Dokumentets metadata

Maskeret udlodning - salg af båd - driftsudgifter

En hovedanpartshaver solgte en motorbåd til sit selskab. Købesummen blev berigtiget ved modregning i hovedanpartshaverens gæld til selskabet. Selskabet skulle ikke benytte båden i sin drift og satte den til salg. Indtil salget, der skete med tab, afholdt selskabet udgifter til forsikring af båden m.v.Landsretten lagde til grund, at udligningen af hovedanpartshaverens gæld til selskabet var sket med et usædvanligt betalingsmiddel, som indebar, at liggeomkostninger og risiko for værditab blev overvæltet på selskabet. Hertil kom, at selskabets erhvervelse af båden ikke havde nogen tilknytning til selskabets drift. Landsretten fandt på den baggrund, at salget af båden til selskabet ikke var en forretningsmæssig begrundet disposition og ikke skete på normale handelsmæssige vilkår. Landsretten tiltrådte herefter Landsskatterettens vurdering, hvorefter overdragelsen af båden til selskabet måtte anses som et udslag af hovedanpartshaverens bestemmende indflydelse i selskabet. Herefter var de af selskabet afholdte udgifter og tabet ved videresalget af båden maskeret udlodning til hovedanpartshaveren.

Parter

A
(advokat Hans Henrik Skjødt v/advokat Gitte Skouby)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af landsdommerne

Taber Rasmussen, M. Stassen og Birgitte Husted Nielsen (kst.)

Under denne sag har sagsøgeren, A, indbragt Landsskatterettens kendelser af henholdsvis 1. februar 2002 og 28. januar 2003.

Sagen angår spørgsmålet, om udgifter, der i 1998, 1999 og 2000 blev afholdt af selskabet H1 Agency ApS til en båd, og et tab, som selskabet led i 2000 ved videresalg af båden, skal anses som maskeret udlodning til sagsøgeren, A.

Selskabet H1 Agency ApS driver agenturvirksomhed med beklædning og er ejet af A og hans ægtefælle med hver 50%. A er tillige direktør i selskabet.

Påstande

A har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at hans aktieindkomst nedsættes med følgende beløb:

Skatteministeriet har principalt påstået frifindelse, subsidiært at ansættelserne af sagsøgerens indkomster i indkomstårene 1998 og 2000 hjemvises til fornyet behandling ved den stedlige skattemyndighed, således at sagsøgeren til sagsøgte skal betale den merskat, der følger af forhøjelsen af hans indkomst i indkomståret 1998 med tillæg af renter m.v. efter kildeskattelovens regler, dog også således at sagsøgeren beløbsmæssigt ikke skal betale mere til sagsøgte end det, der følger af de ansættelser, Landsskatteretten har stadfæstet i kendelserne af 1. februar 2002 og 28. januar 2003.

Over for Skatteministeriets subsidiære påstand har A påstået frifindelse.

Sagsfremstilling

I 1995 købte sagsøger i Tyskland en motorbåd, Nimbus 31 Coupe, bygget i 1994, for 732.000 kr. Den 4. juni 1998 vurderede bådmægleren G1, at bådens markedspris med monteret udstyr udgjorde 725.000 kr., og båden foresloges sat til salg for 750.000 kr. Ved aftale underskrevet af sagsøger den 5. juni 1998 solgte sagsøger herefter båden til sit og hustruens selskab, H1 Agency ApS, for den vurderede markedspris på 725.000 kr. På dette tidspunkt havde sagsøger oparbejdet en gæld til selskabet på 226.174,74 kr. ved træk på mellemregningskontoen med selskabet. Selskabet betalte købesummen via denne mellemregningskonto, således at sagsøgers gæld til selskabet blev udlignet, og sagsøger herefter havde et tilgodehavende hos selskabet på 498.825,26 kr.

Selskabet satte straks båden til salg hos bådmægleren G1 i ... Havn. Da det ikke lykkedes denne at sælge båden, skiftede selskabet siden bådmægler, og båden blev i den forbindelse sejlet til ... af sagsøger.

Ved salgsslutsedler af 8. maj 2000 blev båden solgt i to halvparter for i alt 645.000 kr., således at selskabets tab efter betaling af mæglersalær med 20.000 kr. udgjorde 100.000 kr.

Selskabet havde i perioden fra købet af båden til videresalget af denne afholdt udgifter til båden med 21.023 kr. i 1998, med 39.421 kr. i 1999 og med 975 kr. i 2000.

