D.B.4.2.1 Lovgrundlag

LAL § 4, stk. 1 har følgende ordlyd:

"Afgiftsgrundlaget er virksomhedens lønsum med tillæg af overskud eller med fradrag af underskud af selvstændig erhvervsvirksomhed i indkomståret opgjort efter reglerne i 2.-4. pkt., jf. dog stk. 2 og 5. Virksomhedens overskud eller underskud opgøres efter reglerne for opgørelse af skattepligtig indkomst før fradrag for henlæggelse til konjunkturudligning efter virksomhedsskattelovens § 22 b. Til virksomhedens overskud eller underskud opgjort efter 2. pkt. tillægges renteudgifter og kurstab på fordringer og gæld og fradrages rente- og udbytteindtægter samt kursgevinst på fordringer og gæld, som indgår i opgørelsen af virksomhedens overskud eller underskud. Til virksomhedens overskud eller underskud opgjort efter 2. og 3. pkt. medregnes ikke overskud eller underskud, der hidrører fra virksomhed i udlandet."

LAL § 5, stk. 1 har følgende ordlyd:

"For virksomheder omfattet af § 4 stk. 1, er afgiften 4,12 pct. af afgiftsgrundlaget."

Bemærk

Ændringen af satsen fra 3,08 pct. til 4,12 pct. har virkning for indkomstår, der begynder den 1. januar 2013 eller senere.