C.C.4.4.1 Jordforekomster og grundforbedringer

Dette afsnit beskriver den skattemæssige behandling af jordforekomster og grundforbedringer.

Afsnittet indeholder:

Jordforekomster

Jordforekomster kan eksempelvis være følgende:

Ejerens egen udnyttelse af jordforekomsten

Hvis ejeren af den faste ejendom selv indvinder og sælger ejendommens jordforekomster, skal indtægterne beskattes, jf. SL § 4, stk. 1, litra a.

Afskrivning af værdiforringelse

Efter AL § 38 kan den værdiforringelse af ejendommen, der sker ved selve forbruget eller udnyttelsen af jordforekomsterne, afskrives.

Afskrivningen skal ske i takt med, at ejendommens værdi forringes. Der kan derfor ikke ske afskrivning, hvis forekomsterne ikke udnyttes.

Der kan kun foretages afskrivning på den merpris, der er betalt for jordforekomsterne, da ejendommen blev anskaffet.

For at kunne foretage afskrivninger er det derfor en forudsætning, at der er blevet betalt en merpris for ejendommen, der skyldes jordforekomsterne.

Hvis der ikke er betalt en merpris, der skyldes jordforekomsterne, kan ejeren ikke foretage afskrivning.

I tilfælde af, at der ved afståelse af ejendommen opstår et tab af landbrugsmæssig værdi, skal sådan et tab behandles efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven.

Se også

Se også afsnit C.C.2.4.5.1 om afskrivning i forbindelse med forekomster af grus, ler og kalk mv.

Salg af ejendom med jordforekomster

Ved salg eller delsalg af en ejendom, hvorpå der er fundet grus, ler, kalk, moler, tørv, brunkul mv., behandles disse forekomster skattemæssigt som en del af den faste ejendom.

Se også

Se også afsnit C.H.2.1.6.12 om jordforekomster, hvor den skattemæssige behandling er beskrevet.

Afståelse af retten til at udnytte jordforekomster

Beskatning af vederlag for afståelse af retten til at grave grus mv. skal ske efter reglerne i LL § 12 B, når der er usikkerhed om ydelsens varighed eller størrelse. Se SKM2012.78.SR og TfS 1999, 852 LR.

Se også

Se også afsnit

Retablering og efterbehandling

Hvis en anden end ejeren af ejendommen udnytter jordforekomsterne, er der typisk fastsat et beløb til afholdelse af udgifter til retablering og efterbehandling af ejendommen. I visse tilfælde skal der stilles sikkerhed for beløbet overfor myndighederne.

Det beløb, som indvinderen af forekomsten skal afholde til retablering og efterbehandling af ejendommen, indgår ikke i opgørelsen af afståelsesvederlaget efter ejendomsavancebeskatningsloven hos ejendommens ejer.

Vederlag, der betales som engangsbeløb, samt udgifter til retablering og efterbehandling af ejendommen i forbindelse med udgravningen efter endt udnyttelse, kan afskrives ved indkomstopgørelsen.

Afskrivning og fradrag kan kun foretages, ved at

  1. der tages udgangspunkt i det beløb, der skal stilles sikkerhed for, og der skal afskrives med lige store årlige beløb over et åremål, der svarer til rettighedens varighed, eller
  2. der tages udgangspunkt i det beløb, der skal stilles sikkerhed for, og afskrivningen skal fordeles over udnyttelsesperioden i forhold til forbruget af forekomsten i det enkelte år, eller
  3. der foretages et skøn over, hvor meget retableringsudgiften er steget som følge af udnyttelsen ved udløbet af hvert skatteår, og der hensættes et beløb svarende hertil på særskilt konto i pengeinstitut eller lignende, og foretages fradrag herfor.

Garantibeløb i form af sikkerhedsstillelser er ikke fradragsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra a, fordi sådanne garantibeløb ikke kan sidestilles med faktisk afholdte udgifter. Se SKM2005.444.DEP.

Afskrivning og fradrag efter ovennævnte nr. 1 - 3 forudsætter, at det anses for sandsynligt, at udgiften til efterbehandling/retablering kommer til at svare til de krævede sikkerhedsstillelser. Kan der kun sandsynliggøres et mindre beløb, skal der tages udgangspunkt i dette mindre beløb.

