Dokumentets metadata

Dokumentets dato:24-04-2012
Offentliggjort:02-05-2012
SKM-nr:SKM2012.247.SR
Journalnr.:12-035040
Referencer.:Ejendomsavancebeskatningsloven
Dokumenttype:Bindende svar


Ekspropriation - frivillig aftale - principbeslutning

Skatterådet kan ikke bekræfte, at en frivillig afståelse af spørgers ejendom til et vandværk kan ske skattefrit i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, 2. pkt., på baggrund af en principbeslutning fra byrådet om, at byrådet vil gennemføre ekspropriation, såfremt der ikke kan indgås frivillige aftaler i forbindelse med erhvervelse af fornødne arealer til gennemførelse af et vandforsyningsprojekt.Skatterådet kan tilsvarende ikke bekræfte, at afståelsen kan ske skattefrit, såfremt enten Plan- og Miljøudvalget eller Økonomiudvalget bekræfter, at man i henhold til byrådets beslutning konkret vil iværksætte ekspropriation af ejendommen, hvis der ikke kan indgås en frivillig aftale.Skatterådet kan derimod bekræfte, at afståelsen kan ske skattefrit, såfremt byrådet konkret beslutter, at der i overensstemmelse med den foreliggende beslutning skal iværksættes ekspropriation af spørgers ejendom, hvis der ikke kan indgås en frivillig aftale om overdragelse.


Spørgsmål:

  1. Kan Skatterådet bekræfte, at en frivillig afståelse af ejendommen X fra spørger til Y vandværk kan ske skattefrit for spørger i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, 2. pkt., på baggrund af den foreliggende beslutning fra Z Byråd?
  2. Såfremt Skatterådet ikke besvarer spørgsmål 1 bekræftende, kan Skatterådet da bekræfte, at afståelsen kan ske skattefrit, såfremt Plan- og Miljøudvalget på henvendelse fra Y vandværk bekræfter, at man i henhold til Byrådets foreliggende beslutning konkret vil iværksætte ekspropriation af ejendommen, hvis der ikke kan indgås en frivillig aftale?
  3. Såfremt Skatterådet ikke besvarer spørgsmål 1 eller 2 bekræftende, kan Skatterådet da bekræfte, at afståelse kan ske skattefrit, såfremt Økonomiudvalget efter indstilling fra Plan- og Miljøudvalget konkret bekræfter, at der i henhold til Byrådets foreliggende beslutning skal iværksættes ekspropriation af ejendommen, hvis der ikke kan indgås en frivillig aftale om overdragelse?
  4. Såfremt Skatterådet ikke besvarer spørgsmål 1, 2 eller 3 bekræftende, kan Skatterådet da bekræfte, at afståelse kan ske skattefrit, såfremt Byrådet efter indstilling fra Økonomiudvalget konkret beslutter, at der i overensstemmelse med den foreliggende beslutning skal iværksættes ekspropriation af ejendommen, hvis der ikke kan indgås en frivillig aftale om overdragelse?

Svar:

  1. Nej
  2. Nej, se indstilling og begrundelse.
  3. Nej, se besvarelsen til spørgsmål 2.
  4. Ja, se besvarelsen til spørgsmål 2.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Y Vandværk er et privat alment vandforsyningsselskab, hvis formål er at forsyne ejendomme inden for vandværkets forsyningsområde med vand i overensstemmelse med vandforsyningsloven og det for vandværket fastsatte regulativ.

Y Vandværk er i færd med at undersøge mulighederne for at etablere nye vandboringer i forsyningsområdet for at supplere virksomhedens nuværende vandboringer. Y Vandværk har i dag en indvindingsboring på ejendommen X. Indvindingsboringen er etableret i 2002 med godkendelse af A Amt - og ved samme lejlighed har A Amt givet tilsagn til yderligere to indvindingsboringer på grunden.

I den forbindelse påtænker Y Vandværk - i overensstemmelse med sit formål - at erhverve ejendommen X, med henblik på etablering af nye vandboringer.

