C.C.7.2.9 Dødsboer og virksomhedsomdannelse

Dette afsnit beskriver en omdannelse til et selskab efter reglerne i virksomhedsomdannelsesloven, hvor virksomheden drives af et dødsbo.

Afsnittet indeholder:

Regel

Omdannelse af en personligt ejet virksomhed til et selskab efter reglerne i virksomhedsomdannelsesloven kan også ske, hvor virksomheden drives af et dødsbo. Se VOL § 2, stk. 1, nr. 1.

Dødsboet indskyder virksomheden i selskabet. Efter omdannelsen indgår virksomhedens aktiver og passiver ikke længere i boet, men derimod værdien af aktierne eller anparterne.

Omdannelsesdatoen

Hvis virksomheden drives af et dødsbo, gælder det tilsvarende, at omdannelsesdatoen er den dag, der følger efter statusdagen for sidste årsregnskab i den personligt ejede virksomhed. Se VOL § 3, stk. 1. Dermed kan dødsboet anvende dagen efter udløbet af afdødes sidste indkomstår som omdannelsesdato. Selskabets første regnskabsår skal udgøre 12 måneder. Se VOL § 3, stk. 2. Hvor særlige forhold gør sig gældende, kan selskabets første regnskabsperiode efter tilladelse fra SKAT omfatte en anden periode. Se VOL § 3, stk. 3.

Omdannelse med tilbagevirkende kraft gælder også for dødsboer. Omdannelsen skal finde sted senest 6 måneder efter den dato, der er anført i VOL § 3. Hvis ejeren er et dødsbo, skal omdannelsen finde sted senest 6 måneder efter dødsfaldet, dog med den undtagelse, at hvis boets behandlingsmåde først afgøres senere end 4 måneder efter dødsfaldet, skal omdannelsen finde sted senest 2 måneder efter, at afgørelsen er truffet. Dermed sker der en forlængelse af fristen for skattefri virksomhedsomdannelse i dødsboer

Aktiernes eller anparternes værdi

Ved omdannelsen erhverver dødsboet aktier eller anparter for et beløb, der svarer til den skattemæssige værdi af virksomhedens aktiver og passiver på omdannelsestidspunktet. Se VOL § 4 og afsnit C.C.7.2.5 om opgørelse af den skattemæssige værdi af virksomhedens aktiver og passiver.

Afdødes opsparede overskud efter virksomhedsskatteloven kan ikke indgå i anskaffelsessummen for aktierne eller anparterne, idet der efter dødsboskatteloven skal foretages en endelig beskatning i boet. Se SKM2012.256.SR.

Succession

En udlodningsmodtager kan kun succedere i aktier eller anparter fra en skattefri virksomhedsomdannelse, der er foretaget af dødsboet, hvis de almindelige betingelser for succession er opfyldt. Se DBSL § 36. Dette betyder bl.a., at hvis dødsboet er fritaget for beskatning efter DBSL § 6, vil en udlodningsmodtager aldrig kunne succedere i de udloddede aktier eller anparter.

Hvis aktierne eller anparterne udloddes fra dødsboet med succession, anses de for erhvervet af udlodningsmodtageren til de værdier, der svarer til den skattemæssige værdi af virksomhedens aktiver og passiver på omdannelsesdatoen. Se VOL § 4 og afsnit C.E om dødsbobeskatning.

Flere ejere

Hvis virksomheden, som skal omdannes, er et interessentskab, hvoraf én af interessenterne er et dødsbo, skal den anden interessent eller de interessenter, som er i live, følge fristerne for dødsboet i forbindelse med en skattefri virksomhedsomdannelse.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

SKAT

SKM2012.256.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at konto for opsparet overskud kunne indregnes i den skattemæssige anskaffelsessum for anparterne i B Ejendomme ApS i forbindelse med en omdannelse af et dødsbo efter reglerne i virksomhedsomdannelsesloven. Bestemmelsen i DBSL § 24, efter sin ordlyd og sammenholdt med § 22, gør op med, hvorledes der i relation til skattepligtige dødsboer skal forholdes med indestående på konto for opsparet overskud ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret.