Dokumentets metadata

Omkostningsgodtgørelse - rimeligheden af en advokats honorar i en ejendomsvurderingssag vedrørende fradrag for forbedringer i grundværdien

I en sag om fradrag for grundforbedringer anerkendte LSR størrelsen af advokatens salær i forbindelse med sagens behandling i retten.

Klagen vedrører omkostningsgodtgørelse.

Landsskatterettens afgørelse
SKAT har alene anset klagerne for berettiget til omkostningsgodtgørelse med et beløb på 80.000 kr., inkl. moms, ud af det ansøgte beløb på 109.548,44 kr., inkl. moms, for udgifter til sagkyndig bistand i en sag ved Landsskatteretten, idet SKAT har anset det fakturerede honorar for ikke rimeligt.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse, således at klagerne er berettiget til omkostningsgodtgørelse med det ansøgte beløb på 109.548,44 kr., inkl. moms.

Sagens oplysninger
Klagerne har ejet ejendommen Y1. Ejendommen er en parcel i et område, der er udstykket til 34 parceller.

Klagerne anmodede den 22. maj 2005 SKAT om genoptagelse af ejendomsvurderingerne for ejendommen, idet der blev anmodet om forholdsmæssigt fradrag i grundværdien for forskellige udgifter afholdt af udstykkeren til forbedringer på udstykningsområdet.

Klagerne påklagede SKATs afgørelse herom til vurderingsankenævnet.

Vurderingsankenævnet godkendte ved afgørelse af 16. maj 2007 fradrag på 209.517 kr. ved ejendomsvurderingerne pr. 1. januar 2000, 1. januar 2001, 1. januar 2002 og 1. oktober 2003 for ejendommen Y1 for den forholdsmæssige andel af udstykkerens udgifter til etablering af vandforsyningsanlæg og fjernvarmeforsyningsanlæg på udstykningsområdet.

Klagerne var i genoptagelsessagen ved SKAT og vurderingsankenævnssagen repræsenteret af rådgivningsfirmaet G1 ApS.

Ved klageskrivelse af 16. august 2007 påklagede G1 ApS på klagernes vegne vurderingsankenævnets afgørelse til Landsskatteretten.

Advokatanpartsselskabet G2 meddelte den 10. juli 2008 Landsskatteretten, at selskabet var indtrådt som repræsentant for klagerne i stedet for G1 ApS.

Advokatanpartsselskabet meddelte endvidere den 10. juli 2008 klagerne, at selskabets timepris var på 2.493,75 kr., inkl. moms, og at arbejdet i en typisk vurderingssag som klagernes normalt beløber sig til mellem 10 og 30 timer for det indledende arbejde med processkrifter, mens efterfølgende behandling, herunder skriftudveksling og møder, typisk tager en tilsvarende tid.

Advokatanpartsselskabets advokat indsendte den 10. oktober 2008 et supplerende indlæg til Landsskatteretten samt nye bilag til sagen. Der blev afholdt møde i sagen den 15. oktober 2008 mellem Landsskatterettens sagsbehandler og en ingeniør fra advokatanpartsselskabet.

Den 19. november 2008 indsendte advokaten sine bemærkninger til mødereferatet.

Advokaten tiltrådte i brev af 23. september 2009 Landsskatterettens kontorindstilling i sagen.

Landsskatteretten afsagde den 6. november 2009 kendelse i sagen. Ved kendelsen blev fradrag efter vurderingslovens § 17 for de pågældende grundforbedringer godkendt med i alt 249.921 kr. ved de påklagede ejendomsvurderinger. Landsskatteretten udtalte i den vejledende medholdsvurdering, at der var givet medhold i overvejende grad i klagen.

Advokatanpartsselskabet udstedte for sin bistand i sagen ved Landsskatteretten salærnota nr. 2246 af 9. juli 2009 og nr. 2304 af 30. september 2009. Notaerne har følgende indhold:

"Salærnotanr. 2246

Vores salær for bistand i sagen vedrørende ejendommenY1, herunder opdatering af påstandsbeløb forud for forhandlingsmøde, beregning af udgifter til vejbelysning og kontakt til forsyningsselskab, indledende gennemgang af bilag i sagen, Gennemgang af bilagsmateriale med ingeniør, supplerende indlæg til Landsskatteretten, forberedelse til supplerende indlæg til kontorforhandling i Landsskatteretten, forhandlingsmøde i Landsskatteretten, opfølgningssamtale med Landsskatteretten og svarskrivelse til forhandlingsreferat.

"Salærnotanr. 2304

Vores salær for bistand i sagen vedrørende ejendommen Y1 herunder gennemgang af kontorindstilling fra Landsskatteretten, afgivelse af bemærkninger samt ekspedition

Klagerne har ansøgt om omkostningsgodtgørelse med 100 % af et beløb på 109.548,44 kr., inkl. moms, for honoraret i henhold til de to salærnotaer.

Ved afgørelse af 18. februar 2010 har SKAT udbetalt beløbet på 109.548,44 kr., inkl. moms, med forbehold for eventuel tilbagebetaling, jf. skatteforvaltningslovens § 57, stk. 3, idet SKAT ønskede at undersøge rimeligheden af honoraret.

SKAT anmodede den 5. februar 2010 advokatanpartsselskabet om at indsende time-/sagsregnskab for den ydede bistand.

Advokatanpartsselskabet indsendte den 8. februar 2010 time-/sagsregnskab samt bemærkninger til honorarfastsættelsen. Time-/sagsregnskabet har følgende indhold:

SKAT indgav den 17. august 2010 klage til Advokatnævnet over honoraret på 109.548,44 kr., inkl. moms. Nævnet tildelte klagen j.nr. 2010-01-0898.