Spørger er interesseret i at afhænde ejendommen, der er en ubebygget landbrugsgrund på ca. 12 ha til Y Vandværk. Prisen som spørger som udgangspunkt forlanger for ejendommen, er imidlertid væsentlig højere end den pris, som Y Vandværk vil give for ejendommen. Den nuværende ejer baserer sin prisfastsættelse på sit ønske om salgsprovenu efter skat.

Y Vandværk vurderer, at der kan opnås enighed om overdragelsessummen, hvis ejeren kan afstå ejendommen uden beskatning. Dette vil være muligt, såfremt ejendommen kan anses for overdraget på "ekspropriationslignende vilkår", således at betingelsen for skattefrihed i ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, 2. pkt., er opfyldt.

Byrådet i Z Kommune har ved beslutning den 12. september 2011 udvist vilje til ekspropriation i det omfang, det skulle blive nødvendigt i tilknytning til en vandforsyningssag. På Byrådsmøde den 12. september 2011 er det således besluttet, at der i vandforsyningssagen kan indsættes følgende ordlyd:

"Byrådet agter at gennemføre en ekspropriation, såfremt der ikke kan indgås frivillige aftaler i forbindelse med erhvervelse af de fornødne arealer til gennemførelse af et vandforsyningsprojekt."

Det fremgår af Byrådets sagsfremstilling, at hvis det på et senere tidspunkt viser sig nødvendigt at indlede en konkret ekspropriation i tilknytning til en vandforsyningssag, vil Byrådet blive orienteret særskilt herom.

I forbindelse med den igangværende handel ønsker spørger sikkerhed for, at det foreliggende grundlag er tilstrækkeligt til, at overdragelse af ovennævnte ejendom kan ske skattefrit.

"Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsen har hjemmel i vandforsyningsloven til i nødvendigt omfang at træffe afgørelse om ekspropriation til fordel for et alment vandforsyningsanlæg, når almenvellet kræver det, og når der er givet tilladelse til anlægget.

Der kan jf. § 37 i vandforsyningsloven eksproprieres med henblik på, at der

1) erhverves ejendomsret til arealer, bygninger og indretninger, der er fast knyttet til arealer eller bygninger, samt tilbehør hertil,

2) endeligt eller midlertidigt pålægges indskrænkninger i ejerens rådighed eller erhverves ret til at udøve en særlig råden over faste ejendomme, herunder til at udføre prøveboringer og prøvepumpninger,

3) endeligt eller midlertidigt ske erhvervelse eller ophævelse af eller foretages begrænsninger i brugsrettigheder, servitutrettigheder samt andre rettigheder over faste ejendomme,

4) endeligt eller midlertidigt pålægges indskrænkninger i eller foretages ophævelser af rettigheder til benyttelse af overfladevand, når benyttelsen hviler på særlig adkomst.

Det er vigtigt at pointere, at udgangspunktet for gennemførelse af sager vedrørende vandforsyningsanlæg er frivillige aftaler med lodsejerne.

Ved at Byrådet udtrykker vilje til ekspropriation, sikres det, at alle lodsejere får erstatning på ens vilkår, og dermed vil lodsejerne få den samme skattefrihed, hvad enten der indgås en frivillig aftale, eller det sker ved arealerhvervelse.

Der skal være vilje til ekspropriation på tidspunktet, hvor aftalen indgås, dvs. at det også skal kunne sandsynliggøres, at den ekspropriationsberettigede myndighed vil ekspropriere, hvis den frivillige aftale ikke kan indgås. Hvis de forhold er opfyldt, giver det lodsejer mulighed for efter skattelovgivningen at få skattefradrag for dele af erstatningen. Erstatningen deles op i tre grupper:

  1. Engangsbeløb for ulempe
  2. Deklarationserstatning
  3. Ulempeerstatning, herunder bl.a. afgrødeerstatning og strukturerstatning

Såfremt erstatningen udbetales på ekspropriationslignende vilkår, kan erstatningen under gruppe 1 og 2 være skattemæssigt fritaget i henhold til skattelovgivningen. Det er Skat, der træffer afgørelse om, hvornår en erstatning er skattefri.

