C.D.8.7.3 Indkøbsforeninger
Indkøbsforeninger er andelsforeninger, der driver virksomhed således, at foreningens formål er at
- indkøbe, fremskaffe eller fremstille varer eller
- levere tjenesteydelser til medlemmernes forbrug.
Se SEL § 15, stk. 1.
Procentindkomsten
Indkomsten beregnes på grundlag af den opgjorte formue og efter reglerne i SEL § 15, stk. 2-4.
Indkomsten opgøres som
- fire pct. af en så stor del af formuen, som svarer til forholdet mellem andelsforeningens omsætning med medlemmer og den samlede omsætning, og
- seks pct. af den resterende del af formuen.
Omsætning med medlemmer udgør andelsforeningens salg til anvendelse ved udøvelsen af
- medlemmernes egen bedrift eller
- medlemsforeningers medlemmers bedrift.
Omsætning med medlemmer udgør også salg til medlemmer af færdigvarer og hjælpestoffer til at anvende i produktionen.
Omsætning med
- andelsforeninger, der kun driver virksomhed som indkøbsforeninger, eller
- indkøbsforeningsfunktionen i andelsforeninger som nævnt i afsnit C.D.8.7.5 om blandede foreninger, jf. SEL § 16 A, stk. 1, og som ikke er medlemmer
skal hverken medregnes ved opgørelsen af
- andelsforeningens omsætning med henholdsvis medlemmer og ikke-medlemmer eller
- den samlede omsætning.
Se også
Se også afsnit
- C.D.8.7.2 om formueopgørelsen
- C.D.10.1.2 om skatteprocenten for kooperationsbeskatning (andelsbeskatning).