Dokumentets metadata

Anmodning om tilbagebetaling af kuldioxidafgift vedrørende naturgasforbrug i M/R-stationer

En offentlig virksomhed, der drev distribution af el og naturgas, var ikke berettiget til tilbagebetaling af kuldioxidafgift vedrørende naturgasforbrug i måle- og regulatorstationer.

Klagen skyldes, at selskabets anmodning om tilbagebetaling af kuldioxidafgift vedrørende naturgasforbrug i M/R-stationer (måle- og regulatorstationer) ikke er imødekommet, idet forbruget ikke er anset for omfattet af kuldioxidafgiftslovens § 7, stk. 3.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæster skattecentrets afgørelse.

Sagens oplysninger

(...)

Naturgasnettet i Danmark består af to højtrykstransmissionsledninger (såkaldte opstrømsrørledninger), hvorigennem naturgassen transporteres i land fra gasfelterne. Efter behandling af gassen på gasbehandlingsanlægget, føres gassen videre i transmissionsledningerne, der er hovedforsyningsledningerne. Transmissionssystemet er forbundet med transmissionssystemerne i Tyskland og Sverige. Endvidere er de to naturgaslagre koblet til transmissionssystemet. Bortset fra enkelte kraftvarmeværker, der er direkte tilsluttet transmissionssystemet, ledes naturgassen via distributionsnettet ud til forbrugerne.

Når naturgassen kommer til Danmark fra Tyskland eller Nordsøen indeholder den urenheder, hvorfor der sker en rensning i forskellige filtre samt udskillelse af vand. Dette sker på gasbehandlingsanlægget, hvor der ligeledes sker en sænkning af trykket, forinden gassen sendes videre ud i transmissionsnettet. Naturgassen kommer ind på M/R stationerne med et tryk på ca. 80 bar. Af hensyn til den videre distribution af naturgassen ud til aftagerne (de regionale selskaber) skal trykket reduceres til ca. 30-35 bar. Når trykket reduceres falder temperaturen, hvorved der opstår risiko for isdannelser i rørene. For at undgå isdannelser opvarmes gassen i en varmeveksler inden trykket reguleres, så gassen har en temperatur på ca. 2-3 ºC efter trykreguleringen. Opvarmningen af gassen sker i et lukket system, hvor gassen løber gennem tynde rør i en beholder med varmt vand. Efter trykreguleringen tilsættes odurant (lugtstof). De regionale naturgasselskaber foretager en yderligere reduktion af trykket fra 30-35 bar og ned til det tryk, som kunden ønsker. Det laveste tryk er til private husholdninger, hvor trykket er på 0,1 bar.

(...)

På M/R-stationen er der typisk to lokaler. I det ene lokale er alt udstyret til behandling af naturgassen, mens gasfyret er placeret i det andet lokale. Varmen fra fyret ledes direkte gennem væggen ind til lokalet, hvor gasbehandlingen foregår. Placeringen skyldes, at når fyret starter, er der en risiko for, at der opstår en gnist, som kan medføre en eksplosion, hvis der er gas i lokalet.

(...)

Skattecentrets afgørelse

Skattecentret har ikke imødekommet selskabets anmodning om tilbagebetaling af kuldioxidafgift med (...).

Forbruget af naturgas til opvarmning i M/R-stationer er ikke anset for direkte medgået til produktion af et tilsvarende energiprodukt og således ikke fritaget for kuldioxidafgift efter kuldioxidafgiftslovens § 7, stk. 3, idet reduktion af trykket i en gasledning ikke kan sidestilles med en produktion af et tilsvarende energiprodukt.

Naturgassen har forskellig fylde afhængig af det tryk, den befinder sig under. Ved at holde naturgassen på et tryk på (...) bar vil store mængder af gas kunne transporteres i et forholdsvis begrænset gasnet. Naturgassen kan ikke leveres til endeligt forbrug med et tryk på (...) bar, derfor skal der foretages en trykreduktion.