Det er vigtigt for samarbejdet med vandværkerne, at Z Kommune også tilkendegiver overfor dem og berørte lodsejere, at der er vilje til ekspropriation i det omfang, det skulle blive nødvendigt.

Ved vedtagelse af denne indstilling, vil der fremover kunne indføjes en tekst i forbindelse med vandforsyningssager, med ordlyden: "Byrådet agter at gennemføre en ekspropriation, såfremt der ikke kan indgås frivillige aftaler i forbindelse med erhvervelse af de fornødne arealer til gennemførelse af et vandforsyningsprojekt."

Hvis det på et senere tidspunkt viser sig nødvendigt at indlede en konkret ekspropriation i tilknytning til en vandforsyningssag, vil Byrådet blive orienteret særskilt herom."

Spørgers opfattelse og begrundelse

Det fremgår af ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, 1. pkt., at fortjeneste, der er indvundet ved modtagelse af en erstatningssum i anledning af ekspropriation, ikke skal medregnes. Det fremgår tilsvarende af bestemmelsens 2. pkt., at nævnte ligeledes gælder fortjeneste ved salg til en erhverver, der efter formålet med erhvervelsen, opfylder betingelserne for ekspropriation.

Ifølge Højesterets dom af 11. august 1995 - offentliggjort i TfS 1995.575 - er det en betingelse for anvendelse af ejendomsavancebeskatningslovens § 11, 2. pkt., at det på aftaletidspunktet måtte påregnes, at dispositionen ville blive gennemtvunget ved ekspropriation, såfremt en frivillig aftale ikke blev indgået.

Ifølge Skatterådets praksis - offentliggjort i SKM2006.438.SKAT - og anført i Ligningsvejledningen 2012, afsnit E.J.2.8, skal følgende krav derfor være opfyldte, for at overdragelse af en fast ejendom anses for at være sket i en ekspropriationslignende situation omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 11, 2. pkt.:

1) Der skal på aftaletidspunktet være en ekspropriationshjemmel i lovgivningen til det pågældende formål.

2) På aftaletidspunktet må det kunne påregnes, at ekspropriation vil blive gennemført i mangel af frivillig aftale - dvs. der skal foreligge ekspropriationsrealitet.

Der stilles ikke krav om, at en ejendom skal sælges til en ekspropriationsberettiget, for at ejendommen kan afstås skattefrit i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 11, 2. pkt., jf. Højesterets dom af 11. august 1995, offentliggjort i TfS 1995.575.

I nærværende sag er det spørgsmålet, om Z Byråds beslutning om at udvise en generel ekspropriationsvilje i forhold til erhvervelse af arealer i vandforsyningssager, er tilstrækkeligt grundlag til, at overdragelse af ejendommen X, kan ske skattefrit - når ekspropriationsviljen har den fornødne ekspropriationshjemmel.

Ekspropriationshjemmel - betingelse nr. 1

Det fremgår af § 37, stk. 1 i vandforsyningsloven, at der til fordel for et offentligt vandforsyningsanlæg og for et privat alment vandforsyningsanlæg, når almenvellet kræver det, og der er givet tilladelse til anlægget, ved ekspropriation, kan

1) erhverves ejendomsret til arealer, bygninger og indretninger, der er fast knyttet til arealer eller bygninger, samt tilbehør hertil,

2) endeligt eller midlertidigt pålægges indskrænkninger i ejerens rådighed eller erhverves ret til at udøve en særlig råden over faste ejendomme, herunder til at udføre prøveboringer og prøvepumpninger,

3) endeligt eller midlertidigt ske erhvervelse eller ophævelse af eller foretages begrænsninger i brugsrettigheder, servitutrettigheder samt andre rettigheder over faste ejendomme,

4) endeligt eller midlertidigt pålægges indskrænkninger i eller foretages ophævelser af rettigheder til benyttelse af overfladevand, når benyttelsen hviler på særlig adkomst.