Advokatanpartsselskabet afgav ved brev af 10. september 2010 til Advokatnævnet sine bemærkninger i anledning af klagen. Blandt andet oplystes, at advokatanpartsselskabet på grundlag af Landsskatterettens kendelse af 6. november 2009 yderligere havde modtaget 30 kendelser.

Om sagens kompleksitet anførtes blandt andet:

"Denne sag har været særligt teknisk betonet, hvilket understreges af, at vort kontor til brug for sagen har måttet udarbejde tekniske beregninger ved hjælp af byggebranchens prisbog. En tung og tidskrævende opgave. Desuden måtte der inddrages en lang række oplysninger fra eksterne parter, herunder regulativer, prisblade og andre lignende forhold."

Om sagsgenstanden anførtes blandt andet:

"SKAT gør i salærklagen gældende, at der er tale om en lille sagsgenstand i forhold til det beregnede honorar. Dette bestrides. Salæret på 88.278,75 kr. ekskl. moms må ses i forhold til den økonomiske gevinst for samtlige grundejere i de 30 år, som det nu ansatte fradrag er gældende. Alene ejeren af Y1 har modtaget tilbagebetaling på cirka kr. 9.000 + kr. 4.000 i renter, og vil for fremtiden spare cirka kr. 1.100 årligt frem til og med år 2033. Den samlede værdi af sagen for ejendommen Y1 er således 13.000 + 1.100 x 23 = 38.300 kr. For de 31 ejendomme har afgørelsen altså en økonomisk værdi på 31 x kr. 38.300 = kr. 1.187.300. Det kan ikke være urimeligt at anvende 44,25 timer på en sag med denne sagsgenstand."

Om rådgiverskiftet anførtes:

"Ved at sammenholde G1 ApS summariske klage (bilag A) med G2 ApS supplerende processkrift fremgår det, at vores supplerende processkrift har måttet udarbejdes helt fra bunden. Dertil kommer, at G2 ApS jo stadig har været nødt til at gennemgå alle sagens akter og desuden har måttet indhente yderligere dokumentation. Endelig sparer G2 ApS ikke tid i forhold til forberedelse og deltagelse i forhandlingsmødet med Landsskatteretten ved at sagen tidligere har været behandlet af en anden rådgiver.

Det bemærkes, at G1 ApS ikke har anmodet om omkostningsgodtgørelse for det af dem udførte arbejde. Der er således ikke tale om, at der ydes flere forskellige aktører omkostningsgodtgørelse for delvist samme arbejde."

I kommentar af 24. september 2010 til bemærkningerne anførte SKAT, at SKAT ikke er bekendt med de 30 kendelser, der omtales, samt hvilken myndighed, der har udarbejdet disse kendelser.

Advokatnævnet meddelte i breve af henholdsvis 24. september 2010 og 27. september 2010 i to andre salærklagesager (j.nr. 2010-01-0569 og 2010-01-0645), at nævnet i henhold til bekendtgørelse om Advokatnævnet, § 17, stk. 2, havde besluttet at afvise SKATs klager over advokatanpartsselskabets honorarer i de pågældende sager, idet der efter nævnets opfattelse ikke var opkrævet et urimeligt salær.

Bestemmelsen i Bekendtgørelse om Advokatnævnet, § 17, stk. 2, har følgende ordlyd:

"Advokatnævnet kan efter indstilling fra vedkommende formand afvise en klage, der skønnes åbenbart grundløs. Ethvert nævnsmedlem kan anmode om realitetsbehandling af sagen."

Ved brev af 12. oktober 2010 meddelte SKAT følgende til Advokatnævnet:

"SKAT har modtaget Advokatnævnets afvisning af SKATs klager i Advokatnævnets j.nr. 2010-01-0645 og 2010-01-0569.

SKAT har på denne baggrund besluttet at trække følgende klager over Advokatanpartsselskabet G2 ApS tilbage, idet SKAT selv ønsker at foretage en samlet rimelighedsvurdering i de pågældende massesager:

Advokatnævnets j.nr. 2010-01-0494

Advokatnævnets j.nr. 2010-01-0489

Advokatnævnets j.nr. 2010-01-0715

Advokatnævnets j.nr. 2010-01-0898

Advokatnævnets j.nr. 2010-01-0899

Advokatnævnets j.nr. 2010-01-0930

Advokatnævnets j.nr. 2010-01-1062

Advokatnævnets j.nr. 2010-01-1068

Advokatnævnets j.nr. 2010-01-1069"

Advokatnævnet meddelte herefter i sagen om nærværende honorar (j.nr. 2010-01-0898) ved brev af 21. oktober 2010 til advokatanpartsselskabet, at nævnet ikke ville foretage sig yderligere i sagen.

Advokatanpartsselskabet har oplyst, at der i de to sager, som Advokatnævnet afviste salærklagerne over, var blevet anvendt henholdsvis 30 timer og 56,75 timer.

SKAT har oplyst, at det fremgår af dokumenterne i klagesagen vedrørende Y1, at ingeniøren, der deltog i arbejdet i sagen, herunder mødet i Landsskatteretten, blev ansat den 1. august 2008 hos advokatanpartsselskabet, og at han tidligere havde arbejdet for G3.

