Dokumentets metadata

Nedrivningsfradrag - ikke afskrevet på driftsbygninger

En klager, der erhvervede en landbrugsejendom i 1968, havde ikke afskrevet på driftsbygningerne og skatteankenævnet nægtede nedrivningsfradradrag i henhold til afskrivningslovens § 22. Landsskatteretten fandt ikke, at det kunne antages at være tilsigtet, at der skulle være afskrevet på en bygning før nedrivningsfradrag efter § 22, stk. 1, kunne godkendes, hvis betingelserne i loven om ejertid og anvendelse i øvrigt var opfyldt.

Klagen skyldes, at skatteankenævnet ikke har godkendt nedrivningsfradrag, da der ikke er afskrevet på den omhandlede bygning.

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 2001

Skatteankenævnet har ikke godkendt nedrivningsfradrag, selvangivet med 30.000 kr.

Landsskatteretten ændrer skatteankenævnets afgørelse, idet det fastslås, at nedrivningsfradrag ikke kan nægtes med den af ankenævnet anførte begrundelse.

Klageren erhvervede landbrugsejendommen i 1968.

Uanset en erhvervsmæssig anvendelse af driftsbygningerne på ejendommen har klageren ikke afskrevet på driftsbygningerne.

I regnskabet for indkomståret 2001 har klageren selvangivet et nedrivningsfradrag på 30.000 kr.

Det selvangivne nedrivningsfradrag er ikke godkendt.

Efter ordlyden af afskrivningslovens § 22 er det en betingelse for at kunne foretage nedrivningsfradrag, at der er afskrevet på bygningen. Da der ikke tidligere er opgjort et afskrivningsgrundlag for driftsbygningerne og dermed heller ikke er afskrevet på driftsbygningerne, kan der ikke foretages nedrivningsfradrag.

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at nedrivningsfradrag på 30.000 kr. godkendes som selvangivet.

Klageren har erhvervet den omhandlede landbrugsejendom i 1968 for 102.500 kr. Driftsbygningernes andel af anskaffelsessummen er beregnet til 30.000 kr., og der har ikke været indvendinger fra skatteforvaltningens side omkring beregningen af afskrivningsgrundlaget, ligesom det er uomtvisteligt, at klageren har ejet og drevet ejendommen i mere end 5 år.

Problemet i den aktuelle sag er, at klageren ikke tidligere har ønsket at foretage skattemæssige afskrivninger på bygningerne, da han ikke ønskede, at der blev opsummeret en skattegæld, der så skulle betales, når han ophørte landbrugsdriften.

Af den skriftlige fremsættelse af lovforslag om justering af pinsepakken, L 85 99/00, samt bemærkningerne afgivet i forbindelse med afskrivningslovens fremsættelse ses, at man ikke har haft til hensigt at stramme beskatningen vedrørende denne problemstilling. Der er ved skatteankenævnets behandling sket en strammere fortolkning af ordvalget i den nye lovtekst, end det egentlig har været formålet med lovændringen.

Det forekommer ulogisk og urimeligt, at klageren nægtes et fradrag på 30.000 kr., når han ville være berettiget til samme fradrag, blot han havde afskrevet 1 kr. i et tidligere år.

Den væsentligste del af ejendommens jordareal er frasolgt i 1996. Klageren har ikke anvendt driftsbygningerne erhvervsmæssigt efter vedtagelsen af lovændringen. Han har således ikke haft mulighed for at afskrive efter lovændringen, medens han klart ville være berettiget til nedrivningsfradraget efter ordlyden i den tidligere afskrivningslov. Klageren bliver således i et vist omfang ramt af lovgivningen med tilbagevirkende kraft, hvis justeringen af pinsepakken skal tolkes, som det er sket af skatteankenævnet.

Af afskrivningslovens § 22 fremgår, hvornår der kan foretages nedrivningsfradrag.

Afskrivningslovens § 22, stk. 1, har følgende ordlyd:

”§ 22. Når en bygning, hvorpå der er afskrevet efter § 14, nedrives, kan der foretages et fradrag i den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori nedrivningen sker. Fradraget opgøres som bygningens nedskrevne værdi efter § 21, stk. 2, nedsat med den eventuelle salgssum for bygninger eller materialer m.v. Det samme gælder, når en installation, hvorpå der er afskrevet efter § 15, stk. 2 eller 3, udskiftes eller nedtages endeligt. For installationer, hvorpå der er afskrevet efter § 15, stk. 3, opgøres fradraget som den del af den nedskrevne værdi efter § 21, stk.4, nedsat med en eventuel salgssum, som svarer til forholdet mellem de afskrivninger, der i alt er fratrukket ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, og de samlede beregnede afskrivninger. Fradrag efter 1. pkt. kan dog kun foretages, når den skattepligtige i mindst 5 år før nedrivningen har ejet bygningen eller installationen og i en periode af mindst samme længde, mens den skattepligtige har ejet bygningen eller installationen, har anvendt den til et afskrivningsberettiget formål.”

Efter en ren ordlydsfortolkning af § 22, stk. 1, kan der i det konkrete tilfælde ikke foretages nedrivningsfradrag, da der ikke er afskrevet på de pågældende driftsbygninger.

Efter rettens opfattelse kan det dog ikke antages, at det har været tilsigtet, at der skal være afskrevet på en bygning, før der kan godkendes et nedrivningsfradrag efter § 22, stk. 1.

Bestemmelsen i afskrivningslovens § 22, stk. 1, skal derfor fortolkes således, at der også i den situation, hvor betingelserne i § 22 om ejertid og anvendelse er opfyldt, men hvor den skattepligtige har valgt at undlade at afskrive et positivt beløb på bygningen, kan foretages et nedrivningsfradrag.

Retten ændrer derfor nævnets afgørelse, således at nedrivningsfradrag i den pågældende sag ikke kan nægtes, allerede fordi der ikke er afskrevet på bygningerne.

Retten har ikke taget stilling til, hvorvidt betingelserne i afskrivningslovens § 22 om ejertid og anvendelse er opfyldt, og retten har heller ikke taget stilling til størrelsen af et eventuelt nedrivningsfradrag. Det overlades til skattemyndigheden.