Dokumentets dato: | 30-03-2012 |
Offentliggjort: | 26-04-2012 |
SKM-nr: | SKM2012.238.HR |
Journalnr.: | 1. afdeling, 237/2010 |
Referencer.: | Statsskatteloven |
Dokumenttype: | Dom |
Et selskab overvejede at etablere et yderligere driftscenter på en grund. Selskabet havde i forvejen to driftscentre. Pladsen på disse to eksisterende driftscentre blev vurderet til ikke at være tilstrækkelig.I forbindelse med planlægningen afholdt selskabet udgifter til rådgivere.Selskabet fratrak udgiften og fandt, at der forelå fradragsberettigede driftsomkostninger i medfør af statsskattelovens § 6 a.Højesteret fandt, at udgifterne ikke havde en sådan forbindelse til virksomhedens eksisterende drift, at de kunne anses for fradragsberettigede driftsomkostninger efter statsskattelovens § 6a.Da centret ikke blev etableret og taget i brug, tiltrådte Højesteret videre, at udgifterne ikke kunne afskrives, heller ikke efter statsskattelovens § 6 a.
Parter
H1 ApS
(advokat Svend Erik Holm)mod
Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)
Afsagt af højesteretsdommerne
Jon Stokholm, Poul Dahl Jensen, Jens Peter Christensen, Hanne Schmidt og Lars Hjortnæs.
Sagens baggrund og parternes påstande
I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 17. afdeling den 1. juli 2010.
Appellanten, H1 ApS, har gentaget sine påstande.
Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse og har gentaget sin subsidiære påstand.
Højesterets begrundelse og resultat
Sagen drejer sig om, hvorvidt selskabets udgifter til ingeniør- og arkitektbistand, der blev afholdt med henblik på opførelse af et tredje driftscenter, kan fradrages i selskabets skattepligtige indkomst som driftsomkostninger, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, enten fuldt ud i indkomståret 2004, hvor udgifterne blev afholdt, eller over en årrække som afskrivninger.
Parterne er enige om, at udgifterne til ingeniør- og arkitektbistand - eller i hvert fald størstedelen heraf - kunne være afskrevet efter reglerne i afskrivningsloven, hvis projektet var blevet realiseret.
Udgifterne knytter sig til den påtænkte opførelse af et yderligere driftscenter, og Højesteret tiltræder, at afholdelsen af disse udgifter ikke har en sådan forbindelse til virksomhedens eksisterende drift, at de kan anses for driftsomkostninger, der kan fradrages i 2004 efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.
Efter at H5 A/S i slutningen af 2004 havde købt selskabet, blev planerne om at opføre driftscentret opgivet. Da centret således ikke blev etableret og taget i brug, tiltræder Højesteret endvidere, at udgifterne ikke kan afskrives, heller ikke efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.
Højesteret stadfæster herefter dommen.
T h i k e n d e s f o r r e t
Landsrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for Højesteret skal H1 ApS betale 75.000 kr. til Skatteministeriet.
De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.