Dokumentets metadata

Gavebeskatning - ekstraordinær genoptagelse - grov uagtsomhed

Sagsøgeren flyttede i oktober 2003 ind i lejligheden på 1. sal i den to-familie-ejendom, hvori hans faster allerede boede i stuelejligheden. Lejlighederne var registreret som to selvstændige folkeregisteradresser.I indkomstårene 2003 - 2007 modtog sagsøgeren en række gaver på kr. 50.000,- i hvert af indkomstårene fra fasteren. Sagsøgeren gjorde gældende, at gaverne var skatte- og afgiftsfrie, eftersom han og fasteren i gaveperioden havde haft "fælles bopæl", jf. boafgiftslovens § 22, stk. 1, litra d. Sagsøgeren gjorde i den forbindelse gældende, at folkeregisteradressen alene er af "vejledende betydning", og at samlivet mellem ham og fasteren havde haft et sådan karakter, at de to lejligheder måtte anses for at udgøre en stor fælles bopæl.En række vidner støttede sagsøgerens forklaring om, at han og fasteren spiste sammen, så tv sammen, benyttede samme køkken og i øvrigt havde fri adgang til hele ejendommen.Heroverfor gjorde Skatteministeriet gældende, at sagsøgeren og fasteren ikke havde fælles bopæl. Der var tale om to selvstændige lejligheder med selvstændige folkeregisteradresser, og sagsøgeren og fasteren overnattede tillige i hver sin lejlighed. Herudover er der ikke i retspraksis hjemmel til at anse to selvstændige folkeregisteradresser som udgørende én stor fælles bopæl.Subsidiært gjorde sagsøgeren gældende, at skatteansættelserne for indkomstårene 2003 - 2005 ikke kunne genoptages ekstraordinært, da han ikke havde handlet forsætligt eller groft uagtsomt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, bl.a. med henvisning til påstået ukendskab til skattepligten af gaverne og fortolkningen af begrebet "fælles bopæl".Retten lagde afgørende vægt på folkeregisterregistrering og fandt ikke, at sagsøgeren havde haft fælles bopæl med fasteren i de omhandlede indkomstår. Endvidere fandt retten, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt.Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Parter

A
(adv.fm. Anna Trige-Jensen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved adv.fm. Mads Boesen)

Afsagt af byretspræsident

Christian Lundblad

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen, der er anlagt 3. februar 2011, vedrører gaveafgift.

Sagsøgerens principale påstand er, at Landsskatterettens afgørelse 10-02010 af 3. november 2010 ændres således, at sagsøger ikke anses skattepligtig af en gældsnedskrivning på 50.000, kr. for indkomståret 2003, 50.000, kr. for indkomståret 2004, for 50.000, kr. for indkomståret 2005, for 50.000, kr., for indkomståret 2006 og for 50.000, kr. for indkomståret 2007.

Sagsøgers subsidiære påstand er, at Landsskatterettens afgørelse 10-02010 af den 3. november 2010 vedrørende skatteansættelserne for årene 2003, 2004 og 2005 ændres således at sagsøger ikke anses skattepligtig af en gældsnedskrivning på 50.000 kr. for indkomståret 2003, 50.000 kr. for indkomståret 2004 og 50.000 kr. for indkomståret 2005.

Sagsøgtes påstand er frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2, idet Landsskatterettens kendelse og afgivne forklaringer dog er gengivet i dommen.

Landsskattens kendelse af 3. november 2010 har følgende ordlyd:

"...

Klagen vedrører beskatning af en gave ydet ved eftergivelse af gæld.

Landsskatterettens afgørelse

Personlig indkomst

Indkomståret 2003

SKAT har anset klageren for skattepligtig af en gældsnedskrivning på 50.000 kr., som af SKAT er anset for at være en gave.

Indkomståret 2004

SKAT har anset klageren for skattepligtig af en gældsnedskrivning på 50.000 kr., som af SKAT er anset for at være en gave.

Indkomståret 2005

SKAT har anset klageren for skattepligtig af en gældsnedskrivning på 50.000 kr., som af SKAT er anset for at være en gave.

Indkomståret 2006

SKAT har anset klageren for skattepligtig af en gældsnedskrivning på 50.000 kr., som er SKAT er anset for at være en gave.

