Dokumentets dato: | 21-03-2012 |
Offentliggjort: | 21-03-2012 |
SKM-nr: | SKM2012.188.SR |
Journalnr.: | 11-279434 |
Referencer.: | Momsloven |
Dokumenttype: | Bindende svar |
Skatterådet kan bekræfte, at der principielt set ikke er noget til hinder for, at spørger kan foretage en opdeling af udlejningen af selve jordarealet og en på arealet anlagt golfbane, således at jorden med tilhørende bygninger udlejes momsfrit og baneanlægget udlejes med moms til samme lejer, golfklubben. Der er således principielt set heller ikke noget til hinder for, at spørger kan afmelde den frivillige registrering for udlejning af fast ejendom delvist, således at udlejningen af jorden afmeldes fra den frivillige registrering, mens udlejning af baneanlægget fortsat er omfattet af den frivillige registrering. Det har ingen betydning for den momsmæssige kvalifikation af udlejning af henholdsvis jorden og baneanlægget, at lejeaftalerne sker i henhold til en samlet aftale, når det i aftalen er specificeret, at jorden udlejes momsfrit og baneanlægget udlejes med moms. Skatterådet kan ikke konkret tage stilling til, hvorvidt der kan gives tilladelse til frivillig registrering eller afmelding af frivillig registrering. Svarene er således givet under forudsætning af, at de relevante tilladelser opnås.
Spørgsmål:
Svar:
Beskrivelse af de faktiske forhold
Jorden, golfanlægget er beliggende på ejes af et selskab, der lejer jorden ud til spørger momsfrit. Spørger har fået anlagt baneanlægget og ejer de driftsmidler der anvendes til drift og vedligehold af banen.
Baneanlægget inkl. den tilhørende jord udlejes p.t. med moms til en golfklubs medlemmer af spørger. Spørger står p.t. for drift og vedligeholdelse af baneanlægget. Derudover betaler medlemmerne af golfklubben et kontingent til klubben, dette kontingent er momsfrit.
Der sker således en ændring i lejeaftalerne så golfklubben bliver lejer af såvel jord som baneanlæg, desuden vil klubben leje de driftsmidler og det inventar, der anvendes til driften, af spørger. Som led i den nye aftale, overtager klubben vedligeholdelsesforpligtelsen og drift af banen, klubben er forpligtet til at ansætte personale til greenkeeping og administration i fornødent omfang. Dog har spørger og klubben indgået en administrationsaftale, hvorefter spørger varetager en stor del af de administrative opgaver for klubben, Den pris der er aftalt mellem parterne for denne administrationsydelse vil blive tillagt moms.
Spørger ønsker at opdele videreudlejningen af jorden og det af spørger etablerede baneanlæg og udleje disse til klubben efter en samlet aftale, i stedet for som nu, at udleje jord og baneanlæg samlet til klubbens medlemmer.
Spørger og golfklubben påtænker derfor at ændre de lejeaftaler, der regulerer lejen af jorden og golfanlæg. Herunder vil klubben overtage banedriften, altså få ansvaret for at vedligeholde og pleje baneanlægget. Spørger beholder maskiner og inventar, som fortsat vil blive udlejet til klubben med moms. Maskinerne anvendes bl.a. til at vedligeholde og pleje baneanlægget.
Udlejningen af selve jorden med tilhørende bygninger, bliver foretaget som udlejning af fast ejendom og vil således ske uden moms. Hvad angår udlejningen af baneanlægget, vil dette ske på baggrund af den frivillige registrering for udlejning af fast ejendom, og derfor ske med moms.
Spørger vil i forbindelse med ændringen i udlejningsforholdene fastholde den frivillige udlejning for baneanlægget, men få afmeldt den frivillige registrering for udlejning af jorden. I den forbindelse vil spørger få opgjort eventuelle reguleringsforpligtelser, der vedrører jorden og indbetale disse til SKAT i forbindelse med afmeldelsen af udlejningen af jorden, fra den frivillige registrering.
