Dokumentets metadata

Dokumentets dato:20-03-2012
Offentliggjort:22-03-2012
SKM-nr:SKM2012.193.SR
Journalnr.:11-272954
Referencer.:Ligningsloven
Dokumenttype:Bindende svar


Julegave i form af et åbent gavekort - skattepligtig for de ansatte

Skatterådet fandt, at lønmodtagere, der som julegave fra deres arbejdsgiver modtager et åbent gavekort fra A A/S til en værdi på op til 700 kr., skal beskattes heraf.Skatterådet lagde vægt på, at gavekort fra A i henhold til selskabets egen hjemmeside giver adgang til en bred vifte af gaver i form af mad, drikke, restaurationsbesøg, kro- og hotelophold, diverse former for wellness, adgang til diverse sportsaktiviteter m.m.Skatterådet bemærkede dernæst, at de ansatte i øvrigt får en mulighed for at supplere op og lægge flere oplevelsesgavekort sammen, hvis oplevelsesgavekortets beløb er mindre end den oplevelse modtageren ønsker.Selv om beviset i intet tilfælde helt eller delvist kan konverteres til kontanter, vurderede Skatterådet, at gavebeviset i dette tilfælde reelt kan sidestilles med kontanter, idet det eneste, der begrænser de ansattes valgmuligheder, er begrænsninger i spørgers udbud/assortiment.


Spørgsmål

Kan Skatterådet bekræfte, at lønmodtagere, der som julegave fra deres arbejdsgiver modtager et åbent gavekort fra A A/S til en værdi på op til 700 kr., ikke skal beskattes heraf?

Svar

Nej.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Baggrund

A A/S er en gavekortportal, hvorfra der kan erhverves gavekort til en lang række oplevelser. A A/S er en virksomhed, der lever og ånder for oplevelser. Virksomheden har derfor gjort det til en mission at samle et stort sortiment af meget forskellige oplevelser i alle prisklasser - fra kr. 200,- kr. og op til en god månedsløn.

A ønsker i videre omfang end tilfældet er i dag at markedsføre sine gavekort til virksomheder til brug for personalejulegaver. Derfor ønskes Skatterådets svar på, om et åbent gavekort fra A kan omfattes af den i ligningsvejledningen beskrevne praksis vedrørende jule- og nytårsgaver til medarbejdere i form af naturalier til en værdi under kr. 700.

Med det åbne gavekort fra A kan gavekortmodtager selv vælge mellem alle de tilbud, der er repræsenteret på A. - pt. mere end 250 oplevelser.

Hvis oplevelsesgavekortets beløb er mindre end den oplevelse modtageren ønsker, har denne mulighed for at supplere op og lægge flere oplevelsesgavekort sammen. Hvis oplevelsesgavekortets beløb er større end den oplevelse, modtager ønsker, bliver det ikke brugte beløb stående på en konto hos A.

Det kan oplyses, at det i ingen tilfælde er muligt (hverken helt eller delvist) at konvertere gavekort fra A til kontanter.

Skatteministeriet bemærker, at gavekort fra A i henhold til selskabets egen hjemmeside giver adgang til en bred vifte af gaver i form af mad, drikke, restaurationsbesøg, kro- og hotelophold, diverse former for wellness, adgang til diverse sportsaktiviteter m.m.

Lovgrundlag og praksis

Gaver fra arbejdsgivere til ansatte behandles som udgangspunkt som almindelig personlig indkomst. Værdiansættelsen foretages på baggrund af godets markedsværdi, jf. ligningslovens § 16, stk. 3.

Ifølge SKAT's juridiske vejledning beskattes årlige gaver i form af naturalier i anledning af jul og nytår efter praksis normalt kun, hvis markedsværdien overstiger en beløbsgrænse.

Endvidere fremgår, at hvis jule-/nytårsgaverne ydes som gavekort eller kontanter, er gaverne skattepligtige, da det kan sammenlignes med en kontant gave og løn. Er gavekortene udstedt til specifikke naturalier, kan gavekortet være skattefrit.

SKAT har i en meddelelse fra 2008 (SKM2010.515.SR) eller hotelophold for to personer (de øvrige tre sager).

Gavebeviset skal således i de nævnte sager betragtes som et praktisk instrument til at give en gave, da der på grund af gavens beskaffenhed ikke er muligt at overdrage som en fysisk genstand. Der skal ligeledes understreges, at typen af en gave, på forhånd blev udvalgt af de ansattes arbejdsgiver.

Alle de nævnte sager adskiller sig således fra en situation, hvor der gives et åbent gavebevis, der giver adgang til hele assortimentet udbudt af spørger.

Skatteministeriet skal således fremhæve, at gavekort fra A i henhold til selskabets egen hjemmeside giver adgang til en bred vifte af gaver i form af mad, drikke, restaurationsbesøg, kro- og hotelophold, diverse former for wellness, adgang til diverse sportsaktiviteter m.m.

Skatteministeriet bemærker i den forbindelse, at de ansatte i øvrigt får en mulighed for at supplere op og lægge flere oplevelsesgavekort sammen, hvis oplevelsesgavekortets beløb er mindre end den oplevelse modtageren ønsker.

Selv om beviset i intet tilfælde helt eller delvist kan konverteres til kontanter, er det Skatteministeriets vurdering, at gavebeviset i dette tilfælde reelt kan sidestilles med kontanter, idet det eneste, der begrænser de ansattes valgmuligheder, er begrænsninger i spørgers udbud/assortiment.

Dette indebærer i øvrigt, at bevisets værdi ikke er omfattet af ligningslovens § 16, stk. 3, 3 pkt., med den konsekvens, at bevisets værdi skal medregnes til skattepligtige indkomst i overensstemmelse med ligningslovens § 16, stk. 1.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmålet besvares benægtende.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltrådte Skatteministeriets indstilling og begrundelse.

Personligt fremmøde

Spørgers repræsentant har givet personligt møde for Skatterådet og er mundtligt fremkommet med sine kommentarer overfor medlemmerne af Skatterådet.

Spørgers repræsentants indlæg er, jf. § 11, stk. 1, nr. 4, i Skatterådets forretningsorden, refereret i den protokol der føres over forhandlingerne i Skatterådets møder. Indlægget er derfor ikke indarbejdet i nærværende sagsfremstilling.