Indkomståret 2007

SKAT har anset klageren for skattepligtig af en gældsnedskrivning på 50.000 kr., som er SKAT er anset for at være en gave.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

Sagens oplysninger

Det er oplyst, at klageren ved gældsbreve af 30. september 1988 og 10. juli 1998 har lånt henholdsvis 100.000 kr. og 400.000 kr. af klagerens faster, BA.

Klageren købte den 30. december 1997 BAs ejendom beliggende ...1. BA blev boende i ejendommen og betalte husleje til klageren. Huset er registreret som et tofamilieshus.

Klageren og dennes familie beboede i perioden fra den 1. oktober 2003 til foråret 2007 1. salen af huset, mens BA beboede stueetagen.

Klageren har oplyst, at klageren og familien - inklusiv fasteren - i foråret 2007 flyttede til et nybygget hus i ...2. BA opretholdt dog efter det oplyste sin folkeregisteradresse på ...1.

Klageren har oplyst, at han havde et nært familiært forhold til fasteren. Klageren har fremlagt en redegørelse, hvoraf bl.a. følgende er oplyst vedrørende relationen:

"...

BA blev enke 21/12 - 1981... og As far døde 7/1 -1982 (....dødsårsag - selvmord).

Så selvsagt blev 1982, et trist/sort år for begge parter...

Men da vi begge "så lyset for enden af tunnelen" - i foråret 1983, fandt vi hinanden, som "bonus-søn" og "bonus-far", og siden har vi støttet hinanden i alt medgang og modgang, bonus/sted far - fordi det var min fars søster, og fordi jeg havde min mor - indtil 18/9 - 2003.

Og fra 1983 til 2003, deltog både min mor og faster BA, i mange af mine ferie/weekend ture, så længe de havde helbred til det, men de var altid med begge damer. Den sidste længere tur vi var på sammen, var bryllupsrejsen, ved mit første ægteskab, i marts 2001, hvor turen gik til Ægypten, på vej til lufthavnen, kørte vi forbi rådhuset, for at blive gift, og mor og faster BA, var vidner til brylluppet, selvom de ikke vidste det, da vi kørte hjemme fra!

Ved købet af erhvervsbygningerne til H1, som blev aftalt i sommeren/efteråret 1988 (overtagelse 1/1 - 1989) lånte jeg kr. 100.000,- rentefrit, af faster BA, og udformningen af gældsbrevet, var iflg. aftale med PS, ved kommunens skattevæsen (hvor jeg også var ansat, på dette tidspunkt) og der blev lagt kopi af gældsbrevet, i min Skattemappe, og BAs pensions og skattemappe - og ved købet af hendes hus pr. 1/11 - 1997, blev det aftalt, at jeg skulle låne yderligere kr. 400.000,- når jeg havde belånt huset i kreditforeningen, så derfor blev gældsbrevet udskiftet i 1998, og der fik kommunen, også kopi til sagerne!

Jeg blev separeret, umiddelbart efter min mors død, og 1/10 -2003, flyttede jeg ind, idet det hus jeg havde købt af faster BA, og hvor hun stadig boede, og herefter stod jeg også for, at hun fik aftensmad, 5-6 gange om ugen, og vi hjælp hinanden med vasketøj og rengøring!

Efter at BA, blev skrevet op til plejehjem/beskyttet bolig, begyndte jeg at bygge nyt hus i ...2, og vi fraflyttede ...1, i foråret 2007, både BA og mig og min familie - hvor hun også var med i ...2, i 5-6 uger, hvor hun dog ikke flyttede adresse!

Dette skulle give en vished om at vi var meget nært "knyttet".

..."

Klageren har endvidere overfor Landsskatteretten fremlagt følgende erklæring af 7/7-2010 fra indehaveren af G1:

"...

undertegnede lokale købmand, erklærer herved at A i perioden 1998 - 2008 næsten altid har hentet og købt og betalt medicin til BA, ...1 (senere ...3).

Og han har i øvrigt købt alle andre fornødenheder, som helt klart har været til BAs underhold.

..."

Klageren og BA har den 28. maj 2008 indgået følgende gældsnedbringelsesaftale:

"...