Den samlede udlejning er aftalt og reguleret i en samlet lejeaftale mellem de to parter. I selve lejeaftalen er følgende punkter aftalt:
1. Leje af jord og tilhørende bygninger
Denne udlejning af fast ejendom sker uden moms, efter at spørger har fået afmeldt udlejningen af jorden fra den frivillige momsregistrering for udlejning af fast ejendom. Udlejningen vil ske fra spørger til golfklubben.
2. Leje af baneanlæg
Da spørger fortsat er frivilligt registreret for denne udlejning, skal der faktureres med moms. Da banen nu, til forskel fra før, udlejes uden vedligehold og drift, vil lejen skulle prisfastsættes ud fra, at vedligeholdsdelen og driften i stedet udføres af golfklubben.
3. Leje af maskiner og inventar.
Spørger beholder disse aktiver, som udlejes til golfklubben i forbindelse med at denne overtager drift og vedligehold af baneanlægget. Denne udlejning vil ske med moms.
4. Overdragelse af vedligeholdelse og drift af baneanlægget.
Ifølge lejeaftalen, overtager klubben forpligtelsen til at forestå vedligeholdelse og drift af det lejede, herunder at ansætte personale til vedligeholdelse og administration. Vedligeholdelsen skal ske i overensstemmelse med den af parterne vedtagne vedligeholdelsesplan.
Spørgers opfattelse og begrundelse
Spørgsmål 1.
Det ønskes bekræftet, at spørger kan foretage en opdeling af udlejning af selve jordarealet og den på arealet anlagte golfbane (baneanlæg), således at jorden med tilhørende bygninger udlejes momsfrit og baneanlægget udlejes med moms til samme lejer, golfklubben.
Det er spørgers opfattelse, at spørger kan opdele videreudlejningen af jorden og udlejningen af baneanlægget i to selvstændige leverancer, der momsmæssigt behandles forskelligt.
Udlejning af jord og af et baneanlæg kan anses for to af hinanden uafhængige leverancer jf. SKM2010.856.LSR , i hvilken Landsskatteretten fastslog, at grund og baneanlæg er to selvstændige investeringsgoder, hvor momsreguleringsforpligtelserne kan overdrages separat. Der er således tale om to uafhængige leverancer, udlejning af jord og udlejning af den på grunden beliggende golfanlæg.
Ovenstående afgørelse fra LSR fastslår klart, at der er tale om to forskellige faste ejendomme. Dette underbygges i den konkrete sag af, at spørger har opført og ejer baneanlægget men selv lejer jorden baneanlægget er placeret på og således ikke er ejer af jorden. Der er således tale om to forskellige ejere af de to faste ejendomme.
Hvis den ene faste ejendom er omfattet af en frivillig registrering for udlejning af fast ejendom som nævnt i Momslovens § 51, og den anden ejendom ikke er omfattet af en sådan frivillig registrering, skal de to ejendomme udlejes henholdsvis med og uden moms.
Det er derfor spørgers opfattelse, at udlejningen af den jord som baneanlægget er placeret på, kan ske momsfrit, mens det baneanlæg som spørger har ladet opføre og som spørger er frivilligt registreret for, skal ske med moms. Spørger mener derfor at spørgsmål 1, skal besvares med et "ja".
Spørgsmål 2.
Det ønskes bekræftet, at spørger kan afmelde den frivillige registrering for udlejning af fast ejendom delvist, således at udlejningen af jorden afmeldes fra den frivillige registrering, mens udlejning af baneanlægget fortsat er omfattet af den frivillige registrering. I den forbindelse vil spørger opgøre eventuelle reguleringsforpligtelser, der vedrører den del der undtages for den frivillige registrering (jorden) og indbetale disse beløb til SKAT.
