Dokumentets metadata

Dokumentets dato:25-10-2011
Offentliggjort:26-10-2011
SKM-nr:SKM2011.677.SR
Journalnr.:11-138269
Referencer.:Ligningsloven
Dokumenttype:Bindende svar


Julegave i form af Oplevelsesbevis/Hotelophold - ikke skattepligtigt for de ansatte

Skatterådet bekræftede, at en medarbejder kan modtage et Oplevelsesbevis-Hotelophold fra A A/S som julegave uden at den pågældende medarbejder bliver indkomstskattepligtig deraf.Skatterådet vurderede, at et oplevelsesbevis, der giver adgang til et hotelophold for 2 personer inkl. morgenmad, som ikke kan konverteres til en anden ydelse, ikke kan omveksles til kontanter, og som har en gyldighed på et år, kan sidestilles med en naturaliegave.Det forhold, at de ansatte i en virksomhed kan afvikle gaven på ca. 50 forskellige hoteller, ændrer ikke herved.


Spørgsmål

Kan Skatterådet bekræfte, at en medarbejder kan modtage et Oplevelsesbevis, hotelophold fra A A/S som julegave uden at den pågældende medarbejder bliver indkomstskattepligtig deraf?

Svar

Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

A A/S har siden 2003 drevet rejsebureauvirksomhed samt virksomhed med salg af gaveartikler, oplevelser m.v.

Særligt den sidste del har udviklet sig meget de seneste år dels via salg til private kunder, dels ved salg til virksomheder. A A/S's produkter er meget anerkendte produkter, som er blevet hyldevare i de største detailkæder og er placeret side om side med andre mærkevarer, som udgør gaveartikler, bøger, cd'er m.v. Vilkårene for det enkelte produkt kan være forskelligt alt afhængig af, om det sælges til private kunder eller til virksomheder.

A A/S har udviklet et koncept til salg af julegaver til virksomheder til disses medarbejdere, som både mange virksomheder og disses medarbejdere er særdeles glade for.

En lang række af A A/S's kunder er landsdækkende virksomheder, som gerne vil give de samme julegaver til alle sine medarbejdere.

En af de gaveartikler, som A A/S's kunder er særligt glade for er et Oplevelsesbevis, bestående i et hotelophold. Der er af SKAT den 11. oktober 2010 afgivet et bindende svar vedrørende beskatningen af medarbejdere, som modtager et sådant Oplevelsesbevis i form af et hotelophold.

Det pågældende bindende svar er tilsyneladende foranlediget af en af A A/S's kunder eller konkurrenter. A A/S har ikke været inddraget i anmodningen om det bindende svar og har ikke bidraget med oplysninger og har heller ikke været bekendt med, at der var indgivet anmodning herom.

Derfor er der heller ikke hos A A/S kendskab til, i hvilket omfang SKAT er bekendt med de rette faktiske forhold.

A A/S er ikke enig i SKAT's anvendelse af reglerne på Oplevelsesbeviset i form af hotelophold. A A/S finder på baggrund af sagsfremstillingen i afgørelsen ikke, at alle relevante faktuelle forhold har været til SKAT's rådighed. Derfor anmodes der om et bindende svar på ovennævnte spørgsmål.

Et Oplevelsesbevis bestående af et hotelophold er et gavebevis, der giver modtageren mulighed for at modtage en oplevelse bestående i en overnatning for 2 personer med morgenmad.

Oplevelsesbevist, Hotelopholdet har en værdi på op til 700,- kr.

Modtageren kan vælge blandt 91 hoteller i Danmark, Sverige, Tyskland, Østrig og Slovakiet. Antallet af hoteller vil fremover være ændret til ca. 50 i alt ved Oplevelsesbeviser i form af hotelophold til virksomheder med henblik på brug deraf som julegaver til virksomhedens medarbejdere.

Modtageren kan endvidere vælge mellem 5 campingpladser i Danmark.

Et Oplevelsesbevis bestående af et hotelophold giver udelukkende modtageren mulighed for at modtage et hotelophold med morgenmad. Oplevelsesbeviset kan ikke ombyttes til kontanter og såfremt Oplevelsesbeviset ikke benyttes, bortfalder muligheden for at modtage en overnatning.

Ved valg af overnatning på en campingplads, kan modtageren overnatte 2 nætter.

Modtageren skal selv sørge for transport til og fra destinationen og transporten sker også for egen regning.

Overnatning booker modtageren ved direkte kontakt til hotellet. A A/S tilbyder bortset fra tyske hoteller ikke at booking kan ske gennem A A/S. Baggrunden for at man tilbyder dette i relation til tyske hoteller, er de sproglige forhold.

Når der er mulighed for at vælge mellem flere hoteller, så er det fordi mange af A A/S's kunder er landsdækkende. Medarbejderne, som modtager disse Oplevelsesbeviser som julegaver, er derfor placeret over hele landet. En medarbejder i Århus er derfor ikke interesseret i et hotelophold til et hotel i Århus, men til et hotel i en anden del af landet. En medarbejder i Aalborg ønsker ikke et hotelophold til et hotel i Aalborg o.s.v.

Af administrative grunde har A A/S's derfor valgt, at Oplevelsesbeviset i form af et hotelophold giver den enkelte medarbejder, hvor end denne måtte have sit ansættelsessted, mulighed for at vælge det hotel, som er beliggende der, hvor det er attraktivt for den enkelte at overnatte.

