Dokumentets dato: | 28-01-2004 |
Offentliggjort: | 17-02-2004 |
SKM-nr: | SKM2004.75.TSS |
Journalnr.: | 99/04-4314-01138 |
Referencer.: | Aktieavancebeskatningsloven |
Dokumenttype: | Afgørelse |
Told- og Skattestyrelsen har givet tilladelse til, at aktieavancebeskatningslovens § 13, stk. 1 og 2 kan anvendes i forbindelse med en ombytning af aktierne i Amersham Plc., England med aktier i General Electric Co., USA. Tilladelsen vedrører dog kun den del af ombytningen der gennemføres ved, at General Electric Co. erhverver 75% af aktierne i Amersham Plc., hvorimod den ikke omfatter den del, der gennemføres ved, at det af General Electric Co.´s helejede datterselskab, General Investments Inc. erhverver de resterende 25% aktier.
Told- og Skattestyrelsen har meddelt tilladelse til, at en påtænkt ombytning af aktierne i Amersham plc., England med aktier i General Electric Co., USA kan gennemføres skattefrit i medfør af aktieavancebeskatningslovens § 13, stk. 1 og 2.
Af sagens faktiske oplysninger fremgår, at General Electric Co. har afgivet tilbud om at overtage aktierne i Amersham plc., med henblik på at styrke sine kompetencer indenfor de områder hvor Amersham plc. er ledende på verdensmarkedet.
Overtagelsen agtes gennemført ved en aktieombytning derved, at de hidtidige aktionærer i Amersham plc. - i stedet for de oprindelige aktier - helt eller delvist vederlægges med aktier i General Electric Co.
Da amerikansk lovgivning hindrer, at General Electric Co. opnår det fulde ejerskab over aktierne i Amersham plc., vil der i forbindelse med ombytningen ske en skævdeling således, at General Electric Co. alene erhverver 75% af aktierne i Amersham plc., mens det af General Electric Co. helejede datterselskab, General Investments, Inc., USA, erhverver de resterende 25% (indirekte ombytning). Uagtet denne skævdeling vil de hidtidige aktionærer i Amersham plc. alene modtage aktier i General Electric Co. Aktieombytningen vil således gennemføres ved følgende samtidige transaktioner:
Henset til, at såvel Amersham plc. og General Electric Co. er at sidestille med danske aktie- eller anpartsselskaber, samt det forhold, at aktieombytningen er forretningsmæssigt begrundet, er der - efter Told- Skattestyrelsens vurdering - ikke lovmæssige hindringer for, at den del af ombytningen, der gennemføres ved at General Electric Co. erhverver 75% af aktierne - og dermed aktiemajoriteten - i Amersham plc. kan gennemføres skattefrit i medfør af aktieavancebeskatningslovens § 13, stk. 1 og 2.
Anderledes forholder det sig for så vidt angik den indirekte aktieombytning - det vil sige den del af transaktionen, hvorved General Investments, Inc. erhverver de resterende 25% aktier i Amersham plc. Efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse opfylder denne del af ombytningen således ikke de i aktieavancebeskatningslovens § 13, stk. 2 nævnte betingelser om, at der skal være tale om en direkte aktieombytning (aktionærerne skal i stedet for aktier i det erhvervede selskab modtage aktier i det erhvervende selskab), og at det erhvervende selskab skal opnå stemmemajoriteten i det erhvervede selskab.
På baggrund af ovennævnte meddelte Told- og Skattestyrelsen tilladelse til, at aktieavancebeskatningslovens § 13, stk. 1 og 2 kunne finde anvendelse på den del af ombytningen, der gennemføres ved, at General Electric Co. erhverver aktiemajoriteten i Amersham plc. Derimod omfatter tilladelsen ikke den indirekte aktieombytning, det vil sige den del af ombytningen der gennemføres ved, at General Investments, Inc. tildeles aktier i Amersham plc.
Aktieombytningen skal foretages senest 6 måneder fra denne afgørelse.
Ved tilladelsen er der ikke taget stilling til aktiernes overdragelseskurs, idet spørgsmålet herom henhører under den lignende myndighed.
Afgørelsen er i øvrigt generel, og kan anvendes af alle aktionærer i Amersham plc., der er skattepligtige til Danmark.