SKATs afgørelse
SKAT har alene anset klagerne for berettiget til omkostningsgodtgørelse med et beløb på 80.000 kr., inkl. moms. ud af det ansøgte beløb på 109.548,44 kr., inkl. moms. SKAT har derfor krævet et beløb på 29.548,44 kr. tilbagebetalt.

Ud fra en samlet vurdering anser SKAT, med henvisning til det udførte arbejde og det anvendte timeforbrug, ikke et honorar på 109.548,44 kr., inkl. moms, for rimeligt.

SKAT har taget udgangspunkt i følgende kriterier, som fremgår af forarbejderne til bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 57:

1. Sagens karakter, genstand og kompleksitet.

2. Størrelsen af honorartimesatsen sammenholdt med en gennemsnitlig timesats inden for den pågældende branche.

3. Om der er ydet specialistbistand.

4. Antallet af timer der er anvendt.

5. Sagens resultat.

6. Sagens eventuelle vidererækkende betydning for andre skatte- og afgiftspligtige eller for samme skatte- eller afgiftspligtige for samme eller andre år.

Ad 1. Sagens karakter, genstand, kompleksitet og den udførte bistand i sagen fremgår af sagens oplysninger og akter.

Ad 2. Af "Skatteministeriets redegørelse om sager om omkostningsgodtgørelse i 2009" fremgår af bilag 7, tabel 2, at den gennemsnitlige timesats for sagkyndig bistand ydet af advokater i sager, hvor der er givet fuldt medhold eller medhold i overvejende grad, udgjorde 2.878 kr., inkl. moms.

Advokatanpartsselskabets gennemsnitlige honorartimesats udgør 2.493,75 kr., inkl. moms.

Ad. 3. Advokatanpartsselskabet har specialiseret sig i sager på vurderingsområdet.

Ad. 4. Der er faktureret 44,25 timer på sagen.

Ad. 5. Landsskatterettens kendelse af 6. november 2009 gav overvejende medhold i klagen.

Ad. 6. Landsskatterettens afgørelse ses ikke offentliggjort, hvorfor SKAT anser afgørelsen for ikke at have principiel betydning. Afgørelsen har betydning for klagerne i efterfølgende år.

Ud fra en samlet vurdering af ovenstående må et honorar på 80.000 kr., inkl. moms, anses for rimeligt.

Ved fastsættelsen af honoraret har SKAT taget hensyn til, at sagen har betydning for alle 34 parceller, og at der er givet overvejende medhold i klagen. Der er endvidere lagt vægt på sagsgenstandens størrelse, at der ikke er tale om en principiel afgørelse, samt at det anvendte timeforbrug ikke anses for rimeligt ud fra den i sagen udførte bistand.

Honoraret er endvidere fastsat ud fra følgende forhold:

- Der er anvendt i alt 44,25 timer på sagen i perioden fra den 8. september 2008 til den 22. september 2009. SKAT finder generelt, at der er brugt for mange timer på sagen.

- Af sagens oplysninger fremgår, at det er ingeniøren, der har kontaktet kommunens forsyning. Der er den 2. og den 3. oktober 2008 samlet anvendt 10 timer til gennemgang af bilagsmateriale og sagsgennemgang med ingeniøren. Advokatanpartsselskabet har oplyst, at ingeniøren foretog selve mødet med Landsskatterettens sagsbehandler på grund af akut opstået sygdom hos advokaten. Den 15. oktober 2008 er der anvendt 4,5 timer til mødet med Landsskatteretten samt forberedelse. SKAT formoder derfor, at en del af ingeniørens tidsforbrug er registreret på advokatens tidsregistrering.

- Klagen er en del af minimum 287 klagesager vedrørende yderligere fradrag for forbedringer i grundværdien m.v., hvor advokatanpartsselskabet har søgt om omkostningsgodtgørelse. SKAT finder, at der er tale om klagesager, hvor tidsforbruget til gennemgang af love, praksis og udarbejdelse af processkrifter m.v. er reduceret i forhold til enkeltstående klagesager, idet praksis, regler og klagepunkter i et stort omfang er ens.

- Klagesagen blev overtaget fra G1 ApS, som indbragte sagen for vurderingsankenævnet og Landsskatteretten. Der er således tale om en sag, hvor der allerede var indsamlet materiale blandt andet i form af skøde m.v., udarbejdet klage med begrundelse og indsendt dokumentation for de fremsatte påstande. Disse oplysninger blev i et vist omfang genbrugt i forbindelse med det supplerende indlæg m.v.

- Ved Landsskatterettens kendelse godkendtes fradrag for forbedringer med yderligere 40.404 kr. for klagernes ejendom for de påklagede vurderingsår. Det yderligere fradrag har betydning for beregningen af grundskylden for samtlige 34 parceller. Da grundskylden beregnes med ca. 20 promille af grundværdien, finder SKAT, at der er tale om en forholdsvis lille sagsgenstand, selvom afgørelsen også har betydning for efterfølgende år.

Klagernes påstand og argumenter
Klagernes advokat har fremsat principal påstand om, at klagerne er berettiget til omkostningsgodtgørelse med det ansøgte beløb på 109.548,44 kr., inkl. moms. Subsidiært har advokaten fremsat påstand om, at den påklagede afgørelse er ugyldig.

Ved Landsskatterettens kendelse af 6. november 2009 fik klagerne medhold i, at der efter vurderingslovens § 17 kunne opnås fradrag for tilslutningsafgift til vandforsyning og fjernvarmeforsyning.

Landsskatteretten udtalte, at der var givet medhold i overvejende grad i klagen.

