C.C.2.3.1.4 Aktiver, der aldrig er varelager

Dette afsnit handler om fast ejendom, fordringer, immaterielle rettigheder samt igangværende arbejder for fremmed regning, som alle falder helt uden for varelagerbegrebet, der kun omfatter løsøre.

Afsnittet indeholder:

Fast ejendom

Fast ejendom eller dele af fast ejendom er ikke omfattet af varelagerloven.

Det samme gælder ejendomme, der ejes af en ejendomsmægler eller af en bygningshåndværker, og som er erhvervet for at skulle sælges videre.

Varelagerloven kan hverken anvendes på bygninger, der opføres for egen regning, eller på bygninger, der opføres i entreprise. Se LSRM 1955, 146 LSR og LSRM 1982, 194 LSR.

Landsskatteretten nægtede i en konkret sag at tillade nedskrivning på den bogførte værdi af byggegrunde, som var opkøbt til bebyggelse med sommerhuse, selv om grundene var faldet markant i pris, og salget af dem nærmest var gået i stå. Se LSRM 1985, 79 LSR.

Landbrugets jordbeholdninger er skattemæssigt en del af den faste ejendom. De bliver heller ikke omfattet af varelagerloven i de tilfælde, hvor landbrugeren udarbejder et særligt beholdningsregnskab, hvor værdien af disse beholdninger medtages ved indkomstopgørelsen.

Se også

Se også afsnit C.C.4.2.3 om jordbeholdninger.

Træer på rod, afgrøder i jorden og frugt på træer er dele af den faste ejendom, og varelagerloven finder først anvendelse, når træerne fældes, afgrøderne er høstet, eller frugten er plukket.

Ligningsrådet har fastsat særlige regler for, hvilke planter og andre beholdninger på gartnerier og frugtplantager, der skal medregnes til varelageret. Se afsnit C.C.4.3.5 om gartnerier planteskoler og frugtplantager.

Se også

Se også afsnittene

Fordringer

Værdipapirer er ikke omfattet af varelagerloven. En fondsbørsvekselerers beholdning af værdipapirer, som han eller hun køber og sælger for egen regning, kan ikke behandles efter reglerne i varelagerloven.

Pengeinstitutter og forsikringsselskaber mv. kan ved indkomstopgørelsen tage hensyn til kurssvingninger på værdipapirbeholdninger.

Immaterielle rettigheder

Immaterielle rettigheder som fx goodwill, patentrettigheder, lejeretter mv. er ikke omfattet af varelagerloven, fordi de ikke er fysiske genstande.

Se også

Se også afsnittene

Igangværende arbejder for fremmed regning

Igangværende arbejder for fremmed regning er ikke omfattet af varelagerloven, fordi ejendomsretten til de medgåede og undertiden til indkøbte, men endnu ikke forbrugte varer er kundens, for hvis regning arbejdet eventuelt udføres.

Se også

Se også afsnit C.C.2.3.2.1 om igangværende arbejder for fremmed regning.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

LSRM 1985, 79 LSR

Nedskrivning blev nægtet på den bogførte værdi af byggegrunde, som var opkøbt til bebyggelse med sommerhuse, selv om grundene var faldet markant i pris. Ikke anset for varelager.

LSRM 1982, 194 LSR

En murermesters nedskrivning for et ukonstateret tab på en investering i form af en påbegyndt opførelse af huse til salg blev afvist af Landsskatteretten. Ikke anset for varelager.

LSRM 1955 146 LSR

Landsskatteretten udtalte i forbindelse med sagen, at bestemmelserne i Skattedepartementets cirkulære af 8. april 1953 om opgørelse af varelagre mv. ikke kunne bruges på en bygning under opførelse.