Det er ifølge SKATs praksis muligt at afmelde dele af en frivillig registrering for udlejning af fast ejendom. Spørger kan derfor afmelde den frivillige registrering for jorden og leje denne ud momsfrit, under forudsætning af, at den frivillige registrering har løbet i 2 kalenderår jf. ML § 51, stk. 2. Da den frivillige registrering har været aktiv siden 2003, kan den frivillige registrering således afmeldes. Spørger vil i den forbindelse opgøre eventuelle reguleringsforpligtelser, der påhviler jorden og indbetale disse til SKAT. Spørger vil fortsætte med at være frivilligt registreret for udlejning af faste ejendom i forbindelse med udlejningen af baneanlægget.
Spørger mener derfor at spørgsmål 2, skal besvares med et "ja"
Spørgsmål 3.
Det ønskes besvaret, om det har betydning for den momsmæssige kvalifikation af udlejning af henholdsvis jorden og baneanlægget, at lejeaftalerne sker i henhold til en samlet aftale, når det i aftalen er specificeret, at jorden udlejes momsfrit og baneanlægget udlejes med moms. Det vil ligeledes fremgå af aftalen, at spørger udlejer driftsmidler og inventar til golflubben, til brug for klubbens vedligeholdelse og drift af anlægget, denne udlejning vil også være pålagt moms.
Det har efter spørgers opfattelse ingen momsmæssig betydning om to ydelser er omhandlet af den samme aftale, når der er tale om to af hinanden uafhængige ydelser. Ligeledes vil en samlet fakturering fra spørger til golfklubben heller ikke betyde, at den momsmæssige kvalifikation af de to ydelser ændrer karakter.
Spørger mener derfor, at spm. 3, skal besvares med et "nej".
Skatteministeriets indstilling og begrundelse
Spørgsmål 1
Det ønskes bekræftet, at spørger kan foretage en opdeling af udlejning af selve jordarealet og den på arealet anlagte golfbane (baneanlæg), således at jorden med tilhørende bygninger udlejes momsfrit og baneanlægget udlejes med moms til samme lejer - golfklubben.
Lovgrundlag
Momslovens § 13, stk. 1:
Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift:
(...)
8) Udlejning og bortforpagtning af fast ejendom, herunder levering af gas, vand, elektricitet og varme som led i udlejningen eller bortforpagtningen. (...)
Momslovens § 51:
Told- og Skatteforvaltningen kan give tilladelse til frivillig registrering af erhvervsmæssig udlejning, herunder bortforpagtning, af fast ejendom eller dele heraf. (...)
Stk. 2: Frivillig registrering af udlejning af fast ejendom skal omfatte en periode på mindst 2 kalenderår. (...)
Skatteforvaltningslovens § 21, stk. 3, 2. pkt:
Bindende svar gives ikke på spørgsmål om bevillinger eller dispensationer vedrørende påtænkte dispensationer.
(...)
Praksis
Et selskab kunne undlade at foretage regulering efter investeringsgodereglerne af tidligere foretagne momsfradrag for omkostninger til anlæggelsen af et golfbaneanlæg på en grund i forbindelse med et særskilt salg af selve grunden. Landsskatteretten fandt, at selskabet kunne frasælge grunden og bibeholde ejendomsretten til golfbanen.
SKM2007.142.SR
Skatterådet fandt, at udlejning af fast ejendom til brug for hospiceformål ikke udgør udlejning til beboelse i momslovens forstand. Skatterådet afviste at besvare, hvorvidt der kunne gives tilladelse til frivillig momsregistrering med henvisning til skatteforvaltningslovens § 21, stk. 3.
Begrundelse
Det fremgår af momslovens § 13, stk.1, nr. 8, at udlejning af fast ejendom er fritaget for moms.
Det fremgår af landsskatterettens afgørelse i SKM2010.856.LSR , at ejendomsretten i forbindelse med en golfbane kan opdeles i ejendomsretten til henholdsvis selve baneanlægget og den grund det ligger på, og at begge dele hver for sig kan betragtes som fast ejendom.
Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 21, stk. 3, at der ikke kan gives bindende svar om bevillinger.
