Dette afsnit beskriver, hvordan foderbeholdninger mv. og salgsbeholdninger skal værdiansættes.
Værdiansættelsen af foderbeholdninger mv. og salgsbeholdninger følger som udgangspunkt varelagerlovens regler.
Det betyder, at værdiansættelsen som udgangspunkt skal ske til en af disse værdier:
I mangel af anden opgørelse, kan fremstillingsprisen for landbrugeres lager af egne produkter ansættes til 85 pct. af beholdningernes salgspris.
Denne måde at opgøre fremstillingsprisen på har Ligningsrådet godkendt på sit møde i november 1956.
Hvis landmanden kan dokumentere den faktiske fremstillingspris, kan landmanden bruge den.
Dette gælder også, hvor den faktiske fremstillingspris er lavere end 85 pct. af salgsprisen. Det gælder både for regnskabsførende og ikke-regnskabsførende landmænd.
Anvendes fremstillingsprisen, skal de direkte afholdte udgifter medregnes, mens indirekte produktionsomkostninger kan medregnes.
Som et minimum skal de direkte omkostninger omfatte følgende:
Denne praksis er forelagt og godkendt af Ligningsrådet den 9. december 1980.
Kan SKAT ikke acceptere landmandens opgørelse, medfører dette alene, at skønnet over de direkte medgåede udgifter skal ændres ud fra de regnskabstal, der ligger.
Hvis ejendommen købes med avl på roden, har landmanden ikke selv afholdt udgifterne til råvarer (udsæd, gødning), men avlen på rod repræsenterer en værdi ved købet. Hvis landmanden i dette tilfælde ikke fører jordbeholdningsregnskab, kan foderbeholdningen mv. og salgsbeholdningen værdiansættes til de direkte udgifter, fx høst- og tørringsudgifter, der er afholdt efter overtagelsen af ejendommen. Fører landmanden beholdningsregnskab, har han på den måde fået fradrag for de overtagne jordbeholdninger, og værdien heraf skal derfor medregnes ved værdiansættelsen.