BA, erklærer ved underskrift, at hun fortsat udlåner, hovedstolen (kr. 500.000,-) rentefrit, og på anfordring, men at hovedstolen nedskrives med en gave på kr. 50.000,- pr. påbegyndt år - fra den 1/10 - 2003, hvor parterne flytter i samme hus, og gaverne, er jvf. tidligere mundtlige aftaler, dvs. ved erklæringens underskrivelse, er der ydet 5 stk. gaver af kr. 50.000,- der bevirker at hovedstolen er nedskrevet til kr. 250.000,-

Der ydes, der ud over, en ekstraordinær gave på kr. 50.000,- 10 dage efter denne erklæringsunderskrift - bryllupsgave pr. 7/6-2008

Ovenstående bevirker, at gælden er nedskrevet til kr. 0,- pr. 1/ 10-2011

BA, betaler evt. gaveafgifter

..."

BA er afgået ved døden den 16. januar 2009.

Klageren har ikke selvangivet gavebeløbene for indkomstårene 2003-2007. For indkomståret 2008 har klageren selvangivet gavebeløbet på 100.000 kr. som følge af den ved nærværende påklagede afgørelse.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har anset klageren for at have modtaget en skattepligtig gave på 50.000 kr. for hvert af indkomstårene 2003 - 2007.

Skatteankenævnet har bl.a. lagt vægt på, at erklæringen benævner ydelsen som en gave, og at klageren også selv har tilkendegivet, at han har betragtet beløbene som en gave. Klageren har haft et endeligt og ubetinget krav mod fasteren. Betingelserne for gavebeskatning er derfor opfyldt.

Parterne falder endvidere ikke ind under den i boafgiftslovens § 22 opregnede personkreds. Det oplyste omkring klagerens nære forhold til fasteren kan ikke føre til, at parterne er omfattet. Efter det oplyste har de haft hver deres bolig. Betingelsen om fælles bopæl i mindst 2 år i boafgiftslovens § 22, stk. 1, litra d, er ikke opfyldt.

Den modtagne gave er derfor skattepligtig som personlig indkomst, jf. statsskattelovens § 4, jf. personskattelovens § 3.

Den omstændighed, at klageren har oplyst, at han har haft udlæg for fasteren på gennemsnitligt 80 kr. om dagen, findes ikke at kunne tillægges betydning, da der ikke foreligger dokumentation herfor.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har nedlagt principal påstand om, at gældsnedskrivningen ikke indeholder en gave, da der reelt er tale om modregning for klagerens underholdsydelser.

Subsidiært er der nedlagt påstand om, at gavebeløbet er skatte- og afgiftsfrit, da klageren er omfattet af boafgiftslovens § 22 d, samt § 1 d.

Mere subsidiært er der nedlagt påstand om, at klageren ikke har handlet forsætligt eller groft uagtsomt, hvorfor ansættelsen er foretaget i strid med skatteforvaltningslovens § 26.

Klageren har til støtte for den principale påstand bl.a. anført, at klageren og fasteren i mange år har levet sammen i et meget tæt familieforhold, der bedst kan betegnes som et meget tæt mor-søn-forhold.

Gælden, der er stiftet i 1988 og 1998, er blevet selvangivet som rente- og afdragsfrie lån, der kunne indfries på anfordring. I 2008, hvor fasteren blev alvorligt syg, ønskede parterne at få et mere afklaret forhold til gældens størrelse af hensyn til den øvrige familie.

Klageren havde gennem det mangeårige bofællesskab bidraget til fasterens husførelse m.v. Der blev derfor udarbejdet en erklæring om, at gælden nedskrives til 250.000 kr. I tiltro til at nedskrivningen kunne gennemføres skatte- og afgiftsfri, blev det i erklæringen anført, at der var tale om gaver på 50.000 kr., der vedrørte årene 2003-2007, uanset der reelt var tale om modregning af skatteyderens underhold m.v. til BA.

Det er i sagens natur ikke muligt at dokumentere klagerens underholdsydelse. Det kan dog bevidnes af klagerens tidligere og nuværende ægtefælle, BAs øvrige familie og øvrige arvinger samt den lokale købmand. En erklæring fra den lokale købmand er indsendt til Landsskatteretten.