Det er Skatteministeriets opfattelse, at Skatterådet på den baggrund ikke kan svare på, hvorvidt der kan gives tilladelse til frivillig registrering efter momslovens § 51.
Under forudsætning af, at spørger kan opnå tilladelse til frivillig registrering for erhvervsmæssig udlejning finder Skatteministeriet ikke, at der efter landsskatterettens kendelse i SKM2010.856.LSR principielt set er noget til hinder for, at foretage en opdeling af lejemålet i henholdsvis golfbaneanlægget og grunden.
Indstilling
Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "ja".
Spørgsmål 2
Det ønskes bekræftet, at spørger kan afmelde den frivillige registrering for udlejning af fast ejendom delvist, således at udlejningen af jorden afmeldes fra den frivillige registrering, mens udlejning af baneanlægget fortsat er omfattet af den frivillige registrering. I den forbindelse vil spørger opgøre eventuelle reguleringsforpligtelser, der vedrører den del der undtages for den frivillige registrering (jorden) og indbetale disse beløb til SKAT.
Begrundelse
Idet der henvises til anførte ovenfor under besvarelsen af spørgsmål 1, finder Skatteministeriet ikke, at der er noget til hinder for, at opdele lejemålet i henholdsvis baneanlægget og grunden.
Skatterådet kan som ligeledes nævnt ovenfor ikke tage stilling til spørgsmål om tilladelse til registrering eller afmelding.
Såfremt spørger opnår tilladelse til at afmelde en del af den faste ejendom fra den frivillige registrering for erhvervsmæssig udlejning, skal spørger herefter ikke afregne moms af den del af lejeindtægten, der vedrører leje af grunden. Spørger har herefter ligeledes ikke fradrag for moms af udgifter, der relaterer sig til grunden. Skatteministeriet finder herefter, at anvendelsen af grunden jf. momslovens § 43, stk. 3, nr. 1, er ændret således, at spørger har ret til et lavere fradrag.
Det følger af momslovens § 43, stk. 1, at der skal ske regulering af den fradragsberettigede afgift, det vil sige den afgift, der eventuelt måtte være blevet fradraget i forbindelse med købet af grunden.
I det omfang et sådant fradrag måtte være blevet taget, skal der ske regulering heraf.
Indstilling
Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 2 bevares med "ja".
Spørgsmål 3
Det ønskes bekræftet, at det ikke har nogen betydning for den momsmæssige kvalifikation af udlejning af henholdsvis jorden og baneanlægget, at lejeaftalerne sker i henhold til en samlet aftale, når det i aftalen er specificeret, at jorden udlejes momsfrit og baneanlægget udlejes med moms. Det vil ligeledes fremgå af aftalen, at spørger udlejer driftsmidler og inventar til golfklubben, til brug for klubbens vedligeholdelse og drift af anlægget, denne udlejning vil også være pålagt moms.
Lovgrundlag
Momslovens § 52, stk. 6:
Virksomheder, der ikke er registrerede, samt registrerede virksomheder, der leverer ikke afgiftspligtige varer og ydelser, må ikke på fakturaen anføre afgiftsbeløb eller anden angivelse af, at fakturabeløbet indbefatter afgift. (...)
Begrundelse
Udgangspunktet i momslovens § 13, stk.1, nr. 8, er, at udlejning af fast ejendom er fritaget for moms.
Af momslovens § 51 fremgår det, at SKAT kan give tilladelse til frivillig registrering af erhvervsmæssig udlejning af fast ejendom eller dele heraf.
Der kan ikke efter bestemmelsen stilles krav om særskilt fakturering af de enkelte elementer i lejekontrakten. Det skal blot, jf. § 52, stk. 6, stå klart, hvilke lejebeløb der indbefatter afgift, og hvilke der ikke gør.
Skatteministeriet finder således, ikke, at det gør nogen forskel, om udlejningen af henholdsvis grunden og baneanlægget sker på samme lejekontrakt.
Indstilling
Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 2 bevares med "nej".
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltræder Skatteministeriets indstilling og begrundelse.