Naturgassens karakter og egenskaber er de samme før som efter trykreduktionen, og der sker alene en opvarmning af hensyn til at undgå isdannelser. Der er ikke efter energiafgiftslovene tale om produktion af en vare, som i produktionsprocessen er undergået en forandring, hvor den behandlede vare ændrer karakter og fremtræder i en ny form med nye egenskaber. Opvarmningen i M/R-stationerne kan ikke anses for at bidrage til produktionen af naturgassen, da den allerede er produceret inden den når frem til stationerne. Levering af naturgas til forbrug ved et tryk på f.eks. 0,1 bar er ikke en del af produktionen af naturgas, men et forhold der er tilpasset en kategori af forbrugere.

Selve energiafgiften på det omhandlede naturgasforbrug er omfattet af procesgodtgørelsesreglerne i gasafgiftslovens § 10, stk. 1. Der er således omkostninger i forbindelse med produktion og håndtering af energiprodukter som på andre varer, hvor der ikke opnås en total afgiftsfritagelse eller -godtgørelse.

I energibeskatningsdirektivets artikel 21, stk. 3, er forudsætningen, at forbruget af energiprodukter til produktion af energiprodukter sker på et område ejet af den producerende virksomhed. Der gives ingen definition på hvornår et energiprodukt skal anses for at være produceret.

Implementeringen af denne bestemmelse i den danske lovgivning, herunder i kuldioxidafgiftslovens § 7, stk. 3, giver ligeledes ikke en definition på, hvornår der sker en produktion af et tilsvarende energiprodukt. Det kan ikke af bemærkningerne til lovændringen udledes, at naturgas først kan anses som et færdigproduceret energiprodukt, når det bliver salgbart til forbrug.

Skattecentret har i forbindelse med sagens behandling ved Landsskatteretten afgivet høringsudtalelse. Det er heri anført, at naturgassen ved såvel højt som lavt tryk er det færdige produkt, og der er ikke tale om en produktionsproces i forbindelse med, at naturgassen gennemløber en M/R-station. M/R-stationerne, herunder opvarmningen af naturgassen, er en integreret del af transporten og leveringen af den færdigproducerede naturgas til den endelige bruger.

Klagerens påstand og argumenter

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabet er berettiget til tilbagebetaling af kuldioxidafgift i overensstemmelse med den indgivne anmodning.

Selskabet har i medfør af kuldioxidafgiftslovens § 7, stk. 3, ret til afgiftsfritagelse af kuldioxidafgift af den naturgas, der er forbrugt i M/R-stationer i forbindelse med produktion af naturgas omfattet af kuldioxidafgiftslovens § 2, stk. 1. Der opstår først et tilsvarende energiprodukt - som det, der er anvendt til opvarmning, og som er naturgas omfattet af kuldioxidafgiftslovens § 2, stk. 1, - når den naturgas, der anvendes til opvarmning, har været anvendt i processen. Opvarmningen af naturgassen er derfor en del af den produktionsproces, der fører frem til et produkt, der er tilsvarende det produkt, der anvendes i produktionsprocessen.

Ved implementeringen af Rådets direktiv 2003/96 (energibeskatningsdirektivet) kom fritagelsesreglen i kuldioxidafgiftslovens § 7, stk. 3, til at omfatte alle energiprodukter, der anvendes til produktion af tilsvarende energiprodukter, herunder også naturgas i den form, der anvendes af slutbrugerne, jf. kuldioxidafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 12, jf. § 7, stk. 3. Fritagelsesreglen omfatter bl.a. produktionsplatforme og andre raffinaderier, hvor naturgas bl.a. anvendes til trykforøgelse med henblik på transport til landbaserede M/R-stationer. Den til dette formål anvendte naturgas er utvivlsomt omfattet af fritagelsesbestemmelsen i energibeskatningsdirektivet, hvorfor naturgas anvendt i M/R-stationer til tilsvarende - eller det omvendte formål - i samme omfang som på produktionsplatforme mv. anvendes til videreproduktion af den naturgas, der kan anvendes af slutbrugeren. Det omhandlede naturgasforbrug er således i fuldt omfang anvendt i produktionen af det produkt, som anvendes af slutbrugeren, som den gas, der anvendes i produktionsprocessen i forbindelse med indvindingen af naturgas.

