Dokumentets metadata

Skønsmæssig ansættelse - hovedanpartshaver - udeholdt omsætning i selskab - yderligere løn

Skattemyndighederne havde for indkomståret 2000 opgjort appellantens rest til privatforbrug til minus kr. 29.019,- og følgelig forhøjet appellantens indkomst med kr. 131.019,- svarende til et skønnet privatforbrug på kr. 102.000,-. Landsretten fandt ikke, at appellanten havde godtgjort, at beregningen hvilede på et forkert grundlag. Landsretten fandt det endvidere ikke ved det oplyste om, at appellanten fik fri kost under forretningsrejser eller på anden måde godtgjort, at skattemyndighedernes skønsmæssige ansættelse var åbenbart urimelig.Byrettens dom blev derfor stadfæstet.

Parter

A
(selv)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Tim Holmager)

Afsagt af landsdommerne

Henrik Bitsch, B. Vollmond og Søren Schou Frandsen (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byrettens dom af 20. april 2010 (BS 44C-878/2007) er anket af A med påstand om, at As skatteansættelse for indkomståret 2000 nedsættes med 131.019 kr.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse, subsidiært hjemvisning.

Supplerende sagsfremstilling

Det fremgår af kontoudtog for appellantens konti i F1 Bank og Danske Bank, at der i november 1999 er overført henholdsvis 48.000 kr. og 10.000 kr. til G1.

Af faktura af 5. november 1999 fra G1 fremgår, at H1 ApS købte en brugt bil for 58.000 kr.

I Landsskatterettens kendelse af 9. marts 2004 hedder det bl.a.:

"...

Det er endvidere uomtvistet, at selskabets regnskabsgrundlag er tilsidesætteligt. Hovedanpartshaverens privatforbrug udviser dog fortsat betydelige udsving, og senest har Skatteforvaltningen opgjort hovedanpartshaverens privatforbrug til -11.346 kr., hvilket må anses for en umulighed at leve for. Under disse omstændigheder anser retten det herefter berettiget, at antage at der i selskabet har forekommet yderligere indtægter, der er tilflydt hovedanpartshaveren. Der anses i den forbindelse ikke at påhvile Skatteforvaltningen nogen særlig bevisbyrde for, hvorfra indtægterne i øvrigt skulle være kommet.

I relation til skønsudøvelsens størrelse finder retten dog ikke, at kunne tiltræde repræsentantens synspunkt om, at der er blevet anvendt forkerte ejendomsværdier ved privatforbrugsopgørelsen. Det er herefter rettens opfattelse, at udgangspunktet for skønsudøvelsen må være Skatteforvaltningens seneste opgørelse af privatforbruget til -11.346 kr.

Nogle af de af Skatteforvaltningen indstillede nedsættelser indgår imidlertid allerede i Skatteforvaltningens opgørelse af privatforbruget til -11.346 kr., jf. forvaltningens notat af 17. februar 2003, side 2. Heri indgår således varekøb med 7.623 kr. og leje af fly med 10.050 kr., eller i alt 17.673 kr.

Beslutningerne om medhold i relation til varekøb og leje af fly påvirker således opgørelsen af det negative privatforbrug yderligere, hvorved privatforbruget samlet bliver negativt med -29.019 kr. Da Skatteforvaltningen efter forhøjelsen på 150.000 kr. har forudsat et nettoforbrug på ca. 102.000 kr. (+150.000 kr. - 48.035 kr.), finder retten herefter, at forhøjelsen på 150.000 kr. skal nedsættes til differencen mellem 102.000 kr. og -29.019 kr. eller til 131.019 kr.

..."

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af A, der bl.a. har forklaret, at han ikke bestrider, at de 58.000 kr., han lagde ud vedrørende den bil, der blev købt i 1999, er bogført på hans mellemregningskonto hos H1 ApS. Bogføringen på mellemregningskontoen, som den fremgår af oversigten over posteringer på mellemregningskontoen, er efter hans opfattelse korrekt. Han har ikke fratrukket det beløb på 131.019 kr., han ifølge Landskatterettens kendelse fra 2004 var berettiget til at fratrække i H1 ApS, som lønudgift i dette selskab.

Procedure

Appellanten har for landsretten gjort gældende, at han ikke havde yderligere indkomst udover den selvangivne indkomst i 2000. Skattemyndighedernes privatforbrugsberegninger, der har dannet grundlag for den skønsmæssige forhøjelse af hans skattepligtige indkomst, er foretaget på et ufuldstændigt og fejlagtigt grundlag og har medført et åbenbart urimeligt resultat. Appellanten har i den forbindelse henvist til, at han alene havde yderst begrænsede private udgifter herunder til kost, da han tilbragte en stor del af året hos sine kunder, dvs. på skibe, der sørgede for hans kost mv.

Indstævnte har for landsretten gjort de samme anbringende gældende som for byretten, idet det dog ikke er gjort gældende, at det i overensstemmelse med Landskatterettens kendelse af 9. marts 2004 uprøvet skal lægges til grund, at H1 ApS i indkomståret 2000 udeholdt omsætning med 131.019 kr.

Landsrettens begrundelse og resultat

Appellanten har ikke godtgjort, at skattemyndighedernes beregning af hans privatforbrug, hvorefter han i indkomståret 2000 havde et negativt privatforbrug på 29.019 kr., hviler på et forkert grundlag. Det findes endvidere ikke ved det oplyste om, at appellanten fik fri kost under sine forretningsrejser eller på anden måde godtgjort, at skattemyndighedernes skønsmæssige ansættelse af appellantens indkomst er åbenbart urimelig. Der er derfor ikke grundlag for at nedsætte appellantens skatteansættelse for indkomståret 2000.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

Appellanten skal betale sagsomkostninger for landsretten til indstævnte med 25.000 kr. Beløbet omfatter udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ved fastsættelsen af beløbet til dækning af udgifterne til advokatbistand er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang og varighed og til, at indstævntes advokat har udarbejdet ekstrakt og materialesamling i sagen.

T h i k e n d e s f o r r e t

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal appellanten, A, betale 25.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.