Den 1. februar 2002 afsagde Landsskatteretten i forhold til sagsøger kendelse vedrørende de af selskabet i indkomstårene 1998 og 1999 afholdte udgifter til båden og udtalte følgende:

"Landsskatteretten finder, at overdragelsen af båden til selskabet og selskabets afholdelse af omkostningerne i forbindelse med videresalget til trediemand var et udslag af hovedanpartshaverens bestemmende indflydelse i selskabet, hvorved hovedanpartshaveren friholdtes for afholdelse af de omhandlede udgifter. Beløbene må således anses som maskeret udlodning til hovedanpartshaveren. Den påklagede ansættelse stadfæstes derfor."

Den 28. januar 2003 afsagde Landsskatteretten i forhold til sagsøger endvidere kendelse vedrørende de af selskabet i indkomståret 2000 afholdte udgifter til båden samt vedrørende selskabets tab ved videresalg i samme indkomstår og udtalte følgende:

"Det bemærkes, at den omhandlede båd blev sat til salg umiddelbart efter selskabets erhvervelse og har været til salg i hele selskabets ejertid. Retten finder herefter, at overdragelsen af båden til selskabet og selskabets afholdelse af omkostningerne og værditab i forbindelse med videresalget til trediemand var et udslag af hovedanpartshaverens bestemmende indflydelse i selskabet. Hovedanpartshaveren friholdtes herved for afholdelse af de omhandlede udgifter og værditabet i forbindelse med salget. Beløbene må således anses for maskeret udlodning til hovedanpartshaveren. Den påklagede ansættelse stadfæstes derfor."

Forklaringer

A

Der er under sagen afgivet forklaring af A, der bl.a. har forklaret, at han og hans ægtefælle i forbindelse med indretning af kontorlokaler i deres nyerhvervede ejendom foretog træk på mellemregningskontoen med selskabet, hvilket revisor påtalte. Da de ikke havde tid til at sejle i båden, besluttede de efter råd fra revisor og efter at have fået båden vurderet at sælge båden til selskabet, dels med henblik på udligning af mellemregningen, dels med henblik på videresalg, idet båden samtidig blev sat til salg hos en mægler. Det var hans forventning, at båden ville kunne videresælges inden for en kortere periode, men som følge af pinsepakken viste det sig at være vanskeligere end forventet at sælge båden. Hans salgspris til selskabet i forhold til hans egen indkøbspris skal ses på baggrund af dels, at brugte både i Tyskland er billigere end i Danmark, dels at han i sin ejertid har foretaget en række forbedringer af båden. 1 1999 skiftede han mægler til ... Bådehavn. Sideløbende med denne mæglers avertering annoncerede han selv båden til salg for at fremme salget. Han har ikke, mens båden var til salg hos mægleren, benyttet båden udover sejladsen fra den ene til den anden mægler samt deltagelse i to prøvesejladser arrangeret af ... Bådehavn med interesserede købere. Båden lå på mæglernes pladser, og mæglerne havde nøglen til båden. Han ved ikke, hvor meget båden var ude at sejle, mens den var til salg hos den første mægler.

Procedure

Sagsøger har til støtte for sin påstand gjort gældende, at sagsøger ønskede en hurtig tilbagebetaling af det ulovlige anpartshaverlån, der var opnået ved trækket på mellemregningskontoen med selskabet. Sagsøger overdrog derfor ved en endelig og gyldig aftale af 5. juni 1998 båden til selskabet, som købte båden med henblik på øjeblikkeligt videresalg. Selskabet var herefter den retmæssige ejer af båden, indtil denne blev videreoverdraget til trediemand ved slutseddel af 8. maj 2000. De udgifter til pladsleje, forsikring, annoncer mv. vedrørende båden, som selskabet afholdt i denne periode, var derfor ikke sagsøgers private udgifter og udgjorde ikke en økonomisk fordel for sagsøger, men blev med rette afholdt af selskabet som ejer af båden. Endvidere skulle det tab, selskabet realiserede ved videresalget, ligeledes bæres af selskabet som ejer af båden, og videresalget til uafhængig køber udelukkede, at dette kunne udgøre en økonomisk fordel for sagsøger. Når selskabets betaling af udgifter og selskabets realisering af tabet ikke udgjorde en økonomisk fordel for sagsøger, kan der ikke ske beskatning af beløb hos denne som maskeret udlodning efter ligningslovens § 16A. Endvidere har båden i hele selskabets ejerperiode været annonceret og ligget til salg hos bådmægler. Den har derfor ikke været til rådighed for privat benyttelse for sagsøger. Der bør herefter gives sagsøger medhold i dennes påstande, idet det ikke er fornødent at hjemvise sagen til skattevæsenet, således som sagsøgte subsidiært har påstået.