Gældseftergivelsen er udtryk for, at BAs og den øvrige families accept af, at klageren har bidraget løbende til fasterens underhold m.v. Der foreligger ikke en gavehensigt fra fasterens side. Tværtimod var hun meget påholdende. Gaveværdien af gældsnedskrivningen kan derfor ansættes til 0 kr. Der er ikke tale om en gave i skattemæssig forstand. Der foreligger ikke en vederlagsfri formuefordel.

Bryllupsgaven i 2008 var refusion for diverse ferieture gennem tiden.

Hvis opdelingen af gaveværdien ikke kan godkendes, må gaveværdien skulle afgiftsberigtiges i 2008. Men også her bestrides værdien af gældseftergivelsen.

Til støtte for den subsidiære påstand har klageren bl.a. anført, at "gaveaftalen" i gældsnedbringelseserklæringen er afgivet i god tro til, at han var omfattet af boafgiftslovens § 22 d og § 1 d. Klageren havde søgt rådgivning fra forskellige sider om, hvorledes han skulle behandle gældsnedskrivningen.

SKAT's fortolkning af begrebet "fælles bopæl" er i modstrid med lovens intentioner. Det forhold, at der er tale om to husnumre i den fælles bygning kan ikke godtgøre, at der ikke har været tale om fælles bopæl i lovens forstand. Det forhold, at man ikke har fælles soveværelse, men i øvrigt har bevidnet, fælles, daglig husholdning i samme hus, må være afgørende. Boafgiftslovens § 22 d er netop møntet på personer, som har haft et meget nært tilhørsforhold og bofællesskab.

Også den senere arv påstås behandlet som en ikke-vederlagsfri formuefordel og sekundært en gave omfattet af boafgiftslovens § 1 d.

Til støtte for den mere subsidiære påstand har klageren bl.a. anført, at klageren ikke har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Tværtimod har klageren løbende åbent oplyst om gældsforholdet m.v. Det forhold, at klageren i god tro havde en opfattelse af, at han var omfattet af boafgiftslovens § 22, og dermed var fritaget for afgifter m.v., kan ikke være ansvarspådragende.

I årene 2003-2007 var der reelt ikke drøftelser mellem parterne om gaveydelser. På dette tidspunkt var der alene tale om et gældsforhold, der blev etableret på skriftligt grundlag af hensyn til den øvrige familie. Klagerens - efter SKAT's opfattelse - fejlfortolkning er først opstået i 2008.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Gaveerhvervelser skal efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c, medtages ved indkomstopgørelsen, medmindre gaven falder ind under afsnit II i boafgiftsloven, jf. statsskattelovens § 5, stk. 1, litra b.

En gave skal medtages ved indkomstopgørelsen i det indkomstår, hvor gaveløftet er kommet til gavemodtagerens kundskab, således at denne har fået et endeligt og ubetinget retligt krav over for giveren.

Landsskatteretten finder det ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort eller dokumenteret, at det eftergivne beløb har dækket over udlæg foretaget af klageren i de omhandlede indkomstår. Retten er således enig i, at klageren ved aftalen har modtaget en vederlagsfri formuefordel, som må anses for en gave.

Da klageren ikke anses for omfattet af den i boafgiftslovens § 22 omhandlede personkreds, er gavebeløbet/gældseftergivelsesbeløbet skattepligtigt for klageren, jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c. Der er herved lagt vægt på, at klageren ikke er omfattet af personkredsen i boafgiftslovens § 22, stk. 1, litra a-c og e-f, ligesom der ikke har været tale om fælles bopæl, jf. boafgiftslovens § 22, stk. 1, litra d.

Det lægges til grund som ubestridt i sagen, at der for hvert af årene 2003-2007 er indgået mundtlige, men endelige og ubetingede aftaler mellem klageren og BA om nedskrivning af gælden med 50.000 kr. i hvert af indkomstårene 2003-2007, i overensstemmelse med det i gældsnedbringelseserklæringen af 28. maj 2008 anførte. Landsskatteretten kan på denne baggrund tilslutte sig SKAT's afgørelse, hvorefter klageren anses for at have modtaget en skattepligtig gave på 50.000 kr. i hvert af indkomstårene 2003-2007, jf. statsskattelovens § 5, stk. 1, litra b.