Der er således lovhjemmel til at ekspropriere ejendommen X.

Efter vandforsyningslovens § 40, stk. 1, træffes beslutning om ekspropriation af kommunalbestyrelsen.

Y Vandværks formål med erhvervelsen er at erstatte/supplere virksomhedens nuværende boringer, således at det fremadrettet er muligt at forsyne ejendommene inden for vandværkets forsyningsområde med godt og tilstrækkeligt vand.

Der er herudfra ingen tvivl om, at Z Byråd har lovhjemmel til ekspropriation på vegne af Y Vandværk. Grunden kan eksproprieres til formålet (vandforsyning), da ekspropriationen er nødvendig af hensyn til vandforsyningen i forsyningsområdet ("almenvellet kræver det").

Ekspropriationsrealitet - betingelse nr. 2

Det er hernæst en betingelse for skattefriheden efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, 2. pkt., at en ekspropriation må påregnes gennemført i mangel af frivillig aftale.

Byrådet ved Z Kommune har - efter indstilling fra By- og Udviklingsdirektøren - den 12. september 2011 truffet beslutning om, at der i fremtidige vandforsyningssager skal anvendes følgende tekst:

"Det agtes at gennemføre ekspropriation, såfremt der ikke kan indgås frivillige aftaler i forbindelse med erhvervelse af de fornødne arealer til indvindings-, behandlings- eller distributionsanlæg".

Denne beslutning er truffet for at sikre, at vandværkerne i Z Kommune har mulighed for at erhverve arealer til f.eks. nye kildepladser. Byrådet har således tilkendegivet en konkret vilje til ekspropriation, idet arealerhvervelser om fornødent vil ske ved ekspropriation i kommende vandforsyningssager, såfremt erhvervelsen ikke sker ved frivillig aftale.

I praksis kræves det, at for at der kan foreligge en ekspropriationssituation, at kommunalbestyrelsen (efter at ekspropriationshjemlen er blevet skabt) også har truffet beslutning om at ville gennemføre en ekspropriation, hvis en frivillig aftale ikke kan opnås.

I nærværende sag kan ekspropriationsvilje og -realitet dokumenteres af udskrift af kommunalbestyrelsens beslutningsprotokol. Selvom beslutningen ikke er møntet på nogen konkret ejendom, er beslutningen dog så konkret møntet på vandforsyningssager, at der i den konkrete sag foreligger en aktuel risiko for spørger for, at ekspropriation i givet fald vil blive foretaget.

Det kan for det bindende svar lægges til grund, at der - forinden overdragelsen finder sted - er oprettet en vandforsyningssag, hvor den af Byrådet besluttede tekst er anvendt.

På den baggrund anmoder vi venligst Skatterådet om at svare bekræftende på spørgsmål 1.

Ad. Spørgsmål 2-4

Hvis Skatterådet ikke svarer bekræftende på spørgsmål 1, vil det være spørgsmålet, hvad der yderligere skal til, for at der er udvist tilstrækkelig ekspropriationsvilje til, at spørger kan sælge ejendommen X skattefrit til Y Vandværk.

I nærværende sag må det - ud fra Z Byråds foreliggende beslutning - anses at være en ren formalitet at få udtrykt en endnu mere konkret ekspropriationsvilje.

Kompetencen kan ikke delegeres fra kommunalbestyrelsen. Folketingets Ombudsmand har tilkendegivet, at et så væsentligt skridt som beslutning om ekspropriation bør træffes af selve kommunalbestyrelsen, FOB 72.92, jf. 74.23. Denne henstilling har Indenrigsministeriet gjort til en forskrift, skrivelse nr. 167 af 15/7 1974, der stadigvæk er gældende.

På baggrund af Z Byråds beslutning, har Byrådet efter vores opfattelse udnyttet sin kompetence, hvorefter Plan- og Miljøudvalget vil kunne igangsætte en ekspropriationssag uden yderligere vedtagelse i Byrådet, men alene med en orientering af Byrådet.

