C.A.8.4.5 Samlivsstatus ændret ved dødsfald

Dette afsnit handler om fordelingen af indkomsten ved erhvervsvirksomheden i tilfælde af, at den ene ægtefælle afgår ved døden i løbet af indkomståret.

Afsnittet indeholder:

Regel

I det indkomstår en af ægtefællerne dør, beskattes indkomst fra virksomheden hos den ægtefælle, der ejer virksomheden.

Afdødes erhvervsvirksomhed drevet af efterlevende

Dødsboskatteloven indeholder regler, der gør det muligt for dødsboet at bestemme, at den efterlevende ægtefælle beskattes af et rimeligt arbejdsvederlag for den indsats, der er ydet i virksomheden fra indkomstårets begyndelse til dødsfaldet. Beløbet kan så fradrages hos afdøde/boet. Se DBSL § 9 stk. 1 nr. 6, § 22, stk. 1, nr. 6 og § 44 stk. 1.

Afdøde har drevet den efterlevendes virksomhed

Hvis den afdøde har drevet den efterlevende ægtefælles erhvervsvirksomhed (eller har været medarbejdende ægtefælle) har den efterlevende ægtefælle mulighed for at bestemme, at et rimeligt arbejdsvederlag for afdødes arbejdsindsats i virksomhedens beskattes hos afdøde/boet. Beløbet kan så fradrages ved opgørelsen af den efterlevende ægtefælles skattepligtige indkomst. Se DBSL § 9, stk. 1 nr. 7, § 22, stk. 1, nr. 7 samt § 44, stk. 2

Friere fordelingsregel

Reglen gælder også for ægtefæller, som opfylder betingelserne for at benytte den friere fordelingsregel i KSL § 25 A, stk. 8, indtil dødsfaldet. Den del af resultatet, som ville kunne overføres efter KSL § 25 A, stk. 8, betragtes som et rimeligt arbejdsvederlag. Hele virksomhedens resultat indtil dødsfaldet skal derfor ikke beskattes hos ejeren af virksomheden, men kan fordeles mellem ægtefællerne efter en fordelingsnorm begrundet i virksomhedens drift.