Den påklagede ansættelse stadfæstes derfor.

..."

Forklaringer

A har forklaret, at han de sidste 23 år har drevet virksomhed med salg af brugte biler i ...2. Han er oprindelig kontoruddannet. Han er den yngste af en søskendeflok på 6. I 1982 døde hans far og næsten samtidig mistede faster BA sin mand. Fasteren blev som en far for ham. Hun havde ikke selv børn, og hun opfattede ham som sin søn. Fasteren boede i huset på ...1 fra 1964 til hun i 2007 flyttede på plejehjem. Hun døde 16. januar 2009 i en alder af 95 år. Han flyttede i 2003 efter en skilsmisse ind på ejendommen, hvor han boede på 1. salen. Han var da 39 år. Han sørgede for det daglige med indkøb. De var sammen hver dag, hvor han så TV og drak kaffe hos hende. Han hjalp hende i øvrigt med lægebesøg og andre gøremål. Bad og toilet i stueetagen var ikke godt, så fasternes benyttede også 1. salen. De havde hver deres møbler. Der var selvstændig dør med lås på til 1. salen, men der var aldrig låst. Han købte huset af hende, og fik derved mulighed for at optage lån til sin virksomhed.

CA har forklaret, at hun er storesøster til A. Han havde et ganske særligt forhold til faster BA. Efter de mistede deres far, blev A som en søn for hende. De delte huset, og der var ikke aflåst mellem etagerne. Huset fungerede som en slags familiekollektiv.

PJ har forklaret, at han er fætter til A. Han er praktiserende læge, og var også faster BAs læge, Der var et meget nært forhold mellem fasteren og A, og de deltes om huset som et kollektiv. Han er ikke bekendt med om fasteren kom på 1. salen.

DA har forklaret, at hun i 2001 blev gift med A, og de blev skilt i 2003. De har to børn sammen, og de har fortsat et godt forhold til hinanden. A havde et meget tæt forhold til faster BA, som han tit så TV sammen med. Når han havde børnene hos sig var de på 1. salen. Fasteren benyttet toilettet på 1. salen, da stueetagen var meget nedslidt. Ved besøg kom hun kun i stueetagen.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har overvejende procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 12. januar 2012, hvori det til støtte for de nedlagte påstande er anført:

"...

Der gøres fra sagsøgers side principalt gældende:

at	sagsøger og afdøde BA har haft fælles bopæl og fælles husholdning i perioden 01.10.2003 til foråret 2007, hvorfor sagsøger er omfattet af personkredsen i Boafgiftslovens § 22, stk. 1, litra d. Gavebeløbene på 50.000 kr. for hvert af indkomstårene 2003-2007 er herefter afgifts- og skattefrie,
at	det er det reelle bopælsforhold, der er afgørende og ikke folkeregisteradressen, som kun er af vejledende betydning,
at	det er uden betydning, at den ejendom den fælles bopæl har fundet sted i, er registreret som en to-familieejendom,
at	det ligeledes er uden betydning om parterne er beslægtede eller ej, er af samme eller modsatte køn eller om parterne er gift eller lever sammen med andre
	og
at	det afgørende i relation til Boafgiftsloven alene er, at der har været tale om fælles bopæl.

Subsidiært gøres det gældende:

at	sagsøger hverken har handlet forsætligt eller groft uagtsomt,
at	betingelserne for at skatteansætte efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 derfor ikke er opfyldt, hvorfor bestemmelsen ikke kan anvendes,
at	fristen for at skatteansætte sagsøger vedr. årene 2003, 2004 og 2005 derfor er sprunget, jf. skatteforvaltningslovens § 26
	og
at	skatteansættelsen for årene 2003, 2004 og 2005 derfor skal ændres, således at sagsøger ikke anses skattepligtig for 50.000 kr. for hvert af de nævnte år.

..."

Sagsøgte har overvejende procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 11. januar 2012, hvori det til støtte for den nedlagte påstand er anført:

"...

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det overordnet gældende, at sagsøgerens skattepligtige indkomst med rette er blevet forhøjet med kr. 50.000,00 for hvert af indkomstårene 2003 - 2007, idet sagsøgeren hvert år har modtaget en skattepligtig gave.

