er en betingelse for fradrag for alle driftsudgifter, at der er tale om erhvervsmæssig virksomhed. Når der ikke er tale om erhvervsmæssig virksomhed, kan der kun godkendes fradrag for driftsudgifter med et beløb svarende til indkomsten. Der kan således ikke i anden indkomst fratrækkes et underskud.

Virksomheden eksisterer i en periode på ca. 3 ½ år, hvor det gennemsnitlige underskud de første 3 år har udgjort ca. 105.000 kr. Først i perioden 1. januar 2004 til 1. juni 2004 udviser driften et overskud på 3.557 kr. Der er ikke foretaget afskrivninger eller beregnet en driftsherreløn til ejeren.

Under henvisning til, at virksomheden sælges pr. 1. juni 2004, er det skatteankenævnets opfattelse, at det beregnede overskud på 3.557 kr. før afskrivninger ikke umiddelbart kan tages til indtægt for, at virksomheden i hele indkomståret 2004 ville have været rentabel.

Det er således ankenævnets opfattelse, at resultatet havde været anderledes, såfremt driften havde fortsat hele året som led i sædvanlig drift. Ankenævnet har i den forbindelse henvist til, at der ikke har været afholdt større udgifter til inventar og driftsmidler samt øvrige uforudsigelige udgifter, som normalt vil være en del af virksomhedens drift. Ankenævnet bemærker, at virksomheden er under afvikling.

Resultatet i 2004 kan således ikke begrunde, at virksomheden har været rentabel og dermed erhvervsmæssigt drevet i årene forud.

SKAT har opdelt regnskabet for 2004 for de to virksomheder og opgjort resultatet for H1 således:

Nettoomsætning	120.755 kr.
Varekøb	-101.262 kr.
Varelager primo	-12.022 kr.
Salg af varelager	49.436 kr.
Vareforbrug i alt	-63.848 kr.
Salgsfremmende omkostninger	-10.360 kr.
Lokaleomkostninger	-22.568 kr.
Administrationsomkostninger	-19.086 kr.
Transport omkostninger	-1.336 kr.
Øvrige kapacitetsomkostninger	-53.350 kr.
Resultat før afskrivning	+3.557 kr.

SKAT har ved opgørelsen af den samlede udgift til revisor på 13.188 kr. medregnet 8.792 kr., svarende til to tredjedele af den samlede udgift.

Klagerens påstand og argumenter

Der er nedlagt påstand om, at der skal godkendes fradrag for underskud på i alt 96.839 kr.

Det er repræsentantens opfattelse, at klageren har drevet en virksomhed, der indenfor en rimelig årrække må forventes at kunne blive rentabel og dermed opfylde betingelserne for fuld fradragsret af de omhandlede udgifter.

Vedrørende fradrag for underskud har repræsentanten anført, at overskud i klagerens virksomhed har vist sig på et noget tidligere tidspunkt end i TfS 1999.863, der vedrørte en virksomhed, som stadig var underskudsgivende efter fem år. Resultatet af årsrapporten for 2004 medfører, at SKATs begrundelse om, at virksomheden ikke i fremtiden vil give overskud, ikke kan opretholdes. Selve afgørelsen, herunder tidspunktet for ændringen af skatteansættelsen er truffet uden, at SKAT har haft det fornødne grundlag for at fastslå i hvilket omfang virksomheden kunne eller ikke kunne blive overskudsgivende.

Dette er endvidere baggrunden for, at virksomheden har kunnet afstås til tredjemand. Repræsentanten har yderligere fremhævet, at virksomhedens forretningsområde har været baseret på et marked med stor potentiel indtjeningsværdi, og haft et attraktivt kommercielt formål.

Repræsentanten har vedrørende småanskaffelserne fremhævet, at det ikke ses dokumenteret af SKAT, at de omhandlede seks enheder af edb-udstyr kun kan fungere samlet. Det er således ikke dokumenteret, at det samlede beløb overstiger bundgrænsen for småanskaffelser på 10.500 kr.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Selvstændige erhvervsdrivende kan ved opgørelsen af den personlige indkomst foretage fradrag for udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, jf. personskattelovens § 3, stk. 2.

Det er en forudsætning for fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, at der er tale om en igangværende virksomhed, og at der har foreligget en aktuel driftsmæssig begrundelse for afholdelse af udgiften.

I virksomheder, der ikke er erhvervsmæssige, kan der alene foretages fradrag for de udgifter, der har været forbundet med indkomsterhvervelsen, jf. nettoindkomstprincippet. Underskud af ikke erhvervsmæssig virksomhed kan ikke fradrages i anden indkomst.