Kuldioxidafgiftslovens § 7, stk. 3, skal fortolkes direktivkonformt, hvorfor der ikke er noget retligt belæg for opdeling af produktionsprocessen i dele, hvoraf nogle er afgiftsfritagne og andre ikke.

Bestemmelsen om tung proces er en godtgørelsesbestemmelse, hvorimod energibeskatningsdirektivets artikel 21, stk. 3, er en fritagelsesbestemmelse og derfor har længere rækkevidde end reglerne om tung proces, idet det klart fremgår, at forbrug af energiprodukter på et område, som ejes af en virksomhed, der producerer et tilsvarende energiprodukt, ikke udløser afgift. Det fremgår således ikke af direktivet, at forbruget skal være anvendt til direkte fremstilling (som ved tung proces), men alene at et energiprodukt skal være anvendt på virksomhedens område til fremstilling af et tilsvarende produkt. Endvidere anfører direktivbestemmelsen positivt, hvornår der ikke er tale om produktion af et tilsvarende produkt, nemlig energi anvendt til køretøjer. Intentionen er således at fritage alt forbrug, der anvendes ved produktionen af et tilsvarende energiprodukt, indtil det tidspunkt, hvor produktet er salgbart og kan leveres til forbruger.

Skatteministeren har i et svar til Skatteudvalget den 5. december 1995 udtalt:

"(...) Energi anvendt til fraførsel af olieprodukter fra den sidste forarbejdningsproces til sådanne tanke mv. vil være omfattet af procesbeskrivelsen. Det gælder også energi anvendt til komprimering af gas fra raffineringsprocessen såsom butan eller propan, der tilføres lagertanke."

Ved afgrænsning af tung proces anses energi anvendt i forbindelse med trykregulering således som anvendt til produktion af et energiprodukt. Det må i den forbindelse være underordnet, om det er op- eller nedregulering af tryk. Når lovgiver i forbindelse med bestemmelserne om tung proces mener, at energi anvendt til trykregulering er direkte anvendt ved fremstilling af et energiprodukt, er hævning og sænkning af trykket i M/R-stationer omfattet af artikel 21, stk. 3, og dermed fritaget for afgift.

Ved produktion af eksempelvis elektricitet sker der i transformerstationer en omformning af spændingen på elektricitet, hvilket anses som forbrugt til fremstilling af elektricitet. Ved fremstilling af elektricitet er produktionsanlægget opsplittet således, at energiproduktet til forbruger først er færdigt, når energiproduktet har været igennem fremstilling flere steder i landet. Ved elektricitetsproduktion skal der ikke betales afgift af tab og forbrug ved transformering på transformerstationer. For naturgas er situationen tilsvarende. Naturgassen er således ikke fremstillet, før gassen er klar til forbrugerne. Det forbrug af naturgas der sker indtil gassen er klar til levering til kunderne, er således forbrug ved fremstilling af naturgas. Naturgasselskaberne har ligesom elselskaberne flyttet en del af produktionsanlægget til forskellige steder i landet. Forbruget af naturgas er således stadig på naturgasselskabernes område og bliver anvendt til produktion af naturgas.

Af bemærkningerne til lov nr. 462 af 9. juni 2004 (L 210) fremgår, at der ikke skal betales afgift af energi, der anvendes til produktion af et tilsvarende energiprodukt. To steder nævnes "naturgas til naturgas". Dette betyder, at produktionen af naturgas foregår indtil energiproduktet kan leveres til forbrug. Hvis ikke forbrug af naturgas i M/R-stationer skulle være omfattet, kunne lovgiver blot have nævnt olie eller elektricitet. Det fremgår videre af bemærkningerne, at gasforbruget til produktion af naturgas allerede er fritaget for energiafgift. Den 1. januar 2005 blev dette udvidet til også at omfatte fritagelse for kuldioxidafgift.