Herudover gøres det gældende, at forhøjelserne er foretaget rettidigt.

1. Sagsøgeren har modtaget skattepligtige gaver

I henhold til statsskattelovens § 4, litra c, er en person skattepligtig af gaver, medmindre gaven ydes af personer omfattet af personkredsen i boafgiftslovens § 22, jf. statsskattelovens § 5, litra b.

Gældseftergivelserne i indkomstårene 2003 - 2007 på samlet kr. 250.000,00 er vederlagsfrie formueoverførsler fra sagsøgerens faster, BA, til sagsøgeren.

Bevisbyrden for, at gældseftergivelserne ikke er gaver, påhviler sagsøgeren, jf. SKM2009.123.BR . Bevisbyrden er i et gavemiljø som det foreliggende skærpet, jf. SKM2003.247.VLR .

Sagsøgeren har ikke løftet denne skærpede bevisbyrde.

Tværtimod omtaler sagsøgeren og hans faster, BA, gældseftergivelserne som "gaver" i deres gældsnedbringelseserklæring af 28. maj 2008, jf. bilag F, og gavehensigten illustreres ligeledes af det faktum, at det i henhold til erklæringen er fasteren (gavegiver), der skal betale eventuel gaveafgift. Tilsvarende omtaler sagsøgeren i sin skrivelse af 4. juni 2009 til SKAT, jf. bilag C, gældseftergivelserne som "tidligere modtaget gaver".

Det er udokumenteret, at gældseftergivelserne skulle være betaling for udlæg, som sagsøgeren har afholdt for sin faster. Sagsøgeren har i det hele taget ikke godtgjort at have afholdt udgifter til sin fasters underhold i de omstridte år.

Gældseftergivelserne er ifølge gældsnedbringelseserklæringen, jf. bilag F, ydet i henhold til "tidligere mundtlige aftaler" og ikke i henhold til erklæringen i 2008, jf. bilag F. Dette periodiseringsspørgsmål er uomtvistet i sagen, og det kan følgelig lægges til grund som ubestridt, at gældseftergivelserne er periodiseret korrekt.

Sagsøgerens faster, BA, er ikke omfattet af den i boafgiftslovens § 22 opregnede personkreds, hvorfor gaverne udløser almindelig indkomstskat efter udgangspunktet i statsskattelovens § 4.

Det bestrides som udokumenteret, at sagsøgeren og hans faster har haft fælles bopæl og fælles husholdning i perioden 1. oktober 2003 til foråret 2007.

Det forhold, at sagsøgeren og hans faster havde bopæl i samme bygning (på hver deres etage) bevirker ikke, at de har haft fælles bopæl i henhold til boafgiftslovens § 22, stk. 1, litra d, når hver etage var registreret som en selvstændig adresse i folkeregistret, jf. bilag G, jf. bl.a. Vestre Landsrets kendelse af 5. januar 2007 i sag nr. B-2550-06, trykt i TFA 2007, side 270.

Gaver, der modtages fra andre nærtstående, end dem der er omfattet af personkredsen i boafgiftslovens § 22, er indkomstskattepligtige. Det er derfor uden betydning for skattepligten, hvilken relation der i øvrigt har været mellem sagsøgeren og hans faster.

Sagsøgeren har dermed modtaget skattepligtige gaver, jf. statsskattelovens § 4, litra c, på kr. 50.000,00 i hvert af indkomstårene 2003 - 2007.

2. Forhøjelserne er foretaget rettidigt

SKATs afgørelse, jf. bilag A, er vedrørende indkomstårene 2006 og 2007 foretaget efter skatteforvaltningslovens § 26 om ordinære ansættelser.

Efter bestemmelsens stk. 1 skal ansættelsen af indkomstskat foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelserne er foretaget den 17. august 2009 og er dermed rettidige. Dette er ubestridt i sagen.