Ved vurderingen af, hvorvidt en virksomhed i skattemæssig henseende har været anlagt og drevet erhvervsmæssigt forsvarligt, lægges der vægt på, om virksomheden har haft et vist omfang, samt om virksomheden er etableret med udsigt til at opnå en fortjeneste, der står i rimeligt forhold til den investerede kapital og arbejdsindsats. Der lægges ved vurderingen således vægt på virksomhedens omsætning og resultater samt den af indehaveren tilrettelagte driftsform. Der kan endvidere henvises til Ligningsvejledningens afsnit E.A.1.2.2 .

Landsskatteretten bemærker, at klageren har realiseret underskud i indkomstårene 2000, 2001 og 2002, ligesom der i 2003 ikke har været noget overskud og i 2004 kun har været overskud i H1 af meget beskeden størrelse.

Det er Landsskatterettens opfattelse, at klagerens virksomhed ikke kan anses for erhvervsmæssig drevet i indkomståret 2002.

Uanset det forhold, at virksomheden har udvist et meget beskeden overskud for halvdelen af 2004, er det Landsskatterettens opfattelse, at virksomhedens underskud på grundlag af de foreliggende regnskabsresultater for indkomstårene 2000 til 2003 ikke kan anses for alene at have været forbigående.

Landsskatteretten finder herefter ikke, at virksomhedens underskud kan anses for fradragsberettiget, og skatteankenævnets afgørelse stadfæstes derfor i det hele.

..."

Sagen er anlagt den 18. marts 2009.

Forklaringer

A har forklaret, at han er uddannet lager og transportarbejder. Han havde et ønske om at blive selvstændig. Han havde ikke kendskab til branchen med hudpleje og skønhedsklinik. Han havde kontakt til NM, som var en tidligere kollega. NM vidste, at han ønskede at blive selvstændig. NM havde en virksomhed, som var startet op, og som han kunne overtage. De indgik en aftale om overdragelse af virksomheden, bilag 12. Købsprisen blev fastsat af sælgeren. Virksomheden havde som sådan ingen økonomisk værdi for ham, da han selv skulle opbygge den. Han overtog inventaret fra den tidligere virksomhed og overtog samtidig en lejekontrakt. Han ville dele lejemålet op og udleje lokaler til selvstændige kosmetologer og lignende. Han skulle ikke selv udføre hudplejearbejdet, men kun sælge hudplejeprodukter til kosmetologerne. Den daglige ledelse skulle forestås af NM. NM var i branchen, idet han var uddannet massør eller kosmetolog, og han fortsatte med at drive massørvirksomhed fra et af lokalerne.

Ved opstart af virksomheden H1 indgik han en ansættelsesaftale med NM, bilag 13. Aftalen kom imidlertid ikke til at virke, da der ikke var økonomi i virksomheden til at have en ansat. Det var meningen, at NM på sigt skulle ansættes. Han og NM indgik senere en samarbejdsaftale, fordi ansættelsesaftalen ikke kunne gennemføres. NM udførte de arbejdsopgaver, som var forudsat i aftalen, selvom han ikke fik løn. Han fik adgang til at bruge computeren og kaffemaskinen, og desuden havde han adgang til kundekartoteket og kunne anvende det i sin egen klinik, som blev drevet fra virksomheden.

Hvert år var han ude ved revisoren for at lave regnskaber og lægge ny plan for virksomheden. Der var mange ting, som gik hen overhovedet på ham. Der blev udarbejdet en forretningsplan, bilag 7, hos revisoren SJ. Der blev lavet en ny hvert år, da virksomheden ikke kunne holde budgettet. SJ krævede, at der blev lavet en ny plan. Planen i bilag 7 blev vist nok udarbejdet efter 1 års drift. Der blev lavet i alt 3 planer. Det var ham, NM og SJ, som udarbejdede planerne. Han vidste, at virksomheden ville få en svær start, og at der først ville være overskud efter nogle år. Det var hans opfattelse, at hudplejeklinikken ville blive rentabel. Markedet var konkurrencebetonet, og de havde en strategi med at give gavekort. Han mente, at det ville give flere kunder. I starten brugte de mange penge til reklame for at skaffe kunder. Alle tandlæger i byen modtog et brev med et gavekort, og der blev også sendt brev ud til frisørerne. Det gav mange kunder. Senere ændrede de strategien, således at ansigtsbehandlingen var gratis, så kunden i stedet købte hudplejeprodukterne. De prøvede lidt af hvert med hensyn til reklame. De lavede tyve forskellige breve med henvendelser, som lå som skabeloner på computeren. Skabelonerne findes ikke længere, da computeren er gået ned. Klinikken havde åbningstid fra kl. 10 til kl. 20, da NM havde en times telefontid fra kl. 9-10.