Den ydede bistand er specificeret i salærnotaerne af 9. juli 2009 og 30. september 2009. Advokatanpartsselskabets tidsforbrug var på 44,25 timer.

Advokatanpartsselskabet er et egentligt specialistkontor inden for ejendomsvurdering og grundforbedring og har ført et meget stort antal sager herom ved Landsskatteretten. I langt de fleste af disse sager har klagerne opnået helt eller delvist medhold.

Sagen om nærværende honorar har af SKAT været forelagt for Advokatnævnet, der er den rette myndighed til at behandle klager over advokaters honorarer. I forbindelse hermed har advokatanpartsselskabet afgivet sine bemærkninger om arbejdets karakter og omfang. Der henvises til bemærkningerne af 10. september 2010.

SKAT har efterfølgende trukket klagen tilbage fra Advokatnævnet for selv at træffe afgørelse. Advokatnævnet har dermed måttet henlægge sagen.

Advokatanpartsselskabet har ingen mulighed for selv at bede Advokatnævnet om at fortsætte behandlingen af klagen.

Det gøres gældende, at SKAT efter retsplejelovens og skatteforvaltningslovens regler ingen kompetence har til selvstændigt at træffe afgørelser om rimeligheden af et advokatsalær.

Retsplejelovens § 126, stk. 2, har følgende ordlyd:

"En advokat må ikke kræve højere vederlag for sit arbejde, end hvad der kan anses for rimeligt."

Klage over overtrædelse af retsplejelovens § 126 skal indbringes for Advokatnævnet, jf. retsplejelovens § 146.

Advokatnævnet er et lovbestemt og uafhængigt klagenævn, der er oprettet af Advokatsamfundet efter reglerne i retsplejelovens § 144, stk. 1. Advokatnævnet er som en del af den offentlige forvaltning omfattet af retsplejeloven og forvaltningsloven. Nævnets medlemmer er undergivet lovgivningens regler om tavshedspligt. Advokatnævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. retsplejelovens § 146, stk. 3. Så længe en sag behandles af Advokatnævnet, kan klagesagens parter ikke anlægge sag ved domstolene om de spørgsmål, der er omfattet af klagen. Når Advokatnævnet har truffet afgørelse, kan hver af parterne indbringe sagen for domstolene, jf. retsplejelovens § 147 a.

Prøvelsen efter retsplejelovens § 126 går på, om det fakturerede salær er rimeligt og i benægtende fald, hvad et rimeligt salær i så fald er.

SKAT har i nærværende tilfælde foretaget begge disse prøvelser, idet SKAT både har vurderet, om det krævede salær er rimeligt, og derefter vurderet, hvad et rimeligt salær er.

Det gøres gældende, at afgørelsen således er i strid med retsplejelovens § 146 og § 147 a, jf. § 126.

Lovgiver har fundet, at advokaters salærer skal bedømmes af et særligt nævn, hvis sammensætning er fastslået i retsplejelovens § 144 med en formand og 2 næstformænd, der alle skal være dommere samt 18 andre medlemmer. Formanden og næstformændene udpeges af Højesterets Præsident. Herudover er der et stort antal offentlighedsrepræsentanter. Nævnets virke er i øvrigt reguleret ved nævnets forretningsorden og bekendtgørelse nr. 20 af 17. januar 2008. Advokatrepræsentanterne har aldrig flertal ved behandlingen af sager.

Det forekommer uacceptabelt, at SKAT har fundet, at dette nævn kan erstattes af en almindelig administrativ bedømmelse fra SKATs side. SKAT må endvidere have overset, at Advokatnævnet er en del af den offentlige forvaltning, således at SKATs afgørelse svarer til, at SKAT tilsvarende traf afgørelser om sager inden for en anden offentlig myndigheds kompetenceområde.

Af SKATs Juridiske Vejledning, afsnit A.A.13.11 , fremgår, at SKAT tilsyneladende er af den opfattelse, at Advokatnævnet er "brancheorganisationens klagenævn". Dette er ikke korrekt. Advokatnævnet er en del af den offentlige forvaltning og har ikke tilknytning til Danske Advokater, som er advokaternes brancheorganisation.

I forbindelse med indførelsen af reglerne om fuld omkostningsgodtgørelse udtalte Skatteministeren følgende til Folketingets skatteudvalg i samråd den 13. marts 2002, jf. talepapir af 8. marts 2002, optrykt i Stidsen m.fl., Omkostningsgodtgørelse i skattesager, 3 udgave, s. 185-189.

"Myndighederne skal imidlertid ikke fungere som "dommere over det rimelige". Hvis myndighederne mener, at der kan stilles spørgsmål ved regningens rimelighed, så skal myndighederne - ifølge forslaget - udbetale beløbet med forbehold og forelægge spørgsmålet for den sagkyndiges brancheorganisation."

Disse klare lovmotiver må indgå ved fastlæggelsen af retsstillingen.

Advokatrådet og Danske Advokater har under henvisning til denne udtalelse kritiseret, at SKAT træffer afgørelser i strid med forarbejderne til loven. Skatteministeriet har over for Advokatrådet og Danske Advokater tilkendegivet, at man er enig i, at SKAT ikke skal fungere som dommere over det rimelige. Ministeriet har dog forbeholdt sig at undlade at forelægge sager for Advokatnævnet i tilfælde, hvor honoraret er åbenbart urimeligt.

Det bestrides, at der er hjemmel til denne sondring, der vil resultere i, at SKAT i visse sager fortsat vil tage stilling til rimeligheden af en advokats salær.