Hensigten med direktivet og lovbestemmelsen er at hindre dobbeltbeskatning af energiprodukter. Hvis der skal betales afgift af forbrug i M/R-stationer, vil der i høj grad blive tale om en dobbeltbeskatning

Retsgrundlaget

Følgende fremgår af dagældende kuldioxidafgiftslovens § 7, stk. 3:

"Fritaget for kuldioxidafgift er et energiprodukt omfattet af § 2, stk. 1, der direkte medgår til produktion af tilsvarende energiprodukt. Dette gælder dog ikke for energiprodukter, der anvendes som motorbrændstof."

Naturgas er omfattet af kuldioxidafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 12.

Fritagelsesbestemmelsen blev med ikrafttræden 1. januar 2004 indsat ved § 1, nr. 4, i lov nr. 462 af 9. juni 2004, hvorved Rådets direktiv 2003/96 af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet (energibeskatningsdirektivet) blev implementeret. Samtidig blev der ved ændringslovens § 3, nr. 16, i elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 14, der blev til stk. 15, indsat et 3. pkt. hvorefter virksomheder, der producerer elektricitet, tillige er berettiget til godtgørelse af 1 øre pr. kWh af den del af virksomhedens forbrug af elektricitet, der medgår direkte til fremstilling af elektricitet samt til at opretholde muligheden for produktion af elektricitet. Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget (L 210) fremgår bl.a. følgende:

"CO2-afgift af brændsler der anvendes til produktion af tilsvarende brændsler

Ifølge artikel 21, stk. 3, i energibeskatningsdirektivet skal forbrug af energiprodukter på et område, der tilhører en virksomhed, der producerer energiprodukter, ikke betragtes som en afgiftsudløsende begivenhed.

Når forbruget sker med henblik på formål, som ikke vedrører produktion af energiprodukter, f.eks. til fremdrift af motorkøretøjer, betragtes dette imidlertid som en afgiftsudløsende begivenhed, hvorved afgiften forfalder.

Energiproducerende virksomheders egetforbrug af enten mineralolieprodukter m.v., stenkul, brunkul og koks m.v. eller naturgas og bygas, til produktion af tilsvarende produkter på virksomhedens område, er allerede delvist fritaget i den danske lovgivning.

Dette følger af de generelle tilbagebetalingsordninger for momsregistrerede virksomheders forbrug af energiprodukter til procesformål, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, gasafgiftslovens § 10, stk. 1, kulafgiftslovens § 8, stk. 1, og elafgiftslovens § 11, stk. 1.

Virksomhederne får dog ikke tilbagebetalt afgifter for energiprodukter anvendt til fremstilling af varme, som leveres fra virksomheden, rumvarme eller varmt vand. Beskatningen af varme, ligger imidlertid uden for direktivets anvendelsesområde, jf. energibeskatningsdirektivets artikel 2, stk. 4, litra a. Med hensyn til fremstilling af rumvarme og varmt vand kan forbruget hertil ikke siges at vedrøre produktionen af energiprodukter.

Hvor der ydes fuld tilbagebetaling for mineralolie-, kul- og gasafgiften, ydes der derimod kun delvis tilbagebetaling for CO2-afgiften.

Efter CO2-afgiftslovens § 5, stk. 2, er den del, der direkte medgår til produktion og distribution af el, fritaget for afgift. Efter CO2-afgiftslovens § 7, stk. 3, er raffinaderiers forbrug af gas- og dieselolie, fuelolie og LPG til fremstilling af disse varer fritaget for afgift.