SKATs afgørelse er vedrørende indkomstårene 2003 - 2005 foretaget efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Efter denne bestemmelse kan SKAT, uanset fristerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, afsende varsel om foretagelse af ændring af en skatteansættelse, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skatteansættelsen er foretaget på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Sagsøgeren selvangav ikke, som ellers påtvunget, jf. skattekontrollovens § 1, de skattepligtige gaver (gældeftergivelserne) i de indkomstår, hvor retserhvervelsen fandt sted. Sagsøgeren oplyste heller ikke SKAT på anden måde om gældseftergivelserne. Dermed har SKAT reelt været uden mulighed for at tage gældseftergivelsernes skattemæssige virkninger i betragtning ved skatteansættelserne.

Sagsøgeren kan ikke have været i uvished om de faktiske forhold, hvilket da heller ikke er gjort gældende. Herunder kan sagsøgeren ikke have været i uvished om, at han og fasteren var registreret med hver deres adresse i folkeregisteret. Sagsøgeren var ejer af og udlejede stueetagen til fasteren, og han må derfor nødvendigvis have vidst, at der var tale om to selvstændige ejendomme.

Uanset dette foretog sagsøgeren ikke nærmere undersøgelser af de skattemæssige konsekvenser af arrangementet omkring gældseftergivelserne, hvis størrelsesmæssige opdeling i de pågældende indkomstår må antages at have været skatte- og afgiftsmæssigt betinget, jf. herved bl.a. SKM2011.265.BR og SKM2006.153.HR .

Endvidere er der ikke uklarhed om retstilstanden i relation til bopælsbegrebet i boafgiftslovens § 22.

Sagsøgeren har derfor - i det mindste - handlet groft uagtsomt ved ikke at have meddelt skatteforvaltningen, at han fik årlige gældseftergivelser på hver kr. 50.000,00, hvilke omstændigheder skatteforvaltningen var ubekendt med.

Det gøres videre gældende, at ændringen af skatteansættelsen er varslet inden 6 måneder efter, at SKAT kom til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelse af fristerne i skatteforvaltningslovens § 26, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Kundskabstidspunktet er det tidspunkt, hvor skatteforvaltningen er kommet i besiddelse af det korrekte og fyldestgørende materiale, der kan anvendes som grundlag for en korrekt ansættelse, herunder det tidspunkt, hvor myndighederne på tilstrækkeligt oplyst grundlag har kunnet konstatere, at sagsøgeren ved gældseftergivelser har modtaget skattepligtige gaver.

Sagsøgeren har først ved skrivelse af 4. juni 2009, jf. Bilag E, oplyst SKAT om, at han havde fået gældseftergivelser i indkomstårene 2003 - 2007. SKAT varslede ændringen af sagsøgerens skatteansættelse ved agterskrivelse af 18. juni 2009, jf. bilag F, og dermed inden for 6-måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Samlet er skatteansættelserne således foretaget rettidigt, jf. herved bl.a. SKM2012.12.ØLR .

..."

Rettens begrundelse og afgørelse

Det kan lægges til grund som uomtvistet, at ejendommen ...1 i hvert fald i perioden 2003 til 2007 var registreret med en lejlighed i henholdsvis stueetagen og på 1. sal, og at sagsøger i cpr var registreret med bopæl på 1. sal og BA med bopæl i stuen.

På den baggrund og efter de afgivne forklaringer finder retten ikke, at sagsøger har haft fælles bopæl med BA, og dermed er der ikke i § 22, stk. 1, litra d, i lov om afgift af dødsboer og gaver hjemmel til fritagelse for afgift af de gaver, som BA har ydet sagsøger.

Retten lægger til grund, at sagsøger først i forbindelse med behandlingen af dødsboet efter BA i 2009 oplyste skattemyndighederne om de af BA siden 2003 ydede gaver. På den baggrund finder retten, at skattemyndighederne har været berettiget til at genoptage skatteansættelsen for sagsøger for skatteårene 2003 og frem.

Sagsøgte vil derfor være at frifinde for sagsøgers påstande.

Sagsomkostningerne fastsættes i medfør af retsplejelovens § 312, stk. 1, hvorefter sagsøger skal betale omkostninger til sagsøgte. Henset til sagens værdi og omfang skal sagsøger dække sagsøgtes udgifter til advokatbistand med 30.000 kr.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

1 sagsomkostninger skal sagsøger, A, til sagsøgte betale 30.000 kr. excl. moms.

Beløbet forrentes i medfør af rentelovens § 8 a.