Dokumentets dato: | 13-02-2004 |
Offentliggjort: | 15-03-2004 |
SKM-nr: | SKM2004.124.LSR |
Journalnr.: | 2-2-1819-1098 |
Referencer.: | Aktieavancebeskatningsloven |
Dokumenttype: | Kendelse |
Et selskab fik godkendt fradrag for tab ved salg til dets eneaktionær af aktier i et konkursramt selskab, idet det ansås for dokumenteret, at der var indgået en endelig bindende salgsaftale, ligesom overdragelsessummen ikke kunne kritiseres.
Klagen skyldes, at selskabet A ApS ikke har fået godkendt fradrag for tab ved salg til hovedanpartshaveren af aktier i konkursramt selskab.
Landsskatterettens afgørelse
Indkomståret 2000
Ikke godkendt fradrag for tab i forbindelse med salg af aktier i B A/S, 564.400 kr.
Landsskatteretten godkender fradrag for tab efter aktieavancebeskatningslovens § 2, stk. 2, med 564.400 kr.
Sagens oplysningerAktiviteten i A ApS (herefter benævnt selskabet) består i finansieringsvirksomhed. C (herefter benævnt hovedanpartshaveren) ejer hele anpartskapitalen. Selskabet er ejer af hele anpartskapitalen i D ApS og af 25% af aktiekapitalen i B A/S, hvis øvrige aktionærer er E ApS og A/S F, der tilsammen ejer 75% af aktiekapitalen. D ApS ejer 60% af anpartskapitalen i G ApS.
Selskabet har pr. 1. september 1998 købt aktier i B A/S for 564.400 kr. nominelt 500.000 kr. Aktierne blev købt af selskabets søsterselskab D ApS. Aktierne blev ved overdragelsesaftale af 25. maj 2000 videresolgt til hovedanpartshaveren i selskabet for 1 kr. Overdragelsen er ved brev af samme dato meddelt kurator med anmodning om notering. B A/S gik i betalingsstandsning den 19. januar 2000, og konkursdekret blev afsagt pr. 25. april 2000. Konkursboets kurator udarbejdede pr. 30. august 2000 en opgørelse over aktiver og passiver i B A/S. Aktiverne udgjorde pr. denne dato 990.122 kr. og passiverne udgjorde 14.610.533 kr.
Skattemyndighedens afgørelseDer er ikke godkendt fradrag for tab ved salg af aktier i B A/S til hovedanpartshaveren. Aktierne er ikke anset for overdraget, og dispositionen er alene anset for konstrueret med henblik på opnåelse af et skattemæssigt fradrag. Der er i den forbindelse lagt vægt på, at der er tale om interesseforbundne parter, at selskabet ikke har dokumenteret, at der har fundet en pengeoverførsel sted i forbindelse med handlen. Selskabet har ikke i form af bogføringsbilag eller regnskabsmateriale dokumenteret, at aktierne er overdraget. Selskabet har ikke fremvist en aktiebog, som viser, at B A/S har fået ny aktionær.
Selskabet har endvidere ikke dokumenteret, at de øvrige aktionærer i B A/S har været bekendt med handlen og dermed haft mulighed for at gøre indsigelser over for handlen, jf. aktionæroverenskomsten. Det er ikke anset for sandsynligt, at selskabet ville kunne afhænde sine aktier i B A/S til andre end interesseforbundne parter, fordi selskabet allerede på salgstidspunktet var erklæret konkurs med en negativ balance på ca. 13,5 mio. kr.
Klagerens påstand og argumenterKlagerens repræsentant har fremsat påstand om, at der godkendes fradrag for tab ved salg af aktier i B A/S med 564.400 kr.
Selskabers afståelse af aktier med en ejertid under 3 år er omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 2. Afståelsestidspunktet for aktier, er tidspunktet for ejendomsrettens ophør ved overdragelse eller på anden måde, herunder ved selskabets endelige opløsning, jf. Højesterets dom trykt i TfS 1998.397.
Der er til støtte for den nedlagte påstand henvist til afgørelsen trykt i TfS 1992.5, hvor salg, der skete af skattemæssige grunde, ikke i sig selv kunne begrunde nægtelse af fradrag for tab.
Der foreligger en retligt bindende aftale om overdragelse af de omhandlede aktier. Dokumentation for overdragelsen foreligger i form af overdragelsesaftalen af 25. maj 2000. Overdragelsen af aktierne og opgørelsen af tabet fremgår af selskabets regnskabsmateriale.
Den bogholderimæssige registrering af aktiesalget er principielt foretaget via mellemregningskontoen. Regnskabsmæssige registreringer via mellemregningskonti sidestilles skattemæssigt med betaling. Det kan derfor ikke tillægges vægt, at der ikke på salgstidspunktet er sket en egentlig pengeoverførsel. Dette skal også ses i lyset af en symbolsk salgspris på 1 kr.
Hovedanpartshaveren har ved skrivelse af 25. maj 2000 anmodet kurator om at notere overdragelsen i aktiebogen. Det fremgår af skrivelsen til kurator, at der ikke er fremkommet indsigelser mod aktieoverdragelsen fra de øvrige aktionærer i B A/S.
Det kan ikke i sig selv betyde en nægtelse af fradragsretten, at der er tale om interesseforbundne parter. Det er ikke usædvanligt, at handelsværdien ved aktiehandler i tilfælde af betalingsstandsning/konkurs fastsættes til et symbolsk beløb på 1 kr.
Salget af aktierne er sket efter samtale med kurator i B A/S og hovedanpartshaveren, der gennem selskabet G ApS, tilbød boet at være behjælpelig med at overtage aktiver/aktiviteter fra B A/S. Det var hovedanpartshaverens opfattelse, at det ville være uheldigt, at det købende selskab G ApS via sit moderselskab var delvis ejer af B A/S.
Muligheden for en endelig afslutning af konkursboet var til stede i perioden fra hovedanpartshaverens køb af aktierne til udløb af selskabets 3 års ejerperiode. Såfremt konkursboet i dette tidsrum var blevet afsluttet, ville selskabet have opnået et tilsvarende skattemæssigt fradragsberettiget aktietab.
Sagen afviger fra praksis vedrørende konstruerede tab, da der er tale om et reelt konstateret tab, der som følge af den økonomiske situation og betydelige underbalance i B A/S ikke kan bestrides.
Det var efter råd fra sine advokater, at hovedanpartshaveren overtog aktierne, således at der ikke ville opstå værdiansættelsesproblemer eller andre problemer i forbindelse med G ApS opkøb af aktiviteter fra konkursboet.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelseDet anses for dokumenteret, at der ved aftalen af 25. maj 2000 er indgået en endelig bindende aftale om salg af de omhandlede aktier. Der er i den forbindelse henset til brev af samme dato til kurator. Da der ikke er grundlag for at anse værdien af aktierne for at overstige den aftalte overdragelsespris, godkendes fradrag for tabet efter aktieavancebeskatningslovens § 2, stk. 2.