Han kom i virksomheden stort set hver dag. Han kontrollerede ikke kvitteringer, men spurgte, hvordan det gik. Han har nok brugt 20-25 timer om ugen i virksomheden. Virksomheden startede i ...3 i ...4, men da ejendommen skulle ombygges, flyttede han til andre lokaler i nærheden. Budgettet blev udarbejdet på baggrund af den respons, virksomheden fik efter den første reklamehenvendelse til samarbejdsparterne. Der var tale om et gæt for så vidt angår indtægterne. Han ved ikke, om budgettet i bilag 7 vedrørte 2001 eller et senere år. Han kan ikke huske, om han har haft to elever ansat. Der var noget snak om det, men han kan ikke huske, om det blev til noget. Han arbejdede ved siden af virksomhedsdriften og kørte taxa fra 18.00 til 06.00. Senere var han i en kort perioden i butik fra 10.00 til 18.00 samtidig med, at han kørte taxakørsel. Det var imidlertid for hårdt, og han kunne ikke holde til det. De private indskud, der er sket i virksomheden, var hans egne penge. Det indkøbte it-udstyr blev brugt i virksomheden. Computeren blev brugt til breve, kataloger og så videre. Printeren blev tilsluttet computeren for at kunne udskrive breve. Modemmet blev anvendt til internetforbindelse.

I 2004 var han til møde med SKAT i kommunen på grund af underskuddet i 2002. SKAT opfordrede ham til at sælge virksomheden, da den gav underskud. Han solgte herefter virksomheden til MM, jf. bilag 5 og 6. Det var hele virksomheden, som blev solgt, herunder også kundekartoteket og retten til lejemålet. Han mener, at MM ville drive virksomheden videre. Han kan ikke huske, hvordan han kom i kontakt med hende. Det var vist gennem NM. Efter salget har han intet haft med virksomheden at gøre, og samarbejdet med NM ophørte. I dag driver han en anden virksomhed, www. H2 .dk. Den har kostet meget arbejde, men i 2008/2009 begyndte den at gå godt.

NM har som vidne forklaret, at han i 2000 ejede virksomheden G1, som lavede massørforretninger, ansigtsbehandlinger mv. Den havde adresse i ...4, først på ...6 eller ...7 og senere i ...3. Han er uddannet massør og merkonom. Han kan ikke huske, hvornår han startede virksomheden. Det var muligvis i 1998 på ...8 i ...4. Han solgte virksomheden til sagsøgeren, da han havde sundhedsmæssige problemer og ikke kunne klare arbejdet. Han fik kontakt til sagsøgeren på et tidspunkt, hvor de begge var skraldemænd. Han fortalte om branchen til sagsøgeren, som fik interesse for den. Han fastsatte købsprisen for virksomheden ud fra værdien af inventaret, depositum mv. De lavede en samarbejdsaftale, da hans helbredsproblemer var uafklarede. Der blev indgået en ansættelsesaftale, bilag 13, men den kom ikke til at fungere, da han ikke kunne arbejde på fuld tid. Han blev således ikke lønmodtager i virksomheden.