På den baggrund er det vores opfattelse, at hvis Skatterådet ønsker yderligere tiltag for, at der kan være udvist tilstrækkelig ekspropriationsvilje, så må det være tilstrækkeligt, at Plan- og Miljøudvalget tilkendegiver, at udvalget i den konkrete sag til følge Byrådets beslutning.

Hvis Skatterådet ikke mener, at dette er tilstrækkeligt, ønsker vi en tilkendegivelse af, hvilken beslutningsmyndighed der skal fremkomme med en yderligere tilkendegivelse, for at den nævnte ejendom kan afhændes skattefrit til Y Vandværk.

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at en frivillig afståelse af ejendommen X fra spørger til Y vandværk kan ske skattefrit for spørger i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, 2. pkt., på baggrund af den foreliggende beslutning fra Z Byråd.

Lovgrundlag

Ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1

Fortjeneste, der er indvundet ved modtagelse af en erstatningssum i anledning af ekspropriation, medregnes ikke. Det samme gælder fortjeneste ved salg til en erhverver, der efter formålet med erhvervelsen opfylder betingelserne for at ekspropriere ejendommen. Fortjeneste indvundet ved afhændelse efter § 34 i lov om forurenet jord medregnes heller ikke.

Vandforsyningslovens § 37, stk. 1

Til fordel for et alment vandforsyningsanlæg kan der, når almenvellet kræver det, og når der er givet tilladelse til anlægget, ved ekspropriation

1) erhverves ejendomsret til arealer, bygninger og indretninger, der er fast knyttet til arealer eller bygninger, samt tilbehør hertil,

2) endeligt eller midlertidigt pålægges indskrænkninger i ejernes rådighed eller erhverves ret til at udøve en særlig råden over faste ejendomme, herunder til at udføre prøveboringer og prøvepumpninger,

3) endeligt eller midlertidigt ske erhvervelse eller ophævelse af eller foretages begrænsninger i brugsrettigheder, servitutrettigheder samt andre rettigheder over faste ejendomme,

4) endeligt eller midlertidigt pålægges indskrænkninger i eller foretages ophævelse af rettigheder til benyttelse af overfladevand, når benyttelsen hviler på særlig adkomst.

Vandforsyningslovens § 40, stk. 1

Beslutningen om ekspropriation træffes af kommunalbestyrelsen

Praksis

SKM2007.266.SR

Et byråd havde godkendt en indstilling om opkøb af syv specifikke ejendomme og havde herefter forsøgt at indgå frivillig aftale med ejerne. Det var ikke muligt at indgå aftale med tre af disse, og der var i forlængelse heraf indkaldt til åstedsforretning. Efterfølgende indgik en ejer en frivillig aftale med kommunen. Kommunalbestyrelsen havde ikke specifikt tilkendegivet, at den ville ekspropriere ejerens ejendom, men da ejendommen var en del af et og samme projekt, der skulle gennemføres inden for en snæver tidsramme, mente Skatterådet , at der var tale om en situation med serieekspropriation. Det var på denne baggrund sikkert at antage, at kommunalbestyrelsen ville have eksproprieret samtlige ejendomme, herunder ejerens ejendom, hvis der ikke var indgået en frivillig aftale. På denne baggrund blev der statueret ekspropriationsvilje, og fortjenesten var skattefritaget.

SKM2011.343.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at en principbeslutning i X Kommunes Teknik- og Miljøudvalg var tilstrækkeligt til, at A Forsyning A/S kunne gennemføre rettighedserhvervelse gennem frivillige lodsejeraftaler til gennemførelse af spildevandsplanen. Principbeslutningen skulle træffes af kommunalbestyrelsen, jf. miljøbeskyttelseslovens § 58, stk. 1. Det krævedes ikke, at kommunalbestyrelsen træffer beslutning om ekspropriation for hver enkel lodsejer.

Der kan endvidere henvises til:

SKM2006.438.SKAT og

Den juridiske vejledning 2012-1, afsnit C.H.2.1.18.3

Begrundelse

Fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, der ikke er erhvervet som led i den skattepligtiges næring ved handel med fast ejendom, medregnes som udgangspunkt ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven.