Nærværende sag viser i øvrigt også, at SKAT i praksis ikke begrænser sig til at vurdere salærer, der er åbenbart urimelige.

Ud over manglende kompetence kan forholdet betragtes således, at SKAT ikke blot har undladt at opfylde sin pligt til at få sagen oplyst, men direkte har modvirket sagens oplysning. Baggrunden for, at SKAT trak klagen tilbage var, at SKAT ikke fik medhold ved Advokatnævnet i de to konkrete klagesager med j.nr. 2010-01-0569 og 2010-01-0645.

Beslutningen om at trække klagen til Advokatnævnet tilbage i nærværende tilfælde må på denne baggrund anses for båret af usaglige hensyn.

SKAT kan ikke vælge at gå uden om Advokatnævnet, fordi nævnet opfylder sine forpligtelser efter retsplejeloven til at udføre en selvstændig vurdering af et givent advokatsalær.

Ved at trække klagen til Advokatnævnet tilbage og træffe den påklagede afgørelse har SKAT begået en væsentlig sagsbehandlingsfejl, der har direkte betydning for afgørelsen og dens rigtighed.

Landsskatteretten kan reparere på denne sagsbehandlingsfejl ved som klageinstans at bede Advokatnævnet om at genoptage behandlingen af salærklagen. Alternativt kan Landsskatteretten tilsidesætte SKATs afgørelse som ugyldig og pålægge SKAT at bede Advokatnævnet om at genoptage behandlingen.

En mellemløsning vil være at anmode Advokatrådets Responsumudvalg om at afgive en udtalelse om rimeligheden af salæret.

Hvis Landsskatteretten finder, at SKAT var kompetent til at tage stilling til salærets størrelse, gøres det gældende, at salæret konkret må anses for rimeligt, jf. retsplejelovens § 126.

Der henvises herved til, at der er tale om et ganske sædvanligt tidsforbrug for en kompliceret sag ved Landsskatteretten, hvor retsstillingen endog undervejs ændrede sig på grund af Vestre Landsrets dom af 12. maj 2009, offentliggjort i SKM2009.323 (www.skat.dk).

Hertil kommer, at der er tale om et specialistkontor med en endog særdeles høj grad af viden om det pågældende særlige område, hvorfor man må antage, at en ikke-specialist ville have brugt væsentligt længere tid.

I forbindelse med behandlingen af lovforslag nr. L 54 af 17. januar 2002 udtalte Skatteministeren i en kommentar til en henvendelse fra Advokatrådet, at man i den situation, hvor skatteyderen har antaget en specialist med stor specialviden, nødvendigvis må acceptere et honorar, som ligger over den gennemsnitlige timesats. Besvarelsen er gengivet i Bostrup m.fl., Skatteforvaltningsloven med kommentarer, side 637. Bemærkningen om specialisthonoraret fremgår tillige af SKATs Juridiske Vejledning (www.skat.dk), afsnit A.A.13.11 .

SKATs afgørelse går ud på det modsatte, nemlig at advokatanpartsselskabet på grund af sin specialviden burde have udstedt en faktura på et honorar, der er under det salær, som en rådgiver uden denne specialviden ville have beregnet sig.

SKAT har endvidere henvist til, at advokatanpartsselskabet overtog sagen fra et rådgivningsfirma, der påklagede sagen til Landsskatteretten. Som det fremgår af advokatanpartsselskabets forklaring over for Advokatnævnet, har dette ikke fordyret behandlingen.

Hvis Landsskatteretten finder, at SKAT ikke har været kompetent til at træffe afgørelsen om nedsættelse af salæret, kan Landsskatteretten vælge at træffe afgørelse om, at der i så fald skal ydes omkostningsgodtgørelse for det fulde salær, idet der ikke er fremkommet afgørelse fra rette myndighed om, at salæret ikke er rimeligt. Klagerne skal således have medhold i den principale påstand.

Klageren skal også have medhold i den principale påstand, hvis Landsskatteretten finder, at SKAT og Landsskatteretten er kompetente til at tage stilling til et rimeligt advokatsalær i denne sag, og at denne vurdering må føre til, at det konkrete salær skal godkendes.

Hvis Landsskatteretten finder, at tilbagekaldelsen af sagen fra Advokatnævnet er en væsentlig mangel ved SKATs sagsbehandling, og at det medfører afgørelsens bortfald som ugyldig, må afgørelsen hjemvises i overensstemmelse med den subsidiære påstand.

SKATs udtalelse i anledning af klagen
SKAT har kompetence til at træffe afgørelse om omkostningsgodtgørelse og om, hvorvidt advokaters honorarer er for høje. Ved vurderingen kan SKAT gøre en af følgende to ting:

1. Forelægge honoraret for Advokatnævnet, jf. retsplejelovens § 146. Advokatnævnets kendelser lægges som altovervejende hovedregel til grund ved SKATs afgørelser. SKAT er imidlertid ikke forpligtet til at følge Advokatnævnets kendelser.

2. Selv foretage en rimelighedsvurdering og skønsmæssigt fastsætte det godtgørelsesberettigede honorar.

I et tilfælde som det foreliggende, hvor Advokatnævnet i forbindelse med SKATs forelæggelse af honorarrimeligheden i en sag i et kompleks (massesager) i sin kendelse ikke har taget hensyn til, at sagen er en af flere i et kompleks, og at honoraret bør afspejle dette, vil SKAT selv foretage rimelighedsvurderingen og skønsmæssigt fastsætte det godtgørelsesberettigede honorar.

