Dette afsnit beskriver, at der skal beregnes moms af agentprovision og lignende samt auktionssalær. Se ML § 27, stk. 2, nr. 4.
Afsnittet indeholder:
I momsgrundlaget medregnes agentprovision og lignende samt auktionssalær. Se ML § 27, stk. 2, nr. 4.
Agentprovisioner og lignende skal medregnes til momsgrundlaget. Se ML § 27, stk. 2, nr. 4. Også denne bestemmelse svarer til princippet i ML § 27, stk. 1.
Et hotel skal eksempelvis opkræve moms af den fulde værelsespris, som hotelgæsten betaler, selv om hotellet skal betale en vis procent af prisen til det rejsebureau, der har anvist værelset til gæsten.
Den rabat, som en virksomhed yder værtinder, der sælger virksomhedens produkter ved sammenkomster i private hjem, er en provision, der skal indgå i momsgrundlaget. Agentprovisionen skal altså indgå i den pris, som værtinderne skal betale for varerne, og dermed i det beløb, som virksomheden skal beregne moms af ved faktureringen til værtinden. Se MNA1973, 359.
En virksomhed indenfor "collective buying", der sælger værdikuponer over internettet, som giver ret til køb af en vare eller ydelse fra eksterne selvstændige leverandører, handler i leverandørens navn og for leverandørens regning. Når virksomheden modtager betalingen fra kunderne, men videreafregner beløbet med fradrag af 30 % til leverandørerne, er det de eksterne leverandører der er momspligtig af betalingen fra kunderne, idet betalingen er vederlag for leverandørernes varer eller ydelser til kunderne. Virksomheden er momspligtig af de 30 % af vederlaget, der må anses for vederlag for virksomhedens formidlingsydelse. Se SKM2011.354.SR.
Der skal betales moms af både det salær, der opkræves hos køber (købersalær), og det salær, der opkræves hos sælger (sælgersalær). I det omfang sælgersalæret indgår i budsummen, bliver der opkrævet moms af dette salær ved momsberegningen af budsummen. For at undgå dobbeltbeskatning skal der i disse situationer ikke beregnes (særskilt) moms af sælgersalæret, når der afregnes med sælger.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Landsskatteretskendelser | ||
MNA1973, 359 | En virksomhed solgte varer ved demonstrationer under sammenkomster i private hjem. Under demonstrationen afgav værtinden og andre købsinteresserede en samlet bestilling til virksomhedens demonstratrice. Virksomheden ekspederede den samlede ordre til værtinden, til hvem fakturaen udstedes. Værtinden fordelte varerne til de enkelte købere og opkrævede betaling hos disse. Det var værtindens risiko, hvis gæsterne ikke betalte de bestilte varer. Som vederlag for deres medvirken modtog værtinden en rabat, der beregnes i forhold til det samlede salgsbeløb til hendes gæster. Hun fik derimod ikke rabat på de varer, som hun købte til eget brug. Rabatten blev givet ved fradrag i det beløb, som hun skulle betale for de varer, som hun selv købte. Værtinderne kunne ikke anses som selvstændige erhvervsdrivende, og den ydede rabat kunne ikke fradrages før momsberegningen. Agentprovision og lignende skulle altså medregnes momsgrundlaget. | |
SKAT | ||
En virksomhed indenfor "collective buying", der solgte værdikuponer over internettet, som gav ret til køb af en vare eller ydelse fra eksterne selvstændige leverandører, handlede i leverandørens navn og for leverandørens regning. Når virksomheden modtog betalingen fra kunderne, men videreafregnede beløbet med fradrag af 30 % til leverandørerne, var det de eksterne leverandører der var momspligtig af betalingen fra kunderne, idet betalingen var vederlag for leverandørernes varer eller ydelser til kunderne. Virksomheden var momspligtig af de 30 % af vederlaget, der måtte anses for vederlag for virksomhedens formidlingsydelse. |