Med henblik på at bringe den danske lovgivning i overensstemmelse med det nye energibeskatningsdirektiv foreslås det, at raffinaderiernes fritagelse for gas- og dieselolie, der anvendes til fremstilling af tilsvarende varer, erstattes af en generel fritagelse for energiprodukter, der direkte medgår til produktion af tilsvarende energiprodukter (kul til kul, naturgas til naturgas, osv) fritages for CO2-afgift.

Provenutabet ved denne fritagelse skønnes at være ca. 200.000 kr."

Endvidere fremgår følgende af de særlige bemærkninger til § 1, nr. 4:

"Dette forslag implementerer direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003. Efter direktivets art. 21, nr. 3, betragtes forbrug af energiprodukter på et område, der tilhører en virksomhed, der producerer energiprodukter, ikke som en afgiftsudløsende begivenhed, hvorved afgiften forfalder, hvis forbruget består i energiprodukter, der produceres på virksomhedens område. Når forbruget sker med henblik på formål, som ikke vedrører produktionen af energiprodukter og især fremdrift af køretøjer, forfalder afgiften.

Energiprodukter, der medgår til produktion af tilsvarende energiprodukter, er allerede fritaget for energiafgift, idet momsregistrerede virksomheder som hovedregel får godtgjort energiafgifterne.

Det foreslås i overensstemmelse med direktivets art. 21, nr. 3 at fritage energiprodukter, der medgår til produktion af tilsvarende energiprodukter for CO2-afgift.

(...)"

Derudover fremgår af den i lovforarbejderne gengivne kommentar til en henvendelse fra Oliebranchens Fællesrepræsentation, at en del af artikel 21, stk. 3, ikke er en obligatorisk fritagelse samt, at der er tilstræbt en provenuneutral gennemførelse af energibeskatningsdirektivet, hvorfor de gældende regler i videst muligt omfang er videreført.

I henhold til ændringslovens § 7, stk. 2, bemyndiges skatteministeren til at fastsætte de nærmere regler for opgørelse af det tilbagebetalingsberettigede energiforbrug omfattet af § 1, nr. 4, og § 3, nr. 16. Af lovbemærkningerne fremgår, at der herved er påtænkt nærmere tekniske regler for opgørelse af det tilbagebetalingsberettigede forbrug f.eks. på baggrund af måling eller beregning af de mængder energiprodukter, der er medgået direkte til produktion af tilsvarende energiprodukter. De nærmere regler for opgørelsen af det tilbagebetalingsberettigede forbrug vil blive fastsat i samarbejde med de berørte erhverv. Bemyndigelsen ses ikke udnyttet.

Af energibeskatningsdirektivets artikel 21, stk. 3, (direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003) fremgår følgende:

"Forbrug af energiprodukter på et område, der tilhører en virksomhed, der producerer energiprodukter, betragtes ikke som en afgiftsudløsende begivenhed, hvorved afgiften forfalder, hvis forbruget består i energiprodukter, der produceres på virksomhedens område. Medlemsstaterne kan også betragte forbrug af elektricitet og andre energiprodukter, der ikke er produceret på virksomhedens område, og forbrug af energiprodukter og elektricitet på et område, der tilhører en virksomhed, der producerer brændstof, der skal anvendes til produktion af elektricitet, som en ikke-afgiftsudløsende begivenhed. Når forbruget sker med henblik på formål, som ikke vedrører produktion af energiprodukter, og især til fremdrift af køretøjer, betragtes dette imidlertid som en afgiftsudløsende begivenhed, hvorved afgiften forfalder."

Den tidligere og indtil 1. januar 2004 gældende bestemmelse i kuldioxidafgiftslovens § 7, stk. 3, havde følgende ordlyd:

"Fritaget for afgift er raffinaderiers forbrug af afgiftspligtige varer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1, i forbindelse med fremstillingsprocessen af disse varer. Dette gælder dog ikke forbrug af mineralolieprodukter og gas, der anvendes som motorbrændstof."