Med henvisning til de afviste klager fra Advokatnævnet har SKAT derfor valgt at trække nærværende indgivne klage tilbage og selv foretage rimelighedsvurderingen og skønsmæssigt fastsætte det godtgørelsesberettigede honorar.

Der henvises endvidere til Skatteministeriets brev af 25. august 2010 til Advokatsamfundet. Af brevet fremgår blandt andet:

"Skatteministeriet skal bemærke, at talepapirets [af 8. marts 2002] budskaber bør vurderes samlet og at det af talepapiret også fremgår:

- At myndighederne ikke skal anses som modpart men, at det er naturligt, når det er staten der skal finansiere udgifterne til omkostningsgodtgørelse, så må den - SKAT - have mulighed for at undersøge, om de udgifter, der ønskes godtgjort, er rimelige.

- At det er politisk uacceptabelt, hvis der ikke er nogen form for kontrol af honorarernes størrelse - med mulighed for at skride ind heroverfor i grelle tilfælde.

- At myndighederne i tilfælde af tvivl kan forelægge honorarspørgsmålet for den sagkyndiges brancheorganisations klagenævn.

- At det ikke vil være hensigtsmæssigt med en tvungen prøvelse af honorarkravet for brancheorganisationens klagenævn.

Hertil kommer, at adskillige steder i bemærkningerne til lovændringen fra 2002 (L54) er anført, at Told- og Skatteregionen kan forelægge spørgsmålet om rimeligheden af honorarets størrelse for den sagkyndiges brancheorganisations klagenævn.

Ordvalget i bemærkningerne m.m. peger ej heller i retning af en tvungen forelæggelsespligt for brancheorganisationernes klagenævn.

(...)

Det er således Skatteministeriets opfattelse, at SKAT er den myndighed der træffer afgørelse om udbetaling af omkostningsgodtgørelse og om den sagkyndiges honorar er for højt og eventuel beslutning om tilbagebetaling af godtgørelse der er udbetalt med forbehold, jf. skatteforvaltningslovens § 57, stk. 3.

Skatteministeriet er enig med Advokatrådets Skatteudvalg i, at SKAT ikke skal fungere som "dommere over det rimelige" og rimeligheden af honorars størrelse - i det omfang der måtte herske tvivl herom - som led i sagsbehandlingen skal forelægges brancheorganisationens klagenævn i de sager, hvor honoraret ikke åbenbart er urimeligt.

Antages honoraret derimod for at være åbenbart urimeligt - eksempelvis som følge af helt ekstraordinært stort tidsforbrug eller timepris, uden at sagens omstændigheder eller den sagkyndiges forhold kan berettige hertil, findes SKAT at have mulighed for selv at tage stilling til honorarkravet m.m. uden at forelægge spørgsmålet for brancheorganisationens klagenævn. Det samme er tilfældet, hvor der kan påvises faktuelle fejl i honoraret, herunder i udregningen."

Klagernes advokats bemærkninger til udtalelsen og yderligere oplysninger
Der henvises til Advokatsamfundets svar af 14. april 2011 på Skatteministeriets brev af 25. marts 2010. Af svaret fremgår blandt andet:

"Herved ser Skatteministeriet helt bort fra, at SKAT ikke har hjemmel til at foretage denne vurdering, og at prøvelsen af et advokathonorar - i en situation, hvor det ikke findes rimeligt efter retsplejelovens § 126, stk. 2 - består af to led.

Først foretages en rimelighedsvurdering og dernæst, som det andet led i prøvelsen, tages der stilling til, hvad der efter retsplejelovens § 126, stk. 2, så er et rimeligt vederlag. Dette sker uanset om det beregnede honorar anses for blot urimeligt eller åbenbart urimeligt.

Det tilkommer alene Advokatnævnet at foretage rimelighedsvurderingen og den efterfølgende fastsættelse af, hvad der i den konkrete sag må anses for et rimeligt salær. Herefter er der mulighed for at få prøvet afgørelsen ved domstolene.

Uanset om det beregnede honorar anses for urimeligt eller åbenbart urimeligt gør SKAT sig således til dommer over det rimelige, når SKAT tiltager sig retten til at fastsætte det omkostningsgodtgørelsesberettigede honorars størrelse.

(...)

Vi skal henlede opmærksomheden på, at der i 2002 fra Advokatrådets side blev ydet en betydelig indsats for at få afklaret, om der var tale om en godtgørelsesordning eller en tildelingsordning (...)

Det blev i den forbindelse fastslået, at der er tale om en ordning med godtgørelse af skatteyderens omkostninger. Det er således utvivlsomt, at det, som SKAT skal godtgøre skatteyderen, er det efter retsplejelovens § 126, stk. 2, rimelige vederlag, som advokaten kan kræve betalt af klienten.

SKAT kan dermed ikke nægte at godtgøre en del af et advokathonorar, uden at SKAT derved tiltager sig kompetencen til at fastsætte det efter retsplejelovens § 126, stk. 2, rimelige vederlag.

Samrådet i Folketingets Skatteudvalg skal også ses i det lys, at det netop var Advokatrådets retssikkerhedsmæssige betænkeligheder, således som det klart fremgår af Skatteministerens talepapir (L54, bilag 22), der gav Folketingets Skatteudvalg anledning til at bede Skatteministeren om at besvare en række spørgsmål til afklaring. Blandt andet spørgsmålet om, hvilken myndighed der skal tage stilling til, hvad der i en given sag kan anses for et efter retsplejelovens § 126, stk. 2, rimeligt vederlag.

