Dokumentets metadata

Dokumentets dato:05-08-2004
Offentliggjort:05-08-2004
SKM-nr:SKM2004.337.TSS
Journalnr.:99/03-301-01032
Referencer.:Momsloven
Dokumenttype:Meddelelse


Brugtmoms - Adgang til at anvende de almindelige momsregler - Varer henført under den periodevise opgørelsesmetode

Told- og Skattestyrelsen udtaler, at videreforhandlere for enhver levering, der er omfattet af brugtmomsordningen, kan vælge i stedet at anvende de almindelige momsregler. Dette uanset om der er tale om udførsel til tredjeland eller leverancer i EU, herunder til danske aftagere.


Indledning

Told- og Skattestyrelsen er blevet spurgt, om videreforhandlere, der har henført brugte varer til den periodevise opgørelsesmetode efter momslovens § 70, stk. 5, kan vælge at anvende de almindelige momsregler på de pågældende varer, f.eks. i forbindelse med salg af varer til købere i andre EU-lande.

Hidtidig praksis

Det fremgår af Momsvejledningens afsnit R.1 , at brugtmomsordningen er frivillig. Videreforhandlere kan derfor for hver enkelt vare vælge enten at anvende de særlige brugtmomsregler eller de almindelige momsregler.

Samtidig fremgår det af Momsvejledningens afsnit R.4.2 , at varer, der een gang er kommet ind under brugtmomsreglerne og den periodevise opgørelsesmetode, ikke senere kan overgå til anden ordning. Dette skyldes, at de pågældende varer ikke fysisk eller regnskabsmæssigt kan udskilles fra andre varer i virksomheden.

Ændring af praksis

Det følger af momslovens § 69, stk. 1, jf. 6. Momsdirektivs artikel 26 a, punkt B, stk. 11, at videreforhandlere for enhver levering, der er omfattet af brugtmomsordningen, kan vælge i stedet at anvende de almindelige momsregler.

Videreforhandlere, der har henført brugte varer til den periodevise opgørelsesmetode, jf. momslovens § 70, stk. 5, kan derfor vælge at anvende de almindelige momsregler for de pågældende varer såvel i forbindelse med salg af varer til tredjelande som i forbindelse med salg af varer til andre EU-lande og indenlandsk salg.

Det følger af momskendtgørelsens § 93, stk. 4, jf. momslovens § 70, stk. 5, sidste pkt., at når varer omfattet af § 70, stk. 5, (den periodevise opgørelsesmetode) efterfølgende henføres under lovens almindelige regler, skal virksomheden anføre varens indkøbsværdi på salgskontoen.

Kan denne købspris ikke dokumenteres af virksomheden, skal lovens § 70, stk. 3, 2. og 3. pkt. anvendes analogt. Købsprisen skal således beregnes på grundlag af varens salgspris reduceret med de omkostninger og den avance, der i almindelighed indgår ved leveringen af varer af den pågældende art.

Ikrafttrædelse

Det følger af de særlige fakturaregler og regnskabsregler for brugtmomsordningen, jf. momsbekendtgørelsens §§ 92 og 93, at videreforhandlerne skal tilkendegive deres valg med hensyn til, om den enkelte vare leveres efter brugtmomsreglerne eller efter lovens almindelige regler, i forbindelse med udstedelse af faktura og med indgivelse af momsangivelsen for den pågældende periode.

Brugtmomsreglerne indeholder ingen adgang til at omgøre dette valg.

Adgangen til at anvende lovens almindelige regler på brugte varer henført under brugtmomsordningen har derfor alene virkning for varer, for hvilke virksomheden endnu ikke har tilkendegivet sit valg.

Da denne meddelelse er begrundet i en ændret fortolkning af regelgrundlaget, har meddelelsen alene fremadrettet virkning.