Fortjeneste, der er indvundet ved modtagelse af en erstatningssum i anledning af ekspropriation af fast ejendom er imidlertid omfattet af skattefritagelsesbestemmelsen i EBL § 11, stk. 1, 1. pkt. Reglen om skattefritagelse gælder efter lovens § 11, stk. 1, 2. pkt., også for fortjeneste ved salg til en erhverver, der efter formålet med erhvervelsen opfylder betingelserne for at ekspropriere ejendommen.

Det er ved en Højesteretsdom, offentliggjort i TfS1995.575.HD fastslået, at det efter sammenhængen med dagældende EBL § 11, 1. pkt., må være en betingelse for anvendelse af dagældende EBL § 11, 2. pkt., at det på aftaletidspunktet må påregnes, at dispositionen vil blive gennemtvunget ved ekspropriation, såfremt en frivillig aftale ikke bliver indgået.

Følgende betingelser skal således være opfyldt på aftaletidspunktet, for at overdragelsen af en fast ejendom kan anses for sket i en ekspropriationssituation, jf. SKM2006.438.SKAT :

  1. Der skal på aftaletidspunktet være ekspropriationshjemmel i lovgivningen til det pågældende formål.
  2. På aftaletidspunktet må det kunne påregnes, at ekspropriation vil ske i mangel af frivillig aftale, dvs. at den eksproprierende myndighed skal udvise vilje til at ekspropriere. Der skal foreligge ekspropriationsrealitet.

Skatteministeriet finder, at den første betingelse er opfyldt, da der i § 37, stk. 1, i vandforsyningsloven er ekspropriationshjemmel.

Kommunalbestyrelsen er ekspropriationsmyndighed, jf. § 40 i vandforsyningsloven.

For så vidt angår myndighedens ekspropriationsvilje på aftaletidspunktet, fremgår det, at Byrådet ved Z Kommune, efter indstilling fra By- og Udviklingsdirektøren, den 12. september 2011 har truffet beslutning om, at der i fremtidige vandforsyningssager skal anvendes følgende tekst:

"Det agtes at gennemføre ekspropriation, såfremt der ikke kan indgås frivillige aftaler i forbindelse med erhvervelse af de fornødne arealer til indvindings-, behandlings- eller distributionsanlæg".

I sagen SKM2007.266.SR , fandt Skatterådet i en sag, hvor et byråd havde godkendt indstilling om opkøb af syv grunde i et konkret projekt inden for en snæver tidsramme, at der var tale om serieekspropriation og dermed ekspropriationsvilje.

Skatterådet fandt derimod ikke i SKM2011.343.SR , at en principbeslutning, truffet af Teknik- og Miljøudvalget i en kommune var tilstrækkelig til at statuere kommunens ekspropriationsvilje. Beslutning herom skal træffes af kommunalbestyrelsen.

Teknik- og Miljøudvalget havde truffet en principbeslutning om, at såfremt et af kommunen ejet forsyningsselskab ikke kunne gennemføre rettighedserhvervelse gennem frivillige aftaler, ville kommunen foretage ekspropriation af de nødvendige arealer til gennemførelse af spildevandsplanens anlægsarbejder.

I nærværende sag har Z Byråd truffet beslutning om, at der generelt kan eksproprieres, når der er tale om et vandforsyningsprojekt, hvor der ikke kan indgås frivillig aftale om afståelsen.

Det er oplyst, at beslutningen er truffet for at sikre, at vandværkerne i Z Kommune har mulighed for at erhverve arealer til f.eks. nye kildepladser.

Da beslutningen hverken omfatter et konkret vandforsyningsprojekt eller bestemte ejendomme, er betingelserne for skattefritagelse efter EBL § 11, stk. 1, 2. pkt., ikke opfyldte.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "nej".