Det er i denne sammenhæng åbenbart, at de forarbejder mv., som Skatteministeriet henviser til i brevet af 25. august 2010 ikke ændrer Skatteministerens klare og entydige svar, hvorefter myndighederne, hvis der kan stilles spørgsmålstegn ved regningens rimelighed, skal udbetale beløbet med forbehold og forelægge spørgsmålet for den sagkyndiges brancheorganisations klagenævn. (...)

Der kan efter Advokatrådets og Danske Advokaters opfattelse ikke være tvivl om, at rette myndighed til at afgøre, hvad der er et rimeligt vederlag efter retsplejelovens § 126, stk. 2, er Advokatnævnet. De to organisationer finder det derfor meget beklageligt, at Skatteministeriet forsøger at overtage en del af denne kompetence ved at tiltage sig retten til uden forelæggelse for Advokatnævnet at nedsætte honorarer, som SKAT anser for åbenbart urimelige.

Der kan ikke indlægges en sondring, hvorefter SKAT sondrer mellem urimeligt eller åbenbart urimeligt. Der er ikke noget sted hjemmel for SKAT til at foretage denne sondring, der i øvrigt synes at bære tilfældighedens præg, idet SKAT intet grundlag har for at foretage denne vurdering."

Endvidere bemærkes, at den store mængde sager ved Landsskatteretten om fradrag for grundforbedringer ikke kan anses for "massesager". "Massesager" er sager, hvor faktum er identisk. Dette er ikke tilfældet, idet sagerne indeholder individuelle faktiske forhold, ligesom retsgrundlaget i relation til de enkelte forbedringer er ældre lovgivning, som det er vanskeligt og tidskrævende at sætte sig ind i.

Der er derimod tale om, at klagesagen vedrørende Y1 direkte har haft betydning for 34 parceller i området. Heraf repræsenterede advokatanpartsselskabet ejerne af 31 af disse ejendomme i sager ved Landsskatteretten. Sagen har derfor været "førersag" i et kompleks på 31 sager (parceller i området). Advokatanpartsselskabet har ikke opkrævet honorar fra de øvrige 30 parcelejere. Der bør henses hertil ved vurderingen af rimeligheden af det udstedte honorar i nærværende sag.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, har følgende ordlyd:

"Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad".

Skatteforvaltningslovens § 57, stk. 3 og 4, har følgende ordlyd:

"Stk. 3. Giver en ansøgning om omkostningsgodtgørelse alene anledning til nærmere at undersøge størrelsen af udgifterne til behandling af sagen, herunder den sagkyndiges honorar, udbetales godtgørelsen ifølge ansøgningen med forbehold for eventuel tilbagebetaling.

Stk. 4. Er godtgørelsesbeløbet mindre end det beløb, som efter stk. 3 er udbetalt med forbehold, skal den godtgørelsesberettigede tilbagebetale det for meget udbetalte godtgørelsesbeløb. Den godtgørelsesberettigede har ret til henstand, hvis afgørelsen om godtgørelsens tilbagebetaling påklages eller indbringes for domstolene."

Af bekendtgørelse nr. 958 af 10. oktober 2005, § 2, stk. 3, fremgår, at det er en betingelse for at opnå omkostningsgodtgørelse, at regningen fra den sagkyndige er udarbejdet på grundlag af sædvanlig fakturering.

Adgangen til omkostningsgodtgørelse med 100 % blev indført ved lov nr. 388 af 6. juni 2002.

Af bemærkningerne til det fremsatte lovforslag (L 54 af 17. januar 2002) fremgår om prøvelsen af honorarspørgsmålet:

"Udgangspunktet er således, at oplysningerne om udgifterne til behandlingen af sagen, herunder honoraret til den sagkyndige, er korrekte og rimelige, og at dette udgangspunkt må kunne lægges til grund for Told- og Skatteregionens behandling af ansøgningen.

Hvis Told- og Skatteregionen imidlertid bliver i tvivl om f.eks. størrelsen af honoraret til den sagkyndige på grund af det anvendte antal timer i sagen, udbetaler Told- og Skatteregionen beløbet, men tager forbehold for eventuel tilbagebetaling fra den skatte- eller afgiftspligtige. Told- og skatteregionen vil hermed have tid til at behandle honorarspørgsmålet nærmere, uden at dette belaster den skatte- eller afgiftspligtige økonomisk.

Til brug for behandlingen af spørgsmålet om størrelsen af udgifterne til sagens behandling kan told- og skatteregionen indhente en supplerende udtalelse fra den administrative klageinstans, hvor sagen har været behandlet.

For så vidt angår spørgsmålet om rimeligheden af størrelsen af honoraret til den sagkyndige indgår der i denne vurdering flere momenter. Det drejer sig om:

- sagens karakter, genstand og kompleksitet

- størrelsen af honorartimesatsen sammenholdt med en gennemsnitlig timesats inden

for den pågældende branche,

- antallet af timer, der er anvendt,

- sagens resultat

- sagens eventuelle vidererækkende betydning for andre skatte- eller afgiftspligtige eller for samme skatte- eller afgiftspligtige for samme eller andre år.

Told- og Skatteregionen kan til brug for sin vurdering af rimeligheden af honorarets størrelse forelægge spørgsmålet for den sagkyndiges brancheorganisations klagenævn.

Såvel Advokatrådet som Foreningen af Statsautoriserede Revisorer og Foreningen Registrerede Revisorer vil behandle forespørgsler fra told- og skattemyndighederne om rimeligheden af størrelsen af deres medlemmers honorarer. (...)