Hotelbeviset har en 1-årig varighed ved salg til virksomheder, som bruger produktet som julegaver til deres medarbejdere. Ved salg af hotelbeviset til private kunder gennem detailhandlen, er varigheden 3 år.

Varigheden af det enkelte hotelbevis fremgår af dette.

Benytter medarbejderen sig ikke af gaven, fortabes den. Gaven kan ikke omveksles til kontanter. Tværtimod vil den enkelte gavemodtager have udgifter for at benytte sig af gaven i form af udgifter til transport m.v.

Ved salg til private kunder i detailhandlen, er der mulighed for at ombytte et hotelbevis til andre produkter. Det gælder imidlertid ikke for hotelbeviset, solgt til virksomheder som julegaver til disses medarbejdere. Nogle virksomheder køber et hotelbevis som julegave til alle sine medarbejdere, mens andre giver sine medarbejdere nogle valgmuligheder for julegavevalget. I den sidstnævnte situation, fremsender A A/S til arbejdsgiveren til udlevering til de enkelte medarbejdere en gavepakke, hvori det pågældende Oplevelsesbevis i form af et hotelophold ligger sammen med 4-7 andre af arbejdsgiveren valgte muligheder. Arbejdsgiveren betaler til A A/S den fakturerede pris for de bestilte og leverede gavepakker. Medarbejderen foretager ved modtagelsen af gavepakken sit valg mellem de af arbejdsgiveren bestemte muligheder.

Blandt A A/S's kunder er der flere virksomheder, som hver køber flere tusinde julegaver til medarbejderne. Der er således meget store virksomheder blandt kunderne. Et enkelt hotel vil således aldrig kunne levere det antal overnatningsmuligheder, som der ville være behov for ved de meget store kunders køb af hotelbeviser til deres medarbejdere som julegave. Deres kapacitet vil ikke være stor nok.

Det kan oplyses, at der på hvert hotelbevis er en udløbsdato, hvorefter hotelbeviset ikke kan benyttes længere. Der er ikke mulighed for at ombytte hotelbeviset til et andet produkt, når det er købt af en virksomhed til julegave til virksomhedens medarbejdere. I den forbindelse bemærkes det, at det modsatte er oplyst som en faktuel oplysning i det bindende svar af 11. oktober 2010, men at denne faktuelle forudsætning, ikke er korrekt.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Udgangspunktet er, at når en medarbejder modtager et vederlag for udførelsen af dennes arbejde, så skal dette vederlag beskattes. Det gælder uanset om vederlaget er et kontantbeløb eller i form af naturalier.

En af undtagelserne til denne hovedregel er, at julegaver, som en virksomhed giver sine medarbejdere for en værdi op til kr. 700,00 i form af naturalier, er skattefrie. Der henvises her til Juridisk Vejledning 2011-1, afsnit C.A.5.5.1 samt SKM2010.515.SR sidestilles gavebeviser, der ikke kan ombyttes eller refunderes og som angår et eller flere af arbejdsgiveren udvalgte naturalier, med naturaliegaver.

Ifølge det oplyste vil gaven i den nærværende sag bestå af et Oplevelsesbevis, hotelophold fra A A/S.

Modtageren kan efterfølgende vælge blandt 91 hoteller i Danmark, Sverige, Tyskland, Østrig og Slovakiet. Det blev dog oplyst, at antallet af hoteller fremover vil være ændret til ca. 50 i alt ved Oplevelsesbeviser i form af hotelophold til virksomheder med henblik på brug deraf som julegaver til virksomhedens medarbejdere.

Modtageren kan endvidere vælge mellem 5 campingpladser i Danmark.

Ud fra det af spørger oplyste, lægges det til grund, at afvikling af den type gave er afhængig af hotellernes kapacitet generelt, samt antallet af disponible værelser på bestemte datoer.

I det tilfælde, hvor der tale om en større virksomhed, kan antallet af gaver indebære, at medarbejderne på grund af hotellernes fysiske rammer skal spredes over en vis periode på et større antal hoteller.

Skatteministeriet lægger endvidere til grund, at en virksomhed kan have kontorer, filialer, agenturer m.m. fysisk placeret diverse steder. I disse tilfælde kan det forventes, at de ansatte vil ønske at afvikle gaven på steder, der ligger i vis afstand fra deres arbejdsplads/bopæl.

Skatteministeriet er af den opfattelse, at et oplevelsesbevis, der giver adgang til et hotelophold for 2 personer inkl. morgenmad, som ikke kan konverteres til en anden ydelse, ikke kan omveksles til kontanter, og som har en gyldighed på et år, kan sidestilles med en naturaliegave. Det forhold, at de ansatte i en virksomhed kan afvikle gaven på ca. 50 forskellige hoteller, ændrer ikke herved.

Taget i betragtning, at gavens værdi maksimalt vil udgør 700,- kr., vil gaven ikke blive beskattet.

Værdien af gaven vil dog i overensstemmelse med ligningslovens § 16, stk. 3, 3 pkt., blive medregnet i et grundbeløb på 1.000 kr.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmålet besvares bekræftende.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltrådte Skatteministeriets indstilling og begrundelse.