I begyndelsen hjalp han sagsøgeren med planlægning og drift af virksomheden. Han blev daglig administrator i det omfang, han kunne klare det. Han havde kendskab til kunderne, klinikken og arbejdet i virksomheden mv. Han tror, at hans revisor fortsatte som revisor i den nye virksomhed. Sagsøgeren overtog hans kundekartotek. I starten var han der 2-3 dage om ugen for at hjælpe. Hans indsats i virksomheden var vekslende, og han var også i arbejdsprøvning et andet sted. Han mener også, at han var i arbejdsprøvning i hudplejeklinikken, og i 2004 blev han ansat i et halvdagsjob. Han og sagsøgeren fik tingene til at køre. De fik lejere ind, men ikke i fuldt omfang. Indtjeningen skulle komme fra lejerne for at dække de fast udgifter. De prøvede at finde lejere dels gennem annoncering i ugeavisen og dels gennem behandlernetværket. Derudover var der indtægter fra salg af hårplejeprodukter til lejerne. I 2000 var der kun én lejer. Senere var der 2 eller 3 lejere. I gennemsnit var der 2 lejere. Der kunne være 4 i alt. Han lejede selv et lokale og udførte massagebehandling. Han betalte leje for lokalet. Det var et område med stor konkurrence. Forretningsplanen, bilag 7, blev udarbejdet af ham og sagsøgeren sammen med revisoren SJ ved virksomhedens start i januar 2000. Budgettet var opstillet ud fra deres forventninger. Virksomheden kunne ikke holde budgettet. De fandt ud af, at konkurrencen var hårdere end forventet. De holdt møde hvert år med revisoren, hvor de drøftede forretningsplanen. De drøftede tidshorisonten for et salg med revisoren. Oplysningerne i forretningsplanen om konkurrencesituationen på markedet kom fra ham. Det var udarbejdet på grundlag af telefoniske oplysninger, statistiske oplysninger og anden undersøgelse af markedet. Planen var lånt fra hans tidligere virksomhed og redigeret til. De forskellige forretningstiltag, bilag 9 og 10, blev udarbejdet sammen med sagsøgeren. De aftalte, hvordan de skulle få kunder ind i butikken. De aftalte at markedsføre sig igennem tandlæger, og det gav kunder. Åbningstiden var fra kl. 09.00 til 20.00 og lørdag efter aftale. Det var enten ham, sagsøgeren eller en af lejerne, som tog imod telefonopkald. Lejerne havde eget CVR-nummer. Hans egne kunder var adskilt fra klinikkens kunder. Sagsøgeren købte hårprodukter ind og videresolgte dem lejerne. Alle betalinger gik ind over virksomhedens dankortterminal og blev efterfølgende afregnet mellem klinikken og behandlerne. Han arbejdede som massør både for klinikken og for sin egen virksomhed. Han modtog ikke løn fra klinikken, mens sagsøgeren ejede den.

I 2004 blev virksomheden solgt til MM. I en periode havde SKAT været efter sagsøgeren, og han blev presset til at sælge virksomheden, selvom den var begyndt at gå godt. Køberen, MM, var vist en af deres kunder, som de havde givet et kursus. Han er bekendt med overdragelsesaftalen, bilag 5. Der var tale om salg af hele virksomheden med kundekartotek, lejemål mv. På det tidspunkt var han lejer i lokalerne, og han fortsatte med sin egen virksomhed. Han havde fortsat problemer med helbredet og blev senere ansat i fleksjob i MMs virksomhed. Han arbejder stadig i virksomheden som administrationschef og behandler, men nu med en ny ejer. Virksomheden har haft overskud de sidste 2-3 år.

Da han selv drev klinikken, gik den godt. Han fik løn fra virksomheden, men havde også arbejde som skraldemand ved siden af. Han kan ikke huske virksomhedens omsætning. Han drev virksomheden alene uden lejere. Han troede, at lejere kunne trække flere kunder ind i sagsøgerens virksomhed.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende,

Sagsøgte har til støtte for sin frifindelsespåstand gjort gældende, at sagsøgeren med rette er blevet nægtet fradrag for underskud i virksomheden med hudpleje og skønhedsklinik i indkomståret 2002, idet virksomheden ikke havde erhvervsmæssig karakter. Det er således en betingelse for fradrag for virksomhedens underskud i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, at virksomheden havde erhvervsmæssig karakter. Bevisbyrden påhviler sagsøgeren, og den har han ikke løftet.

Virksomheden var ikke rentabel, og der har aldrig foreligget et erhvervsmæssigt forsvarligt grundlag for en antagelse om, at rentabel drift skulle være mulig. I hvert fald i indkomståret 2002 - hvor virksomheden i flere år havde givet underskud og langt fra havde levet op til sagsøgerens påståede forventninger om omsætning m.v. - stod det klart, at virksomheden ikke kunne give et overskud, der stod i rimeligt forhold til størrelsen af den investerede kapital og arbejdsindsats, hvilket er en betingelse for, at rentabilitetskriteriet er opfyldt.

Virksomheden gav underskud, selv om ingen del af indtjeningen er afsat til dækning af den ikke ubetydelige arbejdsindsats, som er ydet af sagsøgeren selv og af andre. Det er derfor helt åbenbart, at rentabel drift ikke har været mulig - hverken på kort eller lang sigt. Det samme gælder om det kapitalindskud, som sagsøgeren har foretaget i virksomheden.

