Dokumentets metadata

Dokumentets dato:01-02-2012
Offentliggjort:13-02-2012
SKM-nr:SKM2012.98.HR
Journalnr.:18/2012
Referencer.:Retsplejeloven
Dokumenttype:Kendelse


Anke til Højesteret - henstand - betaling af skatter og afgifter - ej opsættende virkning

Skatteyderen havde anket SKM2012.3.ØLR. I dommen havde Østre Landsret i modsætning til Landsskatteretten fastslået, at skatteyderen ikke var berettiget til at få henstand med betaling af skatterne.Skatteyderen ankede dommen til Højesteret og anmodede om, at anken blev tillagt opsættende virkning. Højesteret afslog begæringen om at tillægge anken opsættende virkning, jf. principperne i retsplejelovens § 480, stk. 3.


Parter

A
(advokat Ole Sigetty)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

Afsagt af højesteretsdommerne

Thomas Rørdam, Vibeke Rønne og Henrik Waaben

Sagens baggrund

A har anmodet om, at anken tillægges opsættende virkning, således at Landsskatterettens afgørelse står ved magt, indtil sagen er afgjort i Højesteret, jf. retsplejelovens § 480, stk. 3.

Indstævnte har protesteret herimod og har bl.a. anført, at A efter landsrettens dom skal anerkende, at han ikke har henstand med betaling af skatter og afgifter for 2004-2007, og at retsplejelovens § 480, stk. 3, ikke finder anvendelse på anerkendelsesdomme.

Appellanten har endvidere anmodet om tilladelse til partsafhøring af A.

Indstævnte har ikke protesteret herimod.

Efter votering besluttede ankeudvalget (Thomas Rørdam, Vibeke Rønne og Henrik Waaben) at afslå begæringen om at tillægge anken opsættende virkning, jf principperne i retsplejelovens § 480, stk. 3.

Ankeudvalget besluttede endvidere at imødekomme anmodningen om tilladelse til at afhøre A.

Sagen udsat på bevisoptagelse ved byretten.