Denne bestemmelse blev indsat ved lov nr. 1220 af 27. december 1996. Af de almindelige bemærkninger i lovforslaget til denne lov (L89) fremgår bl.a. følgende:

"Der er i dag 3 raffinaderier i Danmark. Ved energiafgiftspakkens ikrafttræden 1. januar 1996 blev der indført CO2-afgift for raffinaderierne, der hidtil havde været fritaget for energiafgifter. Der er imidlertid opstået tvivl om, hvorvidt dette er i overensstemmelse med direktiv 92/81/EØF af 12. oktober 1992 (mineraloliedirektivet), art. 4, stk. 3, hvor det fremgår, at der ikke udløses punktafgiftspligt ved forbrug af mineralolie i en virksomhed, der fremstiller mineralolie, så længe forbruget sker i forbindelse med denne fremstilling.

(...)

Efter EU-Kommissionens opfattelse er indførelsen af CO2-afgift af raffinaderiers fo4rbrug af mineralolier i strid med art. 4 i direktiv 92/81EØF af 12. oktober 1992. (...) Det foreslås derfor, at raffinaderiernes forbrug af mineralolie i fremstillingsprocessen fritages for CO2-afgift. Dette er i klar overensstemmelse med mineraloliedirektivet.

(...)"

Af de særlige bemærkninger til bestemmelsen fremgår følgende:

"Det foreslås, at raffinaderiers forbrug af mineralolieprodukter m.v. fremstillet af virksomheden selv (egne varer) fritages for afgift. Raffinaderierne betaler dog fortsat CO2-afgift af elektricitet, motorbrændstof, der anvendes i motorkøretøjer og mineralolieprodukter, der inden for raffinaderiets område forbruges i andre anvendelser end fremstilling af mineralolieprodukter, samt afgift af rumvarme og overskudsvarme.

(...)"

I tilknytning hertil fremgår følgende af artikel 4, stk. 3, i mineraloliedirektivet (direktiv 92/81/EØF):

"Der udløses ikke punktafgiftspligt ved forbrug af mineralolier i en virksomhed, der fremstiller mineralolier, så længe forbruget sker i forbindelse med denne fremstilling. Når forbruget imidlertid tjener andre formål end fremstilling af mineralolier og formålet især er drift af køretøjer, udløses der punktafgiftspligt."

Efterfølgende og med virkning fra 1. januar 2010 er kuldioxidafgiftslovens § 7, stk. 3, affattet således:

"Fritaget for afgift er et brændsel omfattet af § 2, stk. 1, der direkte medgår til produktionen af et tilsvarende energiprodukt. Fritagelsen gælder kun for energiprodukter, som er produceret på virksomhedens område. Fritagelsen gælder dog ikke for energiprodukter, der anvendes som motorbrændstof. (...)"

Ændringen skete ved § 5, nr. 4, i lov nr. 1384 af 21. december 2009. Af bemærkningerne til lovforslaget til denne lov (L 63) fremgår følgende af de særlige bemærkninger:

"Det foreslås at nyaffatte § 7, stk. 3, 1- 3. pkt., i CO2-afgiftsloven, der blev indsat i loven ved lov nr. 527 af 12. juni 2009. Bestemmelsen foreslår at CO2-afgiftsfritage egne brændsler, som er medgået til fremstilling af et tilsvarende energiprodukt. Bestemmelsen er indsat i CO2-afgiftsloven med § 5, nr. 7, i lov nr. 527 af 12. juni 2009, idet der henvises til bemærkninger til lovforslaget til denne ændringslov, nemlig L 207 fremsat af skatteministeren den 22. april 2009. Bestemmelsen er imidlertid ikke trådt i kraft endnu. Endvidere foreslås indsat nye regler om fordeling af brændslerne. (...)"

§ 5, nr. 7, i lov nr. 527 af 12. juni 2009 har følgende ordlyd:

"§ 7, stk. 3, affattes således:

Stk. 3. Fritaget for afgift er et brændsel omfattet af § 2, stk. 1, der direkte medgår til produktionen af et tilsvarende energiprodukt. Fritagelsen gælder kun for energiprodukter, som er produceret på virksomhedens område. Fritagelsen gælder dog ikke for energiprodukter, der anvendes som motorbrændstof."

