C.A.7.2.5.2 Rejsegodtgørelse med standardsats for logi

Dette afsnit handler om skattefri godtgørelse af rejseudgifter til logi med standardsats.

Afsnittet indeholder:

Regel

Når en lønmodtager er på rejse efter LL § 9 A, stk. 1, kan arbejdsgiveren uden dokumentation for udgifterne dække lønmodtagerens udgifter til logi med en standardsats. Standardsatsen er fastsat i ligningsloven.

Arbejdsgiveren kan dog i stedet vælge helt eller delvist at dække lønmodtagerens faktiske dokumenterede logiudgifter for rejsedøgnet som udlæg efter regning. Se afsnit C.A.7.2.6 om godtgørelse af den dokumenterede faktiske udgift (udlæg efter regning). Det kan fx være relevant, hvis lønmodtagerens rejseudgift til logi for et rejsedøgn er større end standardsatsen for logi.

Hvis arbejdsgiveren helt eller delvis dækker lønmodtagerens faktisk dokumenterede udgift til logi kan arbejdsgiveren ikke også udbetale skattefri logigodtgørelse med standardsatsen for det pågældende døgn.

Hvis arbejdsgiveren helt eller delvist stiller frit logi til rådighed, kan arbejdsgiveren heller ikke udbetale skattefri logigodtgørelse med standardsatsen for det rejsedøgn, hvor der er stillet logi til rådighed.

I modsætning til udgifter til kost og småfornødenheder kan arbejdsgiveren dække udgifter til logi efter forskelligt dækningsprincip fra døgn til døgn. Se afsnit C.A.7.2.7 om dækningsprincip for rejseudgifter (udlæg efter regning eller godtgørelse med standardsats). Et rejsedøgns logiudgift kan derfor enten dækkes ved

Hvis en anden end arbejdsgiveren stiller frit logi til rådighed i forbindelse med arbejde, der er udført i arbejdsgiverens tjeneste, sidestilles dette med, at arbejdsgiveren selv har stillet frit logi til rådighed på rejsen. Se TfS.1996.697, som er gengivet i afsnit C.A.7.2.5.1 om rejsegodtgørelse med standardsats for kost og småfornødenheder.

Bemærk

Tidsbegrænsningen på 12 måneder, der gælder for udbetaling af skattefri kostgodtgørelse med standardsats, gælder ikke for udbetaling af skattefri logigodtgørelse. Se afsnit C.A.7.2.5.1 om rejsegodtgørelse med standardsats for kost og småfornødenheder. En arbejdsgiver kan derfor skattefrit udbetale logigodtgørelse med standardsatsen, lige så længe arbejdsstedet er midlertidigt, og de øvrige betingelser for at være på rejse er opfyldt.

Standardsatsen for logi

Standardsatsen for logi er fastsat som et grundbeløb pr. døgn. Se LL § 9 A, stk. 2, nr. 4. Satsen bliver reguleret årligt. Se PSL § 20 og LL § 9 A, stk. 12.

Standardsatsen for logi er x209 kr. pr. døgn (2017), (205 kr. pr. døgn 2016)x.

Det er en betingelse for udbetaling af skattefri logigodtgørelse, at en rejse har varet i mindst 24 timer. Se afsnit C.A.7.1.5 om betingelse om overnatning og varighed. Herefter kan logigodtgørelse med standardsatsen kun udbetales pr. fulde døgn - i modsætning til kostgodtgørelse, der også kan udbetales pr. påbegyndt time på den tilsluttende rejsedag. Se afsnit C.A.7.2.5.1 om rejsegodtgørelse med standardsats for kost og småfornødenheder.

Hvilke udgifter dækker standardsatsen?

Standardsatsen for logi dækker lønmodtagerens udgifter til overnatning på rejse for arbejdsgiveren. Der kan fx være udgifter til overnatning på hotel eller pensionat, i campingvogn og lignende eller ved privat indlogering hos familie eller venner.

Hvis lønmodtageren får skattefri logigodtgørelse med standardsatsen, kan han eller hun ikke samtidig afskrive på driftsmidler mv., fx en campingvogn, der anvendes ved overnatning på rejsen. Se LL § 9 A, stk. 2, pkt. 4.

Personer, som ikke kan få logigodtgørelse med standardsats

Udover de personer, der er nævnt i afsnit C.A.7.2.3 om personer, som ikke kan få skattefri rejsegodtgørelse - dvs. lønmodtagere, der er omfattet af eller anvender særlige skatteordninger som fx erhvervsfiskere, der tager fradrag efter LL § 9 G, og lønmodtagere, der kan anvende DIS-ordningen mv., honorarmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende - er en række yderligere personer afskåret fra at få skattefri logigodtgørelse med standardsats.

Det er lønmodtagere, bestyrelsesmedlemmer og lignende med følgende hverv eller arbejdsforhold. Se LL § 9 A, stk. 2, pkt. 4, og stk. 9.

Det drejer sig om ansatte/personer, som:

Udtrykket "ansatte, som i deres hverv medvirker til transport af varer eller personer", omfatter ansatte, som medvirker til transport af varer eller personer på en måde, som gør det muligt for dem at overnatte i det køretøj, skib mv., der benyttes til afvikling af rejsen, fx langturschauffører og turistchauffører.

Derimod omfatter udtrykket ikke ansatte, hvis opgave er at stå for eller medvirke til transport af varer eller personer, men som ikke i kraft af hvervet og den måde rejsen bliver afviklet på, har mulighed for at overnatte i køretøjet, på skibet eller lignende. Det kunne fx være ansatte, som har en støttefunktion i forhold til transport af varer og personer, fx speditører eller personale, som booker billetter for busrejsende.

"Ansatte, som gør tjeneste om bord på skibe", er den samme persongruppe, der tidligere i ligningsloven er blevet omtalt som ansatte "påmønstret skibe". Der er derfor alene tale om en sproglig justering og ikke en ændring af den tidligere praksis for den persongruppe.

De ovennævnte ansatte, som ikke kan få dækket deres logiudgifter på en rejse med en skattefri logigodtgørelse efter standardsats, overnatter normalt i deres køretøjer, om bord på skibene eller lignende og har derfor typisk ikke udgifter til logi.

Hvis de nævnte ansatte har dokumenterede udgifter til logi, kan arbejdsgiveren eller hvervgiveren (dvs. bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende) dække disse udgifter skattefrit som udlæg efter regning. Se afsnit C.A.7.2.6 om godtgørelse af den dokumenterede faktiske udgift (udlæg efter regning).

Hvis ikke arbejdsgiveren eller hvervgiveren dækker den dokumenterede udgift til logi skattefrit som udlæg efter regning, kan lønmodtageren eller hvervtageren (dvs. medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende) trække udgiften fra ved indkomstopgørelsen. Se afsnit C.A.7.3.5 om fradrag for dokumenterede rejseudgifter.