Fonde er skattefri af udbytter fra datterselskabsaktier og koncernselskabsaktier. Se FBL § 10, der henviser til SEL § 13, stk. 1, nr. 2. Det er kun en betingelse for skattefritagelsen, at fonden ejer mindst 10 pct. af kapitalen på udlodningstidspunktet.
Datterselskabsaktier og koncernselskabsaktier er nærmere defineret i ABL §§ 4 A og 4 B.
Ved datterselskabsaktier forstås aktier, som ejes af et selskab mv., der ejer mindst 10 pct. af aktiekapitalen i datterselskabet. Se ABL § 4 A, stk. 1.
Koncernselskabsaktier er defineret som aktier, hvor ejeren og det selskab, hvori der ejes aktier, er sambeskattede efter SEL § 31 eller kan sambeskattes efter SEL § 31 A. Se ABL § 4 B, stk. 1, 1. pkt. Ved koncernselskabsaktier forstås også aktier, hvor en fond mv. og det selskab, hvori der ejes aktier, er koncernforbundne, se SEL § 31 C, og hvor selskabet kunne indgå i en sambeskatning. Se ABL § 4 B, stk. 1, 2. pkt.
Koncernselskabsaktier omfatter ikke konvertible obligationer og tegningsretter til konvertible obligationer. Se ABL § 4 B, stk. 3.
Se også afsnit C.B.3.4 om, hvordan udbytte beskattes hos selskaber.