Hvis et sådant nævn mener, at honoraret har været for stort, eller told- og skatteregionen af andre grunde mener, at honoraret har været for stort, kræves det for meget udbetalte godtgørelsesbeløb tilbagebetalt fra den skatte- eller afgiftspligtige uden renter."

Under den efterfølgende behandling af lovforslaget blev der fra brancheorganisationernes og Folketingets Skatteudvalgs side rejst forskellige spørgsmål i relation til prøvelsen af honorarrimeligheden.

Skatteministeren afgav i denne forbindelse svar på spørgsmål 41 af 9. april 2002 fra Folketingets Skatteudvalg. Af svaret fremgår blandt andet:

"at myndighedernes vurdering af rimeligheden af størrelsen af det enkelte honorar i hver enkelt ansøgning om godtgørelse vil være en målestok for, om sagen eventuelt skal forelægges for brancheorganisationernes klagenævn. Det forventes, at et vist antal sager årligt bliver forelagt disse nævn."

og

"Det følger af lovforslaget, at hvis en told- og skatteregion er i tvivl om størrelsen af udgifterne til behandling af sagen, herunder den sagkyndiges honorar, udbetaler den godtgørelsen ifølge ansøgningen med forbehold for eventuel tilbagebetaling.

Er Told- og Skatteregionen - efter nærmere at have undersøgt sagen - fortsat i tvivl, vil den som altovervejende hovedregel forelægge honorarspørgsmålet for den sagkyndiges brancheorganisations klagenævn. Ved forelæggelsen for klagenævnet må det forventes, at langt de fleste tvivlsspørgsmål om honorarets størrelse afklares. Denne afklaring vil ikke alene have betydning for godtgørelsens størrelse, men også for grundlaget for godtgørelsen - dvs. den regning, som skatteyderen er blevet præsenteret for af den sagkyndige.

Finder klagenævnet, at den sagkyndiges honorar har været for højt, er det et udtryk for, at skatteyderen har betalt eller vil komme til at betale for meget til den sagkyndige. Det bemærkes i den forbindelse, at efter reglerne i retsplejeloven kan advokaternes klagenævn (kredsbestyrelsen og Advokatnævnet) godkende vederlagets størrelse eller bestemme, at vederlaget skal nedsættes eller bortfalde.

Er Told- og Skatteregionen enig i klagenævnets vurdering, anmoder regionen skatteyderen om at tilbagebetale det for meget betalte godtgørelsesbeløb.

For så vidt angår advokater, som nævnt ovenfor, er kravet om tilbagebetaling af noget af godtgørelsesbeløbet en parallel til, at vederlaget er blevet nedsat mv. af kredsbestyrelsen eller Advokatnævnet. For skatteyder er der derfor ingen økonomisk risiko i denne situation. I det omfang andre sagkyndige følger en udtalelse fra deres brancheorganisationers klagenævn om nedsættelse af et honorar - hvilket må antages at være det normale - vil der heller ikke i denne situation være nogen økonomisk risiko for skatteyderen."

Folketingets Skatteudvalg afgav den 2. maj 2002 betænkning over det ændrede lovforslag. Ændringerne bestod blandt andet i, at ordningen, hvorefter der ved sagens start skulle indsendes et overslag over honoraret udgik.

Af betænkningen fremgår blandt andet:

"For det fjerde vil rimeligheden af størrelsen af det enkelte honorar i hver enkelt ansøgning om godtgørelse være en målestok for, om sagen eventuelt skal forelægges for brancheorganisationernes klagenævn. Det forventes, at et vist antal sager årligt bliver forelagt disse nævn."

På grundlag af Skatteministerens svar på spørgsmål 41 og Folketingets Skatteudvalgs Betænkning af 2. maj 2002 må det antages, at det fra lovgivers side ved vedtagelsen af lovforslag nr. 54 af 17. januar 2002 med ændringsforslag var forudsat, at den altovervejende hovedregel vil være, at skattemyndighederne, såfremt der er grundlag for at sætte spørgsmålstegn ved rimeligheden af et honorar, forelægger spørgsmålet om honorarrimeligheden for de respektive klagenævn.

For så vidt angår nærværende sag bemærkes, at advokatanpartsselskabet er specialist inden for området med fradrag for grundforbedringer, at honoraret er udstedt med en lavere timepris end den gennemsnitlige timepris, jf. "Skatteministeriets redegørelse om sager om omkostningsgodtgørelse i 2009", samt at sagen har været førersag for 30 andre sager (parceller) og tillige har betydning for en længere række efterfølgende vurderingsår.

Endvidere bemærkes, at Landsskatteretten ikke kan tiltræde SKATs opfattelse af, at samtlige sager om fradrag for grundforbedringer er "massesager".

Endeligt bemærkes, at det anvendte tidsforbrug ikke afviger fra tidsforbruget i de sager, som Advokatnævnet afviste at behandle klagerne j.nr. 2010-01-0569 og 2010-01-0645 over.

På denne baggrund er der efter Landsskatterettens opfattelse ikke grundlag for at sætte spørgsmålstegn ved rimeligheden af det fakturerede honorar på 109.548,44 kr., inkl. moms, for førelse af klagernes sag ved Landsskatteretten.

Klagerne er derfor berettiget til omkostningsgodtgørelse med det ansøgte beløb på 109.548,44 kr., inkl. moms.

Der er således ikke grundlag for krav om tilbagebetaling, jf. skatteforvaltningslovens § 57, stk. 4.

Den påklagede afgørelse ændres i overensstemmelse hermed.