C.C.2.3.1.3.4 Omkostningsvarer

Omkostningsvarer bruges normalt i virksomhedens løbende drift og skal derfor ikke aktiveres, men omkostningerne til dem skal fratrækkes straks som driftsudgifter efter statsskatteloven.

Det forudsættes, at lageret kan anses for naturligt i forhold dels til virksomhedens art, dels til dens størrelse.

Som eksempler på omkostningsvarer kan nævnes papir, tryksager, vejsalt, tvist, bolte, skruer, el-artikler og lignende almindeligt forekommende beholdninger, som kun skal bruges til at vedligeholde og reparere driftsmidler og bygninger. Endvidere er brændsel, der bruges til opvarmning af virksomhedens lokaler, en omkostningsvare i modsætning til det brændstof, der indgår i produktionen. Se afsnit C.C.2.3.1.2 om hjælpevarer.