Fradrag efter nr. 3 er også betinget af, at de hensatte beløb kun anvendes til dækning af de retableringsudgifter, der er forbundet med udgravningstilladelsen. Der kan kun foretages fradrag for faktisk hensatte beløb i det omfang, der er en aktuel retlig forpligtelse til at hensætte beløb til retablering. Beløb, der hæves til andre formål, beskattes i hæveåret. Overskydende beløb beskattes efter endt retablering af arealet. Udgifter til retablering kan ikke fratrækkes i den skattepligtige indkomst i det omfang, de dækkes af sådanne hensættelsesbeløb.

Se hertil SKM2012.436.LSR, hvor et selskab ikke fuldt ud blev anset for berettiget til at fradrage hensættelser til retableringsudgifter vedrørende tre grusgrave.

I SKM2005.444.DEP fastslog Skatteministeriet, at der fra og med offentliggørelsen af Ligningsvejledningen 2002 (januar 2003), ikke kunne afskrives med hele det beløb, som indvindingsfirmaet stiller garanti for, i garantiåret. SKM2005.254.LSR er dermed historisk, da Ligningsvejledningen blev ændret med virkning fra januar 2003.

Grundforbedringer

Udgift til grundforbedring af en jordbrugsbedrift kan i almindelighed ikke fratrækkes i indkomstopgørelsen for det år, hvor den afholdes.

Omkostning til mergling, kalkning og dybdepløjning kan fratrækkes som en driftsudgift ved indkomstopgørelsen for det indkomstår, hvor den er afholdt.

Drænings- og markvandingsanlæg på jordbrugsbedrifter

Se afsnit C.C.2.4.5.8 om afskrivning på drænings- og markvandingsanlæg på jordbrugsbedrifter.

Udgifter til rørlægning af åbne vandløb kan afskrives som dræningsudgifter, hvis den skattepligtige er ejer af vandløbet, jf. LSRM 1986, 5 LSR.

Andre former for grundforbedring falder i overensstemmelse med hidtidig praksis uden for afskrivningsloven. Udgifter til landvinding kan derfor ikke afskrives, LSRM 1974, 142 LSR.

Brøndboringsudgifter

Se afsnit C.H.3.2.3.4.2 om særlige former for vedligeholdelse.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2012.436.LSR

Et selskab, der drev virksomhed med grusgravning, blev ikke anset for berettiget til at foretage hensættelser til retableringsudgifter vedrørende en grusgrav. Selskabet havde ikke ført et selvstændigt regnskab over fratrukne påløbne udgifter til de enkelte grusgrave. Herudover havde selskabet ikke stillet sikkerhed for de forventede retableringsudgifter på en særskilt konto, fordi kommunen ikke havde opgjort et konkret økonomisk krav for sikkerhedsstillelsen.

LSRM 1986, 5 LSR

Skatterådet havde afvist, at landmanden kunne afskrive på dræningsudgiften, fordi der var tale om et offentligt vandløb. Landsskatteretten fandt, at landmanden kunne anses for ejer af vandløbet. Da rørlægningen ansås for et dræningsarbejde, var landmanden berettiget til at afskrive efter dagældende AL § 29 S.

LSRM 1974, 142 LSR

En gårdejer havde lavet fælles hoveddrænledning gennem en nærliggende mose. Landsskatteretten fandt, at udgiften til landvinding, til hvilken der havde været ydet støtte, ikke kunne afskrives, idet udgifterne ansås for at være medgået til en varig forbedring af ejendommen.

SKAT

SKM2012.78.SR

Skatteyderen drev virksomhed med at grave grus, sand mv. Virksomheden indgik lejeaftaler med ejere af ejendomme med sådanne jordforekomster. Lejen blev på forhånd aftalt til en pris pr. kubikmeter grus og sand. Lejen blev reguleret årligt. Lejeperioden var normalt på 10 år, men kunne i visse tilfælde forlænges.

Skatterådet fandt, at lejeaftalen blev omfattet af LL § 12 B. Skatterådet anså aftalen for at være en aftale om salg af grus, når lejen blev beregnet og reguleret ud fra den opgravede mængde grus. Skatterådet fandt også, at lejeindtægten var skattepligtig efter SL § 4 og ikke LL § 12 B, hvis lejen blev fastsat til et fast årligt beløb uafhængig af den opgravede mængde grus. Skatterådet fandt videre, at det var uden betydning, om det var ejeren af arealet, eller den, der gravede gruset, der opnåede tilladelse til at udvinde gruset.