Spørgsmål 2

Såfremt Skatterådet ikke besvarer spørgsmål 1 bekræftende, ønskes det bekræftet, at afståelsen kan ske skattefrit, såfremt Plan- og Miljøudvalget på henvendelse fra Y vandværk bekræfter, at man i henhold til Byrådets foreliggende beslutning konkret vil iværksætte ekspropriation af ejendommen, hvis der ikke kan indgås en frivillig aftale om overdragelse.

Begrundelse

Jf. besvarelsen til spørgsmål 1, er det Skatteministeriets opfattelse, at Z Byråds principbeslutning om, at der i fremtidige vandforsyningssager skal anvendes en tekst, som angiver, at der agtes at gennemføre ekspropriation, såfremt der ikke kan indgås frivillige aftaler i forbindelse med erhvervelse af de fornødne arealer til indvindings-, behandlings- eller distributionsanlæg, er en generel beslutning, der hverken omfatter et konkret vandforsyningsprojekt eller bestemte ejendomme.

Skatteministeriet finder på den baggrund ikke, at betingelserne for skattefritagelse i EBL § 11, stk. 1, 2. pkt., er opfyldte.

Skatteministeriet finder tilsvarende ikke, at fortjenesten vil være skattefri efter EBL, § 11, stk. 1, 2. pkt., hvis Plan- og Miljøudvalget bekræfter, at man i henhold til Byrådets foreliggende beslutning konkret vil iværksætte ekspropriation af ejendommen, hvis der ikke kan indgås frivillig aftale om overdragelse.

Viljen til ekspropriation af en konkret ejendom skal udvises af den ekspropriationsberettigede myndighed, som i nærværende sag er kommunalbestyrelsen, jf. vandforsyningslovens § 40, stk. 1. Dette fremgår af retspraksis, jf., bl.a. afgørelserne SKM2007.26.SR og SKM2011.343.SR .

Da Z Byråd udelukkende har truffet en generel beslutning om ekspropriation, vil det således være nødvendigt, at Byrådet tilsvarende træffer konkret beslutning om vilje til ekspropriation af spørgers ejendom for at opnå skattefritagelse efter EBL § 11, stk. 1, 2. pkt.

Det bemærkes, at såfremt Z Byråd træffer en principbeslutning om ekspropriationsvilje i et konkret vandforsyningsprojekt, som bl.a. omfatter spørgers ejendom, kræves det ikke, at Byrådet træffer beslutning om ekspropriation for hver enkelt ejendom i det konkrete projekt, herunder spørgers ejendom, jf. SKM2011.343.SR .

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 2 bevares med "Nej, se indstilling og begrundelse".

Spørgsmål 3

Såfremt Skatterådet ikke besvarer spørgsmål 1 og 2 bekræftende, ønskes det bekræftet, at afståelsen kan ske skattefrit, såfremt Økonomiudvalget efter indstilling fra Plan- og Miljøudvalget konkret bekræfter, at man i henhold til Byrådets foreliggende beslutning skal iværksætte ekspropriation af ejendommen, hvis der ikke kan indgås en frivillig aftale om overdragelse.

Begrundelse

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 2.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 3 bevares med "Nej, se besvarelsen til spørgsmål 2".

Spørgsmål 4

Såfremt Skatterådet ikke besvarer spørgsmål 1, 2 og 3 bekræftende, ønskes det bekræftet, at afståelsen kan ske skattefrit, såfremt Byrådet efter indstilling fra Økonomiudvalget konkret beslutter, at der - i overensstemmelse med den foreliggende beslutning - skal iværksættes ekspropriation af ejendommen, hvis der ikke kan indgås en frivillig aftale om overdragelse.

Begrundelse

Såfremt Byrådet konkret beslutter, at der i overensstemmelse med den foreliggende beslutning skal iværksættes ekspropriation af spørgers ejendom, hvis der ikke kan indgås en frivillig aftale om overdragelse, vil betingelserne for skattefritagelse i EBL § 11, stk. 1, 2. pkt., være opfyldt.

Der henvises til det under besvarelsen af spørgsmål 2 anførte.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 4 bevares med "Ja, se besvarelsen til spørgsmål 2".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skatteministeriets indstilling og begrundelse.