Det fremlagte budget i bilag 7, sidste side, er udateret, hvorfor det ikke kan tages til indtægt for, at sagsøgeren forud for virksomhedens iværksættelse havde udarbejdet et budget for virksomheden. Hertil kommer, at der heller ikke foreligger oplysninger til understøttelse af de i budgettet indeholdte budgetoplysninger og -forudsætninger. De af sagsøgeren fremlagte bilag 8- 12 er ligeledes alle udaterede, og der foreligger således ingen oplysninger om, hvilke tiltag sagsøgeren rent faktisk iværksatte forud for opstarten og under driften af virksomheden. Herudover er der ingen dokumentation for, at sagsøgeren har "iværksat" forretningsplanens (bilag 7) indhold, ligesom det ikke er dokumenteret, at de data, der fremgår af forretningsplanen, har materialiseret sig i en egentlig rentabilitetsanalyse eller i øvrigt kommet til udtryk i det i bilag 7 vedhæftede budget. Endelig må bilag 9 og 10 i alle tilfælde formodes at angå en efterfølgende reklamering.

Der foreligger heller ingen efterfølgende og reviderede budgetter som følge af utvivlsomt ændrede budgetforudsætninger. De i budgettet anførte indtægter og udgifter stemmer på ingen måde overens med de faktiske udgifter og indtægter, som fremgår af selskabets regnskaber (bilag 2, 3 og A). Navnlig stemmer den realiserede omsætning på henholdsvis kr. 66.612,-, kr. 74.936,- og kr. 72.871,- på ingen måde overens med den budgetterede omsætning på kr. 873.520,-.

Sagsøgte har til støtte for sin subsidiære påstand gjort gældende, at denne er nedlagt ex tuto og begrundes med, at skattemyndighederne ikke særskilt har taget stilling til, hvorvidt de enkelte udgifter er fradragsberettigede, hvorfor sagen bør hjemvises til fornyet behandling ved de lokale skattemyndigheder, såfremt sagsøgeren måtte få medhold i, at virksomheden i 2002 havde erhvervsmæssig karakter. Under alle omstændigheder er det en fejl, at sagsøgeren har foretaget straksafskrivning af hjemme-pc udstyr i 2002, idet der er tale om aktiver, der er bestemt til at fungere samlet, og som overstiger beløbsgrænsen i henhold til afskrivningslovens § 6 (10.200 kr. i 2002).

Rettens begrundelse og afgørelse

Efter statsskattelovens § 6 kan sagsøgeren foretage fradrag i den personlige indkomst for driftsomkostninger under forudsætning af, at disse vedrører en virksomhed, som efter de sædvanlige skatteretlige kriterier kan anses for at være erhvervsmæssig. For at opfylde dette krav skal sagsøgerens virksomhed have et vist omfang og være etableret og drevet med udsigt til at opnå en fortjeneste, der står i et rimeligt forhold til den investerede kapital og arbejdsindsats.

Sagsøgeren har ikke dokumenteret, at han forud for opstart af virksomheden har udarbejdet et realistisk budget og løbende har revideret budgettet i overensstemmelse med de faktiske økonomiske forhold. Det er endvidere ikke godtgjort, at den fremlagte forretningsplan har dannet grundlag for virksomhedens drift. Ifølge regnskaberne har H1 i årene 2000 - 2003 udvist et negativt resultat på trods af, at der ikke har været afholdt lønudgifter til sagsøgeren eller til NM for deres arbejdsindsats i virksomheden. Det positive resultat for regnskabsåret 2004 må efter bevisførelsen antages at skyldes omlægning af driften fra skønhedsklinik til salg af mobiltelefoner, hvorfor det ikke kan tillægges betydning for vurderingen af rentabiliteten af skønhedsklinikken.

På den baggrund findes sagsøgeren ikke at have godtgjort, at virksomheden er blevet etableret og drevet med udsigt til at kunne opnå en rimelig fortjeneste. Driften af virksomheden har derfor ikke haft erhvervsmæssig karakter, hvorfor sagsøgeren ikke er berettiget til at foretage fradrag for virksomhedens underskud i 2002 ved opgørelsen af sin personlige indkomst i medfør af statsskattelovens § 6, litra a. Sagsøgtes påstand om frifindelse tages herefter til følge.

Sagsøgeren skal betale sagens omkostninger til sagsøgte med 20.000 kr. Beløbet dækker til udgifter til advokatbistand inklusiv moms. Retten har lagt vægt på sagens udfald, omfang og økonomiske værdi.

Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, skal inden 14 dage betale 20.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.