Sagsøgte har til støtte for sin principale påstand gjort gældende, at sagsøger - som af ham oplyst - alene solgte båden til selskabet for at udligne hans mellemregningskonto med selskabet, at båden blev solgt til selskabet for fuld markedspris, og at selskabet ikke skulle anvende båden, men alene skulle videresælge denne. Det følger derfor umiddelbart af sagsøgers egne oplysninger, at hans udgifter til forsikring, pladsleje, løft og vinterpladsleje ved overdragelsen blev "smurt af" på selskabet. Ingen uafhængig tredjemand ville købe båden på sådanne vilkår, hvor selskabet uden udsigt til fortjeneste blev påført både salgsomkostningerne og de løbende udgifter indtil videresalget af en båd, som selskabet ikke ville anvende, men alene videresælge. Handlen kan kun henføres til sagsøgers dominerende indflydelse i selskabet, hvori han var direktør og sammen med sin ægtefælle ejede samtlige anparter. I øvrigt medfører denne dominerende indflydelse, at sagsøgers bevisbyrde for, at de pågældende udgifter ikke udgjorde maskeret udbytte, skærpes. Endvidere har sagsøger ikke godtgjort, at han, uanset at selskabet ikke skulle anvende båden til noget som helst, og at båden var særdeles velegnet til privat benyttelse, ikke har benyttet denne privat efter salget til selskabet. Under disse omstændigheder er udgifterne sagsøgers private, således at selskabets afholdelse af disse udgifter for sagsøger må betragtes som maskeret udlodning i henhold til ligningslovens § 16A, stk. 1.

Ved selskabets køb af båden, der ikke var begrundet i forretningsmæssige overvejelser hos selskabet, men alene i sagsøgers private interesse, blev sagsøger endvidere friholdt for værditabet og mæglersalæret. Når navnlig henses til, at båden straks ved selskabets erhvervelse blev sat til salg, og herefter var til salg i hele selskabets ejerperiode, må ligeledes selskabets tab ved videresalg af båden anses som maskeret udlodning til sagsøger.

Hvis sagsøger imidlertid desuagtet får medhold i, at han ikke skal udlodningsbeskattes i indkomståret 2000 af værditabet ved videresalget af båden, gøres det subsidiært gældende, at der i så fald må ske hjemvisning til skattemyndighederne. Det må i denne situation lægges til grund - idet sagsøger ikke har bevist andet - at salget af båden til selskabet skete til overpris. Udlodningsbeskatningen af værditabet skal derfor flyttes fra indkomståret 2000 til indkomståret 1998, og må fastlægges skønsmæssigt, hvorfor der må ske hjemvisning vedrørende de to indkomstår. Spørgsmålet har ikke tidligere været prøvet af skattemyndighederne, og påstanden er ikke begrænset af fristreglerne i skattestyrelseslovens § 34, idet undtagelsen i § 35, stk. 1, nr. 3, finder anvendelse i nærværende tilfælde.

Landsrettens bemærkninger

Landsretten lægger ved afgørelsen til grund, at selskabets erhvervelse af båden var begrundet i et ønske om at udligne As mellemregning med selskabet. Det bemærkes herved, at denne udligning må anses for at være sket med et usædvanligt betalingsmiddel, som indebar, at liggeomkostninger og risiko for værditab blev overvæltet på selskabet.

Hertil kommer, at selskabets erhvervelse af båden ikke havde nogen tilknytning til selskabets drift.

Landsretten finder på denne baggrund, at salget af båden til selskabet ikke var en forretningsmæssig begrundet disposition og ikke skete på normale handelsmæssige vilkår mellem uafhængige parter.

Landsretten tiltræder derefter Landsskatterettens vurdering, hvorefter overdragelsen af båden til selskabet må anses som et udslag af As bestemmende indflydelse i selskabet.

Herefter må de af selskabet afholdte udgifter i indkomstårene 1998, 1999 og 2000 og det ved videresalget i 2000 konstaterede værditab anses som maskeret udlodning, der er skattepligtig for sagsøger i medfør af ligningslovens § 16 A, stk. 1.

Med sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes for de af sagsøger, A, nedlagte påstande.

Inden 14 dage skal sagsøger i sagsomkostninger betale 15.000 kr. til sagsøgte.