Ændringen hidrører fra et ændringsforslag i fremsat i betænkning afgivet af skatteudvalget den 26. maj 2009, jf. nr. 49, hvor det af bemærkningerne fremgår, at det med ændringsforsalget præciseres, at fritagelsen for energiprodukter til fremstilling af tilsvarende energiprodukter kun gælder for brændsler, som er fremstillet på den producerende virksomheds område i overensstemmelse med artikel 21, nr. 3, 1. pkt., i energibeskatningsdirektivet.

I forbindelse med ændringer i momsregistrerede virksomheders godtgørelsesadgang blev der ved de to ovennævnte love indsat tilsvarende fritagelsesbestemmelser i de øvrige energiafgiftslove bortset fra elektricitetsafgiftsloven. Der er ikke i lovbemærkningerne fortolkningsbidrag vedrørende afgrænsningen af, hvad der skal forstås ved "produktion" af et tilsvarende energiprodukt.

Fsva. kuldioxidafgift af elektricitet fremgår af dagældende bestemmelse i kuldioxidafgiftslovens § 7, stk. 5, nr. 3, at afgiften tilbagebetales for:

"afgiftspligtige varer, som anvendes til eget forbrug af el anvendt direkte til elfremstilling i elselskaber, jf. § 5, stk. 2"

Af kuldioxidafgiftslovens § 5, stk. 2, fremgår følgende:

"Bortset fra elselskabers eget forbrug af elektricitet, der direkte er medgået til fremstilling og distribution af elektricitet, kan der dog ikke ske fradrag for virksomhedernes eget forbrug ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde efter stk. 1."

I tilknytning hertil fremgår af energibeskatningsdirektivets artikel 14, stk. 1, litra a, at medlemsstaterne fritager energiprodukter og elektricitet, der anvendes til produktion af elektricitet, og elektricitet, der anvendes til at opretholde muligheden for produktion af elektricitet, for beskatning.

(...)

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Efter det oplyste kan det lægges til grund, at den af selskabet indgivne tilbagebetalingsanmodning vedrører naturgas, der er anvendt til opvarmning af naturgas i varmeveksler i selskabets M/R-stationer. Det kan videre lægges til grund, at der i disse stationer sker en trykreduktion, med henblik på at kunne transportere større mængder naturgas i ledningsnettet (...) samt, at opvarmningen sker af hensyn til, at der ikke skal ske tilisning af rørene i forbindelse med denne trykreduktion, der medfører temperaturfald af gassen.

Retten finder, at det omhandlede naturgasforbrug ikke er omfattet af afgiftsfritagelsesbestemmelsen i kuldioxidafgiftslovens § 7, stk. 3. Hverken efter bestemmelsens ordlyd eller forarbejderne hertil ses grundlag for at antage, at energiforbrug anvendt i forbindelse med selskabets transmission af naturgas er omfattet, idet sådant forbrug ikke kan anses for medgået til produktion af naturgas. Bestemmelsen i energibeskatningsdirektivets artikel 21, stk. 3, som er implementeret ved bl.a. kuldioxidafgiftslovens § 7, stk. 3, kan ej heller antages at omfatte dette forbrug. I relation til det af selskabet anførte bemærkes, at der ikke er grundlag for at sidestille den afgiftsmæssige håndtering af henholdsvis naturgas og elektricitet, idet det udtrykkeligt af kuldioxidafgiftslovens § 7, stk. 5, nr. 3, jf. § 5, stk. 2, fremgår, at afgiftsfritagelsen for eget forbrug af elektricitet tillige omfatter elektricitet, der er medgået til distribution af elektricitet. Selskabet er således med rette ikke anset for berettiget til tilbagebetaling af kuldioxidafgift for det omhandlede naturgasforbrug. Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor, hvilket er tiltrådt af Skatteministeriet, Koncerncentret.